Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
J.nr. 2500069-10
Det var i strid med ligestillingsloven, at en café, ved et arrangement afholdt på Kvindernes Internationale Kampdag, gav caféens kvindelige gæster 10 procent rabat på mad og drikke.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med et afholdt arrangement, hvor en café gav rabat til kvindelige gæster.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede café gav kvindelige gæster 10 procent rabat på et arrangement afholdt på Kvindernes Internationale Kampdag.
Sagsfremstilling
En café tilbød rabat til de kvindelige gæster, der deltog i et debatarrangement afholdt på Kvindernes Internationale Kampdag.
Det fremgår af en annonce i en lokalavis, at der inviteredes til debat om 100 års kvindekamp, barselsorlov, karriere, mødre og moderne livsstil på en café.
Arrangementet var åbent for alle, men det fremgik af annoncen, at caféen gav 10 procent rabat på dagen til alle kvinder.
Parternes bemærkninger
Klager påstår, at det var i strid med ligestillingsloven, at caféen gav 10 procent rabat til alle kvinder den pågældende dag.
Klager har henvist til, at et politisk parti sammen med en organisation reklamerede for et debatarrangement på en café.
Det fremgik af annoncen, at "Caféen giver 10 procent rabat på dagen til alle kvinder".
Indklagede har ikke bestridt, at der, som anført, blev givet 10 procent rabat til de kvindelige gæster, der deltog i arrangementet.
Indklagede har henvist til, at arrangørerne af debatarrangementet havde spurgt om det var muligt at give selskabets kvinder 10 procent rabat.
Det var indklagede gået med til.
Indklagede har desuden henvist til, at det er hans forretning, og han måtte have lov til at give rabat, til hvem han ville.
Der var udelukkende tale om et specifikt arrangement, hvor gæsterne også havde deltaget i debatarrangementet.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af lov om ligestilling af kvinder og mænd, at det er i strid med loven at forskelsbehandle en person på grund af køn.
Forbuddet gælder for enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden for den offentlige forvaltning og almen virksomhed og myndigheder og organisationer og alle personer, som leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden inden for både den offentlige og den private sektor.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at der er skabt en formodning for forskelsbehandling ved, at indklagede udelukkende tilbød rabat til de kvindelige gæster.
Det er herefter indklagede, der skal bevise, at princippet om ligebehandling ikke var tilsidesat.
Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at indklagede ved sin forklaring om baggrunden for rabatordningen har tilbagevist formodningen om forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet finder derfor, at indklagede har overtrådt lov om ligestilling af mænd og kvinder.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet
Lov nr. 1095 af 19. september 2007 om ligestilling af mænd og kvinder
<2500069-10>
-
§ 1, stk.1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
-
§ 1 a, stk. 1, om lovens anvendelsesområde
-
§ 2, om forbud mod forskelsbehandling på grund af køn