Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - genoptagelse - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - genoptagelse - ej medhold

J.

nr. 2013-6819-08016

Det er ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at præster efter tjenestemandsloven skal fratræde deres stilling, når de fylder 70 år.

Det fremgår af forarbejderne til tjenestemandsloven, at formålet med at bevare en afgangsalder på 70 år er at sikre hensynet til de særlige ansættelsesforhold for præster, herunder at menighedsrådets bestemmende betydning for udnævnelsen af præster (kaldsretten) ikke gøres illusorisk.

Derudover er der også taget hensyn til, at der ikke opstår dybere uoverensstemmelser mellem præst og menighed, der kan udvikle sig til en hindring for det kirkelige livs trivsel.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte folketingets vurdering af, at disse formål er tilstrækkeligt tungtvejende og legitime til at retfærdiggøre undtagelsen fra lovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, og at den pligtmæssige afgangsalder er et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til at opfylde disse formål.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med lovpligtig afskedigelse af præster, når de fylder 70 år.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det er ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en

tjenestemandsansat præst afskediges fra udgangen af den

måned, hvori han fylder 70 år.

Sagsfremstilling

Klager er født i 1945.

Han er tjenestemandsansat præst i kirke A, provst i B.

Det fremgår af tjenestemandslovens § 43 a, at pligtig afgangsalder for tjenestemandsansatte præster er ved udgangen af den måned, hvori de fylder 70 år.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at der sker forskelsbehandling på grund af alder, når tjenestemandsloven foreskriver, at præster, provster og biskopper skal stoppe med at arbejde med udgangen af den måned, hvor de fylder 70 år.

Klager ønsker, at han selv har muligheden for at vælge tidspunktet for sin fratræden, eller at afgangsgrænsen opjusteres til 75 år.

Samtidig med klagers pligtige afgangsalder kan kirketjenere, organister og kordegne fortsætte med at arbejde, hvis de har kræfter til det.

Samtidig er der fra politisk side udtrykt ønske om, at flest mulig mennesker bør blive på arbejdsmarkedet.

Klager bliver derfor behandlet totalt anderledes end de øvrige i samfundet.

Klager ser ingen rimelighed i, at på hans arbejdsplads, den danske folkekirke, kan alle øvrige medarbejdere fortsætte efter det fyldte 70. år, hvis de ellers er fysisk og psykisk i stand til det.

Det er deres ret.

At man netop over for dem ikke må bringe alder ind som et kriterium for eventuelt at opsige dem.

Organisten, kirketjeneren, sognemedhjælperen og kordegnen kan, hvis de er i stand til det, blive ved med at udføre deres arbejde efter skiftende regeringers udtrykte hensigtserklæring om at beholde folk længst muligt på arbejdsmarkedet.

Hvis de ikke er i stand til at udføre deres arbejde, er der klare, almindelige arbejdsretslige retningslinjer for, hvordan man så kommer videre med evt.

at afrunde deres aktive tjeneste.

Denne mulighed har klager ikke.

Klager udelukker ikke, at der måske er rimelige grunde til at forskelsbehandle dommere på dette punkt i retssystemet, men han ser intet argument i præmis 50 og 53 i EU-dommen (af 21. juli 2011 sag C-159/10 og C-160/10, Fuchs og Köhler) for, at det skulle være vigtigere at forebygge tvister om hvorvidt en arbejdstager har arbejdsevne efter opnåelse af en bestemt alder, og at der sikres en høj kvalitet for præster, provster og biskoppers vedkommende snarere end for skolelæreres, universitetsprofessorers, overlægers og andres vedkommende, som ikke er omfattet af en 70 års-grænse.

Klager spørger om, der er nogen klar begrundelse for denne forskelsbehandling af sognepræster i folkekirken?

Præster kan naturligvis gå hen og blive uegnede til at udføre deres arbejde og opgaver på ordentlig og betryggende vis.

Det kan ske - og sker - i alle aldre - og ikke blot hos præsterne.

Netop derfor bør problemet behandles fuldstændig på lige fod inden for det arbejdsretslige system som hos alle andre i samfundet, der ikke helt kan udfylde deres job længere.

Præster er godt nok frygteligt venlige og rare i Folkekirken - og konfliktsky - og vil helst ikke behøve at indkalde nogen til faglig samtale og prikken på skulderen;

men det er vel det ansvar, man har foresatte, provster og biskopper til, som - lige som i andre erhverv - må påtage sig ledelsesmæssige opgaver, også når de er ubehagelige.

Klagers forbund og de biskopper, han har talt med, er flinke og positive og kan godt se urimeligheden.

Men så bruger man argumentet med at få nogle flere unge ind på arbejdsmarkedet til ikke at bakke klager op for fuld kraft, samtidig med at de blankt erkender, at de bruger 70 årsgrænsen som en god måde til at komme af med dem, der er gået i stå i deres embede.

På den måde undgår de ubehagelige, ufredelige afskedssager, som man ser det andre steder på arbejdsmarkedet.

Det er en pragmatisk holdning, men næppe det, der bør bibeholdes en særlig 70-års-lov for.

Det er i virkeligheden uværdigt, hvis en bestemt erhvervsgruppe skal beskyttes og pakkes mere ind end andre i samfundet.

Andre erhvervsgrupper i Danmark burde nærmest protestere over manglende ligebehandling, når præster stort set altid kan være sikre på, at de må blive i arbejdet, hvis de vil, uanset hvor uegnede de end måtte være blevet, indtil de fylder 70. år.

De er fredede.

Klager har undervejs i sin personlige stræben efter at få lov til at forblive et par år mere i det job, som han holder umådeligt meget af, og som han synes, han gør fyldest i, mødt juraprofessorer, EU- eksperter, arbejdsmarkedsforskere og virkelig mange politikere.

De udtrykker enighed med ham, og siger, at "den lov vil der blive gjort noget ved / den holder ikke".

Det er blot så få, den rammer, og det er kun få og ikke særligt indflydelsesrige, der påberåber sig ligebehandling.

Så trods velvilje føles det ikke synderligt presserende for nogen at sætte et lovgivningsarbejde i gang for at rette op på det, hvis de overhovedet får det gjort.

Det vil klager gerne ændre på.

Indklagede gør gældende, at der ikke er tale om ulovlig forskelsbehandling.

Den pligtige afgangsalder for sognepræster er fastsat i tjenestemandslovens § 43a, hvoraf fremgår, at sognepræster, provster og biskopper skal fratræde deres stilling med udgangen af den måned, hvori de fylder 70 år.

Den pligtige afgangsalder er fastlagt ved lov.

Ministeriet fremsatte i 2010 et lovforslag, der skulle hæve den pligtige afgangsalder fra 70 år til 75 år, men der var ikke flertal i Folketinget for at gennemføre den foreslåede forhøjelse af den pligtige afgangsalder.

Forslaget bortfaldt derfor.

Indklagede henviser til Højesterets dom af 27. august 2013 (UfR 2013.3130H), der fastslår, at bestemmelser om aldersgrænser i kollektive overenskomster, "forudsat at disse aldersgrænser er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige", tilsyneladende ikke er i strid med EU's direktiv om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

For så vidt angår offentligt ansatte henviser Højesteret til EU-Domstolens dom af 21. juli 2011 (sag C-159/10 og C-160/10, Fuchs og Köhler).

Heraf fremgår af præmis 50 og 53

"Domstolen udtaler endvidere, at formålet med at oprette en gunstig aldersstruktur mellem yngre og ældre tjenestemænd med henblik på at fremme ansættelse og forfremmelse af yngre medarbejdere, optimere personaleforvaltningen og herigennem forebygge eventuelle tvister om, hvorvidt en arbejdstager har arbejdsevne efter opnåelsen af en bestemt alder, samtidig med, at der sikres en høj kvalitet inden for retsvæsenet, er formål, som tjener alle de omhandlede tjenestemænds interesser inden for rammerne af de overvejelser, der foretages indenfor beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikken, med henblik på at sikre høj kvalitet inden for den offentlige sektor, i dette tilfælde retsvæsenet, og at disse formål derfor kan anses for formål af almen interesse og dermed er legitime."

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Sagen er afgjort i principielt møde med deltagelse af én formand og fire nævnsmedlemmer.

Ligebehandlingsnævnet behandler blandt andet klager over forskelsbehandling på grund af alder indenfor arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling.

Det følger af lovens § 2, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Den hidtil gældende almindelige pligtmæssige afgangsalder for tjenestemænd blev ophævet ved en ændring i 2008 af tjenestemandsloven under henvisning til reglerne i forskelsbehandlingsloven og til EU-direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (beskæftigelsesdirektivet).

Ved ændringen blev bestemmelsen om, at præster, provster og biskoppers afgangsalder er 70 år, opretholdt.

Folketinget må ved opretholdelsen af denne særlige regel have lagt til grund, at reglen ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder.

Også selv om et generelt krav om afgang fra en stilling i princippet er udtryk for direkte forskelsbehandling, viser både forskelsbehandlingsloven, beskæftigelsesdirektivet og praksis både ved danske domstole og EU-domstolen, at der under visse betingelser kan gøres undtagelse fra dette forbud.

Således indeholder forskelsbehandlingslovens § 5 a ganske vidtgående undtagelser, navnlig undtagelsen i stk. 4, hvorefter forskelsbehandlingsloven ikke er til hinder for bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og overenskomster om ophør af ansættelsesforholdet, når lønmodtageren fylder 70 år.

Af beskæftigelsesdirektivets art.

6 følger, at medlemsstaterne kan bestemme, at ulige behandling på grund af alder, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af national ret, og hvis midlerne til at opfylde disse formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Det fremgår af forarbejderne til lovforslaget fra 2008 om ændringen i tjenestemandsloven af den gældende almindelige pligtmæssige afgangsalder, at formålet med bevarelsen af en afgangsalder på 70 år er at sikre en hensyntagen til de særlige ansættelsesforhold for præster, biskopper og provster, herunder at menighedsrådets bestemmende betydning for udnævnelsen af præster (kaldsretten) ikke gøres illusorisk.

Derudover er der ved bevarelsen af afgangsalderen på 70 år også taget hensyn til, at der ikke opstår dybere uoverensstemmelser mellem præst og menighed, der kan udvikle sig til en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel.

Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte folketingets vurdering af, at disse formål er tilstrækkeligt tungtvejende og legitime til at retfærdiggøre undtagelsen fra lovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, og at den pligtmæssige afgangsalder er et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til at opfylde disse formål.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

<2013-6819-08016>