Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - sagsbehandling - kommuner - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - sagsbehandling - kommuner - ej medhold

J.

nr. 2014-6810-18027

En muslimsk mand, der var uddannet læge/tandlæge i udlandet, klagede over sagsbehandlingen på et jobcenter.

Klager mente, at jobcenteret udsatte ham for forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Jobcenteret havde meddelt ham, at det kunne blive vanskeligt for ham at få et arbejde som tandlæge i Danmark, når han ikke kunne give hånd til kvinder og ikke ville se kvinder, der ikke er tildækkede direkte i øjnene.

Jobcenteret meddelte også klager, at det var deres vurdering, at han ville få svært ved at begå sig på det danske arbejdsmarked, når han direkte gav udtryk for disse arbejdsmæssige forbehold.

Nævnet fandt, at det måtte være en naturlig og nødvendig del af vejledningen, at jobcenteret orienterede om forholdene på det danske arbejdsmarked, og at klager ikke var blevet behandlet anderledes end andre ledige.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med, at klager var tilknyttet en afdeling af indklagede kommunes jobcenter, som beskæftiger sig med akademikere.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagsfremstilling

Klager, der er muslim og uddannet læge/tandlæge uden for Danmark, har klaget over sagsbehandlingen i en afdeling af indklagede kommunes jobcenter, der beskæftiger sig med akademikere.

Klagers uddannelse er ikke godkendt i Danmark, og klager har fået afslag på en ansøgning om at få autorisation som tandlæge.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af religion i forbindelse med indklagedes behandling af hans sag.

Klager ønsker at kunne praktisere sin religion, og at dette ikke påvirker hans muligheder for at få arbejde.

Klager var den 9. december 2013 til et møde med jobkonsulent A hos indklagede.

De talte om klagers ønske om og mulighed for at arbejde som tandlæge.

Klager fik af A oplyst, at det var urealistisk, at han kunne arbejde som tandlæge i Danmark, fordi han af religiøse årsager ikke giver hånd til kvinder, og fordi han gerne vil have en pause om fredagen efter kl.

12 til fredagsbøn.

A nævnte i den forbindelse en episode, hvor klager var mødt op på jobcenteret for at tale med A.

Da A ikke var til stede, kom en af A´s kvindelige kolleger ud for at tale med ham.

Klager gav hende ikke hånden, da hun ville hilse på ham.

Klager fik ikke hjælp af indklagede til at løse de problemer, som forhindrer, at han får autorisation.

De kunne have henvist ham til sprogcenter X, hvor der afholdes et specielt sprogkursus for læger og sygeplejersker og andre med medicinsk diplom.

X samarbejder med Y sygehus om at skaffe praktikpladser.

Klager har mistet meget, fordi han ikke har kunnet praktisere sit fag i lang tid, idet han ikke har fået den nødvendige hjælp og kurser fra indklagede.

Indklagede gør gældende, at de ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Indklagede oplyser, at de behandler alle borgere ligeværdigt og med respekt for deres arbejdsmæssige situation.

Det er indklagedes opgave i vejledningen af den ledige at sørge for, at den ledige har et realistisk syn på og tilgang til sin jobsøgning.

Det er korrekt, at A under en samtale med klager gav udtryk for, at klager ville kunne få problemer med at blive ansat som tandlæge i Danmark, når han ikke vil give hånd til kvinder og ikke vil se kvinder, der ikke er tildækket, direkte i øjnene.

A påpegede også, at det var hans vurdering, at klager i det hele taget ville få svært ved at begå sig på det danske arbejdsmarked, når han direkte gav udtryk for disse arbejdsmæssige forbehold.

A´s udtalelse tog udgangspunkt i en helhedsvurdering af klagers arbejdsmæssige situation med det formål at støtte ham i at komme ud af offentlig forsørgelse og få mulighed for at benytte sin uddannelse.

Det er indklagedes vurdering, at adfærd kan have betydning for dette, og at det ud fra en konkret vurdering kan være relevant at gøre opmærksom på dansk kultur i forhold til et erhverv, hvor der er daglig kontakt med mennesker af begge køn.

Hvis det har givet anledning til en opfattelse af, at der er foretaget forskelsbehandling med religiøst afsæt, beklager indklagede dette.

Der er taget udgangspunkt i det arbejdsmarked, som borgeren søger job inden for og de krav, som naturligt knytter sig hertil.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet religion eller tro efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af loven, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet religion eller tro.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling og enhver, der anviser beskæftigelse.

Indklagede har oplyst, at de på et møde gav udtryk for, at klager ville kunne få problemer med at blive ansat som tandlæge i Danmark, når han ikke vil give hånd til kvinder og heller ikke se kvinder, der ikke er tildækket, direkte i øjnene.

Indklagede har også oplyst, at de over for klager påpegede, at det var deres vurdering, at klager i det hele taget ville få det svært med at begå sig på det danske arbejdsmarked, når han direkte gav udtryk for disse arbejdsmæssige forbehold.

Det er efter det oplyste indklagedes opgave at give den ledige et realistisk syn på og tilgang til sin jobsøgning.

Der er foretaget en helhedsvurdering af klagers arbejdsmæssige muligheder med det formål at hjælpe ham ud af offentlig forsørgelse.

Indklagedes omtale af klagers begrænsninger er således sket ud fra et arbejdsmæssigt perspektiv.

Det forhold, at indklagede har påpeget de begrænsninger, klager har i relation til arbejdsmarkedet, og som udspringer af hans religion, er ikke i sig selv nok til, at der er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af sin religion eller tro i forbindelse med indklagedes sagsbehandling.

Det må være en naturlig og nødvendig del af vejledningen, at indklagede orienterer om forholdene på det danske arbejdsmarked.

Der er ikke nogen oplysninger i sagen, der underbygger, at indklagede i øvrigt har behandlet klager anderledes, end de ville behandle andre ledige.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<2014-6810-18027>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-4, om lovens anvendelsesområde

-

§ 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7a om delt bevisbyrde