Sikre ansatte mod risiko for påkørsel ved arbejde i udgravning
Statutory Text (3 Articles)
Sikre ansatte mod risiko for påkørsel ved arbejde i udgravning
Arbejdstilsynet konstaterede ved tilsynsbesøget, at der langs vejen ved en rundkørsel var gravet ned til at lægge nye vandledninger.
Arbejdet skulle udføres mindre end 1 meter fra den kørende trafik.
Der var afmærket med plastsøjler/markeringscylindre med vandrette spærrebomme og der var sat Hoffmannbetonklodser 0,2 til 0,6 meter fra kanten af udgravningen.
Arbejdstilsynet gav påbud om, at virksomheden straks skulle afskærme arbejdsstedet i udgravningen, så de ansatte var effektivt sikret imod påkørsel.
Et enigt nævn fandt, at virksomheden straks skulle træffe foranstaltninger, der effektivt sikrede de beskæftigede ved arbejde i udgravning mod risiko for påkørsel.
Nævnet lagde vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget konstaterede, at arbejdet foregik mindre end 1 meter fra trafikken og var afgrænset med Hoffmannbetonklodser og plastsøjler/ markeringscylindre med vandrette spærrebomme cirka 0,2 til 0,6 meter fra kanten af den 1,5 meter dybe udgravning.
Nævnet lagde desuden vægt på, at der ved påkørsel af afspærringen var fare for nedstyrtning af Hoffmannklodser med personskade til følge.
[Adressat udeladt]
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 26. maj 2015 behandlet [navn udeladt]s klage på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 7. november 2014 med strakspåbud om at afskærme arbejdssted ved udgravning, så de ansatte er effektivt sikret imod påkørsel.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse, således at virksomheden straks skulle træffe foranstaltninger, der effektivt sikrede de beskæftigede ved arbejde i udgravning mod risiko for påkørsel på hjørnet af [navn udeladt]og [navn udeladt] i [navn udeladt].
B E G R U N D E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 17. september 2014 konstaterede, at arbejdet foregik mindre end 1 meter fra trafikken og var afgrænset med Hoffmannbetonklodser og plastsøjler/makeringscylindre med vandrette spærrebomme cirka 0,2 til 0,6 meter fra kanten af den 1,5 meter dybe udgravning.
Nævnet lægger desuden vægt på, at der ved påkørsel af afspærringen er fare for nedstyrtning af Hoffmannklodser med personskade til følge.
Nævnet finder, at Arbejdstilsynets fotos fra tilsynsbesøget understøtter Arbejdstilsynets konstateringer ved tilsynsbesøget.
Det følger af arbejdsmiljølovens regler, at arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Det følger af reglerne om bygge- og anlægsarbejde, at der ved arbejde på veje eller andre arealer med risiko for påkørsel skal træffes foranstaltninger, der effektivt sikrer de beskæftigede, f.eks. passende afskærmning eller markering.
Bemærkninger til klagen
[navn udeladt] har på vegne af virksomheden i klagen af 4. december 2014 anført, at afmærkningsplanen som skitseret er godkendt af den relevante vejmyndighed, i dette tilfælde [navn udeladt], og at Hoffmannklodser fortsat kan anvendes ved hastigheder op til 50 km/h, samt at Hoffmannklodser kan anvendes til længdeafspærring og som standerfod til skilte m.v.
Arbejdsmiljøklagenævnet skal hertil bemærke, at udgangspunktet for vurderingen af de ansattes sikkerhed er, om der ved arbejde på veje eller andre arealer med risiko for påkørsel er truffet foranstaltninger, der effektivt sikrer de beskæftigede f.eks. ved afskærmning eller markering.
Nævnet skal hertil bemærke, at der blev anvendt Hoffmanbetonklodser 0,2 til 0,6 meter fra kanten af den 1,5 meter dybe udgravning med særlig risiko for, at Hoffmannklodserne kunne vælte ned i udgravningen på de beskæftigede, samt at arbejdet foregik mindre end 1 meter fra trafikken.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn.
R E G L E R
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til følgende regler
Om Arbejdstilsynets ret til at afgive påbud
● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
Om bygge- og anlægsarbejde
● § 42, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
● § 49, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde.
Reglerne kan læses på de følgende sider.
OPLYSNINGERNE I SAGEN
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet samt brev fra virksomheden af 23. januar 2015 og brev fra Arbejdstilsynet af 9. februar 2015.
På klagenævnets vegne
[navn udeladt]
[stilling udeladt]
Kopi til
[Adressat udeladt]
[Adressat udeladt]
Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010
…
Kapitel 6
Arbejdsstedets indretning
§ 42.
Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2 Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
…
Kapitel 12
Arbejdstilsynet
…
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
…
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde
…
Kapitel 6
Adgangs- og transportveje
…
Adskillelse af gående og kørende
…
§ 49.
Ved arbejde på veje eller andre arealer med risiko for påkørsel skal der træffes foranstaltninger, der effektivt sikrer de beskæftigede, f.eks. passende afskærmning eller markering.
…