Legislator Case Law & Legislation
W20151025725 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00806

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 10257 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00806

KEN#LOKDOK23 2015 10257 Valid

Resumé

Ikke kritik af artikelserie

Berlingske skrev i en artikelserie blandt andet ”Danske piloter

Ryanair går på kompromis med sikkerheden”.

Ryanair har klaget, fordi selskabet finder, at artiklerne indeholder forkerte oplysninger, og at Ryanairs indsigelser kun gengives helt kort og unuanceret.

Pressenævnet finder ikke, at Berlingske har bragt ukorrekte oplysninger om Ryanair, eller at avisen ikke har givet selskabet tilstrækkelig mulighed for at svare på kritikken.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

Det bemærkes indledningsvis, at Pressenævnet lægger til grund, at Ryanair ikke bestrider, at selskabet opererer med en såkaldt månedlig brændstoftabel, som viser de enkelte piloters brændstofforbrug.

Nævnet har på grund af den begrænsede bevisførelse, der kan foretages for nævnet, ikke mulighed for at tage stilling til, om Ryanairs piloter ”straffes” eller ”belønnes” alt efter, hvor langt nede på tabellen, de er placeret.

God presseskik

Pressenævnet bemærker, at redaktøren som udgangspunkt i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af deltagerne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare.

Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.

Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn.

Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer.

Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel, jf. punkterne A.1, A.3, A.4, A.5 og A.6.

- Udsagnet i artiklen ”Ryanair ranglister piloter efter forbrug” om, at tre Ryanair fly i 2012 måtte udstede et ”fuel mayday” som følge af for lidt ekstra brændstof i tankene (Valencia-episoden)

Ryanair har anført, at de tre ”fuel maydays” var proceduremæssigt påkrævede for at opfylde EU-regler, hvorefter en kaptajn skal udstede et ”fuel mayday”, når hans beregninger viser, at den mængde brændstof, der skal benyttes under landingen, er mindre end final reserve (et EU-begreb, defineret som brændstof til at flyve i 30 minutter).

Final reserve er ikke en minimumsmængde af brændstof, der er fornødent under landing, men en ekstra reserve, der skal beregnes før hver flyvning.

Pressenævnet lægger herefter til grund, at der var ekstra brændstof med på flyene, men at dette ikke var tilstrækkeligt til at undlade at udsende et nødsignal.

Da det yderligere fremgår af oplysningerne i sagen, herunder af dommen af 16. april 2014 fra Retten i Amsterdam, at det er korrekt, at der var tale om tre ”fuel maydays” i forbindelse med Valencia-episoden i juli 2012 samt at der var tale om, at flyene var ”low on fuel”, finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik af udsagnet i artiklen.

- Dækning i artiklen for overskriften ”Danske piloter

Ryanair går på kompromis med sikkerheden”

Overskriften er baseret på et interview med formanden for Dansk Pilotforening, Niels Møller, som ”ikke er beroliget over Ryanairs udmelding om, at de overholder minimumskravene for, hvor meget brændstof de fylder på deres fly” og blandt andet udtaler

”Min største bekymring går på det pres, man risikerer at lægge på piloterne med sådan et ranglistesystem.

Det er voldsomt uheldigt, hvis det kan få karrieremæssige konsekvenser for en kaptajn, at han bruger mere brændstof end andre”.

Han ”understreger, at flyselskaberne selvfølgelig ikke skal svine med deres brændstof, men han frygter, at brændstofligaer som Ryanairs i værste fald kan få kaptajnerne til at spare mere brændstof, end godt og sikkert er.” Det er Pressenævnets opfattelse, at overskriften mest nærliggende må læses som en sammenfatning af udtalelserne fra formanden for Dansk Pilotforening.

På den baggrund udtaler Pressenævnet ikke kritik.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at det med ordene ”Danske piloter:” fremgår, at der er tale om en vurdering fra formanden for Dansk pilotforening, ikke en faktisk oplysning.

- Modsvar til artiklerne ”Ledelsen i Ryanair afviser, at rangliste er problematisk” og ”Danske piloter

Ryanair går på kompromis med sikkerheden”

Det fremgår af artiklen ”Ledelsen i Ryanair afviser, at rangliste er problematisk” , at Ryanair bekræfter, at selskabet bruger en brændstofliga eller en brændstofforbrugsliste.

Det fremgår samtidig, at selskabet ”afviser over for Berlingske, at brændstofproblematikken udgør et problem for piloterne eller for flyselskabet”.

Ryanair henviser til, at selskabet opfylder lovens minimumskrav, og at IAA ikke har fundet anledning til at kritisere Ryanair for fremgangsmåden.

Ligeledes får selskabet lejlighed til at afvise, at der er grund til den bekymring, som Berlingskes anonyme kilder fremfører om brændstofligaens effekt på piloterne, ligesom selskabet får lejlighed til at afvise kritikken fra pilotforeningen.

Endelig fremgår en udtalelse fra IAA af artiklen, hvoraf det bl.a. fremgår, at ”kaptajnen [på et Ryanair fly] gerne må tanke ekstra brændstof” samt at IAA ikke finder anledning til at kritisere Ryanairs brændstofpolitik.

Pressenævnet finder på den baggrund ikke, at god presseskik kan anses for at være blevet tilsidesat derved, at Ryanairs synspunkter ikke blev gengivet i det omfang, selskabet ønskede, hverken i den påklagede artikel eller i artiklen ”Danske piloter

Ryanair går på kompromis med sikkerheden” , hvor Ryanair får lejlighed til at ”afvise bekymringerne over for Berlingske.

Kommunikationschef Robin Kiely fastslår, at alle piloter i Ryanair selv kan beslutte, hvor meget brændstof de fylder på, og at forbrugslisten primære formål er at sikre, at selskabet overholder sine standardprocedurer”.

Pressenævnet bemærker i den forbindelse, at Berlingske allerede den 19. maj 2015 på business.dk gav læserne mulighed for at downloade IAAs svar på spørgsmålet om Ryanairs brændstofpolitik fra 2013 til Daily Mail.

Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt, at Berlingske i artiklerne den 19. og 20. maj 2015 har tilsidesat presseetiske regler, herunder ved ikke at bringe Ryanairs synspunkter og IAAs konstateringer, men kun helt korte, ikke-dækkende og unuancerede sammenfatninger heraf.

Genmæle

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Under henvisning til det anførte under god presseskik finder Pressenævnet ikke, at Berlingske har bragt forkerte oplysninger, der kan påføre Ryanair skade af betydning.

Ryanair er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle.

KEN#LOKDOK23 2015 10257 Valid

Ryanair har ved advokat Flemming Keller Hendriksen klaget over flere artikler bragt på business.dk og på b.dk henholdsvis den 19. og 20. maj 2015, idet selskabet mener, at god presseskik er tilsidesat.

Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle.

1 Sagsfremstilling

Berlingske bragte den 19. maj 2015 på business.dk artiklen ”Ryanair ranglister piloter efter forbrug” .

Af underrubrikken fremgår følgende

”[..] For at holde øje med brændstofforbruget har Ryanair en ”brændstofliga”, som hylder de kaptajner, der brænder færrest dråber af.

Metoden kritiseres af tidligere piloter, to sikkerhedseksperter og Dansk Pilotforening”.

Af artiklen fremgår følgende

”Hvis man som luftkaptajn hos Ryanair brænder rigeligt med flybrændstof af, kan man se frem til at blive udstillet på flyselskabets interne hjemmeside.

For at holde øje med brændstofforbruget har det irske lavprisselskab en atypisk »brændstofliga«, som fremhæver piloter, der er dygtige til at spare, men altså også udstiller dem, der er dårligere til dette.

Det viser dokumenter, som Berlingske Business er kommet i besiddelse af.

Lister, notater og manualer fra Ryanairs intranet dokumenterer brændstofligaen og andre metoder, som Europas største flyselskab ifølge tidligere piloter, som Berlingske har talt med, gør brug af – blandt andet for at undgå, at selskabets flere end 1.000 luftkaptajner tager for meget ekstra brændstof med på flyene.

Det ekstra brændstof skal kun bruges, hvis flyet bliver omdirigeret til en anden destination eller på anden måde må afvige fra den planlagte rute.

Dette sker fra tid til anden.

Således måtte tre fly fra Ryanair i 2012 udstede et »Fuel Mayday« som følge af for lidt ekstra brændstof i tankene, da flyene i forbindelse med et uvejr i Spanien blev omdirigeret fra Madrid til Valencia.

Hændelserne vakte stor opmærksomhed i det internationale pilotmiljø.

Ryanair forklarer, at hændelserne var enkeltstående, og at sådanne situationer ikke er forekommet siden.

Desuden er metoden i tråd med lovgivningen og de irske luftfartsmyndigheder, oplyser selskabet.

Ud over at føre ranglister over piloternes forbrug kræver Ryanairs ledelse også, at kaptajnerne skal afgive en skriftlig forklaring, hvis de vil tage mere brændstof med end angivet i flyveplanen plus 100 kilogram (block fuel, red.).

Tilsammen lægger tiltagene dog et psykisk pres på piloterne, fortæller tidligere Ryanair-piloter, som Berlingske har talt med.

De henviser til, at kaptajnerne får breve fra ledelsen og kan blive indkaldt til samtale, hvis de gentagne gange ligger dårligt i brændstofligaen, og at det ikke er karrierefremmende at ligge dårligt i ligaen.

Piloterne med de konkrete erfaringer fra cockpittet står ikke alene med deres skepsis.

Også to uafhængige eksperter udtrykker kritik.

»Det er forkasteligt, hvis man bruger den slags metoder, når det drejer sig om sikkerhedskritiske spørgsmål,« siger professor Henning Boje Andersen, professor i sikkerhed på DTU i København.

»Der er en risiko for, at unge eller uerfarne piloter føler, at der er et pres for at handle på en bestemt måde, hvis de vil have anerkendelse fra ledelsen,« siger Patrick Hudson, international sikkerhedsekspert gennem årtier.

I Dansk Pilotforening håber man, at metoden ikke breder sig til andre flyselskaber.

»Jeg bryder mig ikke om Ryanairs Fuel League, for den kan skabe et uhensigtsmæssigt pres på kaptajnerne.

Økonomiske hensyn og flyvesikkerhed bør være adskilte størrelser,« forklarer piloternes formand, Niels Møller.

Berlingske har spurgt Ryanair, hvorfor selskabet har valgt at rangordne piloterne.

»Vores ranglister bruger vi, fordi de promoverer sikker flyvning og overholdelse af vores operationelle standardprocedurer,« skriver selskabets kommunikationschef, Robin Kiely, i en e-mail til Berlingske.”

Berlingske bragte samme dag på business.dk artiklen ” Ledelsen i Ryanair afviser, at rangliste er problematisk”.

Af underrubrikken fremgår følgende

”[..] Ja, vi ranglister vores piloter efter brændstofforbrug.

Nej, det er ikke noget problem for sikkerheden, lyder det fra Ryanair.”

Af artiklen fremgår følgende

”Ryanairs ledelse erkender, at den bruger det, den selv skiftevis kalder en brændstofliga og en brændstofforbrugsliste.

Men flyselskabet afviser over for Berlingske, at brændstofpolitikken i selskabet udgør et problem for piloterne eller for flysikkerheden.

Ryanair henviser til, at selskabet følger lovens minimumskrav, og at de irske luftfarts­myndigheder, IAA, ikke har fundet anledning til at kritisere Ryanair for fremgangsmåden.

»Der har ikke været kritik eller anbefalinger fra myndigheder om vores brændstof-forbrugslister,« skriver Ryanairs kommunikationschef Robin Kiely i en e-mail til Berlingske.

Berlingske har gennem tre uger søgt svar på en række spørgsmål om brændstofpolitikken i Ryanair.

Ryanair har afvist et interview om brændstofligaen.

Bekymring afvises

I stedet er Ryanairs kommunikations­afdeling efter flere ugers betænkningstid vendt tilbage med svar på nogle af Berlingskes spørgsmål på e-mail.

Ryanair afviser heri den bekymring, som Berlingskes anonyme kilder med en fortid i Ryanair fremfører om brændstofligaens effekt på piloterne i selskabet.

Desuden bliver de navngivne ekspertkilder samt pilotforeningens kritik afvist.

Eksperten er ikke ekspert

»Jeres såkaldte ekspert er tydeligvis ikke ekspert.

Hans påstande skyldes uvidenhed.

Alle piloter i Ryanair har kompetence til at beslutte, hvor meget brændstof de fylder på.

Det eneste formål med vores brændstofforbrugsliste er ikke at holde forbruget nede (vi ønsker ikke at minimere forbruget), men snarere at efterleve vores Standard Operating Procedures,« skriver Robin Kiely.

Derudover henviser Kiely til en udtalelse i 2013 fra de irske luftfartsmyndigheder, IAA, om brændstofligaen, som tidligere har været diskuteret i Storbritannien.

Et uddrag følger her

»Kaptajnen må gerne tanke ekstra brændstof baseret på hans/hendes vurdering, og det er tydeliggjort i det materiale, som alle piloter får fra Ryanairs chefpilot.

Muligheden for kaptajnen til at tage ekstra brændstof med er en ekstra foranstaltning, som forbedrer sikkerheden (...) det er normalt, at luftkaptajner i Ryanair vælger at tage mere ekstra brændstof med.

Vi evaluerer løbende brændstofpolitikken i Ryanair som en del af vores myndighedsansvar og har i øjeblikket ingen bekymring om, at der eksisterer nogen restriktioner på, hvor meget brændstof, der må tankes på flyene.«”

Endelig bragte Berlingske den 20. maj 2015 på b.dk artiklen ”Danske piloter

Ryanair går på kompromis med sikkerheden”.

Af underrubrikken fremgår følgende

”Formanden for Dansk Pilotforening frygter, at Ryanairs rangliste over piloternes brændstofforbrug presser piloterne til at spare så meget på brændstoffet, at det går ud over flysikkerheden.”

Af artiklen fremgår følgende

”Ryanairs piloter kan på en intern rangliste følge med i, hvem der er bedst og dårligst til at spare på brændstoffet.

Flyselskabet forsikrer, at de overholder minimumskravene for, hvor meget brændstof de fylder på deres fly.

Men den udmelding beroliger ikke formanden for Dansk Pilotforening, Niels Møller.

»Min største bekymring går på det pres, som man risikerer at lægge på piloterne med sådan et ranglistesystem.

Det er voldsomt uheldigt, hvis det kan få karrieremæssige konsekvenser for en kaptajn, at han bruger mere brændstof end andre,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Niels Møller understreger, at flyselskaberne selvfølgelig ikke skal svine med deres brændstof, men han frygter, at brændstofligaer som Ryanairs i værste fald kan få kaptajnerne til at spare mere brændstof, end godt og sikkert er.

»Kaptajnerne skal have lov til at træffe de nødvendige beslutninger - både i forhold til flysikkerheden og de love og bestemmelser, der skal overholdes.

Det er ikke rimeligt, at man presser folk til at gå på kompromis med det,« siger de danske piloters formand.

Ryanair afviser bekymringerne over for Berlingske.

Kommunikationschef Robin Kiely fastslår, at alle piloter i Ryanair selv kan beslutte, hvor meget brændstof de fylder på, og at forbrugslistens primære formål er at sikre, at selskabet overholder sine standardprocedurer.”

Yderligere oplysninger

Både Ryanair og Berlingske har fremlagt en række bilag, herunder kopi af parternes mailkorrespondance forud for offentliggørelsen af artiklerne.

Ryanair har blandt andet fremlagt kopi af selskabets sikkerhedsstrategi 2013-2016 og svar af 8. august 2013 fra IAA til Daily Mail og af 15. august 2013 til Channel 4.

Berlingske har blandt andet indsendt kopi af en dom af 16. april 2014 mod Ryanair fra Retten i Amsterdam.

Følgende fremgår bl.a. af dommen

“On 26 July 2012 three Ryanair planes diverted from above the Madrid airport because of bad weather, had to issue a fuel mayday call (the court understands: an emergency call) above the Valencia airport, because of a fuel urgency (the court understands: the situation in which the quantity of fuel might fall below the minimum prescribed for landing).”

2 Parternes synspunkter

2.1 Ryanairs synspunkter

Ryanair har indledningsvis anført, at baggrunden for artikelserien er, at Ryanair offentliggør et månedligt såkaldt fuel burn table på selskabets intranet, som viser, hvor meget brændstof hver pilot bruger i en gennemsnitsmåned i forhold til det estimerede brændstofforbrug.

De månedlige skemaer skaber en sammenligning mellem gennemsnitsforbruget og det aktuelle forbrug for den enkelte pilot.

Afvigelsen præsenteres i procenter.

Jo højere procent, des højere er brændstofeffektiviteten og besparelserne.

I artiklerne postuleres det, at disse fuel burn tables ansporer piloterne til at flyve med mindre brændstof, end hvad der er nødvendigt for at flyve sikkert.

Dette er ikke sandt, eftersom den væsentligste faktor for brændstoføkonomi er gennemsnitshastighed og ikke brændstofmængden ombord.

Der er således ikke tale om, at fuel burn tables er afhængige af, hvor meget brændstof, piloterne medbringer.

For det første har mængden af ekstra brændstof ombord ingen eller kun ringe betydning for gennemsnitsbrændstofforbruget over en måned.

Derimod afhænger brændstofforbruget af, hvordan piloterne følger de procedurer, som er fastlagt for at forbedre sikkerhed og effektivitet.

Ryanair har beskrevet en række af disse procedurer i Ryanairs Operations Manuel, og de inkluderer tekniske forhold som f.eks. unødvendigt brug af strømudtag og undgåelse af push-back procedurer med tændte motorer osv.

For det andet er der ingen hverken belønning eller straf forbundet med disse fuel burn tables.

Ryanair bemærker dog i den forbindelse, at der generelt ikke er noget galt ved at rose piloter, fordi de flyver økonomisk.

Det bestrides, at det brev, der er nævnt i den hollandske afgørelse, som Berlingske refererer til, er i overensstemmelse med Ryanairs politik.

Det beskrevne brev var et uautoriseret memo og blev omgående fjernet.

Til de enkelte artikler bemærker Ryanair følgende

”Ryanair ranglister piloter efter forbrug”

Når det af artiklen fremgår, at de tre Ryanair fly måtte udstede et ”fuel mayday” som følge af for lidt ekstra brændstof i tankene, er dette ikke korrekt.

Forud for offentliggørelsen af artiklen udøvede Ryanair betydelige udfoldelser for at imødegå disse forkerte udsagn i forhold til sikkerhed og forsynede blandt andet Berlingske med uafhængige rapporter fra IAA [se under yderligere oplysninger].

Rapporterne konkluderede, at Ryanairs brændstofpolitik ikke begrænser brændstofmængderne på flyene: 1) Alle tre fly forlod Madrid med overskydende mængder brændstof i forhold til kravene, 2) da personalet omdirigeredes til Valencia, var det med overskydende mængder brændstof i forhold til de gældende minimumskrav og 3) personalet iværksatte nødprocedurer i henhold til EU-OPS, da den kalkulerede brændstofmængde for landing var mindre end final reserve (et begreb defineret som brændstof til at flyve i 30 minutter).

Den uafhængige IAA rapport bekræfter, at alle Ryanair fly afgår med ekstra brændstof, der overstiger EU guidelines, og den endelige beslutning om at tage ekstra brændstof med (ud over det allerede planlagte ekstra brændstof) er fuldkommen op til den enkelte pilots skøn.

Berlingske har således gengivet faktum omkring hændelsen i Valencia ukorrekt og har herudover valgt ikke loyalt at bringe Ryanairs forklaring om hændelsen, som bl.a. havde baggrund i ekstreme vejrforhold over Madrid, der førte til den midlertidige lukning af lufthavnen, en ukorrekt vejrudsigt og dårlig kommunikation fra den spanske Air Traffic Control.

Andre medier valgte ukritisk at viderebringe Berlingskes artikler, hvilket gør skaden endnu større for Ryanair.

Artiklen ”Ledelsen i Ryanair afviser, at rangliste er problematisk”

I denne artikel bringes nogle af Ryanairs indsigelser mod Berlingskes påstande.

Sidst i artiklen bringes et uddrag af rapporten fra IAA, dog uden at citere hændelsen omkring Valencia.

På trods af, at nogle af Ryanairs indsigelser bringes i denne artikel, fortsætter Berlingske sin artikelserie med nye artikler om Ryanairs fuel burn table og vælger i disse kun at bruge helt korte og nuancerede gengivelser af Ryanairs indsigelser.

Artiklen ” Danske piloter

Ryanair går på kompromis med sikkerheden”

Formandens udsagn i artiklen og underoverskriften er ikke forenelige med overskriften, som helt utvetydigt giver læseren det indtryk, at danske piloter mener, at Ryanair går på kompromis med sikkerheden.

Herudover har Berlingske valgt at tildele sine kilders bekymring uproportionalt meget plads og troværdighed uden at afbalancere det med Ryanairs forklaringer og IAAs erklæringer.

Således bringes kun helt korte og unuancerede gengivelser af Ryanairs indsigelser.

Så hårde anklager, som der ligger i artiklen, burde have været afbalanceret med ikke blot en grundigere gengivelse af Ryanairs forklaringer, men også og ikke mindst med IAAs konstatering af, at Ryanairs brændstofpolitik ikke lægger begrænsninger i brændstofpåfyldningen, og at ekstra brændstof i forhold til EU guidelines altid kan medbringes efter piloternes beslutning og IAAs konstatering af, at ”beviser på Ryanair flyvninger viser, at det at medbringe supplerende brændstof over de påkrævede mængder er et almindeligt valgt for Ryanairs kaptajner”.

Samlet skabes der herved et fordrejet og falsk billede.

Endelig anmodes der om, at Berlingske pålægges at bringe et genmæle, hvor det præciseres, at omtalen af hændelsen omkring Valencia var faktuelt utilstrækkelig og vildledende for læseren.

2.2 Berlingskes synspunkter

Til Ryanairs klage over, at det i artiklerne postuleres, at fuel burn tables ansporer piloterne til at flyve med mindre, end hvad der er nødvendigt for at flyve sikkert, har Berlingske anført, at gennemsnitshastighed er den væsentligste faktor til at påvirke brændstoføkonomien.

Med ordet ”væsentligste” ligger implicit, at der samtidig eksisterer andre faktorer, der påvirker selskabets omkostninger til brændstof.

En omkostning, der årligt udgør et ikke ubetydeligt beløb på 15 mia. kr. (brændstof + olie) for Ryanair ifølge senest offentliggjorte årsregnskab.

En af disse faktorer er den brændstofmængde, der er ombord på flyene.

Dette bestrider Ryanair da heller ikke i sin klage.

Det kan ikke udelukkes, at der er et økonomisk incitament for Ryanair til at flyve med så lidt brændstof som nødvendigt og krævet af lovgivningen.

Hvor stor en indflydelse brændstofmængden har på Ryanairs samlede brændstofforbrug er ingen i Berlingskes artikler fremkommet med vurderinger af, da Berlingske af gode grunde ikke kan udføre præcise beregninger.

Berlingske har dog foretaget en beregning af, at Ryanair gennemfører over 1.600 flyvninger hver dag, hvilket svarer til flere end 584.000 flyvninger hvert år.

Hvis man er i stand til at spare i gennemsnit 1.000 kr. på brændstofforbruget på hver flyvning, svarer det til 58,4 mio. kr. i besparelse hvert år.

Beløbets størrelse er dog ikke det afgørende.

Således har det været avisens argumentation, at det ikke er brændstoføkonomien alene, der kan anspore piloter til at træffe ikke hensigtsmæssige beslutninger om brændstof.

Det er heller ikke rangeringen af piloterne eller kravet om at skulle forklare sig skriftligt, hvis de tager mere brændstof med end foreslået i flyveplanen.

Derimod er det et sammenfald af en række af disse faktorer, som samlet set ifølge avisens kilder kan føre til, at der bliver truffet uhensigtsmæssige beslutninger om brændstof.

Endvidere beskriver klager, at der ikke er nogen straf eller belønning forbundet med brændstofligaen.

Det fremgår da heller ikke af artiklerne, at Ryanairs piloter får en umiddelbar økonomisk belønning, hvis de fylder mindre brændstof på flyet, end de har lyst til.

Dog kan der være, som kilder i artiklerne fremhæver, andre indirekte fordele for piloterne

a) Man slipper for at aflægge en skriftlig forklaring på, hvorfor man har taget mere brændstof med, end det der fremgår af flyveplanen.

Altså bliver dokumentationskravet og de notater, som Ryanair opbevarer om en pilots adfærd mindst muligt ved, at piloten holder sig inden for det i flyveplanen foreslåede.

b) Hver måned offentliggør Ryanair på sit intranet ranglisten over piloters brændstofforbrug.

Den pilot, der bruger mindst brændstof, bliver rost af ledelsen på intranettet.

Eksempelvis får ”vinderen” af brændstofligaen hver måned typisk en lykønskning fra Ryanairs chefpilot.

Som dokumentation bragte Berlingske et eksempel på en sådan lykønskning, som da heller ikke bestrides af Ryanair.

c) Ligger man i bunden af tabellen som følge af et relativt højt brændstofforbrug, kan dette ifølge avisens kilder også få konsekvenser for Ryanairs piloter.

Piloterne kan modtage breve fra ledelsen, jf. et eksempel, som blev fremlagt i forbindelse med en hollandsk retssag, hvor der henvises til et konkret brev sendt fra en Base Captain (chef) til en Ryanair-kaptajn.

d) Tilmed risikerer piloter, der ligger dårligt i tabellen, at blive kaldt til samtale med deres chef eller på hovedkontoret i Dublin.

e) Ligger man derimod godt i tabellen, kan der ud over den konkrete hyldestbesked fra ledelsen og muligheden for den kollegiale anerkendelse, være sidegevinster.

Kilder vurderer overfor avisen, at chancerne for forfremmelse er større, hvis man ligger godt i tabellen, og et ønske om forfremmelse er mindst lige så væsentligt for ansatte i Ryanair, som det er mange andre steder ifølge avisens kilder.

f) Da Ryanair ifølge avisens oplysninger ikke har redegjort for de overordnede eller specifikke brændstoføkonomiske fordele ved at flyve med så lidt brændstof i tanken som muligt, er det ikke dokumenteret, hvor store økonomiske fordele det giver for flyselskabet, hvis dets piloter forsøger at tage så lidt brændstof med som muligt/lovligt.

Dette udelukker dog ikke, at piloten kan have en opfattelse af, at han/hun bidrager til en bedre bundlinje i firmaet, som med al tydelighed i andre sammenhænge gør opmærksom på, at det er en del af forretningsstrategien at være ekstremt omkostningsbevidst.

Ryanair henviser selv i artiklerne til, at brændstofligaen er en del af selskabets Standard Operating Procedure.

Til klagen over artiklen ”Ryanair ranglister piloter efter forbrug” har Ryanair beskrevet, at det ikke er korrekt, at de tre Ryanair-fly måtte udstede et ”fuel mayday” som følge af for lidt brændstof i tankene ved tre konkrete hændelser i Valencia i 2012.

Berlingske undrer sig over denne del af klagen, idet det fremgår af en dom afsagt mod Ryanair i Holland, at der var tale om tre ”fuel maydays”.

Endvidere dokumenteres det af originale lydoptagelser, at kaptajnen på et af de tre Ryanair-fly netop brugte ordet ”mayday”, da han anmodede om tilladelse til at lande i Valencia.

Ryanair har ikke bestridt optagelsens ægthed.

I formuleringen ”for lidt ekstra” ligger, at der var ekstra brændstof med på flyene, men at der ikke var tilstrækkeligt til, at kaptajnen undgik at udstede et ”fuel mayday”.

Sammenhængen mellem de tre ”fuel maydays” og ”for lidt ekstra brændstof” fremgår endda også af den klage, som er sendt til Pressenævnet.

Det er således hævet over enhver tvivl, at der er en meget klar forbindelse mellem det relativt lave brændstofniveau og de tre Ryanair-kaptajners beslutning om at udstede et ”fuel mayday”.

Berlingske beskriver i artiklen, at Ryanair finder episoderne i Valencia enkeltstående, hvilket også er faktuelt korrekt og bemærker, at avisen ikke har brugt Valencia-episoden til at få eksperterne til at udtale sig.

Endvidere har avisen på intet tidspunkt beskrevet, at piloterne ikke skulle have udvist god dømmekraft.

For så vidt angår klagen over, at der ikke er nok plads til modsvar i artiklen ”Ledelsen i Ryanair afviser, at rangliste er problematisk” samt at hændelserne i Valencia ikke citeres, er det Berlingskes holdning, at der er givet plads til Ryanairs svar og holdning.

Særligt i lyset af, at selskabet ad flere omgange har undladt at vende tilbage på Berlingskes henvendelser, som har stået på i over en måned, eller selskabet er vendt tilbage langt efter den deadline, avisen har givet.

Berlingske skubbede offentliggørelsen af de første artikler en uge og gav dermed også Ryanair ekstra tid til at få et svar med.

Berlingske har ikke alene gengivet Ryanairs holdning på 1:1-forsiden, på Business-forsiden samt i underrubrikken i hovedhistoren ”Ryanair ranglister piloter efter forbrug,” , men også i en separat historie med selvstændig rubrik ”Ryanairs ledelse afviser, at rangliste er problematisk” bragt sammen med hovedhistorien gengives Ryanairs svar og holdning til sin egen brændstofliga, som ranglisten også internt kaldes i Ryanair.

Det er værd at bemærke, at Ryanair ikke bestrider eksistensen af brændstofligaen som en del af selskabets brændstofpolitik.

Derudover henvises i artiklen til, at IAA ikke har fundet anledning til at kritisere brændstofpolitikken.

Dels skriver Berlingske det direkte, dels citerer avisen fra et IAA-notat, dels henviser avisen i forbindelse med artiklen til, at avisen har lagt de dokumenter ud på business.dk., som IAA tidligere har skrevet til andre medier, og som Ryanair sendte til Berlingske som svar på avisens spørgsmål.

Berlingske har dermed publiceret de skriftlige svar fra IAA i fuld længde, netop som Ryanair ønskede.

Det uddrag fra IAA-notaterne, som Berlingske citerer, er valgt på baggrund af en mail, som Ryanair har sendt til Berlingske.

Det er værd at bemærke, at Ryanair ikke trækker Valencia-episoden særligt frem i sit svar, men forholder sig mere generelt, hvilket Berlingske har lagt sig op ad i gengivelsen af Ryanairs holdning.

Der er flere gentagelser i de punkter, som Ryanair har udvalgt, og Berlingske har efter bedste evne citeret det væsentligste og derudover henvises til de fulde dokumenter, som blev publiceret på business.dk.

Endelig klager Ryanair over, at der ikke er dækning for overskriften i artiklen ” Danske piloter

Ryanair går på kompromis med sikkerheden”.

Det er Berlingskes holdning, at citatet fra pilotformanden viser en bekymring for, at brændstofligaen fører til en praksis, som kompromitterer sikkerheden.

Udlægningen skal ses i sammenhæng med den øvrige dækning på dagen, hvor eksperter er bekymrede for det samme.

Artiklen skal ses som en del af den omfattende dækning på nettet, hvor der krydslinkes til den dokumentation fra IAA, som Berlingske lagde på nettet for at efterfølge Ryanairs ønske.

Herudover citeres Ryanair indirekte for følgende i samme artikel

”Ryanair afviser bekymringerne over for Berlingske.

Kommunikationschef Robin Kiely fastslår, at alle piloter i Ryanair selv kan beslutte, hvor meget brændstof de fylder på, og at forbrugslistens primære formål er at sikre, at selskabet overholder sine standardprocedurer”.

Afslutningsvis afviser Berlingske at bringe et genmæle.

Det vil dog være naturligt at uddybe de faktuelle forhold omkring f.eks.

Valencia-episoden i den videre journalistiske dækning.

Berlingske er i dialog med Ryanair om et interview med chefpiloten om dette.

Berlingske afviser således alle klagepunkter.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Rasmus Emborg, Lene Sarup og Marianne Druedahl.

Det bemærkes indledningsvis, at Pressenævnet lægger til grund, at Ryanair ikke bestrider, at selskabet opererer med en såkaldt månedlig brændstoftabel, som viser de enkelte piloters brændstofforbrug.

Nævnet har på grund af den begrænsede bevisførelse, der kan foretages for nævnet, ikke mulighed for at tage stilling til, om Ryanairs piloter ”straffes” eller ”belønnes” alt efter, hvor langt nede på tabellen, de er placeret.

God presseskik

Pressenævnet bemærker, at redaktøren som udgangspunkt i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af deltagerne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare.

Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.

Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn.

Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer.

Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel, jf. punkterne A.1, A.3, A.4, A.5 og A.6.

- Udsagnet i artiklen ”Ryanair ranglister piloter efter forbrug” om, at tre Ryanair fly i 2012 måtte udstede et ”fuel mayday” som følge af for lidt ekstra brændstof i tankene (Valencia-episoden)

Ryanair har anført, at de tre ”fuel maydays” var proceduremæssigt påkrævede for at opfylde EU-regler, hvorefter en kaptajn skal udstede et ”fuel mayday”, når hans beregninger viser, at den mængde brændstof, der skal benyttes under landingen, er mindre end final reserve (et EU-begreb, defineret som brændstof til at flyve i 30 minutter).

Final reserve er ikke en minimumsmængde af brændstof, der er fornødent under landing, men en ekstra reserve, der skal beregnes før hver flyvning.

Pressenævnet lægger herefter til grund, at der var ekstra brændstof med på flyene, men at dette ikke var tilstrækkeligt til at undlade at udsende et nødsignal.

Da det yderligere fremgår af oplysningerne i sagen, herunder af dommen af 16. april 2014 fra Retten i Amsterdam, at det er korrekt, at der var tale om tre ”fuel maydays” i forbindelse med Valencia-episoden i juli 2012 samt at der var tale om, at flyene var ”low on fuel”, finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik af udsagnet i artiklen.

- Dækning i artiklen for overskriften ”Danske piloter

Ryanair går på kompromis med sikkerheden”

Overskriften er baseret på et interview med formanden for Dansk Pilotforening, Niels Møller, som ”ikke er beroliget over Ryanairs udmelding om, at de overholder minimumskravene for, hvor meget brændstof de fylder på deres fly” og blandt andet udtaler

”Min største bekymring går på det pres, man risikerer at lægge på piloterne med sådan et ranglistesystem.

Det er voldsomt uheldigt, hvis det kan få karrieremæssige konsekvenser for en kaptajn, at han bruger mere brændstof end andre”.

Han ”understreger, at flyselskaberne selvfølgelig ikke skal svine med deres brændstof, men han frygter, at brændstofligaer som Ryanairs i værste fald kan få kaptajnerne til at spare mere brændstof, end godt og sikkert er.” Det er Pressenævnets opfattelse, at overskriften mest nærliggende må læses som en sammenfatning af udtalelserne fra formanden for Dansk Pilotforening.

På den baggrund udtaler Pressenævnet ikke kritik.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at det med ordene ”Danske piloter:” fremgår, at der er tale om en vurdering fra formanden for Dansk pilotforening, ikke en faktisk oplysning.

- Modsvar til artiklerne ”Ledelsen i Ryanair afviser, at rangliste er problematisk” og ”Danske piloter

Ryanair går på kompromis med sikkerheden”

Det fremgår af artiklen ”Ledelsen i Ryanair afviser, at rangliste er problematisk” , at Ryanair bekræfter, at selskabet bruger en brændstofliga eller en brændstofforbrugsliste.

Det fremgår samtidig, at selskabet ”afviser over for Berlingske, at brændstofproblematikken udgør et problem for piloterne eller for flyselskabet”.

Ryanair henviser til, at selskabet opfylder lovens minimumskrav, og at IAA ikke har fundet anledning til at kritisere Ryanair for fremgangsmåden.

Ligeledes får selskabet lejlighed til at afvise, at der er grund til den bekymring, som Berlingskes anonyme kilder fremfører om brændstofligaens effekt på piloterne, ligesom selskabet får lejlighed til at afvise kritikken fra pilotforeningen.

Endelig fremgår en udtalelse fra IAA af artiklen, hvoraf det bl.a. fremgår, at ”kaptajnen [på et Ryanair fly] gerne må tanke ekstra brændstof” samt at IAA ikke finder anledning til at kritisere Ryanairs brændstofpolitik.

Pressenævnet finder på den baggrund ikke, at god presseskik kan anses for at være blevet tilsidesat derved, at Ryanairs synspunkter ikke blev gengivet i det omfang, selskabet ønskede, hverken i den påklagede artikel eller i artiklen ”Danske piloter

Ryanair går på kompromis med sikkerheden” , hvor Ryanair får lejlighed til at ”afvise bekymringerne over for Berlingske.

Kommunikationschef Robin Kiely fastslår, at alle piloter i Ryanair selv kan beslutte, hvor meget brændstof de fylder på, og at forbrugslisten primære formål er at sikre, at selskabet overholder sine standardprocedurer”.

Pressenævnet bemærker i den forbindelse, at Berlingske allerede den 19. maj 2015 på business.dk gav læserne mulighed for at downloade IAAs svar på spørgsmålet om Ryanairs brændstofpolitik fra 2013 til Daily Mail.

Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt, at Berlingske i artiklerne den 19. og 20. maj 2015 har tilsidesat presseetiske regler, herunder ved ikke at bringe Ryanairs synspunkter og IAAs konstateringer, men kun helt korte, ikke-dækkende og unuancerede sammenfatninger heraf.

Genmæle

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Under henvisning til det anførte under god presseskik finder Pressenævnet ikke, at Berlingske har bragt forkerte oplysninger, der kan påføre Ryanair skade af betydning.

Ryanair er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle.

Afgjort den 18.

August 2015.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →