Legislator Case Law & Legislation
W20151042325 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - handicap - afskedigelse - forældelse - ej medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 10423 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - handicap - afskedigelse - forældelse - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2015 10423 Valid

J.

nr. 2014-6810-46342

En lufthavnsportør, der blev afskediget i 2004, klagede over forskelsbehandling på grund af alder og handicap.

Han indgav sin klage til Ligebehandlingsnævnet mere end ti år efter afskedigelsen, og kravet var derfor forældet.

Klager fik derfor ikke medhold.

KEN#LOKDOK23 2015 10423 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap og alder i forbindelse med afskedigelsen af en lufthavnsportør i 2004.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Klager får ikke medhold i klagen, da hans krav er forældet.

Sagsfremstilling

Klager blev i 1996 ansat som ufaglært hos indklagede.

Klager blev i 1998 overført til en stilling som portør.

I august 2002 blev klager sygemeldt som følge af en blodprop i hjertet.

Ifølge erklæring af 6. juni 2003 fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik burde klager undgå arbejde med tunge løft, idet et sådant arbejde var en risikofaktor for forværring af hans hjertelidelse.

Klager lider desuden af lænderygproblemer samt smerter i nakken og skulderen.

Han pådrog sig den 16. juli 2003 en hjernerystelse, som medførte kognitive gener.

Klager blev ved brev af 27. august 2003 opsagt fra stillingen hos indklagede til fratræden den 31. januar 2004.

Begrundelsen for opsigelsen var, at indklagede under henvisning til klagers helbredssituation og den deraf ændrede arbejdsevne ikke længere kunne tilbyde klager beskæftigelse, som han kunne udføre.

Indklagede forlængede ved brev af 28. oktober 2003 klagers opsigelsesvarsel til den 30. april 2004.

Klagen er indgivet til Ligebehandlingsnævnet den 31. august 2014.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han blev udsat for diskrimination på grund af alder og handicap, da han blev afskediget fra stillingen som portør hos indklagede.

Klager henviser til, at indklagede ikke ville hjælpe klager som følge af hans helbredsmæssige situation og deraf ændrede arbejdsevne.

Afskedigelsen var begrundet i klagers helbredsmæssige situation som følge af en arbejdsulykke og klagers sygdom.

Klager har læst om EU-dommen fra 2014, hvor EU-domstolen vurderede, at personer med funktionsnedsættelse af lang varighed skulle være særligt beskyttede på arbejdsmarkedet.

Klager, der på daværende tidspunkt var 39 år gammel, fik i juli 2002 en blodprop i hjertet.

Klager fik i februar 2003 afslag på sit ønske om at få et skånejob i hallen hos indklagede, fordi hans anciennitet på syv år ikke var nok til et sådant skånejob.

Det var kutyme hos indklagede, at ældre medarbejdere over cirka 50 år blev tilbudt skånejobs, hvis de havde en skavank eller var nedslidte og derfor ikke kunne deltage på lige fod med de øvrige medarbejdere.

Klager mener på denne baggrund, at han blev udsat for handicap- og aldersdiskrimination.

Klager genoptog i februar 2003 arbejdet på normale vilkår, men han var den 16. juli 2003 udsat for en arbejdsulykke, hvor han fik svær hjerneskade og piskesmældsskade.

Klager var sygemeldt til begyndelsen af august 2003, hvor han genoptog arbejdet.

Klager havde det dårligt efter ulykken, men han fortsatte arbejdet, indtil han blev opsagt og fritstillet den 27. august 2003.

Indklagede foretog ikke forud for afskedigelsen de nødvendige tilpasninger for at fastholde klager i beskæftigelse.

Indklagede gør gældende, at Ligebehandlingsnævnet skal afvise klagen på grund af passivitet fra klagers side.

Indklagede gør supplerende gældende, at klagers krav er forældet efter forældelsesloven.

Indklagede henviser til, at klager blev opsagt og fratrådte den 31. januar 2004.

Klager har nu mere end 10 år efter sin fratræden valgt at rejse krav efter forskelsbehandlingsloven.

Klager har på intet tidspunkt fra sin fratræden i 2004 til klagen i 2014 forfulgt et eventuelt krav, som han måtte have mod sin arbejdsgiver.

Klager har derfor fortabt sin ret til at få efterprøvet sagen på grund af passivitet.

Klagers eventuelle krav er i øvrigt forældet efter forældelsesloven, som fastslår en 5-årig forældelsesfrist for fordringer, der udspringer af et ansættelsesforhold.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap og alder efter loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven).

Klagers krav knytter sig til ophøret af hans ansættelsesforhold i april 2004.

Kravet er først gjort gældende i august 2014, hvorfor det er forældet.

Allerede derfor kan klager ikke få medhold.

<2014-6810-46342>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →