Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - parts- og vidneforklaringer

J.

nr. 2013-6810-44799

En kvinde, der led af PTSD, blev afskediget fra sit job efter flere sygeperioder.

Arbejdsgiveren havde i to perioder givet klager mulighed for at arbejde på nedsat tid på nathold, men de mente ikke, at det var muligt med en permanet ordning med nedsat tid på nathold.

Der var ikke enighed mellem parterne om, hvilke muligheder arbejdsgiver i øvrigt havde undersøgt forud for opsigelsen.

Der var for nævnet tvivl om, hvorvidt arbejdsgiveren havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.

Da dette spørgsmål kun kunne afklares ved hjælp af parts- og vidneforklaringer, kunne nævnet ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sit arbejde på grund af stort sygefravær.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager blev ansat i indklagede virksomhed med virkning fra den 20. november 2006.

Hun var ansat på fuld tid med en arbejdsuge på 37 timer.

Klagers arbejdsopgaver bestod hovedsageligt af postsortering og fordeling.

Klager arbejdede om natten.

Klager er født og opvokset i Bosnien og oplevede under borgerkrigen en række voldsomme episoder, der har præget hende efterfølgende.

Klager har fået stillet diagnoserne skizofreni, periodisk depression og posttraumatisk belastningsreaktion.

Klager har i perioder haft et relativt højt sygefravær.

Indklagede og klager har to gange i løbet af ansættelsen truffet aftale om nedsat arbejdstid i en tidsbegrænset periode.

Dette skete henholdsvis i perioden fra den 17. november 2010 til den 31. marts 2011 og i perioden fra den 4. juni 2012 til den 31. august 2012.

Indklagede afholdt desuden flere gange sygesamtaler med klager på grund af omfanget af hendes sygefravær.

Klager var til sygesamtale den 29. juli 2011, på baggrund af det hyppige sygefravær.

Efterfølgende var hun til sygesamtale den 10. oktober 2011 og den 11. januar 2012, hvor der var en positiv udvikling.

Det fremgår af referat fra et møde den 7. maj 2012, at klager havde haft et højt og hyppigt fravær de senere år, hvor indklagede havde taget særligt hensyn til hende på grund af hendes situation.

Fraværet var endelig ved at komme ned på et mere acceptabelt niveau med fire sygeperioder inden for det seneste år.

Det fremgik videre, at klager havde oplyst sin HR-leder om, at hun forventede en længere periode med delvist sygefravær grundet sin helbredsmæssige situation.

Hun skulle have ny medicin, som medførte øget træthed, og hun havde derfor behov for at reducere sin daglige arbejdstid i en periode af forventet varighed på 2-3 måneder.

Hun oplyste også, at noget af hendes store sygefravær tidligere skyldtes problemer med en kollega.

Indklagede oplyste klager om, at de de sidste år havde gjort rigtig meget for at hjælpe hende, når hun havde haft helbredsproblemer, men at det ikke kunne fortsætte med det store sygefravær på grund af hensynet til produktionen og hendes kolleger.

De forventede derfor, at klager fremadrettet havde et acceptabelt sygefravær.

De kunne derfor ikke støtte op om en periode med nedsat arbejdstid og delvis sygemelding.

Såfremt klager blev nødt til at melde sig helt eller delvist syg i en periode, ville det derfor få konsekvenser for hendes ansættelsesforhold.

Klager havde alternativt mulighed for at lave en aftale med sin chef om, at hun i en periode arbejdede mindre og selv betalte for sin frihed to til tre timer dagligt efter behov.

Klager skulle på den baggrund tænke over situationen og melde tilbage til indklagede om, hvad hun ville gøre i den aktuelle situation.

Det fremgår af referat fra samtale den 8. juni 2012, at klager havde behov for en periode med delvist fravær på grund af sin helbredsmæssige situation, og at indklagede var indstillet på igen at hjælpe hende.

Fraværet skyldtes en ændring i medicineringen, som medførte træthed og behov for nedsat arbejdstid i en periode.

Der var derfor indgået en aftale om, at hun i perioden fra 4. juni 2012 til udgangen af august 2012 skulle arbejde fem timer dagligt og derefter være delvist sygemeldt i den øvrige del af tjenesten.

Indklagede forventede, at klager pr. 1. september 2012 kunne varetage sin normale tjeneste med et acceptabelt sygefravær, ellers ville det få konsekvenser for hendes ansættelsesforhold.

Indklagede var glad for at have klager i teamet, men det var af hensyn til teamet, at de måtte trække en grænse for, hvor meget de fortsat kunne hjælpe klager.

Det fremgår videre, at emner som livskvalitet, førtidspension og uddannelse blev drøftet, da klager skulle huske at tænke på sig selv, og hvordan hun fik et godt liv.

Ved samtale den 15. november 2012 havde klager siden sidste sygesamtale haft to sygeperioder på i alt seks dage samt to delvise sygemeldinger.

Klager oplyste i den forbindelse, at hun fortsat havde mange perioder, hvor hun ikke følte sig i stand til at passe sit arbejde fuldt ud.

Hun var desuden i september 2012 overgået til en ny medicin, som gjorde hende meget træt, men samtidig gav hende problemer med at sove.

Indklagede konkluderede, at klager fortsat havde et utilfredsstillende sygefravær, og da der ikke var udsigt til, at sygefraværet blev nedbragt, indstillede indklagede klager til afsked.

Ved brev af 19. november 2012 opsagde indklagede klager med fratræden ved udgangen af april 2013.

Begrundelsen var, at klager ikke kunne varetage sin tjeneste uden et for højt og hyppigt sygefravær grundet klagers helbredsmæssige situation.

Klager havde inden for det seneste år haft otte sygemeldinger med i alt 16 sygedage, samt 59 delvise sygemeldinger.

Indklagede henviste til de afholdte sygesamtaler og konkluderede, at de på baggrund af klagers uændrede helbredsproblematik og det følgende høje sygefravær ikke længere havde tiltro til, at hun inden for rimelig tid kunne varetage sin tjeneste i sin afdeling med et acceptabelt sygefravær.

Ophøret af klagers ansættelsesforhold er efterfølgende blevet skriftligt behandlet samt drøftet på et møde, uden at der blev fundet en løsning.

Sagen er herefter indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev opsagt på grund af sit handicap i strid med forskelsbehandlingslovens bestemmelser.

Hun ønsker en godtgørelse svarende til ni måneders løn.

Klagers dokumenterede psykiske lidelser må enten alle eller i hvert fald en af dem betragtes som værende et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, idet der er tale om en varig tilstand med en funktionsnedsættelse til følge.

De psykiske lidelser gav sig udslag i udpræget træthed, ligesom klager ofte hørte stemmer.

Særligt trætheden var en hindring for klagers mulighed for at udføre sit arbejde, og den overvejende del af sygefraværet skyldtes netop denne træthed.

Kompensationsbehovet for denne funktionsnedsættelse var ubestridt arbejdstidsnedsættelse, således som det tidligere havde kunnet lade sig gøre i ansættelsen.

Der blev normalt anvendt head-sets i forbindelse med arbejdets udførelse, men klager var blevet fritaget herfor efter drøftelse med sin leder, netop fordi hun hørte stemmer.

Klagers fravær strækker sig over en ganske lang periode, og indklagede har i en vis grad udvist forståelse for klagers helbredsmæssige situation.

De har i perioder tilbudt hende at arbejde på nedsat tid og yderligere frihed mod egenbetaling.

Det sygefravær, klager opsiges på baggrund af, har ligget i perioden fra den 3. marts 2009.

Der kan derfor ikke være tvivl om, at klagers tilstand i hvert fald har været af lang varighed.

At klager tilsyneladende i en periode fra 29. juni 2011 til 7. maj 2012 har haft færre sygedage kan ikke føre til den konklusion, at klager ikke i den pågældende periode var handicappet.

I den periode belastede handicappede hende tilsyneladende blot mindre.

Det ses af mulighedserklæring fra februar 2013, at klagers fravær skønnes at vare to uger.

Det kan alene betragtes som et supplement til de øvrige lægelige akter.

Indklagede kan næppe være af den opfattelse, at klagers skizofreni, periodisk depression og PTSD ville være borte efter to ugers fravær.

Klager er ikke enig i, at indklagede ikke var bekendt med klagers lidelser.

I de fremlagte referater af fraværssamtaler mellem klager og indklagede anvendes udtryk som klagers "særlige helbredsmæssige situation","at hun fra september 2012 er overgået til ny medicin, som gør hende meget træt, men samtidig giver hende store problemer med at sove", at der var "advarselstrekanter på nogle af medicinpakningerne", ligesom også livskvalitet og førtidspension tilsyneladende blev drøftet med klager under samtalerne.

Dette dokumenterer til fulde, at indklagede var eller burde være bekendt med klagers lidelser.

Klager har på ingen måde forsømt sin loyale oplysningspligt overfor indklagede og har på intet tidspunkt fortiet eller hemmeligholdt oplysninger for sin arbejdsgiver.

Tværtimod er årsagerne til klagers fravær veldokumenteret ved de talrige referater fra fraværssamtaler.

Indklagede har ikke godtgjort, hvorfor kompensationsbehovet tilsyneladende ikke længere kunne opfyldes.

Det må derfor kunne lægges til grund, at indklagede nok tidligere har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse i form af arbejdstidsnedsættelse og frihed mod egenbetaling, men at denne forpligtelse af uvisse årsager pludselig syntes for byrdefuld.

Indklagede har ikke redegjort for, hvad der lå til grund for dette holdningsskifte.

Da det tidligere havde været muligt for klager at arbejde på nedsat tid, kan det ikke betragtes som en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede fortsat at vise dette hensyn til klager.

Det fremgår intet steds af referaterne fra de hyppigt afholdte fraværssamtaler, at aftenholdsarbejde kunne være en mulighed.

Der kan dog opnås enighed om, at klager foretrak arbejde på natholdet, idet netop natarbejdet bekom hende bedst i forhold til hendes helbredsmæssige tilstand.

Stillet overfor valget mellem at blive opsagt eller arbejde på daghold, ville klager til hver en tid have valgt fortsat beskæftigelse.

Flere af de medarbejdere, indklagede mener kan dokumentere, at klager er blevet tilbudt at overgå til dag- eller aftenhold, deltog i et forligsmøde, inden sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

På dette møde foreslog klager netop genansættelse i en hvilken som helst ansættelse.

Som bekendt udmundede mødet ikke i en sådan løsning, idet omplacering ikke var en mulighed.

Klager opfordrer derfor indklagede til at oplyse, om det er muligt for klager at opnå genansættelse på dag- eller aftenhold.

Klager finder det udokumenteret, at indklagede har iværksat de fornødne tilpasningsforanstaltninger for at fastholde hende på arbejdspladsen.

Det lader til, at den afgørende faktor i beslutningen om at opsige klager var, at indklagede havde forventning om, at følgevirkningerne af klagers medicinering ville ophøre efter den 1. september 2012.

Opsigelsen af klager henviser specifikt til klagers sygefravær som eneste årsag til opsigelsen.

Indklagedes omsætningsnedgang med afskedigelser og naturlig afgang til følge bevirker ikke nødvendigvis, at en opsigelse ikke kan stride mod forskelsbehandlingsloven.

Klager er ikke enig i, at der skulle gælde et særligt behov for konstante tilpasningsforanstaltninger ved handicappede med psykiske lidelser.

En fysisk handicappet kan lige såvel som en psykisk handicappet have bedre og dårligere perioder.

Klager kan ikke genkende det af indklagede anførte om, at klagers ene søn blev idømt fængselsstraf for vold mod en af klagers andre sønner.

Indklagede gør gældende, at en afgørelse af sagen vil kræve mundtlig bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer til belysning af de drøftelser, der har været med klager omkring hendes sygefravær og helbredsmæssige situation.

Subsidiært gøres det gældende, at indklagede ikke har begået brud på forskelsbehandlingslovens bestemmelser om handicap.

Da klager blev opsagt, havde hun været ansat i seks år.

I løbet af ansættelsen fungerede hun i perioder tilfredsstillende i stillingen og havde et acceptabelt sygefravær sammenlignet med det gennemsnitlige sygefravær hos indklagede.

Eksempelvis havde klager kun relativt få sygedage i perioden fra 29. juni 2011 og frem til samtalen den 7. maj 2012.

I andre perioder havde hun imidlertid et uacceptabelt sygefravær, og på opsigelsestidspunktet var fraværet af et omfang, der var til gene for produktionen, hvorfor det var nødvendigt at opsige klager.

Indklagede har fremlagt udskrift af klagers fraværsregistreringer siden 3. marts 2009.

Indklagede var ikke på opsigelsestidspunktet bekendt med de af klager fremlagte lægelige oplysninger og lægelige diagnoser.

Indklagede havde heller ikke modtaget andre oplysninger, der gav anledning til at formode, at klager havde en funktionsnedsættelse af lang varighed.

Indklagede kan derfor ikke pålægges et ansvar for manglende hensyntagen hertil.

Det er korrekt, at medarbejdere i afdelingen som udgangspunkt skal bruge høretelefoner ved sorteringen for at fremme sorteringshastigheden.

Der er imidlertid flere eksempler på medarbejdere, der af forskellige årsager er blevet fritaget for dette.

Klager var en af de medarbejdere, der havde fået dispensation fra brug af høretelefoner.

Indklagede er ikke enig i, at det skete på grund af hendes lidelse, hvor hun hørte stemmer.

Dispensationen blev givet for at hjælpe klager, fordi hun havde det psykisk dårligt.

Klagers situation udgør ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens- eller det bagved liggende direktivs forstand.

Det er ikke dokumenteret, at klagers tilstand var permanent eller af lang varighed.

Der er heller ingen dokumentation for, at de psykiske lidelser, som er beskrevet i de fremlagte lægelige oplysninger, hindrede klager i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere eller i at varetage sit arbejde hos indklagede.

Det var desuden udokumenteret, at der var årsagssammenhæng mellem hendes lidelser og sygefraværet.

Der må i forhold til handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven kræves, at der er behov for konstante tilpasningsforanstaltninger.

Dette må særligt kræves ved psykiske lidelser, idet en anden retstilstand vil gøre det umuligt for en arbejdsgiver at bedømme, om en medarbejder har et handicap som følge af en psykisk lidelse.

Klager passede i perioder sit arbejde uden markant sygefravær.

Indklagede henviser til en tidligere afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet vedrørende Aspergers syndrom.

Der var ikke tale om et handicap, fordi klagers søn havde været velbehandlet gennem seks måneder.

Indklagede henviser til en Østre Landsretsdom fra 17. december 2012, hvor landsretten fandt, at den kroniske tarmsygdom Morbus Crohn ikke medførte et handicap efter forskelsbehandlingsloven, da tarmsygdommen kun viste sig med mellemrum, og da det ikke var videnskabeligt påvist, at der var en sammenhæng mellem stress og sygdommens opblussen.

Indklagede har fremlagt klagers ansøgning til jobcenteret, hvoraf det fremgår, at klager i forbindelse med ansættelsen hos indklagede oplyste, at hun ikke led af nogen alvorlige sygdomme.

Det fremgår desuden af mulighedserklæring attesteret af en speciallæge i psykiatri den 13. februar 2013, at klagers fravær ville have en varighed på ca. 2 uger.

Ved de løbende drøftelser og sygesamtaler, der har været afholdt med klager, har klager angivet forskellige årsager til sygefraværet, herunder navnlig personlige problemer, samarbejdsproblemer som følge af en episode med en koordinator og søvnproblemer.

Dette fremgår af de af klager fremlagte samtalereferater.

Det fremgår af de fremlagte lægelige oplysninger, at "Årsagen til hendes søvnbesvær meget vel kan være, at hun sover afbrudt og har sit natarbejde".

Det fremgår også af de lægelige oplysninger, at "Hun er altid meget træt og vitaminmanglen kan forklare noget af dette.

Endvidere er arbejdstiden hård for hende, men hun vil helst ikke arbejde dag eller aften, da hun føler sig godt tilpas med natteamet som forstår hvad hun siger i modsætning til hendes tidligere erfaringer med kolleger i andre vagtlag".

Det kan ikke anses for dokumenteret, at sygefraværet skyldtes de psykiske lidelser, der er beskrevet i de lægelige oplysninger, idet fraværet ligeså vel kan have haft andre årsager, herunder navnlig at klager selv ønskede at arbejde om natten med deraf følgende søvn- og træthedsproblemer.

Det er korrekt, at klager i foråret 2012 oplyste indklagede om, at hun på grund af en ændring i hendes medicin forventede et øget sygefravær i en midlertidig periode på 2-3 måneder.

Indklagede havde ingen yderligere oplysninger om klagers medicin eller bivirkninger herved og havde således ikke anledning til at betvivle klagers egne oplysninger.

Det blev oplyst, at fortsat fravær efter den 1. september 2012 kunne medføre ansættelsesretlige konsekvenser.

Datoen den 1. september 2012 skyldtes klagers oplysninger om, at hun forventede, at der ville være tale om midlertidige gener i en periode på 2-3 måneder.

Indklagede besluttede derfor, at klagers fravær i denne periode ikke skulle medregnes i hendes sygefraværsstatistik.

Såfremt Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har godtgjort, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at indklagede var bekendt med dette, gøres det gældende, at indklagede i tilstrækkeligt omfang har iværksat de tilpasningsforanstaltninger, som med rimelighed kan forlanges af indklagede i den konkrete situation.

De tidligere aftaler om nedsat tid blev indgået efter klagers ønske og således, at hun modtog fuld løn, idet hun var delvis sygemeldt i de timer, hvor hun ikke arbejdede fuld tid.

Indklagede bestrider, at nedsat arbejdstid var en nødvendig tilpasning, idet der ikke var grundlag for at antage, at klager ikke ville kunne arbejde fuld tid på dag- eller aftenhold.

Indklagede har foreslået klager, at hun kunne overgå til daghold, hvilket hun imidlertid afviste af økonomiske årsager, idet hun derved ville miste genetillægget for natarbejde.

I forbindelse med klagers henvendelse i foråret 2012 tilbød indklagede endvidere at undersøge, om klager kunne overføres til aftenhold.

Dette blev imidlertid kategorisk afvist af klager med den begrundelse, at hun skulle passe sine børn om dagen, sove om aftenen og arbejde om natten.

Indklagede har derfor tilbudt klager relevante tilpasningsforanstaltninger, som imidlertid blev afvist af klager.

Der kan ikke lægges vægt på, at klager nu oplyser, at hun ville have valgt daghold som alternativ til afskedigelse.

Indklagede er ikke enig i klagers gengivelse af parternes drøftelser på forligsmødet, idet det også på dette møde var klagers klare holdning, at hun kun ønskede natarbejde.

Indklagede finder derfor ikke anledning til at besvare klagers provokation om genansættelse på dag- eller aftenhold.

Nedsat tid på nathold ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede, da nedsat tid i form af kortere daglig arbejdstid er uforenelig med produktionen i postsorteringsområdet, hvor klager var ansat.

Klager havde således over for indklagede tilkendegivet, at hun ønskede nedsat daglig arbejdstid, fordi hun blev træt efter ca. fem timer på arbejde.

Tjenesternes daglige arbejdstid i produktionen er på 7,4 eller 7,5 time.

Deltidsansatte medarbejdere har også en daglig arbejdstid på 7,5 time, da der er behov for, at alle medarbejdere er til stede i nedlukningsfasen i slutningen af vagten, hvor der skal ske restsortering, udtømning af post i reolerne, oprydning og transport af posten til ramperne.

Det er ikke foreneligt med driftsafviklingen at have deltidstjenester på for eksempel 4-5 timer dagligt.

En medarbejder er ansættelsesretligt forpligtet til at medvirke bedst muligt til at fremme sin helbredelse og tilpasningsforpligtelsen i forskelsbehandlingsloven forudsætter, at den handicappede person loyalt oplyser arbejdsgiveren om de lægelige anbefalinger i forhold til personens muligheder for at deltage i erhvervslivet på lige fod med andre.

Klager har forsømt sin loyale oplysningsforpligtelse over for indklagede både med hensyn til alvorligheden af sine lidelser og de lægelige anbefalinger i forhold til arbejdstiden.

Indklagede var således end ikke bekendt med, at klager var i behandling hos en speciallæge og fik først efter opsigelsen forelagt de lægelige oplysninger, der er fremlagt i denne sag, og hvoraf det netop fremgår, at årsagen til søvnproblemerne meget vel kunne være natarbejdet.

På opsigelsestidspunktet havde indklagede alene kendskab til mulighedserklæringen fra februar 2013, hvortil klager havde oplyst, at hun havde det dårligt med at møde på arbejde, da hun var i en opsagt stilling og hørte stemmer, som om kollegerne grinede af hende.

Hun vidste godt, at det ikke var tilfældet, men hun havde det alligevel dårligt.

Hun havde svært ved at koncentrere sig om at udføre sit arbejde på grund af stemmer.

Indklagede har på grund af faldende omsætning og besparelser gennemført en række afskedigelser og tilpasninger på klagers arbejdsplads op til opsigelsen af klager.

Der blev således opsagt en række medarbejdere, herunder medarbejdere ansat i fleksjob.

Klager var beskæftiget i afdeling A, hvor hendes arbejdsopgave bestod af rutesortering af manuel post.

Afdeling A blev organisatorisk sammenlagt med afdeling B til én afdeling pr. 1. oktober 2012 og opgavemæssigt sammenlagt pr. 18. december 2013.

Medarbejderne i afdeling A har i den forbindelse fået en ændring i deres arbejdsopgaver.

De varetager både rutesortering af manuel post og maskinel sortering, herunder operatøropgaver, der er meget fysisk krævende.

Indklagede fastholder, at nedsat tid på natholdet ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede henset til de omtalte besparelser og afskedigelser i klagers ansættelsesområde samt arbejdets organisering, der umuliggjorde deltidsvagter.

Indklagede henviser til Højesterets dom af 12. september 2014, der viser, at det i forbindelse med afskedigelser som følge af besparelser er sagligt at lægge vægt på, at det er nødvendigt med en bemanding med fuldtidsmedarbejdere.

Dommen viser derfor også, at der ved afskedigelse af en medarbejder på grund af sygefravær ikke kan stilles krav om, at virksomheden fastholder medarbejderen på nedsat tid, når det samtidig er fundet nødvendigt at afskedige andre medarbejdere med lignende skånebehov på grund af besparelser.

En tilstrækkelig gennemgang og belysning af de tilpasninger, som ansættelsesområdet var ramt af, kan ikke ske uden mundtlige vidneforklaringer.

Indklagede har håndteret klagers sygefravær efter retningslinjer i personalehåndbogen.

Der er således ikke noget usædvanligt i, at indklagede har afholdt samtaler med klager som følge af hendes sygefravær og helbredsmæssige situation, da dette er i overensstemmelse med indklagedes politik om så vidt muligt at hjælpe og støtte en medarbejder, der har et sygefravær.

Under samtalen den 8. juni 2012 blev der talt om klagers mere generelle situation og fremtid, herunder at natarbejde måske ikke var det, hun skulle satse på, når hun havde problemer med træthed og søvnproblemer.

Der blev i den sammenhæng alene talt kort om livskvalitet, førtidspension og uddannelse.

Endvidere kan der ikke ses bort fra, at en af klagers sønner, efter det for indklagede oplyste, blev idømt fængselsstraf i foråret 2012 for en voldshandling begået mod en anden af hendes sønner, og at også dette forhold kan have medvirket til søvnproblemer.

Klagers ene søn var også ansat hos indklagede på natafsnit.

Han udeblev fra arbejdet den 15. april 2012 på grund af "familiemæssige årsager" og sygemeldte sig efterfølgende.

Ansættelsesforholdet blev bragt til ophør af indklagede med øjeblikkeligt varsel den 16. maj 2012, da han ikke besvarede indklagedes breve om indkaldelse til mulighedssamtale og fremsendelse af lægeerklæring.

Ledelsen blev undervejs orienteret om, at baggrunden for udeblivelsen var, at han afsonede en seks måneders fængselsstraf for vold mod sin bror.

Herudover bemærkes det, at klager ved mulighedssamtalen i februar 2013 selv oplyste, at hendes sygefravær også skyldtes fortsatte samarbejdsproblemer med en kollega.

Oplysningen blev ikke noteret på mulighedserklæringen, men kan dokumenteres ved mundtlig forklaring.

Indklagede har mange medarbejdere ansat med handicap, herunder blandt andet hørehæmmede personer.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven).

En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle en lønmodtager ved afskedigelse på grund af handicap.

En arbejdsgiver skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse.

Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde.

Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb.

Klager har fået stillet diagnoserne skizofreni, posttraumatisk belastningssyndrom og periodisk depression.

I de seneste år frem til opsigelsen i november 2012 havde klager et højt sygefravær.

I perioderne fra den 17. november 2010 til 31. marts 2011 og igen fra 4. juni 2012 til 31. august 2012 var klager efter aftale med indklagede på nedsat tid på grund af hendes helbredsmæssige situation.

Den sidste periode med nedsat arbejdstid skyldtes, at klager skulle have ny medicin, som blandt andet medførte øget træthed.

Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klagers psykiske sygdomme og den medicinering hun modtog som følge heraf, var årsag til, at hun ikke fuldt ud på lige fod med andre arbejdstagere kunne passe sit arbejde hos indklagede.

Begrænsningen var - om ikke permanent - så i hvert fald af lang varighed.

Nævnet finder derfor, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Når en person er handicappet, skal arbejdsgiveren træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give den handicappede mulighed for blandt andet at fortsætte sin beskæftigelse.

Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren dermed pålægges en uforholdsmæssig stor byrde.

Det er indklagedes synspunkt, at det blandt andet af hensyn til arbejdets organisering ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde at have givet klager mulighed for fast, dagligt at gå på nedsat tid på natholdet.

Der er for nævnet tvivl om holdbarheden af dette synspunkt.

Når dette sammenholdes med parternes uenighed om, hvorvidt indklagede har tilbudt klager at overgå til dag- eller aftenarbejde, og hvorledes klager måtte have forholdt sig hertil, er der for nævnet en sådan tvivl om, hvorvidt indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2a, at dette spørgsmål må afgøres på baggrund af parts- og vidneforklaringer.

Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for Ligebehandlingsnævnet, er nævnet nødsaget til at afvise klagen.

<2013-6810-44799>