Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - handicap - ej handicap - afskedigelse - ej medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - handicap - ej handicap - afskedigelse - ej medhold
J.
nr. 7100588-12
En hørehæmmet forsikringsmæglerassistent med gigt og lungeproblemer, født i 1957, blev afskediget på grund af indklagede økonomiske situation.
Klagen drejede sig både om forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Nævnet fandt, at indklagede havde godtgjort, at afskedigelsen ikke skyldtes klagers alder, da andre ældre medarbejdere fortsat var ansat.
Samtidig fandt nævnet, at klager ikke havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, da hun ikke var forhindret i at deltage i at arbejde på lige fod med andre som følge af sine sygdomme.
Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder og handicap i forbindelse med, at en 57-årig kvinde blev opsagt fra sin stilling som forsikringsmæglerassistent.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede afskedigede klager fra stillingen som forsikringsmæglerassistent.
Sagsfremstilling
Klager blev pr. 1. juli 2003 ansat som forsikringsmæglerassistent hos indklagede i skadeafdelingen med ansvaret for kundeservicering og administration af selskabets skadekunder i samarbejde med de til selskabet tilknyttede skademæglere.
Klager skulle desuden deltage i pasning af telefonomstillingen minimum en dag om ugen i gennemsnit.
Klager blev den 25. august 2011 opsagt fra stillingen som forsikringsmæglerassistent til fratræden med udgangen af januar måned 2012.
Opsigelsen var begrundet i indklagedes økonomiske situation.
Klager har fremlagt journal fra egne læge samt journal fra reumatologisk ambulatorium.
Det fremgår af journalen fra egen læge, at klager er kendt med KOL.
Af oplysningerne fra reumatologisk ambulatorium fremgår, at klager er henvist for behandling af gigtsymptomer.
Klager har i den forbindelse oplyst, at hun på lungemedicinsk afdeling har fået at vide, at diagnosen KOL formentlig ikke er korrekt, men at der måske er tale om astma.
Klager har fået stillet diagnosen kronisk leddegigt med smerter i hofter, skulder og nakke med videre.
Klager er i medicinsk behandling for gigtlidelsen.
Parternes bemærkninger
Klager mener, at opsigelsen tangerer forskelsbehandling af en syg og ældre medarbejder, og hun ønsker at få tilkendt en godtgørelse.
Klager henviser til, at hun på opsigelsestidspunktet var tæt på at fylde 58 år, og at hun lider af kronisk leddegigt og KOL.
Indklagede havde en § 56-aftale med kommunen, men hun havde dog ikke specielt mange sygedage.
Klager har desuden siden hun var barn været 100 procent døv på det ene øre, hvilket indklagede var bekendt med.
Klager blev den 6. oktober 2011 syg af stress og depression, og hun var sygemeldt indtil den 31. august 2012.
Klager ønsker, at nævnet skal tage stilling til, om hendes KOL, leddegigt og delvise døvhed kan anses for at være et handicap i lovens forstand.
Klager mener, at det set i relation til arbejdsmarkedet er et stort handicap at have to alvorlige og kroniske lidelser, hvis udvikling ikke kendes, samtidig med en relativt høj alder.
Klager mener, at en arbejdsgiver som indklagede, der har bragt sig i en så dårlig situation, at de må opsige dygtige og erfarne medarbejdere, nok vil tage dette med i beslutningen om, hvilke medarbejdere, der skal opsiges.
Klager har erfaret, at indklagede i foråret 2012 havde ansat nye medarbejdere i den afdeling, hvor klager var ansat, og at der nu samlet set er flere ansatte hos indklagede, end da klager blev opsagt.
Det er muligt, at opgaverne er struktureret på en anden måde end tidligere, men efter klagers opfattelse har de samlede opgaver og karakteren heraf ikke ændret sig.
Det er også klagers opfattelse, at det er usædvanligt hurtigt, at indklagede har formået at bringe virksomhedens økonomi på fode igen, således at der var mulighed for at ansætte nye medarbejdere.
Klager var ansat som forsikringsmæglerassistent, og der blev i februar 2012 ansat R, som blev opsagt efter fem dage.
Senere på foråret blev A og M ansat som forsikringsmæglerassistenter.
Desuden blev en af de opsagte forsikringsmæglerassistenter G genansat hurtigt efter opsigelsen i august 2011.
Klager bestrider ikke, at den anden forsikringsmæglerassistent J havde en mæglerautorisation, men klager mener, at hun havde erhvervet denne ved dispensation.
Både klager og J havde i øvrigt altid haft en overordnet forsikringsmægler med ude på kundebesøg, selvom J i modsætning til klager var autoriseret mægler.
Indklagede tilbød ikke klager genansættelse, selvom hun i mail i september 2011 og telefonisk den 22. august 2012 havde tilkendegivet over for indklagede, at hun ønskede at vende tilbage til virksomheden.
Det er muligt, at de to nye medarbejdere, som anført af indklagede, ikke er ansat i de nedlagte stillinger, men klager ved fra tidligere kolleger, at de to nye beskæftiger sig med forsikringsmæglerassistentopgaver, det vil sige de samme opgaver, som klager udførte.
Det er i øvrigt klagers opfattelse, at der er ansat adskillige nye medarbejdere.
For så vidt angår de ældre medarbejdere, der fortsat er ansat hos indklagede, sidder to af disse på helt særlige poster.
Den ene er således den tidligere indehaver af virksomheden.
Indklagede gør indledningsvist gældende, at en afgørelse af, hvorvidt opsigelsen af klager var saglig, vil kræve en omfattende bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Nævnet må på denne baggrund afvise sagen.
Subsidiært gør indklagede gældende, at klager blev opsagt med saglig grund i virksomhedens økonomiske forhold, som medførte behov for en betydelig reduktion i lønomkostningerne for at sikre virksomheden.
Der var tale om en nødvendig omstrukturering af virksomheden, herunder nedlæggelse af de mest undværlige stillinger for at sikre virksomhedens økonomiske fundament.
Indklagede henviser til, at sygdom ikke er en af de forskelsbehandlingsgrunde, som Ligebehandlingsnævnet behandler.
Klagers sygefravær relateret til KOL og leddegigt havde været i meget begrænset omfang, og hun havde i hvert fald i en længere periode op til opsigelsen ikke noget sygefravær.
Indklagede havde ikke under klagers ansættelsesforhold oplevet, at hun havde en funktionsnedsættelse, der berørte hendes arbejde.
De fremlagte lægejournaler beskriver efter indklagedes opfattelse ikke forhold, der angiver, at klager skulle have en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, der afføder et kompensationsbehov for at hun kan fungere på lige fod med andre borgere eller medarbejdere.
Det fremgår i øvrigt af lægeoplysningerne, at klager ikke selv mener, at hun har KOL, men at hun har astma.
Indklagede afviser i øvrigt, at klagers sygdom kan betegnes som et handicap, der er omfattet af de forskelsbehandlingsgrunde, som nævnet kan tage stilling til.
Klagers sygdom har således ikke medført et kompensationsbehov for at hun har kunnet fungere på lige fod med de andre ansatte.
Indklagede bestrider at have været bekendt med, at klager var døv på det ene øre, og indklagede har heller ikke oplevet problemer med klagers arbejde i den forbindelse.
Indklagede var bekendt med, at klager var diagnosticeret med KOL og leddegigt, men dette havde ikke betydning eller var til gene for indklagede.
Depressionen indtraf ifølge klager den 6. oktober 2011, det vil sige cirka 1½ måned efter opsigelsen.
Opsigelsen kan derfor ikke være begrundet i klagers sygdom.
Indklagede henviser i øvrigt til, at klager blev opsagt samtidig med fem andre medarbejdere, der var mellem 30 år og 57 år på opsigelsestidspunktet.
Alle stillingerne blev nedlagt og er ikke indtil videre blevet genansat.
Det er korrekt, at der efterfølgende er blevet ansat to nye medarbejdere, men disse blev ansat efter, at to mæglere havde sagt op.
De nye mæglere, der blev ansat henholdsvis den 1. april 2012 og den 1. august 2012, var ansat i salgsstillinger med kundebesøg med videre.
Mæglerfunktionen blev ikke nedlagt i forbindelse med omstruktureringen af virksomheden.
De to nye medarbejdere, der blev ansat som mæglere, kom fra branchen og havde erfaring med salgsarbejde.
De var desuden ved at være færdige med uddannelsen som forsikringsmægler.
Der er således ikke tale om genbesættelse af nogle af de stillinger, der blev nedlagt i september 2011.
Indklagede henviser i den forbindelse til, at mæglerfunktionen er en ganske anden funktion end den, som klager bestred som forsikringsmæglerassistent.
Klager ville under ingen omstændigheder kunne have bestridt en stilling som mægler.
Det forhold, at klager var 57 år på opsigelsestidspunktet, var uden betydning for opsigelsen.
Indklagede henviser i den forbindelse til, at der efter omstruktureringen fortsat er ansat medarbejdere på henholdsvis 62, 62, 65, 71 og 74 år.
Beslutningen om, hvilke stillinger, der skulle nedlægges, og hvilke medarbejdere, der skulle opsiges, blev foretaget på baggrund af objektive kriterier, herunder kvalifikationer, kompetencer og lønomkostninger.
Klager bestred en supportfunktion sammen med J.
Det blev besluttet at reducere supportfunktionen fra to til en medarbejder.
Valget faldt efter en sammenligning af de to medarbejderes kvalifikationer og kompetencer på J, blandt andet fordi J i modsætning til klager er autoriseret forsikringsmægler.
J kunne således udføre de nødvendige fagspecifikke arbejdsopgaver samt øvrige opgaver på et højere fagligt niveau end klager.
Det blev alene på den baggrund vurderet, at klager var den medarbejder i hendes funktionsgruppe, der bedst kunne undværes.
Der var ikke andre funktioner, som hun kunne omplaceres til.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder og handicap efter loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven).
Som sagen foreligger oplyst, finder Ligebehandlingsnævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.
Nævnet lægger til grund, at indklagedes økonomiske situation i 2011 nødvendiggjorde en række afskedigelser.
Det er forholdene på opsigelsestidspunktet, der er afgørende for nævnets vurdering af, om klager er blevet afskediget i strid med forbuddet mod forskelsbehandling.
Det følger af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må lægge vægt på en medarbejders handicap i forbindelse med afskedigelse.
Det følger også af loven, at en arbejdsgiver har pligt til at træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til fortsat at udøve sin beskæftigelse hos arbejdsgiveren.
Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde.
Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-377/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.
Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb.
Ligebehandlingsnævnet finder, at klager ikke har godtgjort, at hun har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Det er indgået i nævnets vurdering, at klager har oplyst, at hun lider af KOL, leddegigt samt døvhed på det ene øre.
Det er imidlertid ikke på det foreliggende grundlag godtgjort, at klager som følge heraf har været begrænset i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere.
Nævnet finder heller ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun i forbindelse med afskedigelsen som forsikringsmægler blev udsat for forskelsbehandling på grund af sin alder.
Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det forhold, at klager var næsten 58 år på afskedigelsestidspunktet og den ældste af de afskedigede, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at påvise faktiske omstændigheder.
Der var således stor aldersspredning blandt de afskedigede.
Indklagede har endvidere redegjort for, hvorfor valget faldt på klager frem for medarbejder J, der i modsætning til klager er autoriseret forsikringsmægler.
Der er i øvrigt ikke fremlagt oplysninger eller beskrevet forhold, som kan understøtte en formodning om, at indklagede har inddraget klagers alder ved beslutningen om at afskedige hende.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
<7100588-12>