Legislator Case Law & Legislation
W20151007725 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 10077 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold

KEN#LOKDOK23 2015 10077 Valid

J.nr. 2500071-09

En sikkerhedsvagt på et museum blev fyret fra sit job.

Afgørelsen er afsagt med dissens.

Et flertal i nævnet mente ikke, at der var indgået en bindende aftale mellem parterne til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav.

Nævnet lagde herved til grund, at arbejdsstedet havde en sædvanlig praksis om, at ansatte ikke kunne være fast tilknyttet arbejdsstedet, efter de var fyldt 70 år.

Et sådant vilkår fremgik imidlertid ikke af sikkerhedsvagtens ansættelseskontrakt, overenskomst, personalehåndbog eller individuel aftale med arbejdsgiveren.

Arbejdsgiveren havde derfor overtrådt forskelsbehandlingsloven, og vagten blev tilkendt godtgørelse på 3 måneders løn.

KEN#LOKDOK23 2015 10077 Valid

Sagen drejer sig om angivelig forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det er i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget.

Indklagede skal betale en godtgørelse til klageren på kr. 56.420, svarende til 3 måneders løn.

Sagsfremstilling

Klager, der den 22. december 2008 fyldte 70 år, blev ansat som sikkerhedsvagt hos indklagede den 15. april 2005.

Den første periode som timelønnet afløser og siden 1. juni 2006 som fastansat medarbejder.

37 timer ugentligt i perioden 1. april til 31. oktober og minimum 22 ½ time ugentligt i perioden fra 1. november til 31. marts.

Klager ønskede at gå lidt ned i tid fra januar 2009, og blev efter det oplyste lovet afløser 3 dage om ugen fra januar 2009.

Klager modtog ikke en ny ansættelseskontrakt eller lignende i den forbindelse.

På vagtskemaet for første kvartal af 2009 blev klager ikke tildelt vagter, og han modtog heller ingen opsigelse fra arbejdsstedet.

Indklagedes advokat fremsendte den 22. januar 2009 skriftligt tilbud til klager om betaling af 2 måneders løn med tillæg af feriepenge og SP-betaling i alt kr. 43.631,56 "til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav, herunder på løn, godtgørelse m.v." i anledning af ansættelsesforholdet.

Klager svarede den 24. januar 2009, at han accepterede betaling af løn, feriepenge og SP-betaling med ovennævnte beløb som afslutning på ansættelsesforholdet.

Klager nævnte ikke i brevet noget om, hvorvidt betaling var til fuld og endelig afgørelse.

Beløbet blev betalt, og ansættelsesforholdet ophørte.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at indklagede har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager har henvist til, at han blev fyret fra sin faste ansættelse som sikkerhedsvagt med virkning fra 1. januar 2009, fordi han den 22. december 2008 fyldte 70 år.

Klager påstår videre, at der ikke er indgået et endeligt og bindende forlig mellem parterne, men at han som følge af manglende opsigelse er blevet kompenseret for manglende indtægt i starten af 2009.

Indklagede påstår sagen afvist af Ligebehandlingsnævnet, idet der henvises til, at der mellem parterne er indgået et endeligt og bindende forlig, der gør op med ethvert mellemværende i anledning af klagers fratræden fra arbejdsstedet.

Indklagede påstår endvidere, at den gældende pensionsalder på 70 år ikke er uforenelig med lovgivningen og/eller, at klager ikke har været udsat for aldersdiskrimination.

Indklagede har herved henvist til, at klager har været bekendt med den gældende pensionsalder på arbejdsstedet.

Det er oplyst, at det er arbejdsstedets faste praksis, at fastansættelser afsluttes, når lønmodtageren fylder 70 år.

Efterfølgende kan der kun blive tale om en løsere tilknytning til arbejdsstedet som afløser.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet kan træffe afgørelse i sager om forskelsbehandling på grund af alder på arbejdsmarkedet.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

To af nævnets medlemmer mener ikke , at klager har indgået et forlig, der hindrer, at nævnet kan tage stilling til, om klager i forbindelse med afskedigelsen har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder og om dette i givet fald udløser en godtgørelse efter loven.

Et af nævnets medlemmer er af den opfattelse , at det er uklart, hvad der er aftalt mellem klager og indklagede.

Det vurderes, at behandlingen af sagen forudsætter vidneførelse, hvorfor sagen ikke er egnet til behandling i nævnet.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at indklagedes afvisningspåstand ikke tages til følge.

Forskelsbehandlingsloven er ikke hindrende for, at der er bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og overenskomster om, at et ansættelsesforhold ophører, når lønmodtageren fylder 70 år.

Loven giver derimod ikke en arbejdsgiver mulighed for ensidigt at opsige en arbejdstager på grund af alder, fordi denne fylder 70 år.

Ligebehandlingsnævnet har lagt til grund, at arbejdsstedet havde en sædvanlig praksis om, at lønmodtagere ikke kunne være fast tilknyttet arbejdsstedet efter det fyldte 70. år.

Det er endvidere lagt til grund, at et sådant vilkår ikke fremgår af klagers ansættelseskontrakt, overenskomst, personalehåndbog eller af en dokumenteret individuel aftale med arbejdsgiveren.

Det forhold, at klager måtte have været bekendt med arbejdsstedet sædvanlige afskedigelsespraksis er efter Ligebehandlingsnævnets vurdering ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at det kan antages, at parterne har indgået aftale herom.

Indklagede har således overtrådt forskelsbehandlingsloven.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse svarende til 3 måneders løn.

Det fremgår af ansættelsesaftalen mellem klager og indklagede, at klagers månedlige ferieberettigede løn udgør kr. 18.806,71.

Indklagede skal således godtgøre klager et beløb svarende til kr. 56.420.

Godtgørelsen er fastsat på baggrund af klagers samlede ansættelsesperiode hos indklagede.

<2500071-09>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →