Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - medhold
J.
nr. 2014-6810-46338
En mand med et udenlandskklingende navn bød på en bil på Den Blå Avis.
Indklagede svarede på e-mail med et afslag samt udtrykket "fuck dig din muslim".
Nævnet fandt, at udtrykket var et udtryk for chikane.
Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 5.000 kr.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnicitet i forbindelse med køb af en bil.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager blev udsat for chikane i forbindelse med køb af en bil.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 1. september 2014, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
I august 2014 oprettede indklagede en annonce på Den Blå Avis, hvor han annoncerede en Skoda Fabia fra 2005 til salg for 19.000 kr.
Den 30. august 2014 afgav klager følgende bud
"Byder 12 kommer fra helsingør kan hentes imorgen tidlig".
Indklagede svarede: "Fuck dig din muslim".
Klager svarede hertil: "dette er meldt.
Sikke en opførsel." Hertil svarede indklagede: "det gør du bare, gider ikke skam bud, du ved bilen er meget billig i forhold til andre biler der er til salg så hvorfor bruge tid på skam bud."
Parternes bemærkninger
Klager påstår, at han i forbindelse med sit bud på bilen blev udsat for forskelsbehandling.
Klager ønsker ligestilling og retfærdighed.
Indklagede bestrider, at der er sket forskelsbehandling i forbindelse med salget af bilen.
Indklagede har gjort gældende, at bilen var sat til salg til en meget lav pris.
Han fandt det derfor krænkende, da han modtog klagers lave bud.
Det var ikke udtryk for en seriøs henvendelse.
Indklagede kendte ikke klagers identitet og har ikke talt med klager.
Det kan derfor ikke lægges til grund, at der er sket forskelsbehandling af klager på grund af dennes etniske baggrund.
Klagers udtalelse "Fuck dig din muslim" skal alene betragtes som en talemåde og ikke en konkret henvendelse til klager.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse.
Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.
Da indklagede skrev "Fuck dig din muslim" til klager, var han bekendt med klagers navn.
Der er for nævnet ikke tvivl om, at udtalelsen er udtryk for chikane af klager på grund af dennes etnicitet.
Det er i den forbindelse uden betydning, at indklagede opfattede klagers tilbud på køb af bilen som useriøst.
Klager får derfor medhold.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 5.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.
Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 1. september 2014, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
<2014-6810-46338>