Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansøgning om lån mm. - kompetence - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansøgning om lån mm.
- kompetence - ej medhold
J.
nr. 7100036-13
En mand af anden etnisk herkomst end dansk fik afslag på at købe en mobiltelefon, fordi han opholdt sig i Danmark på en tidsbegrænset opholdstilladelse.
Nævnet antog, at afslaget var begrundet i karakteren af opholdstilladelse, og ikke i klagers etniske baggrund.
Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen, og klagen blev afvist.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med køb af mobiltelefon og abonnement.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager den 18. december 2012 fik afslag på køb af mobiltelefon og abonnement hos indklagede.
Sagsfremstilling
Klager er af anden etnisk oprindelse end dansk.
Han har boet og arbejdet i Danmark gennem mere end de sidste 6 år og har gyldig opholdstilladelse i landet.
Den 18. december 2012 forsøgte klager at købe mobiltelefon og abonnement hos indklagede og blev afvist.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Han har krav på en godtgørelse.
Den 18. december 2012 gik klager ind i indklagedes butik for at købe mobiltelefon og abonnement.
Dagen før havde han også været inde i butikken for at tale med indklagede om en telefon.
Klager gav udtryk for, at han gerne ville købe den telefon, som han havde kigget på dagen før.
Telefonen kostede 3.680 kr. og herudover var der en obligatorisk bindingsperiode på 6 måneder, der kostede 110 kr. månedlig, ligesom der også var et oprettelsesgebyr på 300 kr. Klager ønskede at betale det fulde beløb på 3.980 kr. med det samme.
For at kunne registrere klager i deres system, bad indklagede om at se foto-ID fra klager.
Klager viste sit udenlandske pas og sin danske opholdstilladelse til indklagede, der studerede dokumentationen nærmere, og spurgte til klagers type af opholdstilladelse i Danmark.
Klager fik herefter meddelelse om, at indklagede ikke kunne sælge telefon og abonnement til klager på grund af hans status i landet.
Det ville være i strid med deres interne retningslinjer.
Klager bad om at få en skriftlig udtalelse fra indklagede om, at han havde fået afslag på at købe telefonen.
Det nægtede indklagede at give klager.
Klager mener ikke, at indklagede har redegjort for årsagen til, at han fik afslag på at købe en mobiltelefon.
Han fik i hvert fald ikke nogen melding om, at det hang sammen med typen af opholdstilladelse i Danmark.
Indklagede gør gældende, at man i forbindelse med klagen har konstateret, at indklagedes interne proces for salg af abonnementer og mobiltelefoner resulterede i forkert behandling af personer med tidsbegrænset opholdstilladelse, der ønskede at tegne abonnement hos indklagede.
Denne praksis kunne - som i klagers tilfælde - resultere i, at personer med tidsbegrænset opholdstilladelse ikke fik mulighed for at tegne et abonnement hos indklagede.
Indklagede har nu ændret denne praksis, så enhver person med tidsbegrænset opholdstilladelse nu kan tegne abonnement forudsat at deres kreditværdighed er acceptabel.
Indklagede opfordrer derfor klager til at rette henvendelse til deres reklamationschef, hvis klager på ny måtte ønske at tegne et abonnement hos indklagede.
Hvis klager måtte have en tidsubegrænset opholdstilladelse, og ønsket om at tegne et abonnement blev afvist af en af indklagedes medarbejdere på baggrund heraf, var der tale om en klar menneskelig fejl, som indklagede kun kan beklage.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager efter at have vist sit udenlandske pas og sin opholdstilladelse fik afslag på at købe telefon med tilhørende abonnement.
Efter de foreliggende oplysninger må afslaget anses for at være begrundet i karakteren af klagers opholdstilladelse.
Der er ikke grundlag for at antage, at det er klagers etniske baggrund, der er begrundelsen for afslaget.
Det ligger herefter uden for Ligebehandlingsnævnet kompetence at tage stilling til sagen, hvorfor klagen afvises.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Lov om etnisk ligebehandling
<7100036-13>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling
-
§ 2 om lovens anvendelsesområde
-
§ 3, stk. 1, om forbud mod indirekte forskelsbehandling
-
§ 7 om bevisbyrde