Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - arbejdsvilkår - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - arbejdsvilkår - parts- og vidneforklaringer

J.

nr. 2013-6810-09848

En sygeplejerske med kronisk håndeksem blev omplaceret til sengeafdelingen på sin arbejdsplads.

Hendes egen læge frarådede kvinden at arbejde i denne afdeling på grund af hendes lidelse.

Lidelsen betød, at kvindens hænder var overfølsomme over for fugt, hvilket hun ville arbejde meget med, hvis hun blev omplaceret.

Klager opsagde sin stilling på grund af omplaceringen.

Der var hos nævnet tvivl om i hvilket omfang, klager tidligere havde arbejdet på en sengeafdeling og således i hvilket omfang, klagers eksem udgjorde en relevant begrænsning i funktionsevnen.

Samtidig var der også tvivl om, i hvilket omfang indklagede kunne imødekomme klagers skånebehov efter en omplacering.

Endelig var det omtvistet, hvorvidt omplacering til en anden afdeling ville medføre en stor byrde for indklagede.

Da disse forhold kun kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, kunne nævnet ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap under ansættelsen ved det indklagede sygehus.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om indklagede har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven under klagers ansættelse, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager fik i 1994 under sygeplejeuddannelsen konstateret kronisk håndeksem.

Fra den 1. januar 2010 blev klager ansat som sygeplejerske med tjeneste indtil videre ved det indklagede sygehus, afdeling 1, der var en sengeafdeling.

Stillingen blev aflønnet med løntrin 6.

Derudover fik klager grundlønstillæg og tillæg for klinisk specialfunktion, klinisk specialfunktion med ledelse samt kompetenceløn.

Med virkning fra den 1. oktober 2010 blev klager overflyttet til medicinsk fælles ambulatorium.

Den 26. marts 2012 blev klager sygemeldt.

Den 30. marts 2012 modtog klager varsling om ændring af ansættelsesvilkår

"Ledelsen har besluttet, at for at kunne imødekomme maksimal fleksibilitet mellem ambulatoriet og sengeafdelingen skal du pr. 1. juli 2012 gå i blandede vagter".

Den 5. april 2012 under sin sygemelding pådrog klager sig et brud i foden.

Den 21. maj 2012 blev der holdt fraværssamtale med klager.

Af referatet fremgår blandt andet

"Uanset ovennævnte [samarbejdsforhold i afdelingen] ønsker [klager] at genoptage nuværende arbejde og afviser således et tilbud om omplacering til Sengeafdelingen".

Den 18. juni 2012 genoptog klager sit arbejde.

Den 22. juni 2012 skrev indklagede til klager

"Som jeg fortalte dig i går skal du med baggrund i tidligere varsel arbejde i sengeafdelingen.

Da afd [1] reumatologisk gruppe er flyttet til afd [2] skal du starte der."

Den 25. juni 2012 anmodede Dansk Sygeplejeråd om forhandling vedrørende den varslede ændring.

Af journaludskrift af 26. juni 2012 fra klagers læge fremgår

"Ringer at hun skal omplaceres på fuldtid på sengeafd, dette kan ikke anbefales pga hendes håndeksem som hun tilbage i 1995 blev udredt for på [hospital] og de frarådede sengeafd.

Har ikke haft gener i mange år fordi hun passer på.

Har stadig mange smerter i den fod som der var fractur i og den hæver meget når hun går meget også får hun meget ondt, har kontaktet ort.pæd.amb og dette kan hun forvente i op til 1,5 år efter bruddet.

Det frarådes at hun bliver omplaceret på en sengeafd.".

Den 10. juli 2012 blev der afholdt forhandling vedrørende den varslede ændring.

Af forhandlingsreferat fremgår blandt andet

"[Klager] har ifølge DSR en velkendt håndeksem og kan ikke tåle handsker.

Er af lægen i 1995 blevet frarådet at arbejde i en sengeafdeling.

Det undrer ledelsen, at [klager] ikke har oplyst om sin håndeksem i forbindelse med sin ansættelse i sengeafdelingen i 2010.

[Ledende oversygeplejerske] oplyser, at der er mange muligheder for at afhjælpe problemet med håndeksemen.

[.

.

.

]

[Klager] har ligeledes problemer med gener efter sin brækkede fod.

DSR pointerer, at foden vil blive mere belastet i sengeafdelingen end i ambulatoriet.

[HR-chefen] fortæller, at sygehusets ledelser er vant til at håndtere medarbejdere med diverse skavanker.

Det vil være helt i orden at [klager] efter behov tager pauser i løbet af dagen.

Ledelsen er nødt til at fastholde, at [klager] er fuldt ud raskmeldt.

[Den faglige konsulent fra DSR] er bekymret for, om [klager] kan klare arbejdet i sengeafdelingen på fuld tid.

Det er ikke en mulighed, at placere [klager] udelukkende i ambulatoriet".

Den 23. juli 2012 startede klager i sengeafdeling 2.

Den 1. august 2012 blev klager sygemeldt på fuld tid på grund af hudgener og gener i foden.

Den 5. september 2012 blev der afholdt fraværssamtale.

Det fremgår af referatet blandt andet, at

"Hudgenerne, der debuterede under en praktikperiode ifm.

sygeplejeuddannelsen, er velbehandlede og kroniske.

[Klager] skal således undgå hyppig håndvask/sprit samt længerevarende brug af handsker.

Disse skånebehov er umiddelbart uforenelige med arbejdet i en Sengeafdeling.

Generne i højre fod som følge af en faldulykke 5. april 2012 forventes at aftage i løbet af det næste års tid.

Ved belastning kommer der hævelser af foden samt smerter og føleforstyrrelser.

Fodgenerne er p.t heller ikke umiddelbart forenelige med arbejdet i en Sengeafdeling.

[Klager] oplyser ifm.

ovennævnte, at hun kan gå/stå ca. 30% af arbejdstiden, hvorefter smerterne tiltager voldsomt og bliver fuldt arbejdshindrende.

[Klager] finder det tidligere arbejde i Ambulatoriet fuldt foreneligt med ovennævnte skånebehov.

[Ledende oversygeplejerske] afviser denne arbejdsmulighed pga, at alle ansatte af fleksibilitetshensyn skal arbejde både i Sengeafdelingen og Ambulatoriet samt de nævnte samarbejdsproblemer, hvilket drøftes.

[Klager] udleverer ifm.

ovenstående en liste over mulige arbejdsopgaver udfra nuværende kompetence og skånehensyn.

Udfyldt mulighedserklæring uden udfyldelse af punkt 6, som omfatter forslag til ændring i arbejdsfunktionen.

[Ledende oversygeplejerske] meddeler slutteligt, at hun ikke umiddelbart finder [klagers] skånebehov forenelige med mulige arbejdsfunktioner i hendes område og derfor overvejer indkaldelse til tjenstlig samtale.

Aftalt, at [HR-konsulenten] afsøger mulighederne for omplacering til tilpassede arbejdsfunktioner udenfor [ledende oversygeplejerskes] område."

Den 19. september 2012 blev klager indkaldt til tjenstlig samtale hos indklagede den 27. september 2012 for at drøfte sygefravær samt tilbagevending, omplaceringsmuligheder hos indklagede og den fremtidige ansættelse.

Samtalen blev efterfølgende flyttet til starten af oktober måned 2012.

Den 28. september 2012 opsagde klager sin stilling ved indklagede.

Den 1. november 2012 blev klager ansat som sygeplejerske på reumatologisk ambulatorium på sygehus Q 32 timer ugentlig.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klagers kroniske håndeksem udgør et handicap i henhold til forskelsbehandlingsloven.

Klager blev omplaceret til en sengeafdeling vel vidende, at dette arbejde ville få håndeksemen til at blusse op.

Indklagede kunne have fastholdt klager i stillingen på reumatologisk ambulatorium.

Fastholdelsen af klager havde ikke påført indklagede en urimelig byrde.

Klager opsagde sin stilling på grund af indklagedes afvisning af at tilrettelægge arbejdet, så der blev taget hensyn til handicappet.

Klager har derfor ret til en godtgørelse fastsat efter nævnets skøn.

Håndeksem medfører skånehensyn i forhold til klagers arbejde som sygeplejerske, da hun ikke kan arbejde længere tid ad gangen i et sengeafsnit med patientpleje, fordi hendes håndeksem er påvirkelig overfor fugt.

Arbejdet på et ambulatorium, hvor der ikke er den form for patientpleje, giver ikke anledning til problemer.

Det vil sige, at den afbødeforanstaltning, der er relevant i forhold til klager, er, at arbejdet skal tilrettelægges, så hun ikke skal have med personlig pleje af patienter at gøre.

Det har gennem klagers karriere ikke været problematisk at tilrettelægge arbejdet på den måde.

Arbejdet i sengeafdelingen i forbindelse med varslingen den 30. marts 2012 var netop af den karakter, som klagers eksem reagerede på.

Klager søgte en stilling i afdeling 1 som specialeansvarlig sygeplejerske med base i ambulatoriet og en rådgivende funktion for personalet i sengeafdelingen.

Forud for at klager søgte stillingen, blev dette aftalt med den ledende oversygeplejerske og den daværende afdelingssygeplejerske.

Klagers arbejdsfunktion var i ambulatoriet, hvor der kun var begrænset fysisk plejekrævende patientkontakt.

I det oprindelige ansættelsesbrev fra 26. november 2009 blev klager ansat med tjeneste indtil videre ved afdeling 1.

Klager undrede sig over dette, men blev af den daværende afdelingssygeplejerske gjort opmærksom på, at det ingen praktisk betydning havde, da hun refererede til den samme sygeplejeledelse.

Klagers funktion som specialeansvarlig sygeplejerske i reumatologi omfattede både de indlagte og de ambulante patienter, selvom hendes daglige arbejde var i ambulatoriet, præcis som forgængeren.

Klager fik ikke anden forklaring på tillægget til sit ansættelsesbrev end, at det var en ledelsesmæssig beslutning.

I de første måneder af ansættelsen blev klagers daværende to sygeplejerskekolleger i ambulatoriet varslet til rotation med de reumatologiske sygeplejersker i sengeafdeling 1, men varslingerne blev sidenhen trukket tilbage, da den ledende overlæge ønskede en fast stab af sygeplejersker i ambulatoriet.

Klager undrer sig over det af indklagede anførte om, at man trak varslingerne tilbage, fordi de ikke var sket korrekt.

Hvorfor valgte man ikke at foretage korrekte varslinger?

I samråd med den daværende afdelingssygeplejerske arbejdede klager den første måned i afdeling 1.

Afdeling 1 var på daværende tidspunkt opdelt i 3 grupper: reumatologi/endokrinologi, hæmatologi og onkologi.

Klagers arbejde i afdeling 1 var derfor en introduktionsperiode.

Der er fremlagt erklæring af 30. september 2013 fra den daværende afdelingssygeplejerske.

Hun bekræfter, at klager skulle have sit virke i ambulatoriet og være rådgivende i forhold til sengeafdelingen.

Da klager blev ansat, blev det aftalt, at hun ikke skulle have vagter/arbejde i sengeafdelingen.

Disse vilkår blev aftalt og accepteret ved ansættelsessamtalen, hvor også den ledende oversygeplejerske deltog.

Parterne aftalte videre, at klagers første måned måtte foregå i sengeafdelingen, for at klager kunne lære afdelingens rutiner, patientforløb og personalet at kende.

Med virkning fra den 1. februar 2010 startede klager i reumatologisk ambulatorium.

Det bestrides, at klager skulle have været tilknyttet sengeafsnittet frem til september 2010.

Klager arbejdede i hele ansættelsesperioden i reumatologisk ambulatorium og havde en rådgivende funktion for personalet i sengeafdelingen.

Det var ikke på tale, at klager skulle være tilknyttet sengeafdelingen, og klager arbejdede heller ikke på sengeafdelingen.

Når man er tilknyttet et ambulatorium registreres sygeplejeydelserne i et PAS-system ved anvendelse af den pågældende sygeplejerskes lønnummer.

Hvis indklagede fastholder, at klager var tilknyttet sengeafdelingen, opfordres indklagede til at fremlægge udskrifter fra PAS-systemet.

Klager blev først i forbindelse med de af indklagede fremlagte arbejdstidsregistreringer bekendt med, at det fejlagtigt fremgår, at hun var tilknyttet sengeafdeling 1.

Det samme gør sig gældende for lønsedlerne.

Klager fik udbetalt den korrekte løn og hæftede sig ikke ved, at det af lønsedlerne fremgår, at hun var ansat på sengeafdeling 1.

Af lønsedler for perioden januar 2010 til september 2010 fremgår, at klager fik en fast løn hver måned og ikke modtog tillæg for aften, nat eller weekend arbejde.

Det er højst usædvanligt, hvis man er tilknyttet en døgnbemandet sengeafdeling.

Til sammenligning er der fremlagt lønseddel for oktober 2010, hvor klager angiveligt skulle være flyttet til ambulatoriet.

Denne lønseddel er identisk med de foregående lønsedler.

Første gang klagers håndeksem blev nævnt, var på mødet den 21. maj 2012, hvor indklagede opfordrede klager til omplacering på fuld tid i afdeling 1.

Anden gang indklagede blev gjort opmærksom på klagers håndeksem, var da man telefonisk meddelte klager, at hun med virkning fra den 18. juli 2012 skulle omplaceres til afdeling 2, der også var en sengeafdeling.

Tredje gang var på mødet med DSR den 10. juli 2012.

Klager havde tidligere ikke fundet anledning til at nævne den kroniske håndeksem, da den havde været velbehandlet og under kontrol og ikke havde medført skånebehov i forhold til arbejdet på reumatologisk ambulatorium.

Klager lider ikke af handskeallergi, men huden kan ikke tåle den fugt, der opstår i handsken ved langvarig brug heraf.

I arbejdet på ambulatoriet er brugen af handsker kortvarig og finder kun sted ved medicinhåndtering, injektioner og anlæggelse af IV adgang.

På en sengeafdeling er brugen af handsker derimod mere langvarig.

Klager har erfaring fra arbejde på en sengeafdeling.

Hun var på et tidspunkt deltidsansat i en kortere periode.

Erfaringen ligger mere end 14 år tilbage.

På daværende tidspunkt var situationen en anden.

Det var sygehjælpere, social- og sundhedsassistenteleverne og nystartede sygeplejestuderende, der udførte den personlige pleje.

Det var mere hierarkisk opdelt dengang, og klager kunne derfor skåne sine hænder.

I dag er patientkategorien mere kompleks, og de indlagte patienter er mere plejekrævende.

Den primære erfaring fra en sengeafdeling har klager fra A hospital.

Den afdeling, hvor hun var ansat, modtog patienter til trænings- og rehabiliteringsophold og udredning.

Hovedparten af patienterne var selvhjulpne, og fik i øvrigt den fornødne hjælp til personlig hygiejne i forbindelse med bassintræning.

Klagers arbejdsopgaver bestod mest af stuegang, medicinhåndtering, rådgivning, samtaler samt undervisning.

Arbejdet var derfor foreneligt med den kroniske håndeksem og uden skånehensyn.

Under fraværssamtalen den 21. maj 2012 blev det aftalt, at klager skulle genoptage arbejdet på reumatologisk ambulatorium den 18. juni 2012.

Klager blev den 21. juni 2012 kontaktet telefonisk af indklagede.

Klager oplyste, at hun var klar til at genoptage arbejdet på fuld tid den 25. juni 2012.

Først på dette tidspunkt blev klager bekendt med, at hun fremadrettet skulle arbejde i sengeafdelingen.

I sengeafdeling 2 blev klager sat til udelukkende at varetage personlig pleje af patienter på trods af, at hun gentagne gange havde oplyst indklagede om, at det ikke var foreneligt med den kroniske håndeksem.

På daværende tidspunkt var klager stadig gangbesværet som følge af bruddet i højre fod.

I løbet af få dage måtte hun give op i forhold til at varetage en 8 timers arbejdsdag.

Hun valgte derfor at arbejde dagligt fra 7 - 12 og bruge ferietimer fra 12 - 15.

Trods dette kæmpede hun sig igennem dagene med ødelagte, eksemplagede hænder samt en højre fod, der smertede voldsomt som følge af arbejdsopgaverne på sengeafdelingen.

Trods lovning herom tog indklagede ikke initiativ til at omplacere klager.

Hun så sig derfor nødsaget til at søge andet arbejde.

Klager ønskede ikke at søge et andet hospital, og flytning af arbejdssted har medført en betydelig forlængelse af klagers transporttid og en nedgang i ugentlig arbejdstid fra 37 til 32 timer.

Klager bestrider, at hensynet til den maksimale fleksibilitet var årsagen til, at klager ikke kunne fortsætte med kun at arbejde i ambulatoriet.

Dette standpunkt er ikke underbygget og fremstår som et postulat.

Endelig henviser klager til, at indklagede den 19. november 2012 fik afslag på refusion af sygedagpenge fra bopælskommunen, blandt andet under henvisning til, at klagers sygemelding alene skyldtes, at indklagede valgte at omplacere klager til en anden afdeling, hvor hendes skånebehov i forhold til håndeksem ikke blev tilgodeset.

Klager har gjort gældende, at der ikke foreligger passivitet.

Indklagede gør principalt gældende, at sagen skal afvises på grund af behovet for parts- og vidneforklaringer, alternativt fordi klager har udvist passivitet.

Subsidiært gøres det gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling af klager.

Hun er derfor ikke berettiget til en godtgørelse.

Hvis nævnet tillægger den fremlagte erklæring af 30. september 2013 fra den tidligere afdelingssygeplejerske betydning, bør sagen afvises fra behandling ved nævnet.

Den ledende oversygeplejerske kan ikke genkende indholdet af den fremlagte erklæring.

Skal den imødegås på tilstrækkelig vis, vil det kræve mundtlige forklaringer.

Sagen bør derfor afvises.

Der henvises til praksis fra nævnet (sag 128/2013).

Indklagede undrer sig i det hele taget over erklæringen fra den tidligere afdelingssygeplejerske.

På den pågældende afdeling blev der ikke ansat specialsygeplejersker udelukkende med en rådgivende funktion i sengeafdelingen.

Det kan bekræftes af den ledende oversygeplejerske .

Sagen bør afvises, da klager har udvist rettighedsfortabende passivitet.

Fra opsigelsen gik der syv måneder, før klager indgav denne klage.

Det skal ved vurderingen indgå, at klager i hele forløbet har været repræsenteret af sin faglige organisation.

Den 1. januar 2010 blev klager ansat i en sengeafdeling efter at have søgt ansættelse hér.

Arbejdsopgaverne omfattede sædvanlige sygeplejeopgaver, herunder personlig pleje af patienter, og indebar krav om hyppig håndvask, brug af håndsprit og handsker.

Klagers ansøgning af 16. november 2009 er fremlagt i sagen.

Klager oplyste selv, at hun efter endt uddannelse havde arbejdet både i sengeafdeling og i dagafsnit.

Klagers personlige månedsplaner er fremlagt for perioden 1. januar 2010 - 30. september 2010.

Heraf fremgår, at klager arbejdede i sengeafdeling 1.

Den 1. oktober 2010 blev klager overflyttet til tjeneste ved medicinsk fælles ambulatorium.

Der er fremlagt månedsplaner for klager for perioden fra 1. oktober 2010 til 31. december 2010.

Klager gjorde hverken i ansøgningen eller i forbindelse med ansættelsen i afdeling 1 de første ni måneder opmærksom på, at hun led af håndeksem, der krævede særlige hensyn.

Håndeksemen forhindrede ikke klager i at arbejde på lige fod med andre.

Brug af handsker er et krav ved kontakt med blod, urin, afføring, opkast, spyt, sved og ved dispensering af lægemidler og arbejde med cytostatika.

Det er derfor ikke muligt at arbejde som sygeplejerske uden hyppig brug af handsker, uanset om man primært arbejder i ambulatorium.

Der henvises til Sø- og Handelsrettens dom af 24. august 2009 (U.

2009.2792SH).

Retten lagde blandt andet vægt på, at den ansatte havde varetaget sine arbejdsfunktioner i en periode på seks måneder, uden at spørgsmål om ændringer eller lettelser i hendes funktioner var blevet bragt på bane af den ansatte eller ledelsen.

Det gøres derfor gældende, at klagers håndeksem ikke udgør et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager opsagde selv sin stilling ved indklagede, og er nu ansat som sygeplejerske ved sygehus Q på fuld tid.

