Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold
J.
nr. 2014-6811-44579
En mand klagede over statsforvaltningens sagsbehandling i forbindelse med ansøgninger om børnepenge og en sag om ændring af barnets bopæl.
Han mente, at statsforvaltningen favoriserer kvinder.
Det var nævnets vurdering, at statsforvaltningens behandling af sagerne ikke relaterede sig til klagers køn.
Der var heller ikke i øvrigt oplysninger, der underbyggede, at klager havde fået en ringere behandling, fordi han er en mand.
Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indklagedes sagsbehandling vedrørende børnebidrag og bopæl for klagers søn.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Indklagede har ikke handlet i strid med ligestillingsloven.
Sagsfremstilling
Der er klaget over, at statsforvaltningen forskelsbehandler klager på grund af køn i forbindelse med behandling af ansøgninger om børnebidrag og bopæl for klager søn.
Klager har fremlagt en mail af 24. september 2012, hvoraf det fremgår, at han søgte om børnepenge (normalbidrag) gældende fra den 1. oktober 2012.
Han har desuden indsendt brev af 8. oktober 2012, hvor indklagede skrev til klager, at de havde tænkt sig at træffe afgørelse om, at hans ekskone skulle betale børnebidrag til ham fra den 1. oktober 2012.
Det fremgik også af brevet, at indklagede ikke ville indhente oplysninger om klagers ekskones økonomiske forhold, da der kun blev søgt om normalbidraget.
I brev af 11. februar 2013 meddelte indklagede klager, at hans ekskone havde søgt om størst muligt børnebidrag med virkning fra den 1. november 2012.
Det fremgik også af brevet, at der ikke kunne tilkendes bidrag fra et tidligere tidspunkt end ansøgningstidspunktet med mindre klager ønskede at betale fra den 1. november 2012.
Endelig fremgik det af brevet, at indklagede skulle bruge oplysninger om begge forældres indkomster for at behandle en sag om forhøjet børnebidrag.
Indklagede skrev i brev af 9. oktober 2014 til indklagede og beklagede, at de først på dette tidspunkt besvarede hans henvendelser.
De oplyste, at den lange sagsbehandlingstid skyldtes, at der på daværende tidspunkt var et stort antal sager under behandling, hvilket betød, at de ikke kunne nå at sagsbehandle alle sager, så hurtigt som de gerne ville.
Klager blev den 4. november 2014 indkaldt til et møde den 10. november 2014 hos indklagede sammen med sin ekskone, idet klagers ekskone havde søgt om, at bopælen skulle ændres.
Klager var desuden indkaldt til et møde den 5. februar 2015, sammen med sin ekskone.
Klagers deltagelse i mødet blev ved brev af 30. januar
2015 aflyst, idet klagers ekskone ønskede at komme til den børnesagkyndige rådgivning alene.
Det fremgik også af brevet, at såfremt klager ønskede at komme til børnesagkyndig rådgivning alene, kunne han rette henvendelse til indklagede om dette.
Klager sendte i den forbindelse forslag til mødedatoer til indklagede.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, idet indklagede generelt favoriserer kvinder.
Det har store økonomiske og psykiske konsekvenser for de mænd, det går ud over, når man konstant har det pres over sig, at man bliver afkrævet store beløb på baggrund af afgørelser, der bunder i diskrimination, tilfældigheder, ligegyldighed og dårligt uddannet personale.
Klager modtog den 26. juni 2014 brev fra indklagede, hvori de på baggrund af en samtale med klagers ekskone bad ham begrunde forskellige ting, for at kunne vurdere om han skulle betale børnepenge til sin søn.
Det er anden gang indklagede beder om oplysninger, og der er ikke sket noget, der kan ændre indklagedes tidligere afgørelser.
Hvis der havde været ændringer, ville indklagede have været involveret, og dermed have haft alle de oplysninger, der skulle lægges til grund for en ændring af betalingen.
I stedet for at se i sagsakterne om klagers søn, valgte de at give ham 10 dage til at svare.
Han modtog brevet dagen før han skulle på ferie i tre uger.
Klager svarede samme dag, som han modtog brevet, og han bad samtidig om en kvittering for modtagelsen, hvilket han ikke har fået, selv om han har rykket for det.
Det kunne have fået store økonomiske konsekvenser for klager, hvis han ikke havde svaret på brevet, idet det ville blive opfattet, som om han
accepterede sin ekskones krav.
Fordi han var så heldig, at brevet kom dagen før han tog på ferie, nåede han at svare på brevet og få ekskonens krav afvist.
I brevet fra indklagede, skrev de, at eventuelle børnepenge skulle betales fra det tidspunkt, hvor indklagede havde modtaget ansøgningen fra klagers ekskone.
Klager har tidligere været igennem samme type sag, dog således at det var ham, der søgte børnepenge fra sin ekskone.
Klager kunne dengang ikke få børnepenge fra den dag han søgte om det, selv om han bad om det.
I stedet valgte indklagede at trække tiden ud blandt andet med en klagesag med det resultat, at klager ikke modtog de børnepenge han havde krav på, før med ca. et halvt års forsinkelse, og dermed et halvt års manglende betaling.
Klagers ekskone betalte ikke børnepengene, hvorfor han måtte have pengene gennem Udbetaling Danmark.
Indklagede undlod at oplyse klager om, at det var muligt.
Klager synes, det er forkasteligt, at hans ekskone kan få betaling fra den dag hun søger, mens det samme ikke kunne lade sig gøre for ham.
Klager finder det under lavmålet, at indklagede hjælper hans ekskone med for anden gang at trække ham gennem systemet, og så oven i købet har den frækhed ikke at svare på hans breve.
Når klagers ekskone henvender sig, sker der noget med det samme.
Når klager og andre mænd henvender sig, er der meget lange ventetider.
Klager fik således den 4. november 2014 en mødeindkaldelse til et møde den 10. november 2014.
Han havde flere møder der skulle flyttes.
Han sendte flere mails til indklagede, men fik ingen reaktion.
Han blev senere igen indkaldt til et møde, men kunne ikke komme i kontakt med indklagede.
Indklagede gør gældende, at de i deres sagsbehandling både generelt og i den konkrete sag overholder gældende lovgivning uden hensyntagen til ansøgerens eller den anden parts køn.
Indklagede behandler alle sager om børnebidrag lige.
Der tages ikke hensyn til køn, men til om borgeren er potentiel bidragsbetaler eller bidragsmodtager.
Indklagede er forpligtet til at behandle modtagne ansøgninger om børnebidrag, ligesom de er forpligtet til at behandle dem efter officialprincippet.
Indklagede er således forpligtet til at tilvejebringe et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, inden de træffer afgørelse i en sag om børnebidrag.
I den forbindelse varetager indklagede både ansøgers og den anden parts interesser.
Det gør de blandt andet ved at sende en orienteringsskrivelse (varslingsbrev) til den anden part, når de har modtaget en ansøgning om børnebidrag.
Den anden part får dermed mulighed for at udtale sig om ansøgningen.
I den konkrete sag modtog indklagede den 5. marts 2014 en ansøgning om, at klager skulle betale børnebidrag til sin søn.
De udsendte en orienteringsskrivelse til klager den 24. juni 2014, hvori de anførte de oplysninger, som de havde modtaget fra ansøgeren, således at klager havde mulighed for at kommentere dem og komme med yderligere bemærkninger.
Det fremgik også af brevet, at hvis de ikke hørte andet fra klager, ville de fastsætte bidraget fra den 5. marts 2014, hvor ansøgningen blev modtaget hos indklagede.
Sammen med orienteringsskrivelsen vedlagde indklagede det telefonnotat, der var udarbejdet den 24. juni 2014 i forbindelse med, at ansøgeren præciserede indholdet i sin ansøgning.
Udsendelse af orienteringsbrevet er således et helt nødvendigt sagsskridt, som indgår i behandling af alle sager om børnebidrag, og som ikke er udtryk for forskelsbehandling.
Starttidspunktet for bidraget bestemmes efter reglerne i §§ 4, 9 og 10 i bekendtgørelse nr. 626 af 12. juni 2014 om børne- og ægtefællebidrag.
Bidraget i forbindelse med klagers ansøgning af 24. september 2012 blev fastsat i overensstemmelse med den ansøgte dato, den 1. oktober 2012.
Sager om børns bopæl og børnebidrag kan ikke sammenlignes med hensyn til reaktionstid og tidsfrister, da der er tale om to væsentligt forskellige sagsområder.
Forskellige reaktionstider inden for forskellige sagsområder kan derfor ikke bruges som argument for, at fædre og mødre behandles forskelligt.
Det forhold, at indklagede har sendt klager et brev med en 10 dages svarfrist, som han modtog dagen før han tog ud at rejse, har ikke relevans i forhold til en sag om ligebehandling.
Indklagede har ikke inden afsendelse af et brev mulighed for at tage hensyn til modtagerens eventuelle bortrejse i svarperioden.
Indklagede ville desuden tage hensyn til relevante bemærkninger, der måtte komme efter svarfristen, hvis de blev gjort opmærksom på at fristoverskridelsen skyldtes, at modtageren var bortrejst.
Der er desuden mulighed for at genoptage en sag, hvis indklagede inden for klagefristen på fire uger, modtager relevante oplysninger.
Indklagede beklager den manglende bekræftelse på modtagelse af klagers skrivelser.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for offentlige myndigheder.
Klager er af den opfattelse, at indklagede i forbindelse med deres sagsbehandling udsætter ham for forskelsbehandling på grund af køn.
Det fremgår af de fremlagte mails og breve, at klager fik tilkendt børnebidrag fra det tidspunkt han søgte om, dvs. den 1. oktober 2012, mens klagers ekskone modtog børnebidrag fra det tidligst mulige tidspunkt, da hun havde søgt om bidrag fra et tidspunkt, der lå forud for indgivelsen af ansøgningen.
Det fremgår også, at indklagede blev bedt om indtægtsoplysninger, fordi klagers ekskone havde søgt om forhøjet børnebidrag som er indtægtsafhængigt, mens klagers ekskone ikke blev bedt om det samme, fordi klager alene havde søgt om normalbidraget, som ikke er indtægtsafhængigt.
Endelig har indklagede oplyst, at reaktionstiden og tidsfrister vedrørende børnebidrag og barnets bopæl ikke kan sammenlignes, fordi der er tale om to væsentligt forskellige sagsområder.
På den baggrund ses der ikke at være tale om forhold, der relaterer sig til klagers køn, men alene til, hvem der har søgt, hvilket er afhængig af
hvem der aktuelt var bopælsforælder, og hvad der er søgt om.
Der er ikke i øvrigt oplysninger i sagen, der underbygger, at klager får en ringere behandling, fordi han er en mand, idet bemærkes, at det ikke kan lægges til grund, at indklagedes svartider til klager er længere end de tilsvarende svartider ville være til en kvinde.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligestillingsloven
<2014-6811-44579>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1 a om lovens anvendelsesområde
-
§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 2, stk. 4, om bevisbyrde