Legislator Case Law & Legislation
W20151059525 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00792

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 10595 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00792

KEN#LOKDOK23 2015 10595 Valid

Ikke kritik af DRs udsendelse om et behandlingshjem for unge

Klager – forstanderen for et behandlingshjem – medvirkede i en tv-udsendelse om behandlingshjemmet, som var blevet politianmeldt for vold mod de unge på hjemmet.

Klager klandrer DR for ikke at være interesseret i faktuelle oplysninger om institutionen, og at DR kun har brugt kilder, der var negative overfor institutionen.

Han mener også, at han ikke fik ordentlig mulighed for at forklare sig.

Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere DR.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

- Klagens rettidighed

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 3, at klager over Danmarks Radios, TV 2s eller TV 2s regionale virksomheders overtrædelse af god presseskik senest 12 uger efter offentliggørelsen skal indgives til disse.

De pågældende virksomheders afgørelse kan senest 12 uger efter, at afgørelsen er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet.

Pressenævnet modtog klagen den 3. marts 2015, og klagefristen vedrørende indslaget i 21 søndag bragt den 26. februar 2012 er dermed udløbet.

Imidlertid er klagen rettidig i forhold til artiklen på dr.dk af 28. januar 2015.

Artiklen indeholder en arkivvideo med tv-indslaget af 26. februar 2012.

Pressenævnet finder, at der med artiklen af 28. januar 2015 er sket en sådan offentliggørelse på ny af tv-indslaget fra den 26. februar 2012, at en ny klagefrist for tv-indslaget må regnes fra dette tidspunkt.

Nævnet lægger vægt på, at tv-indslaget fremstår som en integreret del af artiklen og er centralt placeret i denne, ligesom artiklen omtaler indslaget, citerer fra dette samt opfordrer til, at læseren ser indslaget.

Klagen over artiklen og indslaget i 21 Søndag realitetsbehandles herefter.

Derimod finder Pressenævnet ikke, at de påklagede opfølgende indslag, der forstås at være bragt i tæt tidsmæssig sammenhæng med indslaget af 26. februar 2012, har en sådan nær indholds- og tidsmæssig sammenhæng med artiklen af 28. januar 2015, at der er grundlag for at behandle klagen over samtlige indslag.

- Retlig interesse

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over.

Som forstander for Solhaven og medvirkende i indslaget har [Klager] retlig interesse i forhold vedrørende institutionen og beskyldningerne mod ham.

En del af klagen vedrører imidlertid DRs eventuelle manglende hensyn til de interviewede, tidligere anbragte unge.

Da [Klager] ikke har dokumenteret at have fuldmagt til tillige at indgive klagen på vegne af de medvirkende unge, afvises denne del af klagen.

God presseskik

- Oplysningernes rigtighed

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.

1.

Pressenævnet bemærker, at det forhold, at de tiltalte i retssagen vedrørende voldsanvendelse på Solhaven efterfølgende blev frikendt, ikke i sig selv betyder, at der kan udtales kritik af DR for at have bragt udsagn fra de tidligere anbragte og ansatte om forholdene på Solhaven.

Der berettes således om personlige oplevelser og erfaringer fra personer med indgående kendskab til institutionen.

Afgørende er i den forbindelse bl.a., om DR har gjort det tilstrækkelige og nødvendige for at kontrollere udsagnenes rigtighed, herunder bl.a. gennem kildekritik og forelæggelse.

For så vidt angår det af [Klager] anførte om, at DR på forhånd havde valgt en negativ vinkling og dermed udelod positive historier, bemærkes det, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af parterne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Pressenævnet finder ikke, at redaktøren i det pågældende indslag har udøvet sin redigeringsret på en sådan måde, at indslaget fremstår ensidigt eller usagligt inden for rammerne af det valgte fokus på institutionens metoder.

- Kildekritik

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.

2.

Pressenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at DR har undladt at udvise den fornødne kildekritik over for de tidligere anbragte unge, [Person A]s og [Person B]s udsagn.

Det fremgår af indslaget, at de to unge kommer fra belastede baggrunde, og det nævnes i speaken, at flere af de unge på Solhaven allerede har stiftet bekendtskab med kriminalitet og vold.

Klipningen antyder, at der hermed bl.a. sigtes på [Person B].

Nævnet finder, at det havde været bedst i overensstemmelse med god presseskik at oplyse seerne om [Person A]s konkrete dom for vold mod [Klager], men finder dog ikke, at dette forhold kan føre til at udtale kritik af DR.

Nævnet finder således ikke grundlag for at kritisere, at de to unge blev interviewet til indslaget for at fortælle om deres oplevelser på Solhaven og deres opfattelse af forholdene på institutionen.

Der foreligger ikke for Pressenævnet oplysninger om, hvorvidt der eksisterer fuldmagt fra de to unge til, at [Klager] kunne udtale sig om deres sag.

Men det fremgår, at deres kritik blev forelagt ham, og at han ikke i den forbindelse ønskede at udtale sig.

Der er afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt den anonyme tidligere medarbejder ikke længere var ansat på Solhaven på grund af sexchikane mod en kvindelig kollega.

Henset til de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet og henset til medarbejderens anonymitet, har nævnet ikke mulighed for at tage stilling til, hvilken af forklaringerne, der er den rigtige.

Nævnet har på den baggrund heller ikke grundlag for at antage, at den pågældende medarbejder, som anført af [Klager], skulle have en særlig interesse i at skade Solhaven eller [Klager].

Nævnet finder derfor heller ikke grundlag for at kritisere, at den tidligere medarbejders udtalelser fremgik af indslaget.

For så vidt angår anonymiseringen af den tidligere medarbejder bemærkes det, at Pressenævnet som udgangspunkt ikke finder grundlag for at kritisere anvendelsen af anonyme kilder generelt.

Det fremgår af sagen, at DR kender til identiteten af vedkommende, og begrundelsen for anonymiseringen fremgår af indslaget.

Da [Klager]s mulighed for at svare på kritikken fra medarbejderen vedrørende Solhavens metoder ikke synes at forudsætte kendskab til medarbejderens identitet, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere anonymiseringen.

- Forelæggelse og angreb og svar

Det følger endvidere af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare.

Hertil kommer, at angreb og svar, hvor det er rimeligt, bør bringes i sammenhæng og på samme måde.

Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn, jf. punkt A.

3-4.

[Klager] har anført, at han ikke fik et ben til jorden under sit interview, og at der var en væsentlig forskel på interviewformen mellem ham og de øvrige medvirkende.

Han finder, at set-uppet generelt var mere anklagende mod ham.

Pressenævnet bemærker, at den person, der svarer på en rejst kritik, i sagens natur kan føle sig mere udstillet end de personer, der rejser kritikken.

Nævnet finder dog ikke, at forelæggelsen af kritikken for [Klager] kan betragtes som irreel eller utilstrækkelig.

[Klager]s svar fremgår efter det oplyste også loyalt af indslaget.

Nævnet finder endvidere ikke, at det i sig selv, at interviewet af de to unge fandt sted i deres hjem (for [Person B]s vedkommende hans værelse på en institution) under givetvis tryggere omstændigheder, kan føre til kritik af DR.

Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af DR i anledning af indslaget.

KEN#LOKDOK23 2015 10595 Valid

[Klager] har som forstander for det nu lukkede behandlingshjem Solhaven klaget over DRs dækning af sagen vedrørende mistanke om vold begået af ansatte mod de anbragte unge.

1 Sagsfremstilling

DR bragte den 26. februar 2012 et indslag i 21 Søndag om, at de ansatte på behandlingshjemmet Solhaven angiveligt anvendte vold mod de unge anbragte.

Den 28. januar 2015 – samme dag, som der faldt dom i den efterfølgende retssag mod en gruppe ansatte fra Solhaven – bragte DR på dr.dk artiklen ”ARKIV-VIDEO Da Solhaven-sagen startede: Magtanvendelse kan ikke undgås” med følgende underrubrik

”Den 26. februar 2012 fortalte DR Nyheder første gang om ulovligt magtanvendelse mod anbragte unge på behandlingshjemmet Solhaven”.

Af artiklen fremgår bl.a. følgende

”Den 26. februar 2012 bragte 21 Søndag historien om, at behandlingshjemmet Solhaven var blevet anmeldt, og at Vesthimmerlands Kommune havde ført et udvidet tilsyn.

Det skete efter, at DR Nyheder havde fået aktindsigt i tilsynsrapporterne.

Men i dag er de 12 tiltalte i sagen om vold på Solhaven blevet frifundet.

I forbindelse med anmeldelsen i 2012 udtalte både tidligere ansatte og tidligere anbragte unge sig til 21 Søndag.

- Jeg har oplevet magtanvendelse, hvor jeg fik banket hovedet ned i et stengulv, fordi jeg ikke ville ligge stille.

De tog simpelthen fat i mit hår og bankede det ned i et stengulv, fortalte [Person A], der tidligere har været anbragt på Solhaven.

Tilsynsrapporterne, som DR Nyheder havde fået aktindsigt i, viste blandt andet, at ud af 24 indberetninger var ni af dem karakteriseret som 'ulovlige magtanvendelser'.

- Det er vilkårene, når man arbejder med den her type unge;

så vil det ske engang i mellem, og det kan ikke undgås, sagde leder af Solhaven, [Klager], dengang til DR Nyheder.

Se hele 21 Søndags indslag om Solhaven fra den 26. februar 2012 i videoen i toppen af artiklen.

”

I artiklen er indsat en arkivvideo med indslaget i 21 Søndag.

Af indslaget fremgår følgende

”Studievært: Det koster mellem 90.000 og 320.000 kroner om måneden at anbringe en ung her.

Stedet hedder Solhaven, ligger i Vesthimmerlands Kommune, og er et af Danmarks største private opholdssteder for unge med problemer.

Det er kommunerne, der betaler de mange penge.

Men måske er pengene ikke givet så godt ud.

I hvert fald kan vi i aften fortælle, at stedet nu er under konkret mistanke for at bruge vold.

Speak: [Person A].

24 år.

Har været anbragt på Solhaven i 3 år.

[Der vises billede af [Person A]].

[Person A]: Jeg kunne ikke klare at høre, at eleverne lå og skreg ude på gangene.

[Græder] Og ansatte overfaldt dem.

Jeg kommer selv fra et hjem med en far, der har slået mig i mange år.

Det var ikke det, jeg bad om.

Speak: [Person B].

21 år.

Har været anbragt på Solhaven i 2 år.

[Der vises billede af [Person B]].

[Person B]: De ødelægger folk.

Mere har jeg ikke at sige.

Interviewer: Synes du, at de har ødelagt dig?

[Person B]: Ja.

Det synes jeg.

Speak: Institutionen Solhaven ligger her i Farsø i Vesthimmerlands Kommune, og er kendt for at tage sig af nogle af Danmarks allermest belastede unge.

[Person B]: Jeg føler, at jeg er blevet… ja, hvad skal man sige.

Blevet meget voldelig.

Fået et slemt temperament og sådan nogen ting der.

Det har jeg taget med mig derfra.

Speak: Denne tidligere ansatte har valgt at være anonym.

Han arbejder i dag på et nyt opholdssted og siger, at han er bange for at blive sat i bås med Solhavens metoder.

[Der ses omridset af en utydelig person foran et hus.

Personen taler med forvrænget stemme].

Anonym: Der er en meget magtfuld tilgang til tingene.

Meget af det er baseret på magt.

Solhaven har deres egen magtbekendtgørelse, som man bliver instrueret i, når man starter.

Speak [mens der vises billeder af bygninger]: Brugen af magt vækker bekymring i Vesthimmerlands Kommune, der fører tilsyn med Solhaven.

På baggrund af beretninger fra en ung anbragt anmelder kommunen derfor i juni sidste år Solhaven til politiet for vold.

En virkelighed, som flere tidligere anbragte, 21 Søndag har talt med, nikker genkendende til.

[Person A]: I den tid – eller i hvert fald med dem, jeg har oplevet – har det været magtanvendelse, hvor jeg ikke ville ligge stille.

Så fik jeg banket mit hoved ned i et stengulv.

De tog simpelthen fat i mit hår og bankede ned i stengulvet.

Eller, hvis jeg ikke ville falde til ro, så fik jeg vredet mine håndled om, til jeg lå og skreg i smerte og tiggede dem om at lade være.

Speak: [Person A] fortæller også, at hun har oplevet at blive holdt fast, mens en medarbejder trak hendes underbukser af for at lede efter en mobiltelefon.

[Person A]: Jeg var jo ikke blevet voldtaget, men jeg følte mig voldtaget.

Jeg følte, at min grænse var blevet overtrådt [græder].

Speak: [Person B] er flere gange i løbet af den seneste tid blevet afhørt af politiet om Solhavens metoder.

Da han for 2 år siden var anbragt, stak han af sammen med en anden ung fra opholdsstedet i en stjålet bil.

Personalet fra Solhaven fulgte efter dem.

De to kørte galt og blev ført tilbage til institutionen.

[Person B]: Så blev vi bedt om at tage tøjet af, så vi kun havde underbukser på.

Og så fik vi bare en omgang.

Interviewer: Hvordan en omgang?

[Person B]: Jamen vi… Den var den dag, hvor jeg fik den blackout der.

Hvor jeg gik ud som et lys.

Fik slag i brystet og blev kastet ned af stolen.

Speak: Flere tidligere ansatte, som 21 Søndag har været i kontakt med, bekræfter de unges historier.

Selv har denne tidligere ansat oplevet en ung dreng, der blev smidt ind bag i en varevogn og kørt væk, fordi han ikke gjorde, som han skulle.

Anonym: Jamen den unge fortalte, at han var blevet kørt ud fra byen på en mark, hvor han var blevet rusket og smidt rundt, som han kaldte det.

Interviewer: Hvordan reagerede den unge, da han så den her medarbejder igen?

Anonym: Den unge reagerede fysisk ved faktisk at tisse i bukserne, da han ser ham.

Så bange var han for ham.

Speak: I sagsakterne kan man læse, at en af de ting, Vesthimmerlands Kommune stiller spørgsmålstegn ved, er en særlig fremgangsmetode, som Solhavens personale benytter.

Den hedder ”at kalde til kaffe”.

Anonym: Så kommer den her menneskelige mur af måske 10 til 15 pædagoger stormende ind ad døren og står og ser vrede ud.

For at det skal give den her chok-effekt for den unge.

[Person A]: Så hopper de på dig, helst så mange som muligt næsten, ikke.

Det kan også være over dumme ting, som ikke at gide at stå op om morgenen.

Jeg blev hevet i mit tøj hen op over trapper, i mit nattøj, fordi jeg ikke gad stå op om morgenen.

[Person B]: Jeg vil ikke sige, at jeg var sådan bange.

Jo, man blev sådan, at man tænkte, hvad fanden sker der nu, når der kommer sådan 8-10 fra personalet af.

Okay, hvad sker der nu.

For man ved jo godt, hvad der kan ske heroppe.

Speak: Ansatte på opholdssteder må ifølge loven benytte sig af magtanvendelser, hvis en ung er til fare for sig selv eller andre.

Solhaven indberettede sidste år 24 magtanvendelser.

Men ifølge denne tidligere ansatte, er det kun toppen af isbjerget.

Anonym: Jeg oplevede, at 9 ud af 10 magtanvendelser, de blev ikke skrevet.

Interviewer: Hvorfor ikke?

Anonym: Det blev begrundet med, at så kunne man jo nærmest aldrig lave andet end at skrive de magtanvendelser.

Speak: Fælles for de unge, der er anbragt på Solhaven, er, at de kommer fra en meget belastet baggrund.

Nogen har allerede stiftet bekendtskab med kriminalitet og vold.

Interviewer: Kan det ikke også være jer selv, der nogen gange har startet det?

[Person B]: Jo, jo, sagtens.

Jo, der er da tit, hvor vi selv har startet diskussioner, hvis der har været noget galt.

Men det giver stadig ikke nogen mening, at vi skal have en ulovlig magtanvendelse.

Det gør det ikke.

[Person A]: Det er aldrig nødvendigt at bruge en magtanvendelse på den måde, at man påfører smerte til en anden på den måde.

At man vrider deres håndled om, til de skriger af smerte og siger ja-ja, okay-okay, så skal jeg nok gøre, som du siger.

Studievært: Vesthimmerlands Kommune er ikke de eneste, der er bekymrede over forholdene på Solhaven.

Børnerådet har lavet denne her meget omfattende underretning til myndighederne.

21 Søndag tog på besøg hos manden bag Solhaven, leder [Klager], for at se og høre, om det sted, der altså er anklaget for at bruge tæsk, psykisk vold og unødigt mange magtanvendelser, og som vi hørte, ikke indberettes.

[Der filmes indefra en bil i bevægelse, hvor [Klager] udpeger stedets forskellige afdelinger mv.]

Speak: Leder [Klager] viser stolt sit livsværk frem i Farsø i Vesthimmerland [.

.

] Igennem 25 år har han opbygget landets måske største socialpædagogiske opholdssted, Solhaven, der mod betaling fra kommuner i hele landet, tager imod unge med store vanskeligheder [.

.

] Solhaven og [Klager]s andre organisationer, der også har med besværlige unge at gøre, omsætter for 142 millioner kroner årligt og har 250 fuldtidsansatte.

Interviewer: Er du stolt af det?

[Klager]: Ja, selvfølgelig.

De resultater, vi har med de unge, vi har haft her, det er der ikke ret mange, der kan bryste sig af at have nået i det her land.

Speak: Men nu er [Klager] og Solhaven under angreb.

Med politianmeldelser og anklager om vold fra tidligere anbragte unge og ansatte.

Men han afviser alle beskyldninger.

[Klager]: Jamen, jeg kan da fortælle dig, at vi er flere gange i løbet af vores historie blevet anmeldt til politiet.

Og det er der ikke kommet noget ud af indtil nu.

Speak: Men også Børnerådet sætter spørgsmålstegn ved [Klager]s succes.

I hvert fald den pædagogiske succes.

Lisbeth Zornig, [formand for Børnerådet, interviewes]: De 46 anbringelsessteder, vi har været ude og besøge, hvor vi har talt med børnene, der er det her det eneste sted, hvor vi har følt, at vi blev nødt til at lave underretning.

Speak: Børnerådet er netop nu i gang med at lave en landsdækkende undersøgelse, hvor man ser på, hvordan anbragte børn og unge behandles i dagens Danmark.

Her har man blandt andet interviewet otte drenge fra Solhaven.

Lisbeth Zornig: Der har været nogen bekymringer, som vi har været nødt til at lave underretninger på.

Speak: 21 Søndag har fået aktindsigt i underretningerne.

Heraf fremgår det blandt andet, at de interviewede drenge fra Solhaven forklarer at: [citater fra rapporten, mens der vises billeder] ”Der bliver brugt meget unødig vold, for eksempel lussing og kvælertag.

De unge er udsat for trusler og psykisk vold.

Anmeldelser om magtanvendelser sker lemfældigt og uden inddragelse af de unge”.

Interviewer: Hvad siger du til det?

[Klager]: Det er ikke korrekt.

Interviewer: Der bliver talt om afstraffelsesmetoder, for eksempel karrusellen, hvor børnene skal stå på en bestemt måde, indtil benene syrer til.

Hvad prøver I at opnå med det?

[Klager]: Jamen, jeg har aldrig nogensinde hørt om det begreb, før jeg læste om det i Børnerådets rapport.

Så det ved jeg ikke noget om, og det er ikke noget, der bliver anvendt her.

Interviewer: Så det er pure opspind fra de her børns side?

[Klager]: Det må det være.

Det er ikke noget, jeg kender til.

Speak: [Klager] afviser altså alle påstande, og han betegner Børnerådets arbejde på denne måde

[Klager]: Det er et stykke arbejde, der er lavet af nogen, der ikke har ordentlig, fornuftig, faglig indsigt i, hvad det er for en type børn, vi beskæftiger os med.

Lisbeth Zornig: Det vil jeg godt afvise.

Vi har folk, der er eksperter i at tale med børn.

Alle børn.

Vi underviser kommuner og andre i børneinddragelse, og vi har i øvrigt både en følgegruppe og en forsker, en professor i børneinddragelse inde over.

Interviewer: Hvilken uddannelse og hvilken baggrund har de her personer fra Børnerådet, der har lavet den her undersøgelse?

[Klager]: Det ved jeg ikke noget om.

Interviewer: Hvordan kan du så vide, at de ikke har en faglig baggrund for det her?

[Klager]: Jeg kan bare se på det stykke arbejde, de har lavet, at det ikke er særlig faglig godt lavet.

Speak: At det til tider går hårdt for sig på Solhaven, understreges af antallet af ulovlige magtanvendelser.

Interviewer: 9 ulovlige magtanvendelser ud af 24 indberetninger.

Hvad synes du, det siger om Solhaven?

[Klager]: Jamen, hvis man sådan lige skal svare på det, så er man nødt til at gå ind i, hvad det er for en type ting, og det er ikke ulovlige magtanvendelser.

Interviewer: De 9 af dem er erklæret ulovlige.

Hvad er din kommentar til det?

[Klager]: Det er vilkårene, når man arbejder med den her type unge.

Så vil det ske en gang imellem, og det kan ikke undgås.

Speak: Spørgsmålet er så, hvor meget landets kommuner får for de millioner af kroner, der årligt tilflyder Solhaven.

[Klager]: Vi har ikke nogen dokumenterede undersøgelser af nogen art.

Interviewer: Så I kan ikke dokumentere, hvor dygtige I er?

[Klager]: Nej, det kan vi ikke.

Speak: For eksempel benytter Solhaven sig yderst sjældent af uddannede pædagoger, og 21 Søndag er bekendt med, at man blandt andet har ansat personale på Solhaven, der er dømt for vold.

Interviewer: Har du ren straffeattest på ham?

[Klager]: Det er ikke sikkert.

Interviewer: Men derfor er han blevet ansat alligevel?

[Klager]: Man behøver ikke have en ren straffeattest for at blive ansat her.

Interviewer: Kan du forstå, hvis der er nogen der vil tænke, at det er altså et ret stort problem, at man har ansat folk med voldsdomme til at varetage børn, der kommer fra hjem, hvor der er foregået vold?

Kan du ikke se, at det er et problem?

[Klager]: Det kommer jo an på, i hvilket omfang den voldsdom er sket, og hvad der er sket og… (afbrydes)

Interviewer: En ubetinget voldsdom.

[Klager]: Jo, jo, men det kommer an på, hvad det er, der er sket.

Interviewer: Hvad er så en ok voldsdom?

[Klager]: Jamen, det kan jeg ikke bare sidde og sige her.

Det er noget man tager stilling til i hvert enkelt tilfælde, når de bliver ansat.

Interviewer: Så du har ikke tænkt dig at ændre den praksis?

[Klager]: Nej.

Speak: Tilbage hos Børnerådets formand, Lisbeth Zornig.

Lisbeth Zornig [interviewes]: Altså generelt, når man har at gøre med børn, der har været udsat for vold, så skal man jo sikre, at man får skabt et miljø, som er så langt væk fra det der voldelige miljø, som børnene er vokset op i.

De er ekstra følsomme.

Og det håber jeg virkelig også, at Solhaven har fokus på.

”

Den 11. februar 2015 bragte DR et indslag i TV-avisen om, at statsadvokaten havde besluttet ikke at anke dommen i sagen om Solhaven, og at det endelige punktum nu var sat i sagen.

Der vistes et kort interview med statsadvokat Jan Rechendorff.

Der blev som nævnt ovenfor afsagt dom i sagen om Solhaven den 28. januar 2015, hvilket er samme dag, som DR bragte netartiklen med arkiv-klippet fra 21 Søndag.

Klagen er indgivet den 3. marts 2015.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har klaget til Pressenævnet, da han finder DRs behandling af Solhaven utilstedelig.

Han har anført, at DR i sin research søgte på nettet efter tidligere anbragte unge, som ville fortælle om deres erfaringer med Solhaven, men at DR udelukkende ønskede at bringe negative historier.

Henvendelser af positiv karakter blev derimod afvist med den begrundelse, at det ikke var den vinkel, der var valgt.

[Klager] blev orienteret om dette af en ung studerende uden relation til Solhaven, som ved en fejl var blevet kontaktet af DR, og som fandt researchen suspekt og uetisk.

DR havde oplyst ham, at man ville ”kigge hele møllen igennem”, idet der var grupper på Facebook, som skulle underbygge, at der var ”noget råddent”.

DR havde endvidere oplyst ham om, at DR ville følge op på en artikel i BT fra 2007 vedrørende et forhold fra 2003, hvor en elev blev dømt for vold mod [Klager] som forstander.

DR fandt ifølge [Klager] via en blog drevet af en svært gennemskuelig ”menneskerettighedsorganisation” med navne som Nelson Mandela en 24-årig kvinde, [Person A], der for en del år siden havde været anbragt på Solhaven.

Kontakten blev etableret via et site kaldet ”Minder fra en hård tid”, hvor frivillige sagsbehandlere formidler vidnesbyrd fra svigtede unge, dog uden at mødes personligt med de unge.

Kvinden skriver på Facebook, at hun engang kom i BT som anbragt på Solhaven under overskriften ”Plejere flåede mine trusser af”.

Historien fra BT blev genbrugt i 21 Søndag.

DR kom endvidere i kontakt med en 21-årig mand, [Person B], som boede på en psykiatrisk institution for unge med tidsubestemte behandlingsdomme, idet han var dømt for grov vold af særlig farlig karakter.

DR fik endelig kontakt til en tidligere medarbejder.

[Klager] har videre anført, at den 24-årige kvinde fortalte sin historie, herunder historien fra BTs artikel, mens det blev forbigået i tavshed, at kvinden var blevet dømt for vold mod Solhavens forstander.

DR havde efter hans opfattelse rig mulighed for at kontrollere hendes motiver, og han finder det meget søgt, at en sag fra 2003 kan bruges til at dokumentere hændelser i 2011, særligt henset til, at kvinden fik en dom.

Ligeledes afgav [Person B] vidnesbyrd fra sit værelse på den psykiatriske institution.

Han finder indslaget med [Person B] forbavsende kort i lyset af hans alvorlige anklager mod Solhaven om, at pædagogerne på stedet ødelægger de unge ved voldsanvendelse som pædagogisk metode.

Der er imidlertid ikke et eneste konkret eksempel på vold fra personalets side, men blot hans eget udsagn om, at han selv er blevet ødelagt og mere voldelig af opholdet på Solhaven.

[Klager] fandt ved opslag på Facebook så mange sindsforvirrede og mærkværdige udtalelser fra manden, at han fandt det ubegribeligt, at DR ikke også skulle have fundet dem i sin research.

Desuden oplyste han den undersøgende journalist om, at [Person B] var sur på Solhaven pga.

noget indbo, han havde mistet, og at han havde et anstrengt forhold til Solhaven.

Personalet oplyste derfor, at de ikke anså det fornuftigt at bruge [Person B] som vidne, men DR fastholdt, at man ville tale med ham.

Efter [Klager]s opfattelse var DRs journalist under et besøg på Solhaven ikke interesseret i at tale med de unge, og han hørte dermed ikke de gode historier.

Under hans sidste år som forstander var 37 elever indskrevet, og der blev udført 23 magtanvendelser.

Endvidere har han påpeget, at den tidligere medarbejder blev givet anonymitet uden begrundelse.

Han forventede, at den tidligere medarbejder ville blive spurgt til baggrunden for, at han var stoppet på Solhaven, men det skete ikke.

Medarbejderen var blevet bortvist på grund af sexchikane mod en kvindelig kollega, hvilket DR blev orienteret om.

[Klager] er sikker på identiteten af den anonyme medarbejder, da denne efterfølgende har kontaktet ham og fortalt om sine handlinger.

Medarbejderen bekræftede i indslaget antagelsen om, at Solhaven var et opholdssted, hvor den pædagogiske metode var vold, og han fortalte endvidere, at der på Solhaven findes og arbejdes efter en intern ulovlig magtbekendtgørelse, hvilket dog ikke dokumenteres i indslaget.

Der forekommer end ikke citater fra den omtalte bekendtgørelse.

Solhaven kunne til gengæld dokumentere med et kursuscertifikat, at den tidligere medarbejder havde gennemgået et magtanvendelseskursus efter de officielle og godkendte forskrifter.

[Klager] har om sin egen deltagelse sidst i indslaget anført, at anklagerne føg i luften, at han ikke fik et ben til jorden, og at han ikke fik mulighed for at forklare sig.

Han er af den opfattelse, at drejebogen var skrevet på forhånd og finder behandlingen ubehøvlet.

Han finder endvidere journalistens udsagn om, at der er blevet gået lige hårdt til de unge – nu voksne – som til forstanderen for usandt.

Mens han blev placeret i et afhørings- og inkvisitions set-up, så blev de øvrige end ikke interviewet, men blot klippet strategisk ind i hele programmets anklagende opsætning.

Han havde aftalt med DR, at han ville få lov til at udtale sig i en direkte udsendelse, uden at DR havde mulighed for at klippe hans udtalelser samt aftalt, at han på forhånd ville blive orienteret om, hvad sagen ville omhandle og hvilke personer, der ville udtale sig i øvrigt.

DR overholdt ikke aftalen, men han medvirkede alligevel og kom dermed til at fremstå særdeles utroværdig.

[Klager] finder det kritisabelt, at DR omtaler en lang række unge, som DR har kontakt til, der bekræfter forlydender om den voldelige adfærd blandt pædagogerne på Solhaven, uden at deres vidnesbyrd høres i udsendelsen.

Han finder endvidere, at DR misbrugte og udstillede de to unge medvirkende, som har massive, psykiske problemer og er sårbare.

Han finder endelig, at DR forsømte at give en fair og alsidig behandling til de mennesker, hvis livsværk blev sat under lup.

Han undrer sig over, at DR valgte at bruge gamle sager, der er fuldt belyst, bortviste medarbejdere og virkelig psykisk syge som kilde.

Endelig har han fremhævet, at anklagemyndigheden rejste 75 tiltaler for vold, at retten frifandt på alle punkter, og at statsadvokaten har opgivet anke.

Efter dommen den 28. januar 2015 har DR blandt andet afspillet klippet med [Person A] igen og dermed gentaget hendes påstande, men har ellers tabt interessen for sagen.

DRs omtale har medvirket til, at Solhaven er lukket, hvilket har betydet et dårligere liv for de anbragte unge, og ingen af de anbragte unge ønskede ifølge [Klager] at flytte, da DR startede sagen, ligesom ingen kommuner var utilfreds med Solhavens arbejde.

2.2 DRs synspunkter

DR har indledningsvis anført, at dækningen af Solhaven-sagen er foregået på tværs af forskellige DR programmer og platforme, og at medieansvarslovens klagefrist er overskredet for langt de fleste indslag og artikler.

DR har behandlet de klagepunkter, der vedrører indslagene vedrørende 21 Søndag, sendt den 26. februar 2012 og indslaget i TV avisen, sendt den 11. februar 2015.

DR har bemærket, at realitetsbehandling af materiale, der er mere end tre år gammelt, er en vanskelig proces, da viden om sagen, researchmateriale, dele af råmaterialet og centrale medarbejdere omkring behandlingen af sagen om Solhaven ikke længere findes i DR.

DR har endvidere bemærket, at retssagen mod Solhaven endnu ikke var påbegyndt, da DR producerede indslagene til 21 Søndag i 2012, og at indslagenes overensstemmelse med god presseskik således må vurderes i forhold til de informationer, der var tilgængelige på det pågældende tidspunkt.

Om indslaget i 21 Søndag den 26. februar 2012 har DR oplyst, at historien om Solhaven bestod af to på hinanden følgende indslag med op- og nedlæg fra studieværten.

Oplægget til det første indslag gik ud på, at kommunerne betaler for at anbringe unge med problemer hos Solhaven, men at Vesthimmerlands Kommune, der fører tilsyn med Solhaven, havde anmeldt Solhaven til politiet for vold.

Oplægget til det følgende indslag omhandlede, at det ikke kun var Vesthimmerlands kommune, der var bekymret, men at Børnerådet havde lavet en omfattende underretning til myndighederne.

I indslaget fulgte DRs journalist forstanderen rundt på institutionen, og efterfølgende blev der vist et længere interview med forstanderen.

Dette interview var krydsklippet med et interview med formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig, der forklarede om kritikken, som forstanderen efterfølgende svarede på.

Herefter svarede forstanderen på kritikken om ulovlige magtanvendelser.

DR valgte med indslagene om Solhaven at sætte fokus på et af landets største opholdssteder, som fra adskillige sider blev beskyldt for at bruge vold og psykiske overgreb i dets omgang med de unge.

DR anfægter ikke, at der kan være mange unge, der har haft gode oplevelser med Solhaven.

Formålet med indslagene var imidlertid at lave undersøgende journalistik med baggrund i Vesthimmerlands kommunes politianmeldelse af Solhaven, anklagerne om vold fra tidligere ansatte og anbragte unge samt Børnerådets underretning.

Indslagene skulle således omhandle den kritik, der var rejst af Solhavens metoder, herunder brugen af magtanvendelser.

Der er tale om et emne, som det efter DRs opfattelse er i offentlighedens interesse at oplyse om, og DR understreger, at DR hverken har eller har haft et særligt motiv for at sætte Solhaven i et dårligt lys, som påstået af [Klager].

DR har til [Klager]s bemærkninger om, at han ikke fik et ben til jorden eller mulighed for at forklare sig under sit interview, og at [Person B] afgav uimodsagt vidnesbyrd fra sit værelse, bestridt, at [Klager] ikke skulle have fået lejlighed til at svare på kritikken.

DR har henvist til, at forklaringerne fra de interviewede unge fra Solhaven fremgår af underretningerne fra Børnerådet, hvoraf det fremgår, at der blev brugt meget unødig vold, fx lussing og kvælertag, at de unge blev udsat for trusler og psykisk vold, og at anmeldelser om magtanvendelser skete lemfældigt og uden inddragelse af de unge.

[Klager] blev i indslaget direkte konfronteret med disse udsagn, som han benægtede.

Alle oplysninger af skadelig, krænkende eller agtelsesforringende karakter, der blev bragt i indslaget, er grundigt blevet forelagt for [Klager].

Det skete i et interview på Solhaven af ca. 40 minutters varighed, efter at DRs journalist havde fulgt ham rundt på institutionen en hel dag.

Under dette interview afslog [Klager] dog flere gange at kommentere på de konkrete anklager, der blev fremsat af de unge og den tidligere medarbejder.

DR har i den forbindelse fremlagt en udskrift af en del af råmaterialet mellem DRs journalist og [Klager].

Af udskriften fremgår bl.a. følgende

”Journalist: En af dem, der fortæller nogle ting, det er blandt andet en fyr, vi har talt med, der hedder [Person B].

[Klager]: Ja.

Journalist: Han fortæller, at han fik bank efter han var stukket af.

Hvad er din kommentar til det?

[Klager]: Ja altså, jeg vil ikke ind i at kommentere enkelte elever.

[…]

Journalist: Vil du heller ikke kommentere på [Person A] – eller [Person A], som hun hedder?

[Klager]: Nej.

Det vil jeg ikke.

Journalist: Men jeg er nødt til at spørge dig, [Klager], alligevel, fordi det skal retfærdigvis siges, det kan godt være – jeg henvender mig også til dig nu, Jens – jeg er nødt til at spørge, om I vil kommentere på den kritik, der bliver fremsat – det var det, du spurgte mig om i telefonen også – og så må I sige, det vil vi ikke kommentere, men så har I haft muligheden for det – kan I følge mig?

[Klager]: Jaja.

[…]: Ja.

Journalist: Godt.

Jo, en sidste ting med [Person B] – han fortæller, at han blev belønnet med en fladskærm, hvis han ikke indberettede magtanvendelse – er det et billede, du kan kende?

[Klager]: Jamen igen, jeg kommenterer ikke på noget som helst af det, [Person B] har fortalt.

Journalist: [Person A] fortæller, at hun kom fra et voldeligt hjem og hertil, hvor der også var vold.

Hvad tænker du om det?

[Klager]: Jamen, du må forstå, at jeg ikke gider kommentere på de der personsager.

Journalist: Godt.

Så det behøver vi ikke trave mere rundt i.

[Klager]: Nej.

Det behøver du ikke.

Journalist: Så du er indforstået med, at hvis de rejser en kritik af dig, så har du haft alle lejligheder til

[Klager]: Ja

Journalist: …at svare tilbage.

[Klager]: Ja.

”

DR har på den baggrund anført, at DR forelagde [Klager] al den kritik, der bliver fremsat i indslaget, og at DR gav ham lejlighed for modsvar, ligesom DR i indslaget loyalt har medtaget hans svar på den del af kritikken, som han ønskede at svare på.

For så vidt angår [Klager]s bemærkninger om, at DR skulle have udvist manglende hensyn og kildekritik i forhold til valget af de unge medvirkende i programmet, har DR bemærket, at DR anser det for værende i offentlighedens interesse at høre, hvordan de unge, der har boet på Solhaven, og som har rejst anklagerne mod stedet, har oplevet situationen.

Det er DRs holdning, at en diagnose ikke diskvalificerer nogen til at udtale sig.

DR har i indslagene lagt vægt på, at præmissen er klar for de medvirkende, som tydeligt er blevet informeret om programmet, den medvirkendes rolle i programmet, hvordan de fremstilles i programmet, og hvad det vil sige at blive eksponeret i medierne.

Samtidig foretager DR en vurdering af, om en medvirkende er i stand til at forstå konsekvenserne af at deltage.

DRs vurdering var, at de unges udsagn skulle med i indslaget, dels fordi de unge i forhold til indberetninger og politianmeldelser var den krænkede part, dels var de myndige og fremstod fuldt bevidste om deres egen situation.

[Person A] levede således på det tidspunkt en normal tilværelse og var i almindelig beskæftigelse, og [Person B]s medvirken skete i tæt dialog og samarbejde med det opholdssted, hvor han boede på det givne tidspunkt.

DR anerkender, at det havde været mere retvisende at oplyse om [Person A]s dom for vold mod forstanderen.

DR mener imidlertid ikke, at det faktum, at mange af de unge har en voldelig baggrund og/eller psykiske problemer ændrer ved relevansen af at stille spørgsmål til opholdsstedets metoder.

DR finder således ikke, at det forhold, at de unge selv kan være med til at optrappe konflikter, retfærdiggør en ulovlig magtanvendelse fra medarbejderens side.

Som det tydeligt fremgår flere steder i indslagene, er der tale om en gruppe meget belastede unge, og DR mener ikke, at seerne kan være i tvivl herom.

DR opfatter det som sin opgave at vurdere, hvilke motiver medvirkende måtte have for at deltage, og om de udtalelser, som de fremsætter, er underbyggede og kan dokumenteres.

DR var bevidst om, at oplysninger, der fremkom under interviews kunne være subjektive, og at de kunne have en skadevirkende effekt og udover den grundige forelæggelse, gjorde DR derfor samtidig meget ud af at afsøge andre kilders oplevelse af hverdagen på Solhaven.

Det samlede billede, som DR fik gennem samtaler med andre beboere og tidligere ansatte, matchede de to unges udtalelser i indslaget i 21 Søndag, ligesom der forelå en stærk dokumentation af problemerne med de mange magtanvendelser.

DR har endvidere bestridt [Klager]s kritik af, at DR har udvist mangelfuld kildekritik overfor den tidligere medarbejder, at DR ikke skulle have efterprøvet oplysningerne i tilstrækkelig grad, og at anonymiseringen af den pågældende var ubegrundet.

DR valgte at bruge dele af interviewet med den tidligere medarbejder på trods af, at medarbejderen ønskede at være anonym, fordi vedkommende havde et indgående kendskab til Solhavens metoder.

Det blev tydeligt forklaret i indslaget, at begrundelsen for anonymiseringen var, at den pågældende person ikke ønskede at deltage med sin identitet, da det var problematisk i forhold til et videre jobforløb.

DR var fuldt ud bekendt med medarbejderens identitet.

DR kan af kildehensyn og beskyttelse af den lovede anonymitet ikke fortælle, hvem den pågældende medarbejder er, men kan dog fortælle, at der ikke var tale om en ansat, der var bortvist på grund af sexchikane, som påstået af [Klager].

DR har oplyst, at Solhaven, efter udsendelsen i 21 Søndag, udsendte en pressemeddelelse med en række påstande om DRs historie og research, hvori den anonyme, tidligere medarbejder blev omtalt som en psykisk uligevægtig medarbejder, der blev bortvist efter kortvarig ansættelse på grund af seksuelle tilnærmelser.

DR har bemærket, at dette ikke var korrekt, og at Solhaven angreb en forkert person.

På baggrund af pressemeddelelsen fik DR tilladelse fra kilden til at oplyse, at vedkommende ikke var den person, som Solhaven fejlagtigt anklagede, men at vedkommende havde været ansat på Solhaven i en årrække og aldrig havde begået de ting, som Solhaven påstår.

DR mener således ikke at have haft nogen grund til at betvivle medarbejderens habilitet, og hans udtalelser blev også underbygget af samtaler, DR havde med andre tidligere medarbejdere.

Det er derfor DRs opfattelse, at medarbejderen er en troværdig kilde.

For så vidt angår den af medarbejderen omtalte magtbekendtgørelse har DR anført, at medarbejderen ikke sagde, at der var tale om en ulovlig magtbekendtgørelse, og heller ikke eksplicit sagde, at der var tale om et dokument.

DR har således ikke oplysninger om, at der skulle være tale om et dokument.

Råmaterialet med den anonymiserede medarbejder af kildebeskyttelseshensyn er ikke længere at finde i DRs digitale arkiv, hvorfor det er vanskeligt at afklare, hvad medarbejderen har ment.

Det er dog DRs vurdering, at medarbejderen henviser til den generelle pædagogiske linje og de forskellige metoder, som omtales i indslaget, herunder ”kalde til kaffe” og ”karrusellen”.

DR har henvist til [Klager]s mulighed for at svare på anklagerne om magtanvendelser og nogle af de nævnte metoder.

DR vurderer derfor fortsat, at anonymiseringen var berettiget, at medarbejderen var en troværdig kilde, og at oplysningerne er efterprøvet i tilstrækkelig grad.

DR har endelig dækket frifindelsen af de anklagede medarbejdere fra Solhaven.

Historien blev således dækket massivt på alle platforme i løbet af hele dagen den 28. januar 2015.

Den 11. februar 2015 bragte DR desuden et indslag i TV Avisen om, at anklagemyndigheden ikke ville anke sagen til Landsretten.

Det er ikke korrekt, at der som anført af [Klager] i den forbindelse blev afspillet et gammelt indslag.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og Otto Juhl Nielsen.

- Klagens rettidighed

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 3, at klager over Danmarks Radios, TV 2s eller TV 2s regionale virksomheders overtrædelse af god presseskik senest 12 uger efter offentliggørelsen skal indgives til disse.

De pågældende virksomheders afgørelse kan senest 12 uger efter, at afgørelsen er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet.

Pressenævnet modtog klagen den 3. marts 2015, og klagefristen vedrørende indslaget i 21 søndag bragt den 26. februar 2012 er dermed udløbet.

Imidlertid er klagen rettidig i forhold til artiklen på dr.dk af 28. januar 2015.

Artiklen indeholder en arkivvideo med tv-indslaget af 26. februar 2012.

Pressenævnet finder, at der med artiklen af 28. januar 2015 er sket en sådan offentliggørelse på ny af tv-indslaget fra den 26. februar 2012, at en ny klagefrist for tv-indslaget må regnes fra dette tidspunkt.

Nævnet lægger vægt på, at tv-indslaget fremstår som en integreret del af artiklen og er centralt placeret i denne, ligesom artiklen omtaler indslaget, citerer fra dette samt opfordrer til, at læseren ser indslaget.

Klagen over artiklen og indslaget i 21 Søndag realitetsbehandles herefter.

Derimod finder Pressenævnet ikke, at de påklagede opfølgende indslag, der forstås at være bragt i tæt tidsmæssig sammenhæng med indslaget af 26. februar 2012, har en sådan nær indholds- og tidsmæssig sammenhæng med artiklen af 28. januar 2015, at der er grundlag for at behandle klagen over samtlige indslag.

- Retlig interesse

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over.

Som forstander for Solhaven og medvirkende i indslaget har [Klager] retlig interesse i forhold vedrørende institutionen og beskyldningerne mod ham.

En del af klagen vedrører imidlertid DRs eventuelle manglende hensyn til de interviewede, tidligere anbragte unge.

Da [Klager] ikke har dokumenteret at have fuldmagt til tillige at indgive klagen på vegne af de medvirkende unge, afvises denne del af klagen.

God presseskik

- Oplysningernes rigtighed

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.

1.

Pressenævnet bemærker, at det forhold, at de tiltalte i retssagen vedrørende voldsanvendelse på Solhaven efterfølgende blev frikendt, ikke i sig selv betyder, at der kan udtales kritik af DR for at have bragt udsagn fra de tidligere anbragte og ansatte om forholdene på Solhaven.

Der berettes således om personlige oplevelser og erfaringer fra personer med indgående kendskab til institutionen.

Afgørende er i den forbindelse bl.a., om DR har gjort det tilstrækkelige og nødvendige for at kontrollere udsagnenes rigtighed, herunder bl.a. gennem kildekritik og forelæggelse.

For så vidt angår det af [Klager] anførte om, at DR på forhånd havde valgt en negativ vinkling og dermed udelod positive historier, bemærkes det, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af parterne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Pressenævnet finder ikke, at redaktøren i det pågældende indslag har udøvet sin redigeringsret på en sådan måde, at indslaget fremstår ensidigt eller usagligt inden for rammerne af det valgte fokus på institutionens metoder.

- Kildekritik

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.

2.

Pressenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at DR har undladt at udvise den fornødne kildekritik over for de tidligere anbragte unge, [Person A]s og [Person B]s udsagn.

Det fremgår af indslaget, at de to unge kommer fra belastede baggrunde, og det nævnes i speaken, at flere af de unge på Solhaven allerede har stiftet bekendtskab med kriminalitet og vold.

Klipningen antyder, at der hermed bl.a. sigtes på [Person B].

Nævnet finder, at det havde været bedst i overensstemmelse med god presseskik at oplyse seerne om [Person A]s konkrete dom for vold mod [Klager], men finder dog ikke, at dette forhold kan føre til at udtale kritik af DR.

Nævnet finder således ikke grundlag for at kritisere, at de to unge blev interviewet til indslaget for at fortælle om deres oplevelser på Solhaven og deres opfattelse af forholdene på institutionen.

Der foreligger ikke for Pressenævnet oplysninger om, hvorvidt der eksisterer fuldmagt fra de to unge til, at [Klager] kunne udtale sig om deres sag.

Men det fremgår, at deres kritik blev forelagt ham, og at han ikke i den forbindelse ønskede at udtale sig.

Der er afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt den anonyme tidligere medarbejder ikke længere var ansat på Solhaven på grund af sexchikane mod en kvindelig kollega.

Henset til de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet og henset til medarbejderens anonymitet, har nævnet ikke mulighed for at tage stilling til, hvilken af forklaringerne, der er den rigtige.

Nævnet har på den baggrund heller ikke grundlag for at antage, at den pågældende medarbejder, som anført af [Klager], skulle have en særlig interesse i at skade Solhaven eller [Klager].

Nævnet finder derfor heller ikke grundlag for at kritisere, at den tidligere medarbejders udtalelser fremgik af indslaget.

For så vidt angår anonymiseringen af den tidligere medarbejder bemærkes det, at Pressenævnet som udgangspunkt ikke finder grundlag for at kritisere anvendelsen af anonyme kilder generelt.

Det fremgår af sagen, at DR kender til identiteten af vedkommende, og begrundelsen for anonymiseringen fremgår af indslaget.

Da [Klager]s mulighed for at svare på kritikken fra medarbejderen vedrørende Solhavens metoder ikke synes at forudsætte kendskab til medarbejderens identitet, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere anonymiseringen.

- Forelæggelse og angreb og svar

Det følger endvidere af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare.

Hertil kommer, at angreb og svar, hvor det er rimeligt, bør bringes i sammenhæng og på samme måde.

Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn, jf. punkt A.

3-4.

[Klager] har anført, at han ikke fik et ben til jorden under sit interview, og at der var en væsentlig forskel på interviewformen mellem ham og de øvrige medvirkende.

Han finder, at set-uppet generelt var mere anklagende mod ham.

Pressenævnet bemærker, at den person, der svarer på en rejst kritik, i sagens natur kan føle sig mere udstillet end de personer, der rejser kritikken.

Nævnet finder dog ikke, at forelæggelsen af kritikken for [Klager] kan betragtes som irreel eller utilstrækkelig.

[Klager]s svar fremgår efter det oplyste også loyalt af indslaget.

Nævnet finder endvidere ikke, at det i sig selv, at interviewet af de to unge fandt sted i deres hjem (for [Person B]s vedkommende hans værelse på en institution) under givetvis tryggere omstændigheder, kan føre til kritik af DR.

Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af DR i anledning af indslaget.

Afgjort den 22. september 2015.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →