Legislator Case Law & Legislation
W20151044625 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - sagsbehandling - kommuner - ej medhold

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 10446 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - sagsbehandling - kommuner - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2015 10446 Valid

J.

nr. 2014-6810-25096

En muslimsk mand, der var uddannet læge/tandlæge i udlandet, klagede over sagsbehandlingen på et jobcenter.

Klager mente, at jobcenteret udsatte ham for forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med de krav, de stillede til ham om at søge relevante jobs.

Klager lagde i sin jobsøgning vægt på, at der var en række opgaver, han ikke kunne arbejde med på grund af sin kultur og religion.

Det forhold, at klagers begrænsninger i forhold til at påtage sig et arbejde blev drøftet af parterne, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Nævnet fandt, at jobcenteret var forpligtet til at følge og vejlede om de regler, der gjaldt omkring ledige kontanthjælpsmodtageres pligt til at overholde rådighedsreglerne, og at klager ikke var blevet behandlet anderledes end andre ledige.

Klager fik derfor ikke medhold.

KEN#LOKDOK23 2015 10446 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med, at klager var tilknyttet en afdeling af jobcenteret i sin kommune.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagsfremstilling

Klager, der er muslim og uddannet læge/tandlæge uden for Danmark, har klaget over sagsbehandlingen i en afdeling af indklagede kommunes jobcenter, der beskæftiger sig med akademikere.

Klagers uddannelse er ikke godkendt i Danmark, og klager har fået afslag på en ansøgning om at få autorisation som tandlæge.

Klager deltog i perioden 5. marts 2014 - 25. maj 2014 i []klubben med 2 mødedage om ugen.

Det fremgår af et journalnotat fra et møde den 31. marts 2014 mellem klager og sagsbehandler A, at der blev spurgt ind til klagers ansøgninger, idet han skrev i dem, at han ikke kan arbejde med spiritus, cigaretter, gøre rent eller arbejde med kvinder, da det er imod hans religiøse overbevisning.

Klager oplyste også, at rengøringsjob er imod hans kultur, da rengøring er for mennesker uden uddannelse.

Klager blev på mødet spurgt om, hvilke job han selv mente han kunne bestride.

Han oplyste i den forbindelse, at han for eksempel kunne arbejde som grønthandler, pizzabager eller som telefonsælger.

Klager gjorde opmærksom på, at han kun kan arbejde sammen med kvinder, hvis de er tildækkede.

Klager mente dog godt, at han kunne modtage undervisning af kvinder uden tildækning, bare han ikke kigger på dem.

Indklagede bad desuden klager om at fremlægge skriftlig dokumentation for, at han søgte relevante jobs.

Klager afleverede ved et møde med sagsbehandler B den 23. april 2014 en jobansøgning, hvori han søgte et job som butiksassistent.

Det fremgik af ansøgningen, at

"Jeg vil søge stilling, Jeg er glad og aktiv især med min mandlige kolleger og dækket, Jeg er godt til at sælge og

ordne varer, undtagen alkohol, citrater, svinkød og kød som ikke slagtede i følge religiøse regler som jeg kan

ikke deltage i på grund af religiøse aarsager.

Jeg er rigtig glad fordi arbejdet vil tage hensyn til min religiøse og

kulturale baggrund som jeg kan se i announcen.

jeg venter på svar snart."

Af indklagedes journalnotat fra mødet fremgår, at klager ved mødet medbragte to ansøgninger.

B gennemgik ansøgningerne og påpegede over for klager, at han ikke betragtede det som jobansøgninger, men afvisning af pålagt jobsøgning.

Klager ønskede ikke at skrive en ansøgning til et rengøringsjob, da det stred mod hans kultur, og han under ingen omstændigheder ville påtage sig et sådant job.

B informerede klager om rettigheder og pligter, hvortil klager svarede, at B ikke respekterede hans religion og kultur.

B understregede, at indklagede naturligvis respekterede klagers religion og kultur, men at klager er underlagt dansk lovgivning og skal påtage sig rimeligt anvist arbejde og søge job i henhold til udleverede jobopslag.

B oplyste også, at det var hans vurdering, at klager ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet og derfor ikke var berettiget til at modtage kontanthjælp.

Klager optog en del af samtalen med B den 23. april 2014 på sin mobiltelefon, hvor klager og B diskuterer klagers muligheder for at komme i arbejde, med de forbehold klager har i forhold til arbejdsopgaver og jobtyper.

B meddelte blandt andet klager, at han ikke kunne bruge sin kultur i relation til jobsøgning, men at han skulle opfylde dansk lovgivning.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af religion i forbindelse med indklagedes behandling af hans sag.

Klager ønsker frihed til at dyrke sin religion og sin kultur.

Han ønsker en godtgørelse.

Da klager afleverede sin jobansøgning sagde B, at klager skal røre ved svinekød, hvilket ikke er tilladt inden for hans religion, ligesom han sagde, at der ikke kunne tages hensyn til klagers kultur i arbejdssøgningen.

Klager forklarede B, at han på grund af sin kultur ikke kunne skrive en ansøgning til et job i et rengøringsfirma.

Klager klagede over det skete til jobcenteret, men indklagede fandt ikke grundlag for at kritisere sagsbehandlingen af klagers sag.

Klager bad i forbindelse med klagen også om en ny vejleder, idet han ikke ønskede at tale med B, fordi han betragter hans snak som racistisk, og fordi han følte, at hans tro og kultur var truet, men jobcenteret insisterede på, at han skulle fortsætte med B.

Klager mødte efterfølgende op i jobcenteret, som han skulle, men afviste at mødes med B.

Indklagede ville tvinge ham til at fortsætte med B og besluttede at nedsætte hans kontanthjælp.

Klager forsøger ikke at udnytte sin tro til at undgå en realistisk jobsøgning for eksempel i forhold til arbejde i et supermarked.

Klager fik ikke hjælp af indklagede til at løse de problemer, som forhindrer, at han får autorisation.

De kunne have henvist ham til sprogcenter X, hvor der afholdes et specielt sprogkursus for læger og sygeplejersker og andre med medicinsk diplom.

X samarbejder med Y sygehus om at skaffe praktikpladser.

Klager har mistet meget, fordi han ikke har kunnet praktisere sit fag i lang tid, idet han ikke har fået den nødvendige hjælp og kurser fra indklagede.

Indklagede gør gældende, at de ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af hans religion eller tro.

Indklagede har taget hensyn til klagers tro og kultur samtidig med, at de følger rådighedsreglerne for ledige kontanthjælpsmodtagere.

Ledige kontanthjælpsmodtagere skal stille sig til rådighed for rengøringsjob, med mindre der foreligger lægelige begrundelser for andet.

Dette var ikke tilfældet for klager.

Ledige kontanthjælpsmodtagere skal også uanset tro stille sig til rådighed for arbejde i supermarkeder, med mindre der foreligger lægelige begrundelser for andet, hvilket ikke var tilfældet for klager.

Der har ikke været krav om, at klager skulle søge arbejde i slagteriafdelinger og dermed komme i direkte berøring med svinekød eller ikke-halalslagtet kød.

Der har heller ikke været krav om, at klager skulle søge arbejde på restauranter eller lignende, hvor der udskænkes spiritus.

Klager kan blive pålagt at søge arbejde som butiksassistent i supermarkeder, også hvor der bliver solgt cigaretter, alkohol, svinekød og ikke-halalslagtet kød, og generelt deltage i arbejdet på lige fod med ikke muslimske kolleger.

Klager må kunne sælge cigaretter, alkohol, svinekød og ikke-halalslagtet kød som en del af arbejdet ved kassen.

Det forudsættes i den forbindelse, at varerne er emballerede.

Klager må også som ansat i et supermarked kunne deltage i vareopfyldningen, herunder af cigaretter, alkohol, svinekød og ikke-halalslagtet kød.

Det forudsættes i den forbindelse, at varerne er emballerede.

Klager skal desuden tåle at arbejde sammen med kvinder, der ikke er tildækket.

Det har i perioder været klagers holdning, at hans tro forbyder ham dette.

I forbindelse med en diskussion om muligheden for at klager kunne undervises af ikke-tildækkede kvinder, mente klager dog, at det kunne lade sig gøre, når blot han ikke blev tvunget til at se på dem.

Det kunne være, at det samme i sidste ende gør sig gældende, når det drejer sig om at arbejde sammen med kvinder.

Samtalen med klager den 23. april 2014 blev afholdt som en del af deltagelse i []klubben.

For at blive visiteret til []klubben skal der være mistanke om, at den ledige i et eller andet omfang har problemer med at opfylde rådighedsreglerne for kontanthjælpsmodtagere.

Samtalerne med konsulenterne i klubben er derfor koncentreret om

Indklagede fik umiddelbart den opfattelse, at klager forsøgte at udnytte sin tro til at undgå en realistisk jobsøgning, for eksempel i forhold til arbejde i et supermarked.

Indklagede har ikke behandlet klager på nogen anden måde, end de ville have behandlet enhver anden person.

I de to måneder klager deltog i []klubben, har han klaget over tre sagsbehandlere, og har udtalt, at to af disse sagsbehandlere har psykiske problemer.

Klager har flere gange bedt om ny sagsbehandler - også i forbindelse med tidligere aktiveringer.

Indklagede efterkommer i langt de fleste tilfælde borgeres ønske om at skifte sagsbehandler, hvilket også tidligere er sket for klager.

Grunden til at indklagede ikke efterkom klagers ønske om en ny sagsbehandler i stedet for B var, at B allerede havde overtaget sagen fra A efter en klage fra klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af loven, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet religion eller tro.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling og enhver, der anviser beskæftigelse.

Det er oplyst, at klager i forbindelse med sin tilknytning til []klubben i jobcenteret har oplyst, at han ikke kunne arbejde med spiritus, cigaretter, svinekød eller kød, der ikke er halalslagtet.

Han har desuden oplyst, at han ikke kan tage rengøringsarbejde, da det strider mod hans kultur, ligesom han på et tidspunkt har oplyst, at han ikke kan arbejde sammen med kvinder, der ikke er tildækket.

Indklagede skulle forsøge at hjælpe klager ud på arbejdsmarkedet samtidig med, at de skulle forholde sig til, om han opfylder betingelserne for at modtage kontanthjælp, dvs. om klager reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det forhold, at klagers begrænsninger i forhold til at påtage sig et arbejde blev drøftet af parterne, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med sagsbehandlingen, selv om disse begrænsninger helt eller delvist er begrundet i klagers religiøse overbevisning.

Indklagede er forpligtet til at følge og vejlede om de regler, der gælder omkring ledige kontanthjælpsmodtageres pligt til at overholde rådighedsreglerne.

Nævnet henviser i den forbindelse til, at indklagede ikke har stillet krav om, at klager skulle søge arbejde i en slagteriafdeling og heller ikke har krævet, at klager skulle arbejde med udskænkning af spiritus.

Der er ikke nogen oplysninger i sagen, der underbygger, at indklagede i øvrigt har behandlet klager anderledes, end de ville behandle andre ledige.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<2014-6810-25096>

KEN#LOKDOK23 2015 10446 Valid

-

Rådighedsreglerne for kontanthjælpsmodtagere

-

Fokus på den lediges jobsøgning

-

Formidling af konkrete jobs til den ledige

KEN#LOKDOK23 2015 10446 Valid

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2015 10446 Valid

-

§ 1, stk. 1-4, om lovens anvendelsesområde

-

§ 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7a om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →