Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold
Statutory Text (4 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold
J.
nr. 2014-6810-12428
En 60-årig souschef i et supermarked blev varslet ned i tid fra 37 timer til 19 timer om ugen på grund af besparelser.
&Aelig;
ndringen måtte sidestilles med en opsigelse.
Souschefen var den ældste medarbejder i butikken og den eneste, der blev opsagt.
Det forhold, at det var butikkens ældste medarbejder, der blev opsagt, var ikke i sig selv nok til, at der var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at souschefen havde været udsat for forskelsbehandling i lovens forstand.
Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager som den ældste medarbejder blev varslet ned i tid i sin stilling som souschef i en butik.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev varslet ned i tid i sin stilling som souschef.
Sagsfremstilling
Klager blev ansat som souschef i indklagede butik pr. 1. december 2007.
Hun kom fra en lignende stilling som souschef.
Der var to souschefer i indklagede butik.
Den anden souschef X blev ansat den 1. juni 2007.
X var ansat på en mellemlederkontrakt, og det fremgik af hans ansættelseskontrakt, at der var aftalt funktionsløn, og at han måtte forvente overarbejde/merarbejde op til otte timer pr. uge i gennemsnit over 26 uger, hvilket var i overensstemmelse med mellemlederaftalen i den dagældende butiksoverenskomst.
I butikken var der ud over klager og X følgende ansatte
¬¬
Den 21. januar 2013 blev klager varslet ned i tid fra 37 timer til 19 timer om ugen.
Årsagen til ændringen var "omkostningsbesparende foranstaltninger".
På grund af den væsentlige stillingsændring anså klager sig som værende opsagt.
Hun havde sidste arbejdsdag hos indklagede den 31. maj 2013.
Klager var på tidspunktet for stillingsændringen 60 år, mens X var i starten af 40´erne.
Klager fik mindre i løn end X.
Det fremgår af lønsedler for december 2012, at klager havde en AM-indkomst på 20.047,53 kr., mens X havde en AM-indkomst på 22.468,90 kr. i samme måned.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at opsigelsen reelt var begrundet i hendes alder.
Hun ønsker derfor en godtgørelse svarende til ni måneders løn.
Klager var den ældste af de to souschefer og den ældste blandt medarbejderne.
Klager har under sin ansættelse været meget fleksibel og har for eksempel frivilligt arbejdet hver anden søndag, således at de øvrige medarbejdere kunne være mere sammen med deres familier.
Af samme grund har klager altid ladet de øvrige medarbejdere vælge ferie først.
Klager blev ikke i forbindelse med varslingsskrivelsen som alternativ til opsigelse spurgt, om hun var villig til at gå ned i løn eller eventuelt blive almindelig butiksassistent som mange af de øvrige medarbejdere.
Endvidere fremgår det af Landsoverenskomsten for butiksansatte, at mindstelønnen er mindre end 10 kr. i timen under klagers løn, hvorfor der ikke synes at kunne være den store forskel mellem klagers løn og de øvrige ansattes løn.
X havde en højere løn end klager.
Han havde ikke flere timer end klager.
Tværtimod mødte klager ofte ind en halv time før egentlig arbejdstids begyndelse og blev ofte efter egentlig arbejdstids ophør uden at skrive dette på arbejdssedlen.
Hun fik derfor ikke ekstra løn for de ekstra timer.
Klager havde større kompetencer og bedre overblik end X, idet hun havde flere års erfaring som souschef og tillige havde været selvstændig.
X havde ikke erfaring som souschef fra tidligere ansættelser.
Selv om X var ansat på en anden type kontrakt end klager, havde han ikke ret mange overarbejdstimer, ligesom det ikke var regelmæssigt, at han arbejdede over.
Det skete alene i de perioder, hvor der var travlt i butikken.
Desuden var der også flere tilfælde, hvor klager selv var på arbejde uden at få løn for det, eksempelvis i forbindelse med status, personalemøder samt søndage, hvor hun meget sjældent fik holdt pause på grund af personalemangel.
Der var flere medarbejdere, indklagede kunne have valgt at opsige som alternativ til klager, når henses til klagers erfaring og kompetencer.
Klager har været ansat længe og har derfor et godt og nært kendskab til de mange faste kunder.
Tilbage står, at klager reelt er blevet fravalgt på grund af sin alder.
Indklagede gør gældende, at sagen bør afvises, idet den kræver bevisførelse i form af afhøring af parterne og vidner for at få belyst klagers og X´s arbejdsopgaver og kompetencer.
Subsidiært gør indklagede gældende, at de ikke har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med opsigelsen af klager.
X var på jobløn (mellemlederkontrakt) uden en maksimal ugentlig arbejdstid, og klager var ansat 37 timer om ugen i henhold til overenskomsten.
Der var endvidere en række forskelle i forhold til kompetencer og ansvar mellem de to medarbejdere, som var udslagsgivende i forhold til indklagedes beslutning om, hvilken af de to medarbejdere, der skulle varsles ned i tid.
X kunne på grund af ansættelsen på jobløn arbejde flere timer i gennemsnit pr. uge/måned end klager, og X havde således et højere timetal pr. måned og i forhold til antallet af timer en lavere aflønning end klager.
Overenskomsten sætter grænser for, hvor mange medarbejdere, der kan ansættes på jobløn, hvorfor det ikke var muligt at holde begge souschefer uden for overenskomsten.
X havde desuden en række yderligere kompetencer i form af større overblik og bedre involvering og kommunikation med medarbejderne i butikken samt større tilknytning til lokalområdet, hvor han var kendt i byen.
I hverdagen var det reelt X, der fungerede som souschef, også når klager var på arbejde.
X var således blandt de øvrige medarbejdere den naturlige souschef.
X afholdt eksempelvis personalemøder, ligesom han forestod varebestillinger, hvilket klager ikke gjorde, idet hun ikke var fortrolig med indklagedes brug af it.
Klager kunne således heller ikke håndtere nedbrud af dankortterminalerne.
X var i sin egenskab af souschef på arbejde 2-3 timer hver anden søndag for at rette ordreforslag, og han havde telefonvagt hver anden weekend, såfremt der måtte opstå problemer med kasseterminalerne eller dankortterminalerne.
Klager har selv flere gange på en weekendvagt måttet kontakte X ved nedbrud med videre.
X havde derfor, på grund af hans arbejds- og ansvarsopgaver som souschef, et større antal timer, som ikke blev registreret.
Indklagede bestrider således, at X ikke havde ret mange overarbejdstimer.
Klager og X var derfor ikke alene på grund af deres kontrakttimer ikke sammenlignelige, men også fordi X i det hele varetog langt flere og for en souschef væsentlige arbejdsopgaver i forhold til klager.
Det var derfor naturligt i forhold til den fortsatte drift at opsige klager frem for X i forbindelse med den påkrævede lønreduktion.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet alder.
Nævnet finder ikke, at sagens afgørelse kræver parts- og vidneafhøringer.
Indklagede får derfor ikke medhold i sin afvisningspåstand.
En arbejdsgiver må ikke på grund af alder forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse.
Indklagede har i februar 2013 varslet klager ned i tid fra 37 timer om ugen til 19 timer om ugen.
Dette må anses for at være en så væsentlig ændring af klagers ansættelsesforhold, at det må sidestilles med en opsigelse.
Begrundelsen for at nedsætte klagers arbejdstid var "omkostningsbesparende foranstaltninger".
Klager var den ældste af de to souschefer og efter det oplyste også den ældste blandt de øvrige medarbejdere.
Klager var i øvrigt den, der var ansat sidst i butikken.
Indklagede har oplyst, at det af hensyn til den fortsatte drift var naturligt at vælge at varsle klager ned i tid frem for X, idet X efter deres vurdering varetog flere og for en souschef væsentlige arbejdsopgaver end klager.
Det var alene klager, der blev opsagt.
Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.
Nævnet har herved lagt vægt på, at det forhold, at klager var den ældste og den eneste, der blev opsagt, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at påvise sådanne faktiske omstændigheder, hvis der ikke i øvrigt er oplysninger der underbygger, at klagers alder har haft betydning for, at det netop var hende, der blev opsagt.
Nævnet finder, at der ikke er oplysninger, der støtter en sådan påstand.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
<2014-6810-12428>
Navn på ansatte
Stilling
Ansat
1
Butikschef
01-02-2005
2
Butiksmedarbejder
01-03-2005
3
Butiksmedarbejder
01-06-2005
4
Butiksmedarbejder
01-03-2005
5
Servicemedarbejder
01-08-2007
6
Servicemedarbejder
04-01-2007
7
Servicemedarbejder
25-01-2006
8
Servicemedarbejder
01-10-2007
9
Servicemedarbejder
13-04-2007
10
Servicemedarbejder
29-08-2006