Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - ansættelse - kommuner - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - ansættelse - kommuner - ej medhold

J.nr. 2500169-10

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en Kommune undlod at indkalde en klager, til en jobsamtale til en stilling som pedel ved et plejehjem.

Der var ikke en formodning for, at den manglende indkaldelse var begrundet i hans handicap.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med jobansøgning.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede undlod at indkalde klager til jobsamtale i vinteren 2010.

Sagsfremstilling

Klager er en 39-årig mand, der er uddannet cand.

mag i historie og medievidenskab.

Indklagede indrykkede en stillingsannonce vedrørende en ledig stilling som pedel ved et plejehjem.

Det blev anført, at der ville blive indkaldt til ansættelsessamtaler den 24. februar 2010.

Klager søgte stillingen og gjorde i den forbindelse opmærksom på, at han ønskede at gøre brug af sin fortrinsadgang for handicappede til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere.

Klager blev ikke indkaldt til ansættelsessamtale, og indklagede meddelte den 26. februar 2010, at stillingen var besat til anden side.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en jobansøgning til indklagede.

Klager har krav på en godtgørelse, der har en "afskrækkende" virkning på indklagede.

Nævnet har i en anden sag tilkendt en godtgørelse på 25.000 kroner, hvor klager ikke blev indkaldt til samtale på grund af sin alder.

Der er i den konkrete sag tale om skærpende omstændigheder, fordi reglerne om kompensation til handicappede i erhverv foreskriver en pligt til at indkalde til samtale, og fordi klager selv har gjort opmærksom på denne pligt med henvisning til loven.

Den 12. februar 2010 søgte klager en stilling som pedel ved et plejehjem, der hørte under indklagede.

I forbindelse med ansøgningen oplyste klager, at han ønskede at benytte sig af reglerne om fortrinsadgang for personer med handicap.

Af stillingsopslaget fremgik det, at der ville blive afholdt samtaler den 24. februar 2010.

Den 26. februar 2010 modtog klager et standardafslag.

Klager anmodede efterfølgende Beskæftigelsesankenævnet om at vurdere, hvorvidt indklagede i forbindelse med klagers stillingsansøgning havde overholdt de regler, der er fastsat om samtale- og forhandlingspligt i medfør af lov om kompensation til handicappede i erhverv.

Beskæftigelsesankenævnet fandt, at reglerne om fortrinsadgang til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere ikke var overholdt i forbindelse med besættelse af stillingen.

Indklagede er en selvejende institution, der får dækket mindst 50 procent af udgifterne ved offentlige tilskud, og er derfor at betragte som en offentlig arbejdsgiver.

Indklagede er derfor omfattet af de arbejdsgivere, der skal anvende reglerne om fortrinsadgang for handicappede personer.

Indklagede havde ikke fulgt de regler, der er fastsat, om pligten til at indkalde klager til en personlig ansættelsessamtale og til efterfølgende at forhandle med jobcenteret.

Nævnet lagde til grund, at klager opfyldte de formelle uddannelseskrav til den ledige stilling.

Det forhold at klager skulle være overkvalificeret til jobbet kan ikke i sig selv medføre, at klager ikke skulle opfylde de formelle uddannelseskrav.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at klager i sin ansøgning havde gjort opmærksom på, at han ønskede at anvende fortrinsretten, og at han tidligere havde anvendt fortrinsretten med jobcenterets medvirken.

Nævnet lagde også vægt på, at indklagede ikke havde indkaldt klager til en personlig samtale før den ledige stilling blev besat.

Endelig lagde nævnet vægt på, at indklagede besatte stillingen uden at have orienteret og forhandlet med jobcenteret.

Samtale- og forhandlingspligten var derfor ikke overholdt.

Til trods for sit handicap har klager gennemført et akademisk uddannelsesforløb, som samfundet har bekostet.

Siden endt uddannelse er han kun blevet mødt med lukkede døre på grund af de barrierer, som reglerne om forbud mod forskelsbehandling skulle hjælpe med at nedbryde.

Gennem de sidste fire år har han således søgt mere end 1000 stillinger.

Det har mange negative psykiske og økonomiske konsekvenser ikke at kunne få et arbejde.

Klager er uforstående overfor det forhold, at Beskæftigelsesankenævnet entydigt kan udtale, at lov om kompensation for handicappede i erhverv er blevet overtrådt, og at Ligebehandlingsnævnet efterfølgende kan statuere, at der ikke er sket en overtrædelse af loven, der kan medføre påtale eller straf.

Det er med andre ord "gratis" for de offentlige arbejdsgivere at bryde loven og udvander reglerne om kompensation for handicappede i erhverv.

Det er klagers fornemmelse, at Ligebehandlingsnævnet har valgt at støtte offentlige arbejdsgiveres ret til at se bort fra en lov, som Beskæftigelsesankenævnet klart har sagt, er blevet brudt.

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at "arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse".

Indklagede skal blandt andet træffe de foranstaltninger der er beskrevet i reglerne om kompensation for handicappede i erhverv.

Beskæftigelsesankenævnet har statueret, at det ikke er sket i den konkrete sag.

Indklagede har derfor overtrådt reglerne i forskelsbehandlingsloven.

Indklagede påstår frifindelse og afviser, at der har været tale om forskelsbehandling i den konkrete sag.

I forbindelse med besættelsen af stillingen, modtog plejehjemmet 1200 ansøgninger.

Det er uvant for stedet at skulle håndtere så mange ansøgninger, men alle fik fremsendt kvittering og et begrundet afslag.

Af stillingsopslaget fremgik det, at de formelle faglige kvalifikationer blandt andet bestod i en håndværksmæssig baggrund eller erfaring fra lignende job.

Klager havde selv angivet, at han havde erfaring fra et arbejde som ejendomsinspektør, hvilket ikke kan sidestilles med en stilling, der indebærer, at man skal kunne udføre vedligeholdelses- og reparationsarbejde, som det fremgik af stillingsopslaget.

Klager havde ikke nævnt noget om en eventuel håndværksmæssig uddannelse eller kunnen, og han fremstod derfor ikke lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere.

Derudover var forstanderen opmærksom på, at klager som akademiker er uddannet til en stilling, hvor der sædvanligvis forventes en hel anden aflønning, end hvad en pedel kan forvente.

Angivelsen af at klager ønskede ansøgningen behandlet efter reglerne om fortrinsadgang for personer med handicap gav forstanderen en information om, at der tilsyneladende var tale om en ansøger med et handicap.

Det var dog ikke opfattelsen, at dette indebar en forpligtelse til at indkalde ansøgeren til samtale.

Indklagede er særdeles velkendt med, at et handicap ikke kan tages som udtryk for, at en stilling som pedel ikke kan bestrides udmærket af en handicappet medarbejder.

Dog savnede plejehjemmet oplysninger i ansøgningen om klagers håndværksmæssige uddannelse eller kompetence.

Stillingen blev også besat med en uddannet håndværker.

Klagers baggrund som historiker var ikke så relevant for plejehjemmet.

I afslaget blev det som i alle de andre afslag angivet, at man kunne rette henvendelse til plejehjemmet for en yderligere uddybning af, hvorfor man ikke kom til samtale.

Klager henvendte sig ikke.

Det var der en række andre ansøgere, der gjorde, ligesom de ivrige ansøgere bad om at komme til rundvisning på plejehjemmet forud for ansættelsessamtalen.

På trods af klagers indgående kendskab til regelsættes vedrørende fortrinsret for handicappede, nøjedes han i ansøgningen med at anføre en enkelt linie om, at "ansøgningen her ønskes behandlet efter reglerne om fortrinsadgang for personer med handicap".

Det fremgik ikke, om jobcenteret havde godkendt, at klager gjorde brug af fortrinsstillingen, eller hvilken konsekvens denne rettighed havde.

Det har gjort risikoen for fejlhåndtering af fortrinsretten nærliggende, uden at der har været forsæt til forskelsbehandling.

Klager anfører i sin klage som en skærpende omstændighed, at han selv har gjort opmærksom på pligten til at indkalde til samtale.

Det er dog ikke indklagedes opfattelse.

Klager har alene nævnt fortrinsretten uden at beskrive, hvad den indebærer i form af en pligt til at indkalde til samtale, såfremt ansøgeren opfylder de formelle krav.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Derimod har nævnet ikke kompetence til at behandle klager i henhold til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til forskelsbehandlingsloven, at der i praksis opereres med en forståelse af begrebet handicap, hvorefter der, for at man kan tale om et handicap eller en person med handicap må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som afføder et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation.

Det er dog ikke afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation.

Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at klager er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, må nævnet lægge til grund, at indklagede søgte en medarbejder hvis formelle faglige kvalifikationer blandt andet bestod i en håndværksmæssig baggrund eller erfaring fra lignende job.

På baggrund af ansøgningen fra klager og oplysninger om hans faglige kvalifikationer var det indklagedes indtryk, at klager ikke var den bedst egnede kandidat til jobbet.

Klager fik derfor afslag på sin ansøgning.

Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede udøvede direkte eller indirekte forskelsbehandling i forbindelse med deres beslutning om at meddele klager afslag på hans jobansøgning.

Det forhold, at Beskæftigelsesankenævnet den 29. juli 2010 fandt, at der var sket en overtrædelse af reglerne om fortrinsadgang for handicappede til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere, kan ikke medføre en ændret vurdering.

Beskæftigelsesankenævnet har i deres afgørelse foretaget en vurdering af, om indklagede overholdt samtale - og forhandlingspligten i forbindelse med besættelsen af stillingen, hvorimod Ligebehandlingsnævnet har vurderet, om klager i forbindelse med ansættelsesprocessen har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap.

Der er således tale om to forskellige vurderinger efter forskellige juridiske regler, hvorfor to afgørelser ikke nødvendigvis får det samme udfald.

Ligebehandlingsnævnet skal også bemærke, at reglerne i forskelsbehandlingsloven vedrørende arbejdsgiverens pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger har til formål at kompensere den handicappede på en måde, så personen kan varetage stillingen med sit handicap på lige fod med andre.

Kravet om kompensation pålægger derimod ikke arbejdsgiver en pligt til at indrømme handicappede en gunstigere stilling end andre ansøgere til en stilling, heller ikke i den situation, hvor ansøgeren påberåber sig reglerne om fortrinsadgang til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere.

Det vil derimod være i strid med forskelsbehandlingsloven, hvis det er ansøgerens handicap, der er begrundelsen for, at der ikke indkaldes til samtale eller gives afslag på jobansøgningen.

Det var indklagedes vurdering, at der var andre kandidater, der var bedre egnede til at udføre de opgaver, som var indeholdt i stillingen.

Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering efter reglerne i forskelsbehandlingsloven.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

<2500169-10>