Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - køn - sagsbehandling - kompetence - ej medhold
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - køn - sagsbehandling - kompetence - ej medhold
J.
nr. 2015-6811-27727
En pakistansk statsborger klagede over Flygtningenævnets afgørelse i hans asylsag.
Han mente, at afslaget skyldtes, at han var pakistaner og mand.
Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet afviste i første omgang klagen, da det måtte anses for åbenbart, at han ikke kunne få medhold i klagen.
Sagen blev efterfølgende indbragt for Ligebehandlingsnævnet, der vurderede, at de ikke havde kompetence til at behandle spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Nævnet fandt i øvrigt ikke, at der var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager fik afslag fra Flygtningenævnet på asyl til sig selv og sin søn.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Flygtningenævnet har ikke udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn efter ligestillingsloven.
Sagsfremstilling
Klager, der er pakistansk statsborger, forlod i 2010 Pakistan og tog til Cypern.
Han blev i 2012 gift med en EU-borger, og de fik i 2013 en søn.
I oktober 2013 kom familien til Danmark.
I december 2013 forlod klagers ægtefælle klager og deres fælles søn.
Der blev herefter påbegyndt en asylsag, hvor klager og hans søn først fik afslag på asyl af Udlændingestyrelsen og senere ved afgørelse af 5. december 2014 fra Flygtningenævnet.
Ved mail af 29. januar 2015 klagede klager til Ligebehandlingsnævnet.
Han oplyste i forbindelse med klagen, at han var blevet forskelsbehandlet på grund af køn og etnisk oprindelse, fordi Flygtningenævnet ikke ville tillade ham og hans søn at blive i Danmark.
Han mente, at dette skyldtes, at han er en mand, idet en kvinde i samme situation ville få lov til at blive i Danmark.
Han mente også det skyldtes hans etniske oprindelse, idet Flygtningenævnet aldrig giver asyl til pakistanere.
Ligebehandlingsnævnets sekretariat afviste ved afgørelse af 20. maj 2015 at behandle klagen, da det måttet anses for åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage, idet Ligebehandlingsnævnet ikke har kompetence til at efterprøve Flygtningenævnets afgørelse.
Klager har den 3. juni 2015 klaget over denne afgørelse.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn og etnisk oprindelse.
Klager forlod Pakistan på grund af alvorlige trusler mod sit liv.
Indklagede har henvist til udlændingelovens § 56, stk. 8, hvoraf det fremgår, at Flygtningenævnets afgørelser er endelige.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling og lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
For så vidt angår klagen over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse har nævnet allerede i j.nr 2500070-09 fastslået
"Lov om etnisk ligebehandling er baseret på et EU direktiv.
Direktivet er retningsgivende for nævnets fortolkning af lov om etnisk ligebehandling.
Det fremgår af direktivet, at det "ikke omfatter forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og berører ikke bestemmelser og betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse personers indrejse og ophold på medlemsstaternes territorium og heller ikke nogen form for behandling, der skyldes de pågældende tredjelandsstatsborgeres eller statsløse personers retsstilling".
Ligebehandlingsnævnet er alene kompetent til at behandle forhold, der er omfattet af lov om etnisk ligebehandling.
Visumregler og gældende praksis på området, der er baseret på nationalitet, er ikke omfattet af direktivet, og er derfor undtaget lov om etnisk ligebehandlings anvendelsesområde.
Nævnet har derfor ikke kompetence til at behandle klagen over afslag på visum."
Nævnet har herefter ikke kompetence til efter lov om etnisk ligebehandling at behandle klagen over afslag på asyl.
Nævnet kan derfor ikke behandle denne del af klagen.
For så vidt angår klagen over forskelsbehandling på grund af køn, finder nævnet ikke at der er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Rådets direktiv 2000/43 af 29. juni 2000
Lov om etnisk ligebehandling
Ligestillingsloven
<2015-6811-27727>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1 og stk. 4, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
Artikel 3, stk. 2 om direktivets anvendelsesområde
-
§ 1 om lovens formål
-
§ 1 a om lovens anvendelsesområde
-
§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 2, stk. 4, om bevisbyrde