Legislator Case Law & Legislation
W20151006825 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 10068 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold

KEN#LOKDOK23 2015 10068 Valid

J.nr. 7100619-12

En frisørsalon havde forskellige priser for klipning af kvinder og mænd.

Nævnet fandt ikke, at det var sagligt begrundet, at indklagede havde forskellige vejledende priser for klipning af mænd og kvinder.

Nævnet lagde vægt på, at der ved annonceringen af priserne som kriterium alene henvises til kønnet og ikke til behandlingens karakter og omfang som afgørende for prisen.

Klager fik derfor medhold.

KEN#LOKDOK23 2015 10068 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en frisør har forskellige priser for klipning af mænd og kvinder.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det er i strid med ligestillingsloven, at indklagede har forskellige priser for klipning med videre af mænd og kvinder.

Sagsfremstilling

Det fremgår af oplysningerne fra klager, at den indklagede frisør har blandt andre følgende priser

Dameklip og føn fra 625 kr.

Herreklip med føn fra 515 kr.

Parternes bemærkninger

Klager ønsker, at der skal være ens priser for mænd og kvinder, da det ikke bør være kønsbestemt, hvor meget man skal betale for at blive klippet.

Indklagede afviser, at prisforskellen er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn.

Indklagede anfører, at tidsforbruget ved hårbehandling er den afgørende faktor for prisfastsættelsen.

Prisen afhænger af behandlingens art og kundens hår.

Indklagede henviser til, at mandlige frisørkunder generelt ikke er særlig krævende med hensyn til rådgivning om hår, pleje og frisurevalg.

Der bruges derfor ikke meget tid på mænd, og der er oftest kun tale om hårvask og klipning.

Klipningen foretages med saks, som med tiden erstattes mere og mere af en elektrisk trimmer.

Dette betyder effektivisering og dermed mindre tidsforbrug, som afspejles i de lavere priser for mænd.

Hertil kommer, at der sjældent er flere faktorer ved hårbehandling af mænd.

Indklagede henviser videre til, at kvindelige frisørkunder kræver mere tid samt flere services og produkter.

Hårvask på kvinder tager længere tid, og der bruges på grund af hårets længde og kvinders krav til hårets struktur både flere produkter og større mængde af de enkelte produkter.

Kvinder har langt hår, mellemlangt hår eller hår, som er klippet i specielle frisurer.

Kvinder klippes altid med saks, og håret opdeles og klippes i flere omgange på grund af længde, hårtykkelse og frisurevalg.

Der bruges også særlige klippeteknikker blandt andet for at give håret mere fylde.

Hertil kommer føntørring efter klipning og instruktion i at sætte håret.

Indklagede henviser i øvrigt til, at klipning med saks tager længere tid, og at klipning af kvinders frisurer ikke er blevet effektiviseret med for eksempel trimmer.

Derfor tager frisørens behandling af en kvinde længere tid.

Prisforskellen udspringer af tidsforskellen, som er afgørende for prisfastsættelsen.

Jo længere tid behandlingen tager, jo højere er prisen.

Det er i øvrigt indklagedes opfattelse, et ens priser for klipning vil være diskriminerende over for mænd, da de ikke er nær så omkostningskrævende.

Indklagede anfører også, at sagen bør afvises, da nævnet allerede har truffet principiel afgørelse.

Hertil kommer, at klager aldrig har henvendt sig i salonen for at få en pris for at blive klippet.

Det er derfor ikke konstateret, om klager ville være blevet behandlet anderledes end en mand med tilsvarende frisure.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet finder, at der er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede forskelsbehandler på grund af køn, idet der er forskellige priser for klipning med videre af kvinder og mænd.

Det fremgår af forarbejderne til ligestillingsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke gælder, hvis denne er begrundet i saglige og objektive forhold, der ikke er begrundet i køn.

Bestemmelsen er for eksempel ikke til hinder for, at der opkræves forskellig betaling for erhvervsmæssig betjening med videre af kvinder og mænd, hvis dette er begrundet i en forskel i omkostninger.

Nævnet vurderer, at indklagede ikke har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnets bemærker herved, at forskellige priser for forskellige ydelser ikke strider mod ligebehandlingsprincippet.

Det er imidlertid ikke sagligt begrundet, når indklagede ved annonceringen af priserne som kriterium alene henviser til kønnet og ikke til behandlingens karakter og omfang som afgørende for prisen.

Indklagede har derfor ikke bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klagen tages derfor til følge.

<7100619-12>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →