Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00777/3

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00777/3

Ikke kritik for artikel om afdød person

Politiken bragte artiklen ”Den dag [personen] døde”.

Artiklen beskrev forløbet omkring en ung mands død.

Samtidig fik læserne et indblik i mandens barske liv, som havde været præget af druk og en hård barndom.

Hans søster klagede, fordi hun finder, at artiklen indeholder yderst private og negative oplysninger om hans familie.

Pressenævnet udtaler ikke kritik.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

God presseskik

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives er korrekte.

Oplysninger, som kan være krænkende, skal forelægges den, der kan være krænket.

Det fremgår endvidere af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn.

Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede, jf. punkt A.

1, A.

2, B.

1. og B.

3.

- Privatlivets fred og hensynet til de pårørende

Pressenævnet finder, at det har klar samfundsmæssig interesse at belyse, om myndighederne har begået alvorlige fejl i forbindelse med rekvirering af ambulancer og anden sygehjælp til personer, som har alvorligt brug for netop dette, hvilket Politiken blandt andet bruger [Person A]s sag til at eksemplificere.

Pressenævnet finder ikke, at Politiken har tilsidesat god presseskik ved at bringe artiklerne om ham og hans liv og om omstændighederne ved hans død.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at Politiken allerede i 2009 skrev en feature-artikel om [Person A]s liv og herunder om hans familiemæssige baggrund.

[Person A] medvirkede frivilligt til artiklen, og det ses videre af oplysningerne i sagen, at han selv var interesseret i en opfølgning på sin historie fra 2009.

Nævnet finder endvidere ikke, Politiken har tilsidesat god presseskik ved at omtale det faktum, at han var af grønlandsk afstamning.

Det er en del af omstændighederne ved historien, at politiet ved alarmopkaldene spørger ind til den tilskadekomnes nationalitet.

Det hører ligeledes med til historien, at [Person A] ved sin død havde en høj alkoholpromille, ligesom der fandtes flere forskellige stoffer i hans blod.

[Klagers repræsentant] har på vegne af [Klager] anført, at Politiken ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til [Klager] i forbindelse med, at Politiken har bragt artiklerne.

Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere Politiken for ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til hende.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at artiklerne er publiceret flere måneder efter [Person A]s død, og at Politiken kun har omtalt de familiemedlemmer, som har ønsket at medvirke.

At [Person A] havde en søster – [Klager] – nævnes således ikke i artiklerne.

Ved feature-artiklen ses et billede af [Person A]s kiste.

[Klager] mener, at da hun ikke har givet tilladelse til brugen heraf, burde Politiken ikke have brugt billedet.

Pressenævnet lægger til grund, at Politiken har fået tilladelse til at bringe billedet fra [Person A]s moster og ekskæreste, som også er mor til [Person A]s barn.

På den baggrund finder nævnet ikke grund til at udtale kritik.

Endelig finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af, at Politiken har oplyst [Person A]s fødselsdag i en af artiklerne.

Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af Politiken for artiklerne.

Sletning og anonymisering

Generelt om punkt B.

8

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.

Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.

8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Den konkrete sag

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af den nævnte bestemmelse og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person eller virksomhed, der er omtalt, og i tilfælde, hvor en offentliggørelse af nævnets kendelse om kritik ikke kan anses for tilstrækkelig til at varetage hensynet til personen eller virksomheden.

Pressenævnet finder som beskrevet ovenfor ikke grundlag for at udtale kritik af Politiken for artiklerne om [Person A]s liv og omstændighederne ved hans død.

Da Pressenævnet heller ikke finder, at andre tilstrækkeligt tungtvejende grunde taler for, at Politiken burde have imødekommet anmodningen, udtaler nævnet ikke kritik.

[Klager] har ved [Klagers repræsentant] klaget over flere artikler bragt i Politiken fra december 2014 til marts 2015, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Politiken bragte den 21. december 2014 featureartiklen ”Den dag [Person A] døde” .

Af underrubrikken fremgår følgende

”[Person A] døde på det travle Amagerbro Torv, efter at seks forskellige mennesker i løbet af en kaotisk time havde ringet forgæves efter hjælp.

[Person A]s liv havde også været kaotisk.

Som sin mors – og sin mormors, der kom til Danmark fra det nordligste Østgrønland.

”

Af featureartiklen fremgår følgende

”Det ser underligt ud.

Den sortklædte mand ligger på ryggen med armene ud til siden på fliserne.

Udstrakt, som om han tager solbad.

Men dette er det travle metrotorv ved Amagerbro nogle minutter i tre om eftermiddagen i den begyndende oktoberskumring.

[Person B] er på vej fra sit arbejde og har andet at tænke på, men skikkelsen på jorden får hende til at stoppe op.

Vinden tager i mandens hår.

Ellers er han ubevægelig.

Og ligbleg.

Hun nærmer sig forsigtigt og ser ud af øjenkrogen en anden person få meter væk, næsten bevidstløs.

Han er lænet op ad et af de pyramideformede glastårne over metrostationen.

Et grotesk syn, synes hun.

Mange haster forbi.

Da hun rusker i den udstrakte krop på jorden, kan hun mærke liv.

Den næste time vil [Person B] altid huske.

Andre boller på suppen

Da afrikanske [Person C] med de store rastakrøller samme morgen ved 9-tiden møder sin ven [Person A] på forsorgsinstitutionen Sundholm, er [Person A] allerede meget fuld.

[Person A] har i den seneste måneds tid trappet sit alkoholforbrug drastisk op, og [Person C] har bekymret flere gange sagt til ham, at han skal nøjes med at drikke bajere og lade den hårde sprut ligge.

[Person C] synes ikke altid, han kan kende sin humoristiske, kloge ven længere.

De to venner begiver sig hen på Amagerbro Torv for at sælge hjemløseavisen Hus Forbi, som de så tit har gjort.

Henne på torvet bemærker [Person C], at [Person A] kyler to tomme emballager væk, som der har været hospitalssprit i.

Det, som sundhedspersonale bruger til afspritning af hænder – det er næsten 100 procent alkohol.

»Har du nu drukket det pis igen, mand?

«, siger han til vennen.

På et tidspunkt lægger [Person A] sig ned med lukkede øjne og siger, at han lige vil slappe lidt af.

[Person C] lægger sig op ad ham.

»Nu skal der altså andre boller på suppen.

Du har jo en søn, og jeg vil også have en familie, så nu skal vi tage os sammen og være rigtige mænd«.

»Ja«, siger [Person A] svagt.

Efter noget tid udbryder [Person A], at han ikke har det så godt.

Det kildrer i hans tæer og fingre.

Han er blevet blå om munden, og hans øjne er lukkede.

[Person C] ved ikke sine levende råd og går i sin forvirring væk fra vennen.

Nu kommer [Person B] til.

Da hun rusker i [Person A], råber [Person C] et stykke derfra, at hun skal lade vennen være

»Han sover bare.

Gå nu væk«.

[Person B] kan mærke puls og temperatur på [Person A].

Hun er ikke vant til at have med fulde folk at gøre.

Hun prøver at råbe og ruske og klappe ham på kinderne, men der er ingen kontakt.

Ret hurtigt, lidt efter kl.

15, støder en anden kvinde til.

Hun vil ringe efter en ambulance.

Kvinden er [Person D].

Hun er lige stået af linje 5A og ser også manden, der ligger på ryggen med blå læber.

Hun frygter et øjeblik, at han er død.

De to kvinder vender ham om på siden, fordi de er bekymrede for, at han skal blive kvalt, hvis han kaster op.

Det beroliger [Person D], at [Person A] reagerer med kraftig snorken.

Hun bemærker en tynd hvid pose med to uåbnede Bjørnebryg og en tom flaske vodka af mærket Rasputin.

En tredje hjemløs, som er kommet til, mener, at [Person A] har ligget på jorden i mindst et par timer.

I forvirringen taber han et glas med salsa og er tydeligvis meget ærgerlig over at miste sin mad.

[Person B] beroliger ham midt i kaosset og prøver at overbevise ham om, at han i stedet skal købe en shawarma i Smileys Kebab lige ved siden af.

Den hjemløse graver et par fingre ned i salsaen på jorden.

[Person B] gør ham opmærksom på, at det ikke er hensigtsmæssigt, da der ligger masser af glasskår på jorden, og hun giver ham 30 kroner til en shawarma.

[Person D], der stadig sidder på hug ved [Person A], spotter 20 kroner, der også ligger på jorden, og gør den sultne hjemløse opmærksom på pengene.

De to kvinder bliver enige om, at [Person A] har brug for at komme ind i varmen og få kyndig hjælp.

Men fordi de er usikre på, hvor galt fat det er med den bevidstløse mand, vælger de ikke at ringe akut 112, men i stedet til politiet på 114 for at få hjælp til, hvad de skal stille op.

Klokken er nu 15.02.

[Person D] ringer

»Vagtcentralen København«.

»Goddag.

[Person B].

Jeg står ved Amagerbro Metrostation, hvor der ligger en meget beruset herre og sover midt på jorden«.

»Ja.

Nede i metroen eller ovenpå?

«

»Over metroen«.

»Hvad er han … dansk eller grønlænder, eller hvad er han?

Eller sådan«.

»Grønlandsk af udseende«.

»Ja?

«.

»Ja«.

»Han skulle næsten ikke være til at undgå at se?

«.

»Overhovedet ikke, og der står en masse mennesker omkring ham«.

»Okay.

Og hvad … sover han bare eller …?

«.

»Tja.

Han reagerer ikke rigtig på så meget«.

»Nej«.

»Han har ligget her i cirka tre timer«.

Pause …

»Ved du hvad?

Vi prøver lige og … køre ned med en vogn og ser, om han har det godt.

Må vi ikke bede om dit personnummer?

«.

»Jo« (nævner sit cpr-nummer).

»Vi prøver at komme forbi inden for den nærmeste fremtid og se, om vi ikke kan få rejst ham op og se, om han har det godt.

Det er godt.

Tak for det.

Hej«.

»Hej«.

Da samtalen er forbi, udbryder [Person D] så højt, at de omkringstående kan høre det

»De spurgte gud hjælpe mig, om han var grønlænder«.

Hun er mystificeret.

Hvorfor spørger de, om det er en grønlænder?

Hvad betyder det, at der kommer en vogn »inden for nærmeste fremtid«?

Hvorfor spurgte de ikke mere om, hvordan manden på jorden egentlig havde det?

Fra Nordgrønland til stenbroen

[Person A] lagde i sit voksenliv ikke skjul på, at hans grønlandske mor drak og ikke magtede at være noget for ham.

Han så hende næsten aldrig.

Og han kunne fortælle om dengang, han mødte hende på gaden, og hun var enormt fuld, og han bare gik forbi, fordi han skammede sig.

Men hun stoppede op, da de havde passeret hinanden, og spurgte

»Er du ikke min søn?

«.

Han svarede

»Fuck dig, din lille lede so«.

Han tænkte tit på det optrin og blev ked af det.

Hvad [Person A] ikke talte så meget om, var, at også hans højt elskede mormor havde været gennem hårde belastninger i sit liv.

[Person A]s mormor voksede op på udstedet Kap Tobin i Nordøstgrønland ved Scoresbysund.

Nord for det er der kun ødemark hele vejen op til Nordpolen.

Op til denne fjerne post rejste en dansk telegrafist, som [Person A]s mormor blev gift med, og de fik tre børn der på østkysten.

Men ægteskabet var i stigende grad præget af vold – den danske mand slog sin grønlandske hustru, og børnene kunne også få en på hovedet.

Yngst i børneflokken var [Person A]s mor, som tit var bange og søgte beskyttelse hos storesøsteren.

Da familien flyttede til Danmark, var børnene tryllebundne af deres nye tilværelse: af træer og græs og rækkehuset i Lyngby.

Men hvad der ikke var forandret i deres liv, var volden.

Nogle gange var det decideret mishandling.

Børnene lå nogle gange vågne om natten af angst og listede om morgenen ud af døren uden morgenmad af rædsel for at støde på faren.

Hans drikkeri tog til, og hans kone var også kommet godt i gang.

Selv om hun var revet op med rode fra det yderste Nordøstgrønland til Københavns forstæder, tilpassede [Person A]s mormor sig ret hurtigt, lavede mad og ordnede have.

Men hun magtede ikke at skabe tryghed for sine børn.

Engang gik børnene ind i en telefonboks og ringede til politiet om hjælp.

Politimanden skældte ud på ungerne, men ordensmagten kørte alligevel ud på adressen for at tjekke.

[Person A]s morfar klarede dog frisag.

Senere flyttede familien til Nivå, og morfaren tog hyre som sømand.

Det var dejligt, når han var væk.

Mindre rart når han var hjemme.

Belastningerne fik til sidst [Person A]s mormor til at tage sine børn og stikke af ud over markerne en aften.

De gemte sig i mørket, tog toget ind til København og flyttede ind hos en mand, mormoren kendte.

[Person A]s mormor og morfar blev skilt.

Efter nogle år flyttede mormoren sammen med en ny mand.

Nissen flyttede med til det nye hjem – i form af vold, mere ballade og druk.

Men nu var [Person A]s mor blevet så stor, at hun kunne flytte hjemmefra.

Og få forhold til mænd.

Muskelsvulmende mænd fra belastede miljøer, og som kunne passe på hende.

Hun blev hurtigt gravid.

Og fik [Person A].

Sammen med den lille baby slog hun sig først ned hos venner, og senere boede mor og søn på kvindehjem.

Indtil hun fik lejlighed i Københavns Nordvestkvarter.

Flygte kunne hun dog ikke fra de sociale myndigheders mistillid, og til sidst gav hun op og sagde: Tag ham bare.

[Person A] var ikke fyldt et år endnu.

Amagerbro Torv kl.

cirka 15.20

Tusmørket er så småt begyndt at falde på.

Der er gået tyve minutters tid, siden [Person D] ringede til politiet.

Hun og [Person B] får lagt [Person A] i natostilling.

Inden for de næste minutter stopper to unge piger op og spørger til manden på jorden.

Det ser ud til, at [Person A] har fået det værre, han er synligt blevet mere blå, ikke bare om læberne, men også på huden i både ansigtet og på hænderne.

De synes alle, at der er gået utrolig lang tid, siden [Person D] Nielsen ringede.

Men nu kommer der forstærkning.

Først en kvinde, der siger, at hun har erfaring med sygepleje og synes, de skal tjekke hans puls.

En mand med brandmandserfaring siger, at natostillingen måske ikke er det mest hensigtsmæssige, men han går igen.

Ingen ved helt, hvordan de skal forholde sig.

[Person B] sætter sig på hug og bruger sin tommelfinger for at tage pulsen.

Bagefter prøver [Person D].

Hun leder længe og grundigt på håndleddet, men kan ikke lige finde den.

Så prøver hun halspulsåren, men vender tilbage til håndleddet, og denne gang lykkes det.

En af de unge piger tager tid imens.

De kommer frem til en puls på mellem 110 og 116.

En foruroligende høj puls.

Nu taler de om, at jo flere, der ringer, jo mere vil det blive taget alvorligt.

Den ene af de to unge piger taster 112.

Klokken er blevet 15.23, og det er det første af en stribe opkald, hvor de allerførst taler med alarmcentralen hos Københavns Brandvæsen, der skal finde ud af, hvilken myndighed der eventuelt skal alarmeres.

»Alarmcentralen«.

»Hej, der ligger en mand her ved Amagerbro Station«.

»Amagerbro Station, ja«.

»Ja«.

»Er det metrostationen?

«.

»Ja, hvad«.

»Hvor ligger han henne?

«

»Han ligger lige op ad trappen«.

»Okay«.

»Nede fra den«.

»Ja«.

»Han har .

.

.

han er bevidstløs, men han trækker vejret, og hans puls er meget høj«.

»Okay, du får lige ambulancetjenesten i røret, og du siger Amagerbro metrostation ikke, ikke også?

«.

»Ja«.

»Lige et øjeblik«.

Af senere referater fra ambulancetjenesten, som der stilles om til, fremgår det, at der er tale om en »ukontaktbar« borger, som dog ikke har hjertestop.

Den sundhedsfaglige medarbejder bliver i telefonen informeret af pigen om, at der er alkohol involveret.

Men der sendes ikke nogen ambulance.

I stedet kontakter ambulancetjenesten, som bestyres af Region Hovedstaden, Metroselskabet.

Her svarer kontrolrummet, at de sender en togsteward fra driftsoperatøren Metro Service af sted.

Pigen virker tydeligt fortvivlet over samtalen, og da den er slut, spørger [Person D], om også hun blev spurgt om, hvorvidt [Person A] er grønlænder.

Hun svarer nej.

Men hun var i tvivl om, hvorvidt der ville blive sendt en ambulance eller ej.

Nu er det cirka 25 minutter efter, at [Person B] første gang gik hen til [Person A].

Han snorker stadig med jævne mellemrum, men hans snorken lyder væsentlig mere anstrengt, og hans kulør er meget tydeligt blå i ansigt og på hænder.

Bortset fra hvide plamager på hænderne.

Rodløs

Da [Person A] var lille, var hans oplevelser med anbringelser ikke de bedste.

Livet hos en plejefamilie på Amager beskrev han sådan her

»Det var ude ved flyvergrillen ved lufthavnen.

Nogle gange blev jeg smidt ud i haven i regnvejr og måtte tigge affaldsmad ved grillen ved siden af«.

Senere, på et børnehjem i Jægerspris, kom han ofte i slagsmål, og på den interne skole lærte han absolut intet.

Men da han fik mulighed for at komme på en almindelig folkeskole, havde han en af de lykkelige perioder i sit liv med fodbold og svømning – sågar folkedans.

Det store savn var bare, at hans mor og mormor kun sjældent kom på besøg – og faren har han aldrig kendt.

Til gengæld fik han en »fed« aflastningsfamilie.

Han tænkte: De behandler mig pænere, end de behandler deres egne børn, for de ved, hvad jeg har været ude for.

Temperamentet var [Person A]s store problem, han kunne både bide og sparke og græde af hidsighed.

Til sidst fik han karantæne fra skolen, og den fiasko fik [Person A]s frustrationer til at blusse helt op.

Han smadrede biler og inventar og røg til sidst ud af skolen.

Som 14-årig.

Et job på et militært skydeterræn med at sætte skydeskiver indebar en masse drikkeri, og da han blev sendt på en ellers spændende ungdomsskole, gik det hele i fisk igen.

Fordi han ikke – som ellers lovet – kom på fodboldskole.

Forklaringen var, at han ikke fulgte ordentligt med i skolen.

En tid på sikret ungdomsinstitution skaffede [Person A] en endnu dybere indsigt i druk- og hashmiljøet, og det var derfor en lettelse for ham at komme lidt væk.

Han tog på langfart på en lille håndfuld af de syv have.

Han kunne fortælle fabulerende historier om at fodre skibshunden klokken 5 om morgenen og gå en runde med den på skibet og løfte den op, så den kunne se solopgangen, om vilde drukture i land, og om at »se på stjerner, morild, spækhuggere, delfiner, hvaler og kæmpeskildpadder og kæmpefugle, og vi fangede tunmakreller og barracudaer og tunfisk og lavede det på grill og drak påskefrokost ude midt i Rødehavet«.

Men atter hjemme i København vendte han tilbage til ungdomsmiljøer med meget druk og mange stoffer, og det var i et misbrugsprojekt, man fandt ud af, at [Person A] havde diagnosen adhd.

Det kunne være med til at forklare hans hidsighed og manglende evne til at fastholde interessen for noget.

Og medicinen hjalp ham faktisk.

Det gjorde det også at møde [Person E].

Det var i en park, de kendte ikke hinanden.

[Person A] skulle låne en lighter, hun syntes, han var lækker.

De havde drukket og taget lidt stoffer, og [Person E] spurgte, om [Person A] ville passe på hende.

Det ville han gerne, så de flyttede sammen.

[Person A] havde et job som telesælger, samtidig med at han kunne svælge op til en flaske vodka i sig om dagen.

Men han stod op om morgenen og holdt lejligheden og sig selv pæn og ren, tænkte hun anerkendende.

[Person E] prøvede at få ham til at stoppe, men at sætte det hele på spidsen og true med at opløse forholdet, vurderede hun ikke ville virke: »For så var han bare skredet«.

Deres samliv gik i perioder i kage, og hun flyttede hjem til sin far.

Den første måned lagde [Person A] blomster foran døren hver dag.

Indtil hun var mør.

De havde talt om at få et barn, og en dag var det pludselig en realitet – i en periode, hvor de ellers var uvenner.

Hun var nervøs for hans reaktion, men tog ud til hans lejlighed.

[Person A] var i bad, og [Person E] gik bare ind til ham i badet

»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her«.

Så kiggede han på hende og sagde: »Du er gravid«.

Han blev glad.

Og hun var ved at dø af grin, når han sagde, at hun skulle forestille sig en lille damp-unge som ham selv i miniformat løbe rundt om sig selv.

Socialarbejderne kiggede bekymret på de to misbrugere, der skulle være forældre.

[Person E] skulle aflevere urinprøver hver 14. dag.

Den dag, [Person E] skulle føde, ringede hun til [Person A] klokken seks om morgenen, for at han ikke skulle kunne nå at drikke sig fuld inden.

Han ankom pinligt ædru og ret panikslagen til hospitalet, vartede sin kæreste op med mad og lagde våde klude på hendes hede pande.

Efter fødslen sad han med sin lille søn i armene.

Lykkelig.

Men [Person E] har også et foto af ham i den situation, hvor man kan se frygten i hans øjne.

Og nu ville [Person A] i behandling.

Nu skulle det være.

Han fandt et behandlingssted på Falster.

Og han blev ædru for en tid.

Men

»Han ringede hver dag dernedefra, og han blev så dopet med al mulig medicin, at han lød mere påvirket, end han gjorde herhjemme, når han var stiv.

Han snøvlede, og øjnene flakkede rundt i hovedet på ham.

Han savlede ned ad sig selv, og han blev totalt tyk.

Kald det for afvænning!

«.

Efter to måneder kunne [Person A] ikke holde det ud længere, han brød op og tog toget tilbage til København.

Da havde han også lige begravet sin mor, der var fundet død alene i sin lejlighed.

Han ringede til [Person E] fra Høje Taastrup Station og sagde, at han nu var i byen.

Men han dukkede ikke op med det samme, så [Person E] måtte igen ud på gaden og lede efter ham.

Han var for flov til at vise sig, forklarede han senere.

De prøvede igen at være familie, men efter en kort periode måtte [Person E] endegyldigt smide [Person A] ud.

Hun kunne ikke stole på ham længere, han løj mere og mere om sit misbrug.

Hun fik hemmelig adresse, for hun vidste, at hvis han stod foran hende igen, og de brugte en hel dag sammen, ville han ryge med hjem én gang mere.

[Person A] havde for længst mistet sin bolig.

Nu mistede han også sin familie.

Amagerbro Torv kl.

cirka 15.30

[Person C] er der stadig og vil have andre til at skrubbe af.

Han lægger sig op ad [Person A], men det prøver [Person B] at forhindre.

Hun er bange for, at [Person A] ikke kan få luft.

Det er en halv time siden, hjælpeaktionen begyndte.

Nogle forbipasserende råber, at manden på jorden »kraftedeme selv er ude om det«.

Andre råber »slap af« til hinanden, men det sker bare ikke.

[Person B] kan mærke, at hun stresser over den spændte atmosfære på torvet.

Men hun prøver også at holde hovedet koldt.

Nu er det en kvinde med udenlandsk baggrund, der ringer 112 – efter at hun har prøvet at få [Person C] væk fra [Person A].

Hun går lidt til side for at få ro til at tale i telefon.

»Alarmcentralen«.

»Hejsa, der er blevet bestilt en ambulance til Amagertorv, og den er ikke dukket op, og de har ventet 35-40 minutter siden første gang«.

»Siger du Amagertorv?

«.

»En gang til«.

»Siger du Amagertorv?

«.

»Ja, Amagertorv lige ved metroen«.

»Der er ikke nogen metro ved Amagertorv«.

»Manden ligger næsten .

.

.

en gang til«.

»Der er ikke nogen metro på Amagertorv, er det Amagerbro Torv?

«.

»Amagerbro Metro ved Amager, den ligger på Amagertorv«.

»Ja rolig nu, vi skal bare lige være enige om, vi taler om samme sted«.

»Okay, undskyld, undskyld«.

»Jeg stiller dig lige om til ambulancetjenesten, så får du at vide, hvornår de er fremme, et øjeblik«.

»Okay«.

Et referat af den følgende samtale hos ambulancetjenesten viser, at den sundhedsfaglige visitator forklarer borgeren, at Metroselskabets personale allerede er på vej.

Visitatoren spørger ikke yderligere til, om situationen er ændret.

Kvinden, der ringer, er temmelig vred og hidsig bagefter.

Hvad de efterhånden mange mennesker på torvet ikke kan se, er, at netop omkring det tidspunkt er den hidkaldte metrosteward faktisk ankommet til stationen under dem.

Men han når aldrig op til sit rigtige bestemmelsessted.

Han ser nemlig to personer i metroens cykelkælder, den ene meget aggressiv.

Metroens kontrolrum antager på baggrund af stewardens tilbagemeldinger, at den ene af personerne i cykelkælderen er »den af alarmcentralen omtalte bevidstløse person, der må være kommet til bevidsthed«.

Metrofolkene tror altså, at det er [Person A], og de tilkalder på den baggrund politiet til uroen i cykelkælderen.

I mellemtiden er menneskemængden oppe på torvet blevet forøget yderligere med tre unge mænd.

Og nu stiger spændingsniveauet.

Mændene er ved at komme i klammeri med den stadig ret vredladne [Person C].

[Person B] lægger sig imellem, og de tre mænd forlader stedet, tydeligt vrede.

Den ene siger på vej ned til metroen, at »så gider jeg fandeme ikke at hjælpe, hvis det skal være sådan«.

Og så hører forsamlingen endelig det, de har ventet på: en udrykningssirene.

Kort efter, kl.

15.41, ser flokken af mennesker omkring [Person A]s ubevægelige skikkelse en politibil, der kommer kørende i fuld fart via Holmbladsgade.

Den parkerer helt oppe på pladsen lige ved nedgangen til metroen, få meter fra [Person A]s skikkelse.

[Person D] er fuldkommen overbevist om, at de er der for [Person A]s skyld.

Mindst fire af dem, der står rundt om den bevidstløse krop, går i retning af politibilen og råber betjentene an og beder dem skynde sig at komme til hjælp.

Men de to politifolk stiger roligt ud af bilen og holder afværgende hænderne op og forsvinder ned i metroen ad hovedtrappen ved elevatoren.

De skal ned og se, hvad det er, metrostewarden har tilkaldt hjælp til nede i cykelkælderen.

Ifølge en senere redegørelse fra politiet når de to politifolk dog at instruere folk på torvet om, at de skal ringe 112, hvis manden ikke trækker vejret længere

Alle på pladsen virker desorienterede, da de forsvinder.

Og nu kan [Person D] mærke, at hun ikke kan mere.

Hun har følt sig influenzaramt hele dagen og kan nu mærke hedeture og kulderystninger afløse hinanden, hovedpine og træthed.

Så hun går rundt om den forsamlede menneskemængde og hen til [Person B], tager hende på skulderen og siger, at hun er nødt til at gå nu, men at hun da bestemt tror, at politifolkene bliver nødt til at forholde sig til [Person A] lige om lidt.

Da hun forlader pladsen, noterer hun sig, at [Person A] stadig trækker vejret.

På vej ned ad hovedtrappen til metroen kigger hun efter politifolkene i håb om, at hun måske kan komme i kontakt med dem.

Men hun kan ikke få øje på dem.

Så kommer hendes metrotog.

Det er omtrent på det tidspunkt, at [Person B] synes, at [Person A] bliver så mærkeligt stille.

Hans anstrengte snorken er nu væk.

Hun bliver virkelig nervøs, da der flyder en masse væske ud af munden på ham.

Flere prøver hjertemassage.

Hun tænker: »Han dør nok nu«.

Omkring klokken 15.45 brister tålmodigheden hos endnu to af de forsamlede, der foretager det fjerde og femte opkald om [Person A] til 112 den dag.

Den ene af dem får først fat i brandvæsnets alarmcentral

»Alarmcentralen«.

»Ja, dav, jeg skal bruge en ambulance, og det skal være Peter-omgående over til [.

.

] Amagerbro Station«.

»Amagerbro Station«

»Amagerbro Station, vi har en mand, der er helt blå omkring læberne og kinderne og hele moletjavsen«.

»Han ligger på trappen eller hvad?

«

»Nej, han ligger lige nede foran trappen«.

»Ja, du får lige ambulancetjenesten, et øjeblik her«.

»Helt sikkert.

Tak«.

En senere redegørelse viser, at ambulancetjenesten på baggrund af de seneste borgeres opringninger igen kontakter Metro Service og giver dem besked om, at metrofolkene skal ringe direkte til borgeren på stedet.

Det gør kontrolrummet, som af borgeren på stedet får at vide, at der vist er en ambulance på vej.

Omtrent samtidig – klokken er nu 15.46 – kommer de tilkaldte politifolk op fra metroen igen.

De har været dernede i fem minutter uden at have fundet den person, som metrostewarden fejlagtigt antog var den bevidstløse mand, der havde brug for hjælp.

En kvinde råber, at manden på jorden ikke trækker vejret længere.

Flere i mængden slår opgivende ud med armene, andre er aggressive og vrede.

Da politifolkene ser, at [Person A] er helt livløs, tilkalder de en ambulance.

Den er der få minutter efter.

En lægeambulance kommer også efter nogle minutter.

Der bliver givet hjertemassage og indsprøjtninger.

[Person C] er stadig ved sin vens side.

»Kom nu, [Person A], du kan godt klare det, kom tilbage«, råber han.

Men alle kan godt se det.

[Person A] er død.

[Person B] kan hverken græde eller bare sætte sig ned.

Hun prøver at tage sig af [Person C].

»Hvad glor I på, mand«, råber han, ude af sig selv.

[Person B] kan mærke, hvordan det skærer i hjertet.

Hun har været med hele vejen i en hård time og er både udmattet og oprørt.

Da hun kommer hjem, tænker hun

»Der var godt nok meget, som ikke var konstruktivt i dag«.

Som i en film

Få timer efter banker det på [Person E]s dør.

Hun lukker normalt ikke nogen ind, hun ikke har aftaler med, men instinktivt åbner hun alligevel.

Udenfor står to betjente.

Maja havde flere måneder forinden sagt til venner, at »en dag kommer de og fortæller mig, at [Person A] er død«.

Så hun siger bare til de to politifolk

»I behøver ikke sige noget.

[Person A] er død.

Kom indenfor«.

Det er surrealistisk.

I de følgende oktoberdage, da mediestormen om den manglende ambulancehjælp til [Person A] raser, tænker Maja på dengang, hun hørte [Person A]s livshistorie første gang.

Hun troede, at han løj.

»Det er jo den slags, man kun ser på film«, sagde hun til ham.

Så nikkede han og græd.

[Person A]s begravelse bliver præget af blomster og klirren og omfavnelser og højrøstet tale, og mange af vennerne fra gaden skriver deres hilsner på kisten.

[Person A]s søn, [Person F], har lavet en tegning til sin far og siger: »Mærkelige mennesker, mor«.

Bagefter er der stort gravøl på et nærliggende torv.

I overmorgen, 23. december, er det [Person A]s fødselsdag.

Han kunne være blevet 33 år.

Dagen fejres af vennerne på den plet jord, hvor [Person A] er begravet.

Han kendte det sted.

For når han om natten ikke kunne holde ud at være i sin lejlighed lige i nærheden, gik han tit hen på netop den kirkegård.

For at sove.

”

Featureartiklen er ledsaget af et billede af [Person A] og et billede af hans kiste.

Politiken offentliggjorde en identisk artikel på politiken.dk den 20. december 2014.

I webudgaven er featureartiklen ligeledes ledsaget af flere videoer med [Person A].

Den 20. december 2015 bragte Politiken en tidslinje over [Person A]s sidste time ”Timen, hvor alt gik galt” på politiken.dk.

Tidslinjen gengives ikke her.

Den 1. februar 2015 bragte Politiken artiklen ”Politiet mangler lydfiler om 112-dødsfald” .

Af underrubrikken fremgår følgende

”Københavns Politis undersøgelse af, hvorfor en hjemløs mand ikke fik hjælp, da mange ringede til 112, er gået i stå.

Nu undersøges Københavns Politi også, og så er politikredsen selv inhabil, siger en borger.

”

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”Københavns Politi er nærmest gået i stå i sine undersøgelser af, om ansatte i Region Hovedstadens akutberedskab skal sigtes, fordi de ikke sendte en ambulance til en dybt bevidstløs mand i oktober – selv om en håndfuld borgere ringede til 112.

[.

.

]

Dødsårsag ikke fastslået

[.

.

]

En anden årsag til det stillestående politiarbejde er ifølge senioranklager Klaus Pedersen, at dødsårsagen endnu ikke er fastslået.

Ifølge Politikens oplysninger blev der fundet en række stoffer i mandens blod, herunder havde han en alkoholpromille på over 4.

En håndfuld forbipasserende ringede igennem tre kvarter om hjælp, fordi manden, den hjemløse [Person A], havde ligget flere timer på jorden og var helt uden for kontakt.

Han udåndede, kort før et udrykningskøretøj endelig nåede frem.

[.

.

]

Politiken har også været i kontakt med nogle af de personer, der ringede til myndighederne for at få professionel hjælp til [Person A] – heller ikke de har hørt fra politiet.

Pligtforsømmelse

Københavns Politis undersøgelser af akutberedskabet på telefon 112 sker rutinemæssigt, fordi det er et såkaldt mistænkeligt dødsfald.

Men samtidig er samme politikreds selv kommet i søgelyset

En borger, [Person G], har anmeldt Københavns Politi til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) for grov pligtforsømmelse efter straffeloven, blandt andet fordi politiets operatør i vagtcentralen den oktoberdag ikke spurgte til, hvor dårlig [Person A] var, da en kvinde som den første slog alarm på politiets telefon 114.

Politimanden sagde til hende, at der kom en patruljevogn »i den nærmeste fremtid«, men den blev aflyst 20 minutter efter.

[Person G] klager også over, at politimanden ved telefonen som noget af det første spurgte kvinden, om den bevidstløse mand på jorden var grønlænder.

Hun bekræftede, at hans udseende var grønlandsk.

[Person G] frygter, at politiet nedprioriterede hjælpen af den grund.

DUP har startet undersøgelserne af Københavns Politis arbejde den dag.

[.

.

]

Et spørgsmål om habilitet

[.

.

]

Advokat Bjørn Elmquist henvendte sig til statsadvokaten i København få dage efter [Person A]s død for at spørge til, om det ikke var på tide at forbedre procedurerne for, hvordan myndighederne, herunder politiet, skal gribe den slags sager an.

Det havde Bjørn Elmquist allerede gjort én gang på baggrund af en anden hændelse i februar sidste år.

[.

.

]

Bjørn Elmquist rykkede i forbindelse med [Person A]s død i oktober for svar på sit spørgsmål fra den forrige sag om politiets procedurer og rutiner.

Den forespørgsel sendte statsadvokaten videre til Københavns politidirektør.

Bjørn Elmquist har endnu ikke fået svar.

»Forløbet bekræfter, at man ikke prioriterer den opgave særlig højt – for nu at sige det mildt«, siger Bjørn Elmquist.

”

Den 31. januar bragte Politiken en identisk artikel på politiken.dk under overskriften ”Politiet mangler lydfiler om [Person A]s død” .

Den 4. februar 2015 bragte Politiken artiklen ”Fem gange kom ambulancen ikke – fem mennesker døde” på politikken.dk.

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”Alarmtelefonen på nummer 112 og akuttelefonen på nummer 1813 i Region Hovedstaden har været i det kritiske søgelys flere gange det seneste år, fordi mennesker døde, efter at vagtcentralerne valgte ikke at sende ambulance - selv om tililende borgere ringede om hjælp.

Her er fem kendte eksempler [de fire af de fem eksempler er udtaget.

]

[.

.

]

Den 7. oktober 2014 blev den 32-årige [Person A] fundet bevidstløs midt på Amagerbro Torv ved metroen af fodgængere på gaden.

Gennem tre kvarter forsøgte seks forskellige personer forgæves at ringe 114 og 112 til henholdsvis politiet og akutberedskabet for at få hjælp til den meget berusede mand, som de slet ikke kunne komme i kontakt med.

Som noget af det første spurgte politiet, om det var en grønlænder, og det forbløffede kvinden, der ringede – men hun kunne bekræfte det.

Politiet sendte ikke en vogn som lovet, men ringede tyve minutter efter til akutberedskabet for at spørge, om de havde fået opkald om samme sag.

Det havde de, men her havde man besluttet ikke at sende en ambulance.

Så droppede politiet også sagen.

I alt fem forskellige personer ringede 112 om [Person A], uden at få akutberedskabet til at sende hjælp.

I stedet valgte akutberedskabet at bede en ansat i Metro Service komme forbi og se på sagen.

Men metrostewarden tog fejl og troede, at det handlede om en aggressiv beruset person nede i metroen og tilkaldte politiet til det.

Politiet ankom til pladsen, hvor [Person A] stadig lå dybt bevidstløs omgivet af en ophidset og utålmodig menneskeskare, men gik forbi og ned i metroen for at tage sig af den anden sag.

Men de kunne ikke finde den aggressive person, de var kaldt ud til – og først derpå tilså de [Person A] oppe på torvet.

Da de endelig tilkaldte en ambulance var det for sent.

[Person A] var død.

Akutberedskabet har erkendt at have fejlbehandlet sagen, og et par af de ansatte har været til tjenstlige samtaler – hvilke personalemæssige reaktioner, der ellers har været, ønsker Region Hovedstaden ikke at oplyse.

Københavns Politi er stadig i gang med at undersøge omstændighederne ved denne sag.

”

Den 7. maj 2015 afgjorde Pressenævnet ved kendelse nr. 15-70-00777/1, at samtlige de påklagede artikler kunne behandles af nævnet, da artiklerne fra december 2014 indgår i så nær en tids- og indholdsmæssig sammenhæng med artiklerne fra januar og februar 2015, at der er grundlag for at behandle også denne del af klagen.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]’ synspunkter

[Klager] har indledningsvis bemærket, at Politikens vinkling på historien løbende har ændret sig.

Først blev ”skylden” lagt på, at ambulancen ikke dukkede op, men da det viste sig, at politiet også var involveret i fejlhåndteringen, så blev skylden pludselig lagt på politiet.

Politiken forsøger generelt i artiklerne at lægge skylden ”på nogen”.

Det er som sådan ikke et problem, at myndighedernes fejlhåndtering belyses, men det er et problem, når det fremlægges på en ikke-saglig overdramatiseret måde.

Politiken burde have ventet med publiceringen, til hele sagen var blevet færdigbehandlet af myndighederne, eller i det mindste have gjort det klart, at det ikke var muligt at konkludere noget specifikt, så længe myndighedernes interne undersøgelse stadig var i gang.

Privatlivets fred og hensyn til pårørende

Der bringes i artiklen yderst private og negative oplysninger om [Klager)s og [Person A]s familie.

Fremstillingen af [Klager]s familie er uvedkommende i forhold til [Person A]s død.

Visse dele af historien om hendes familie er direkte i strid med sandheden, hvilket hun har gjort Politiken opmærksom på.

Inden publiceringen anmodede hun Politiken om at slette specifikke ting om hendes og [Person A]s mor;

denne anmodning blev afslået.

[Klager] er meget berørt af, at hendes familie er blevet stillet til skue for offentligheden.

De omtalte familiemedlemmer ([Klager]og [Person A]s mor, mormor og morfar) er alle døde, og de har derved ikke mulighed for at forsvare sig selv.

[Klager]s ve og vel må anses for at være vigtigere frem for en total irrelevant omtale af hendes familie.

Samtidig betyder omtalen, at hun indirekte føler sig stemplet som ”en, der ikke gjorde nok for [Person A]”.

Dette til trods for, at hun kæmpede en brav kamp for at hjælpe ham med at komme ud af sit misbrug.

Desuden bør Politiken vide, at internettet gør det nemt at finde oplysninger på folk, selvom de er forsøgt anonymiseret.

Alene inde på Politikens hjemmeside er det intet problem at fremsøge [Person A]s fulde navn ud fra andre artikler om ham.

I 2014 var der 49 danskere med efternavnet [Person As efternavn], hvilket gør det nemt at identificere [Person A]s efterladte, uanset om Politiken har nævnt, at han havde en søster eller ej.

Havde Politiken vitterligt haft interesse i at beskytte [Person A] og hans efterladte mod at blive identificeret, så var han blevet givet et fiktivt navn.

Endvidere er hans dødsfald blevet så medieeksponeret, at han nemt kan identificeres.

At [Person A] selv ønskede at optræde i medierne, skal ingen klandres for, men nu er han død, og derfor burde Politiken, af ren respekt for ham, respektere [Klager]s modvilje mod Politikens publiceringer.

Ingen kunne forudse, at han pludselig ville dø, og det har klart efterladt en problematik, idet han tidligere havde været fremme i medierne, men blot fordi han frivilligt har deltaget i publiceringer, og havde udtrykt ønske om opfølgning, så kan det ikke opfattes som et acceptabelt argument for at udstille ham og hans familie efter hans død.

Politiken har i forbindelse med sin research været i kontakt med andre af søskendeparrets familiemedlemmer, som har udtalt sig.

Politiken har bygget en stor del af sin artikel på disse udtalelser på trods af [Klager]s indsigelser.

Som [Person A]s nærmeste pårørende, burde hendes ønsker i forhold til, hvad der blev publiceret, have vejet tungere end mere perifere familiemedlemmers ønsker.

Overordnet føler hun ikke, at der er blevet taget hensyn til hende, selv om hun er pårørende til et ulykkesoffer.

Politiken kontaktede hende med henblik på at samarbejde, så hendes ønsker blev taget i betragtning, idet Politiken var bekendt med hendes modvilje mod at få artiklen publiceret.

[Klager] føler dog ikke, at hendes ønsker til artiklen er blevet taget i betragtning.

Politiken lovede hende, at hun måtte læse artiklen igennem inden publicering.

Den version, som hun har fået fremlagt, er dog ikke identisk med den publicerede, og [Klager] mener, den publicerede version er ”meget værre” end den version, som hun fik fremlagt.

Hun føler, at Politiken slet ikke har haft til hensigt at ”samarbejde” med hende, og at hensigten med at kontakte hende reelt har været at få fat i yderligere informationer til historien.

I artiklen optræder et privatfoto af [Person A]s kiste, hvilket [Klager] finder dybt grænseoverskridende, og hvilket hun ikke har givet tilsagn til.

At Politiken har indhentet tilladelse til at bringe det pågældende foto fra [Person A]s moster og ekskæreste kan ikke ses som acceptabelt.

Det er hensynsløst, at [Person A]s søn vil vokse op uden nogen form for kontrol i forhold til, hvad der ligger tilgængeligt på nettet vedrørende hans far.

Rent juridisk er [Person A]s søn hans nærmeste pårørende, og den næste i rækken er [Person A]s søster, [Klager].

Da sønnen er mindreårig, og [Person A] og hans ekskæreste ikke var gift, så må der stilles spørgsmålstegn ved ekskærestens juridiske ret til at give tilladelse til noget som helst.

Nok er hun værge for sønnen, men Politiken burde forholde sig til, om der er blevet handlet efter sønnens eller ekskærestens interesse, og det samme gør sig gældende for mosteren.

Desuden skal det påpeges, at ekskæresten og [Person A] havde begrænset kontakt i perioden op til hans død.

At [Person A] i forbindelse med tidligere interviews har udtalt, at mosteren var det eneste familiemedlem, som hjalp ham, når det gjaldt, tyder på manglende research.

I artiklen oplyses [Person A]s fødselsdato og andre oplysninger, som har gjort det muligt for fremmede at identificere, hvor han ligger begravet.

Disse oplysninger har betydet, at [Klager] ikke har turdet besøge [Person A]s gravsted på hans fødselsdag af frygt for, at hun ville blive opsøgt af blandt andre journalister og andre nysgerrige ved hans gravsted.

Hun er siden [Person A]s død blevet opsøgt af journalister de mest aparte steder.

Hun har blandt andet oplevet at få stukket et tv-kamera i ansigtet midt på hovedbanegården, og til [Person A]s bisættelse måtte ansatte ved kirken sørge for at smide journalister ud fra kirken.

På denne baggrund må hendes angst for at blive opsøgt ved [Person A]s gravsted anses som værende velbegrundet.

Selv om [Person A]s dødsårsag på det pågældende tidspunkt for artiklens publicering ikke var blevet offentliggjort, så nævnes det i artiklen, at [Person A] ifølge Politikens oplysninger havde en promille på over fire samt flere forskellige stoffer i blodet.

[Klager] føler, at disse oplysninger er krænkende, da dødsårsagen ikke var blevet offentliggjort, inden artiklen blev bragt.

Desuden er disse oplysninger uvedkommende for myndighedernes fejlhåndtering af sagen.

[Person A]s etnicitet

At Politiken har lagt så stor vægt på [Person A]s etniske baggrund virker mest af alt som et forsøg på at skabe røre.

Han havde fysiske grønlandske træk, men set fra en genetisk og kulturelt vinkel, så var han mere dansk end grønlandsk, og at vokse op i en dysfunktionel familie, hvor problemerne strækker sig flere generationer bagud, er ikke et element, som er unikt for folk af grønlandsk afstamning, men ses i lige så høj grad i ”etnisk danske” familier.

Der bliver lagt op til, at [Person A]s etniske baggrund var medvirkende til, at han ikke fik hjælp hurtigt nok, hvilket der intet belæg er for at påstå.

Denne vinkel er yderst upassende og ukorrekt.

Politiken burde have nævnt, at det hverken kan be- eller afkræftes, at [Person A]s grønlandske baggrund var medvirkende til, at der ikke blev sendt hjælp hurtigt nok.

I selv samme artikel omtaler Politiken andre sager, hvor myndighederne ikke har sendt den fornødne hjælp til nødstedte borgere, men det er kun i [Person A]s tilfælde at etnicitet bliver omtalt.

Ukorrekte oplysninger

Politiken skriver, at [Person A] udåndede, kort tid før et udrykningskøretøj endelig nåede frem, hvilket [Klager] har understreget, at der intet belæg er for at påstå.

[Person A] havde respirations- og hjertestop længe inden ambulancens ankomst, hvilket Politiken er blevet gjort opmærksom på.

Sletning og anonymisering

[Klager] ønsker, at [Person A] skal anonymiseres yderligere, end det allerede er tilfældet i artiklerne.

Hun ønsker videre, at artiklen ”Den dag [Person A] døde” fjernes fra Politikens hjemmeside, og at den generelle fremstilling af omstændighederne omkring [Person A]s død i publicerede artikler gøres mere saglig og mindre overdramatiseret og mindre usand.

2.2 Politikens synspunkter

Politiken afviser, at de påklagede artikler er i strid med god presseskik.

Politiken anser beretningen om [Person A]s død og baggrunden for den ulykkelige hændelse for vigtig, fordi den også er beretningen om forholdene for en udsat borger, som på tragisk vis omkom, og fordi der er begrundet mistanke om, at han ikke fik den hjælp, som andre borgere ville få i en tilsvarende situation.

Meget tyder på, at myndighederne begik alvorlige fejl.

Privatlivets fred og hensyn til pårørende

Politiken redegjorde udførligt og ad flere omgange over for [Klager], at avisen opfattede artiklen som så vigtig, at avisen måtte tilsidesætte hendes ønsker om ikke at bringe den.

Selvom avisen kan forstå hendes indvending, ønsker avisen ikke at give afkald på den helt grundlæggende redigeringsret.

Der blev dog taget adskillige og vidtgående hensyn til hendes bekymringer.

Politiken nedtonede bevidst alle oplysninger, der kunne identificere de nævnte personer – primært for at imødekomme klager.

Alle navne på familiemedlemmer blev efter klagers ønske helt udeladt.

Politiken undlod desuden helt at nævne, at [Person A] havde søskende for ikke at rette andres fokus mod [Klager]s eksistens.

Også andre nulevende familierelationer valgte Politiken at undlade at nævne.

Selv efternavnet på [Person A] blev fjernet, selvom Politiken i en tidligere artikelserie bragte hans fulde navn, og selv om det kan virke nedvurderende at omtale voksne kun ved deres fornavn.

Billedet af [Person A]s kiste, som optræder i artiklen, er udleveret af [Person A]s ekskæreste, som er mor til hans barn, og som medvirkede i artiklerne.

Billedet er bragt med hendes tilladelse, og moderen til [Person A]s barn kan efter Politikens opfattelse ikke betegnes som perifer.

Der er desuden hentet samtykke fra det familiemedlem, som stod [Person A] nærmest, nemlig hans moster.

Politiken ved fra de mange samtaler, som avisen havde med [Person A] tidligere i hans liv, at mosteren var det eneste familiemedlem, som hjalp ham, når det kneb.

Politiken har derfor i det hele taget lagt stor vægt på hendes holdning til Politikens journalistik, men samtidig søgt i videst mulig udstrækning at tage hensyn til klager.

[Person A] ligger i De Ukendtes Grav, og det er således ikke muligt nøjagtigt at identificere det sted, hvor han ligger begravet.

Politiken kan desuden ikke svare for, hvordan andre medier har opført sig.

Det kan imidlertid næppe være Politikens journalistik, der først blev trykt i december 2014, to og en halv måned efter dødsfaldet, der har ført andre medier til klager.

Allerede få dage efter [Person A]s død skrev mange medier om dødsfaldet med navns fulde nævnelse.

Politiken skrev som det eneste større medie ikke en linje om selve tragedien i ugerne og månederne efter – på trods af, at Politiken var det eneste medie, der tidligere, i 2009, havde beskæftiget sig med [Person A]s liv og person, og netop derfor havde en særlig berettiget interesse i at omtale hans død.

Ud fra journalistiske kriterier kan det forekomme underligt, men det skyldtes én eneste faktor: At [Klager], efter at avisen havde kontaktet hende for at få en kommentar, truede Politiken med sagsanlæg ved omtale af [Person A].

Det valgte Politiken i første omgang at respektere, især af hensyn til søsterens sorg og chok lige efter dødsfaldet.

Først da Politiken efter et par måneders research måtte konkludere, at der var berettiget mistanke om myndighedssvigt på en række konkrete områder, valgte avisen at skrive indgående om selve dødsfaldet og den manglende indsats fra myndighederne.

Det er korrekt, at man ved lidt søgning kan finde [Person A]s navn i de tidligere artikler, som er bragt i Politiken, da avisen fulgte ham i efteråret 2009.

Det ville man imidlertid også kunne, hvis avisen havde valgt at lade ham fremstå med et andet fornavn eller helt havde anonymiseret ham.

[Person A] har på intet tidspunkt givet udtryk for, at han ikke ønskede at tale med redaktionen eller udtrykt ubehag ved den eksponering, der fulgte med.

Tværtimod henvendte han sig senere, fordi han ønskede en opfølgning.

[Klager] fik flere versioner forelagt, men slutredigeringen foregik relativt tæt på deadline, så nogle detaljer blev skrevet anderledes, end hun fik dem forelagt.

Det er imidlertid under alle omstændigheder højest usædvanligt, at artikler forelægges for personer, der ikke medvirker i dem, eller at der gives løbende orientering om artikelforløbet med ret til at læse flere versioner, som det var tilfældet.

Det valgte Politiken imidlertid at gøre.

Dødsårsagen er aldeles relevant for at forstå den tilstand, som [Person A] var i, da der blev forsøgt tilkaldt hjælp.

De faktuelle oplysninger er indhentet fra pålidelige kilder.

[Person A]s etnicitet

Politiken berettede allerede i 2009 om [Person A]s liv og herunder om hans familiemæssige baggrund.

Avisen kunne nu bidrage med en række yderligere perspektiver – herunder, at hans sociale problemer var en arv, der strakte sig mindst to generationer bagud.

Det mente og mener Politiken er relevant, da [Person A]s liv og død er en fortælling om nogle særlige forhold i det danske samfund, herunder forhold for en del mennesker fra den grønlandske minoritet.

Herudover har Politiken har rejst et berettiget spørgsmål om etnicitetens betydning ved at gengive den telefonsamtale, som et vidne havde med politiet, da man forsøgte at rekvirere en ambulance til [Person A].

I første omgang benægtede politiet, at der blev spurgt til det.

Da redaktionen af anden vej kom i besiddelse af lydfilerne, måtte politiet erkende, at det forholdt sig sådan.

Det bestyrker mistanken om, at der indgik en etnisk faktor i politiets prioritering.

Politiet har aldrig fastslået, at den grønlandske baggrund var den egentlige årsag til, at der ikke blev sendt hjælp – noget der næppe nogensinde kan bekræftes eller afkræftes.

Politiken har på intet tidspunkt omtalt det som et faktum, at etnicitet var det mest afgørende for prioriteringen, men har ad journalistisk vej forsøgt at få afklaret, om det var tilfældet.

Der er rejst politianmeldelse af dette element i sagen.

Ukorrekte oplysninger

Flere af de personer, der stod omkring [Person A], har sagt, at han stadig var levende, indtil få minutter før ambulancen kom til stedet.

Af denne årsag er det korrekt at skrive, at [Person A] udåndede kort før et udrykningskøretøj endelig nåede frem.

Sletning og anonymisering

Der lægges i klagen op til et meget gennemgribende krav om at få lov til at redigere Politiken i detaljer.

Politiken mener, at avisen er i sin gode ret til at skrive personlige baggrundsartikler om en afdød person, som tidligere frivilligt selv flere gange har medvirket i spalterne og fortalt om sit ulykkelige liv, suppleret med udsagn fra mange kilder, der stod den pågældende nær.

Hvad angår de tre punkter, der specifikt ønskes ændret har Politiken anført følgende

Man kan ikke med nogen sikkerhed sige, hvornår [Person A] udåndede, og kan derfor ikke skrive, som ønsket af klager, at han ikke udåndede, kort før ambulancen ankom.

Politiken har som nævnt refereret, at flere af de omkringstående konstaterede livstegn indtil få minutter, før udrykningskøretøjerne endelig ankom.

Endelig afviser Politiken at anonymisere [Person A] yderligere.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og Otto Juhl Nielsen.

God presseskik

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives er korrekte.

Oplysninger, som kan være krænkende, skal forelægges den, der kan være krænket.

Det fremgår endvidere af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn.

Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede, jf. punkt A.

1, A.

2, B.

1. og B.

3.

- Privatlivets fred og hensynet til de pårørende

Pressenævnet finder, at det har klar samfundsmæssig interesse at belyse, om myndighederne har begået alvorlige fejl i forbindelse med rekvirering af ambulancer og anden sygehjælp til personer, som har alvorligt brug for netop dette, hvilket Politiken blandt andet bruger [Person A]s sag til at eksemplificere.

Pressenævnet finder ikke, at Politiken har tilsidesat god presseskik ved at bringe artiklerne om ham og hans liv og om omstændighederne ved hans død.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at Politiken allerede i 2009 skrev en feature-artikel om [Person A]s liv og herunder om hans familiemæssige baggrund.

[Person A] medvirkede frivilligt til artiklen, og det ses videre af oplysningerne i sagen, at han selv var interesseret i en opfølgning på sin historie fra 2009.

Nævnet finder endvidere ikke, Politiken har tilsidesat god presseskik ved at omtale det faktum, at han var af grønlandsk afstamning.

Det er en del af omstændighederne ved historien, at politiet ved alarmopkaldene spørger ind til den tilskadekomnes nationalitet.

Det hører ligeledes med til historien, at [Person A] ved sin død havde en høj alkoholpromille, ligesom der fandtes flere forskellige stoffer i hans blod.

[Klagers repræsentant] har på vegne af [Klager] anført, at Politiken ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til [Klager] i forbindelse med, at Politiken har bragt artiklerne.

Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere Politiken for ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til hende.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at artiklerne er publiceret flere måneder efter [Person A]s død, og at Politiken kun har omtalt de familiemedlemmer, som har ønsket at medvirke.

At [Person A] havde en søster – [Klager] – nævnes således ikke i artiklerne.

Ved feature-artiklen ses et billede af [Person A]s kiste.

[Klager] mener, at da hun ikke har givet tilladelse til brugen heraf, burde Politiken ikke have brugt billedet.

Pressenævnet lægger til grund, at Politiken har fået tilladelse til at bringe billedet fra [Person A]s moster og ekskæreste, som også er mor til [Person A]s barn.

På den baggrund finder nævnet ikke grund til at udtale kritik.

Endelig finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af, at Politiken har oplyst [Person A]s fødselsdag i en af artiklerne.

Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af Politiken for artiklerne.

Sletning og anonymisering

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.

Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.

8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Den konkrete sag

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af den nævnte bestemmelse og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person eller virksomhed, der er omtalt, og i tilfælde, hvor en offentliggørelse af nævnets kendelse om kritik ikke kan anses for tilstrækkelig til at varetage hensynet til personen eller virksomheden.

Pressenævnet finder som beskrevet ovenfor ikke grundlag for at udtale kritik af Politiken for artiklerne om [Person A]s liv og omstændighederne ved hans død.

Da Pressenævnet heller ikke finder, at andre tilstrækkeligt tungtvejende grunde taler for, at Politiken burde have imødekommet anmodningen, udtaler nævnet ikke kritik.

Afgjort den 22. september 2015.

-

Generelt om punkt B.

8