Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
J.nr. 7100686-12
Det var i strid med ligestillingsloven, at et diskotek havde et tilbud om gratis cava og billigere entré til alle, der mødte op i stiletter.
Klager blev tilkendt en godtgørelse på 2.500 kr.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek havde et tilbud om gratis Cava og billigere entré til alle, der mødte op i stiletter.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede havde et tilbud om gratis Cava og billigere entré til alle, der mødte op i stiletter.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 2.500 kr. med procesrente fra den 19. november 2012, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Der er klaget over, at klager og hans venner ikke blev tilbudt billigere entré og gratis Cava, da de den 16. november 2012 var på det indklagede diskotek.
Parternes bemærkninger
Klager har oplyst, at flere piger blev lukket ind 50 kr. billigere end klager og hans venner.
Klager gjorde ved døren gældende, at han og hans venner også ønskede denne rabat.
Dette blev dog afvist, eftersom dette kun var for piger og at man skulle komme i stiletter for at få den pågældende rabat.
Samtidig ville man også få fri Cava hele natten.
Klager gør gældende, at dette er i strid med ligestillingsloven, og at der er tale om forskelsbehandling på grund af køn.
Stiletter er i almindelighed et damefodtøj, hvorfor tilbuddet i al væsentlighed er rette mod diskotekets kvindelige gæster.
Indklagede påstår, at de ikke forskelsbehandler køn, men i stedet forfordeler folk med en speciel dresscode, som i dette tilfælde er stiletter.
Såfremt folk møder op i stiletter eller højhælede sko, vil de komme billigere ind samt få fri bar i Cava.
Indklagede nævner, at grunden hertil er, at folk der ankommer i stiletter eller højhælede sko, er mere festligt påklædt og derved får de ekstra fordele.
Denne forskel gælder alle uanset køn.
Indklagede lukker også mænd ind, som ankommer i højhælede sko.
Mænd får derved samme fordel, som når kvinder ankommer i stiletter.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager på grund af sit køn har været udsat for forskelsbehandling.
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt lov om ligestilling af mænd og kvinder ved at tilbyde billigere entré og fri Cava til gæster, der ankom i stiletter.
Der er tale om et tilbud, der i al væsentlighed er rettet mod kvinder.
Indklagede er ikke fremkommet med oplysninger, der kan føre til et andet resultat.
Klager får derfor medhold i sin klage.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 2.500 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.
Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 19. november 2012, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
<7100686-12>