Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold
J.
nr. 2014-6811-42358
En mand blev afvist adgang til en naturistcampingplads.
Ifølge ham selv fordi han var enlig mand.
Ejeren af campingpladsen forklarede, at afvisningen skyldtes mandens opførsel.
Nævnet fandt, at sagen kun kunne afklares ved hjælp af parts- og vidneforklaringer.
Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev nægtet adgang til en campingplads for naturister.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen om adgangsforhold til indklagede campingplads, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Sagsfremstilling
Der er klaget over, at indklagede campingplads ikke tillod enlige mænd adgang til pladsen.
Parternes bemærkninger
Klager bemærker, at han blev nægtet adgang til campingpladsen, da han ville ind som enlig mand.
Klager gør opmærksom på, at han er blevet nægtet adgang trods sit 4-årige medlemsskab af Dansk Naturist Union.
Afvisningen blev begrundet i klagers opførsel, men han blev nægtet adgang, før der var nogen form for opførsel.
Klager parkerede sin camper uden for campingpladsen og gik ind til receptionen for at bede om en plads til dagen efter.
Receptionisten spurgte klager, om han var alene.
Klager fik herefter at vide, at der ikke var adgang for enlige.
Klager prøvede at få en forklaring, men fik at vide, at "sådan er det her".
Da han spurgte, om det var fordi, han var en enlig mand, svarede formandens ægtefælle bekræftende.
Klager gjorde opmærksom på, at der var tale om ulovlig diskrimination og anmodede derfor om en skriftlig tilkendegivelse om nægtelse af adgang.
Denne anmodning blev ikke imødekommet af receptionisten og formanden.
Klager forlod efterfølgende stedet.
Klager mener ikke, at man kan diskriminere og derefter blot benægte det med ubegrundet henvisning til den diskrimineredes opførsel.
Det kan desuden betyde, at klager får prædikat som en person, der ikke kan opføre sig ordentligt på en campingplads.
Klager har de sidste fire år været på syv af otte naturistcampingpladser, hvor han er blevet vel modtaget og følt sig godt tilpas.
Ved et efterfølgende besøg på en anden naturistplads sagde en af de andre mandlige gæster
"Nåja, dernede kommer du ikke ind, hvis du er alene"
Indklagede afviser, at de forskelsbehandler på grund af køn.
Indklagede lukker enlige af begge køn ind, så længe de opfører sig på en anstændig måde, så andre campister kan være trygge ved dem.
Naturistcamping er et sted, hvor folk camperer uden tøj på.
Dette giver ofte anledning til besøg af gæster, som bare vil ind og kigge på nøgne mennesker.
Klagers opførsel i receptionen overfor receptionisten og formanden medførte, at han blev bedt om at finde en anden campingplads.
Klagers opførsel er ikke blevet uddybet for ikke at skade klager.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Der er uenighed om årsagen til, at klager blev nægtet adgang til campingpladsen.
Klager mener, at det er på grund af køn, mens indklagede begrunder det i klagers opførsel.
Ligebehandlingsnævnet finder, at dette kun kan afklares efter bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Da en sådan bevisførelse ikke kan ske ved Ligebehandlingsnævnet, men må ske ved domstolene, kan nævnet ikke behandle sagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligestillingsloven
<2014-6811-43525>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1 a, stk. 1, nr. 2, om lovens anvendelsesområde
-
§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 2, stk. 4, om bevisbyrde