Arbejdet med at afsøge omplaceringsmuligheder var dog igangsat på dette tidspunkt, hvilket fremgår af referat fra fraværssamtalen den 5. september 2012.

Det bestrides, at klager var nødt til at søge andet arbejde.

Hvis nævnet alligevel finder, at klager er handicappet, gøres det gældende, at indklagede ikke har handlet i strid med lovens forbud mod forskelsbehandling.

Indklagede tilbød rimelige og nødvendige foranstaltninger til klager.

Under fraværssamtalen den 5. september 2012 oplyste klager en række skånehensyn, hun selv vurderede, var nødvendige for, at hun kunne genoptage arbejdet, og at hun kun ønskede at have vagter på ambulatoriet.

Den ledende oversygeplejerske gjorde opmærksom på, at håndeksem ikke var usædvanligt, og at der fandtes en række produkter, der kunne afhjælpe eksemen, herunder særlige beskyttelsescremer og særlige handsker.

Tilsvarende blev klager tilbudt mulighed for de nødvendige pauser i løbet af dagen af hensyn til generne i foden.

Klager afviste de foreslåede muligheder og fastholdt, at hun kun ønskede vagter i ambulatoriet.

Det var ikke muligt at lade klager fortsætte med vagter udelukkende i ambulatoriet, da hensynet til maksimal fleksibilitet var at udbrede kompetencer i afdelingen fra ambulatoriet til sengeafdelingen.

Alle sygeplejersker skulle derfor indgå i blandede vagter.

På daværende tidspunkt var der ansat tre sygeplejersker med vagter i ambulatoriet, herunder klager, der var specialeansvarlig og derved havde særlig viden, som det var vigtigt at udbrede.

To sygeplejersker fratrådte deres stilling, og der blev nyansat to nye sygeplejersker, der også var ansat til vagter både i ambulatorium og i sengeafdelingen efter en oplæringsperiode i ambulatoriet.

På baggrund heraf aftalte parterne, at HR-konsulenten skulle afsøge mulighederne for omplacering til en stilling, hvor klagers skånebehov kunne imødekommes.

Det bestrides, at klager var nødt til at opsige sin stilling på grund af indklagedes afvisning af at tilrettelægge arbejdet, så der blev taget hensyn.

Klager opsagde selv sin stilling, inden man nåede at drøfte mulighederne med hende.

Den 4. juni 2012 modtog indklagede kommentarer til referatet fra DSR og tilrettede referatet i overensstemmelse hermed.

Af fremlagt mail af 7. juni 2012 fra DSR fremgår, at den eneste rettelse, man ønskede, var i forhold til en sætning omkring kollegiale misforhold.

På mødet den 10. juli 2012 blev der afholdt forhandling.

Det var første gang, indklagede hørte om klagers håndeksem.

Man undrede sig over, at klager ikke havde oplyst herom i forbindelse med ansættelsen i sengeafdelingen i 2010.

Indklagede bestrider, at klager søgte en stilling, der udelukkende indeholdt en rådgivende funktion for personale i sengeafdelingen.

Klager blev ansat i afdeling 1, der var en sengeafdeling.

Klager blev ansat som specialeansvarlig sygeplejerske og blev derfor ansat "uden vagter".

Det betød, at klagers arbejdstid lå fast i dagtimerne.

Det er normalt som specialeansvarlig sygeplejerske, da det er i dagtimerne, at spørgsmålene vedrørende specialet opstår.

At arbejdstiden lå fast placeret i dagtimerne forklarer således, hvorfor klagers aflønning ikke varierede fra måned til måned.

Det støtter derimod ikke, at klager kun skulle have arbejdet i ambulatoriet.

Det var fra starten hensigten, at klagers daglige arbejdsopgaver både skulle være i ambulatoriet og i sengeafsnittet.

Klager havde en kort oplæring i ambulatoriet, da der var en ældre medarbejder på vej på pension.

Ud over dette arbejdede klager både i ambulatoriet og i sengeafsnittet indtil 1. oktober 2010.

Det understøttes både af klagers ansættelsesbrev samt de fremlagte vagtplaner.

I forhold til opfordringen til at fremlægge udskrifter fra indklagedes PAS-system fremgår det af fremlagt mailsvar fra IT-afdelingen, at det ikke er muligt, da man ikke opbevarer logfiler fra 2010.

Indklagede er enig i, at to sygeplejersker i ambulatoriet i november 2009 blev varslet til rotation mellem ambulatoriet og sengeafsnittet, og at denne varsling blev trukket tilbage, inden klager tiltrådte sin stilling.

Tilbagetrækningen var dog begrundet i opfattelsen af, at der ikke var givet korrekt varsel.

Tilbagetrækningen var derfor ikke udtryk for, at ønsket om at udbrede kompetencerne i ambulatoriet blev forladt.

Tværtimod var det sædvanligt, at man ønskede en fleksibel arbejdstilrettelæggelse, der sikrede den bedst mulige udnyttelse af kompetencer og udbredelsen af den viden, der var i afdelingen.

Det bestrides, at klager først i juni 2012 skulle være blevet bekendt med, at hun fremadrettet skulle arbejde i sengeafdelingen.

Der henvises til notat fra samtale af 1. marts 2012, hvor indklagede forklarede baggrunden for nødvendigheden af at iværksætte maksimal fleksibilitet i afdelingen.

Det bestrides også, at ønsket om - og nødvendigheden af - udbredelsen af kompetencer og fleksibilitet skulle være udokumenteret.

Hvorvidt det var handskeallergi eller brugen af handsker, der var klagers problem, ændrer ikke ved det grundlæggende forhold, at klager har arbejdet som sygeplejerske siden 1994 uden skånehensyn, både på sengeafdelingerne og andre afdelinger.

Det bestrides, at indklagede skulle have hørt om klagers håndeksem forud for den 10. juli 2012.

Den 24. juli 2012 genoptog klager arbejdet på afdeling 2.

Afdelingssygeplejersken her har oplyst, at klager overfor hende kun fortalte om problemerne i forhold til den fod, der havde været brækket.

Hun nævnte derimod ikke håndeksem.

Indklagede undrer sig over, at klager nu gør gældende, at håndeksemen var af et sådant omfang og karakter, at hun allerede efter fem kortere arbejdsdage måtte sygemelde sig på fuld tid.

De fremlagte månedsplaner blev udleveret til DSR efter forhandlingen den 10. juli 2012, hvor man bad om aktindsigt i klagers arbejdsplaner både for sengeafdelingen og ambulatoriet.

Månedsplanerne afspejlede i øvrigt vagtplanen, hvorfra lønudbetalingen skete.

Alle medarbejderne havde mulighed for "kig" til arbejdstidsregistreringerne, så der var ikke tale om materiale, der var nyt for klager, eller som hun tidligere ikke havde adgang til.

Indklagede henviser også til nævnets afgørelse af 28. august 2013 (168/2013), der støtter, at omplacering kan være en mulighed, hvis man som arbejdsgiver vurderer, at det ikke er muligt at imødekomme de nødvendige skånebehov på den afdeling, hvor medarbejderen var ansat.

I forhold til afslag af 19. november 2012 på refusion af sygedagpenge, havde indklagede en række indsigelser i forhold til afslaget, da kommunen anførte en række forhold, der efter indklagedes vurdering ikke var korrekte.

Det er blandt andet ikke korrekt, at indklagede havde kendskab til klagers håndeksem.

Indklagede holdt efterfølgende et møde med kommunen, hvor kommunen erkendte, at der var medtaget forhold, der ikke var relevante.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Der er for nævnet tvivl om, i hvilket omfang klager tidligere måtte have arbejdet på en sengeafdeling, og således i hvilket omfang hendes håndeksem udgør en relevant begrænsning i hendes funktionsevne.

Der er videre tvivl om, i hvilket omfang indklagede kunne imødekomme klagers skånebehov på en sengeafdeling.

Der er endelig tvivl om, hvorvidt omplacering til ambulatoriet ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede.

Nævnet finder at disse spørgsmål kun kan afklares efter bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Da en sådan bevisførelse ikke kan ske ved nævnet, men må ske ved domstolene, kan Ligebehandlingsnævnet ikke behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<2013-6810-09848>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 8, stk. 1, om afvisning af sager

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2a om arbejdsgivers pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger

-

§ 7a om delt bevisbyrde