Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansøgning om lån mm. - kompetence - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansøgning om lån mm.
- kompetence - ej medhold
J.
nr. 2014-6811-18625
Indklagede stillede krav om, at en erhvervsdrivende skulle vise gyldigt dansk ID, for at kunne købe varer for mere end 4.000 kroner hos indklagede.
Klager, som var bosat midlertidig i Danmark, kom fra et andet EU-land end Danmark, og kunne fremvise EU-pas, kørekort og det gule sygesikringskort, hvilket indklagede afviste som gyldigt dansk ID.
Nævnet fandt, at klagen reelt var et spørgsmål om statsborgerskab, idet klager blev stillet anderledes end andre kunder hos indklagede, alene af den grund, at han ikke kunne fremvise et dansk pas.
Da dette ikke er omfattet af loven om etnisk ligebehandling, kunne nævnet ikke behandle klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af statsborgerskab i forbindelse med, at indklagede ikke ville sælge varer til klager, da klager ikke kunne fremvise et dansk pas.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.
Sagsfremstilling
Klager er EU-borger, og var på grund af arbejde midlertidig bosat i Danmark.
Klager ejer to danske software virksomheder.
Klager henvendte sig i marts 2014 i en af indklagedes butikker, som blandt andet forhandler elektronikudstyr.
Klager ønskede at betale med et dansk dankort, som var registeret i virksomhedens navn.
Ved kassen blev klager orienteret om, at han skulle fremvise et gyldigt dansk ID, idet varekøbet oversteg et beløb på 4.000 kr.
Klager fremviste sit pas, som er udstedt i et europæisk land, sit kørekort og det gule danske sygesikringskort.
Indklagede afviste klagers fremlagte EU-ID.
Klager fik oplyst, at han ikke kunne købe varer den pågældende dag eller i fremtiden til sin virksomhed, hvis han ikke kunne fremvise et dansk ID, når han ønskede at købe varer for over 4.000 kr.
Indklagede endte imidlertid med at godkende det fremlagte EU-ID, og accepterede handlen, som havde en samlet værdi på 18.000 kroner.
Klager rettede efterfølgende henvendelse til indklagede, som i mail af 15. maj 2014 oplyste, at
"I'm sorry about your treatment in our store.
How ever, it is our policy that only Danish ID is valid for purchases over 4000 DKK.
This is not a question of nationalism or discrimination, and I'm sorry that you feel that way."
Af indklagedes interne "Dankort regler" fremgår
"Udenlandske statsborgere
For udenlandske statsborgere er det ikke sikkert de har dansk ID, hvorfor I skal bede om at få forevist sammenligneligt ID fra deres hjemland fx pas eller kørekort
EKS PÅ UNDTAGELSE MED DANSK BILLED-ID VED BETALING MED DANKORT
En polsk statsborger kommer til Danmark for at arbejde.
For at få løn skal han have en dansk konto - den opretter han i banken og han får udstedt et dankort.
- En amerikansk udvekslingsstudent arbejder på cafe ved siden af sit studie.
For at få løn skal han have en dansk konto - den opretter han i banken og han får udstedt et dankort.
-Her kan vi ikke se dansk billed-id, men kunden har dansk sygesikringskort og det skal vi se, sammen med billed-id fra landet hvor han kommer fra.
-Skriv i tekstfelt, hvad der er set, nr. på id og fødselsdato"
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af statsborgerskab, da han ikke ejer et dansk pas.
Indklagede afviste, at klagers fremlagte EU-ID i form af et EU-pas og kørekort var tilstrækkelig.
Indklagedes interne retningslinjer, som klager blev præsenteret for, da han forsøgt at købe varer, medfører, at klager ikke kan købe elektronikudstyr til sine virksomheder i Danmark.
Klager er dermed afskåret fra at handle hos indklagede, som er den største og billigste leverandør i byen.
Han tvinges således til at købe elektronikudstyr hos andre leverandører og til højere priser.
Som virksomhedsejer i Danmark er han i konkurrence med danske virksomheder inden for samme branche og ved at få forbud mod at købe elektronikudstyr fra den billigste leverandør, er han stillet væsentligt ringede end konkurrenterne på markedet.
Klager mener, at indklagedes regler, som han blev præsenteret for den pågældende dag i butikken, er i strid med det EU-retlige princip om varernes fri bevægelighed.
Indklagede afviser, at klager har været udsat for forskelsbehandling.
På grund af svindel med brug af dankort, har indklagede udarbejdet interne retningsliner "Dankort regler", der fastlægger procedurer for, hvilke kundeinformationer medarbejderne skal bede om at få forevist, når kunden betaler med et dankort ved køb af varer over henholdsvis 4.000 kr. 15.000 kr. og 40.000 kr.
Indklagede har ikke haft til hensigt at udelukke kunder fra at handle i deres butikker, idet det klart fremgår, hvilke typer ID der skal fremvises, når kunden køber varer over 4.000 kr., og når kunden ikke er dansk statsborger.
Indklagede beklager, at de pågældende medarbejdere misforstod "Dankort reglerne", da klager kom for at købe elektroniske varer.
Indklagede har påtalt fejlen over for de pågældende medarbejdere.
Klager har ikke dokumenteret et økonomisk tab som følge af den konkrete hændelse, og har som følge herfra ikke krav på godtgørelse.
Indklagede afviser, at sagen omhandler spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, men mener derimod, at sagen omhandler statsborgerskab, idet "Dankort reglerne" udelukkende er opdelt efter, om indehaveren af dankortet er dansk statsborger eller udenlandsk statsborger.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling efter loven om etnisk ligebehandling.
Den etniske ligebehandlingslov forbyder direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.
Forskelsbehandling alene på grund af statsborgerskab er derimod ikke omfattet af lovens område.
Nævnet vurderer, at klagen reelt vedrører forskelsbehandling på grund af statsborgerskab, idet klager blev behandlet anderledes end andre kunder hos indklagede, alene af den grund, at han ikke kunne fremvise et dansk pas.
Det forhold, der klages over, er derfor ikke omfattet af den etniske ligebehandlingslov.
Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Lov om etnisk ligebehandling
<2014-6811-18625>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 4., om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1 om lovens formål
-
§ 2, stk. 1 om lovens anvendelsesområde
-
§ 3, stk. 1-3 om forbud mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse