Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - arbejdsvilkår - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - arbejdsvilkår - ej medhold

J.

nr. 7100592-12

Klager havde arbejdet hos indklagede som advokatsekretær i mange år.

Efter to færdselsuheld havde hun pådraget sig skader som medførte hovedpine og nakkesmerter samt nedsat koncentration og hukommelse.

Hun blev i 2004 bevilliget fleksjob med nedsat ugentligt timetal, og hun overgik til fleksjob i sin ansættelse hos indklagede.

Klager overgik fra en funktion som sekretær til at være medarbejder i indklagedes bibliotek.

Efter overgangen til fleksjob blev klagers løn ikke reguleret.

Hun modtog årligt en tilkendegivelse fra indklagede om, at hendes løn blev fastholdt på grund af hendes særlige ansættelsesforhold.

Nævnet fandt, at den manglende lønregulering var udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede forklarede, at klager ved overgangen til fleksjob bevarede den løn, hun havde haft i ordinær beskæftigelse, og at denne løn lå væsentligt over lønnen som indklagedes løntilskud blev beregnet efter, ligesom den lå over lønniveauet for de opgaver, som klager varetog efter overgangen til fleksjob.

Nævnet fandt det på den baggrund godtgjort, at den manglende lønregulering var objektivt begrundet i et sagligt formål, og at midlerne til at nå målet havde været hensigtsmæssige og nødvendige.

Indklagede havde derfor ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven og klager fik ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke har opnået lønstigninger, ikke har fået pensionsordning og er blevet overflyttet til en anden en stilling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klagers løn under hendes ansættelse i fleksjob ikke blev reguleret.

Sagsfremstilling

Klager har været ansat som advokatsekretær hos indklagede, som er et advokatfirma, siden 1979.

I 2000 pådrog hun sig en whiplashskade i forbindelse med et færdselsuheld, og i 2002 var hun involveret i endnu et færdselsuheld.

Af statusattest modtaget af kommunen den 19. november 2003 fremgår

"Har været udsat for flere læsioner af halsrygsøjlen.

Første gang i 1996 whlplashlignende læsion.

I 2000 alvorligt trafikuheld, hvor hun var passager i en bil, som blev slynget rundt flere gange.

Efterfølgende hovedpine og nakkesmerter.

Nåede dog tilbage til normal arbejdsindsats, indtil hun i oktober 2002 blev udsat for et nyt uheld, hvor hun blev påkørt bagfra med stor hastighed.

Fik direkte kranietraume og indirekte læsion af halsrygsøjlen.

Hun har nu fortsat hovedpine, som hun godt kan vågne med om morgenen, men som også provokeres af psykisk og fysisk anstrengelse.

Har desuden nakkesmerter, gener i de venstresidige ekstremiteter med reduceret brug samt tilfælde af svimmelhed.

Der er desuden noget reduceret koncentration og hukommelse, når hun skal anstrenge sig væsentligt i forbindelse med sit arbejde.

Kan kun klare læsning o.lign.

ca. 1 time ad gangen.

Ved den objektive undersøgelse findes der genere hyperrefleksi og dette udløser en mistanke om en skade på rygmarven i halsdelen eller evt.

en trykpåvirkning af denne.

Diagnoser

Følger efter whiplashlæsion.

Postcommotionelt syndrom.

Mistanke om trykpåvirkning af halsrygsøj1en."

I 2004 blev klager bevilliget fleksjob på grund af generne efter de to færdselsuheld, og et fleksjob blev etableret hos indklagede.

Baggrunden for fleksjobbevillingen var, at klager på grund af sine gener havde vanskeligt ved at arbejde på fuld tid.

Det fremgik af bevillingen, at den ugentlige arbejdstid var 15 timer, som skulle fordeles på 3 dage, der ikke måtte ligge umiddelbart i forlængelse af hinanden.

Det fremgår også, at der blev ydet et løntilskud på 2/3 til indklagede.

Der foreligger en beskrivelse af 3. september 2004 af klagers opgaver

"

Den løn, klager modtog i begyndelsen af sin ansættelse i fleksjob, blev efterfølgende fastholdt.

Klager fik årligt stort set enslydende orienteringer om hendes lønregulering.

Første orienteringsskrivelse af 21. december 2004 lyder således

"Lønregulering.

I lyset af dine særlige ansættelsesforhold har vi valgt at fastholde din nuværende løn.

Din månedsløn pr. 1. januar 2005 udgør derfor kr. 29.157.

- "

I 2005 overgik klager fra en funktion som sekretær til at være medarbejder i indklagedes bibliotek.

Af opfølgningssamtale af 30. juni 2005 med kommunen fremgår blandt andet

"[Klager] har gennem længere tid ikke haft særlig mange opgaver, og det har været svært at fylde hendes arbejdstid ud.

Der er nu lavet aftale om, at [klager] er tilknyttet biblioteket, hvor hun sammen med den faste bibliotekar står for udlån, sætte bøger på plads, nummerere tidsskrifter m.m.

[Klager] fortæller, at hun er meget glad for at være kommet ind i biblioteket, da hun nu føler, hun kan bruges til noget.

Det har været hårdt for hende ikke at have noget at lave og hun har følt sig til overs.

Fremadrettet vil [klager] været tilknyttet biblioteket og vil fortsat kunne få mindre sekretæropgaver, men hun fungerer ikke længere som advokatsekretær.

De 15 timers arbejde ugentlig er maksimum, oplyser [klager], da hun ingen energi har, når hun kommer hjem og hendes fridage bruger hun på at slappe af."

Af referat af medarbejdersamtale den 22. oktober 2006 fremgår, at det blev aftalt, at klager fremover alene skulle have mindre sekretæropgaver.

I slutningen af 2006 indførte indklagede en pensionsordning for medarbejderne.

Da klager var fyldt 55 år, var ordningen frivillig for hende.

I erklæring dateret 4. januar 2007 har klager skrevet under på, at hun ikke ønskede pensionsordningen.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun har en varig funktionsnedsættelse, som hindrer hende i at fungere på lige fod med indklagedes øvrige medarbejdere, og at hun derfor er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager gør videre gældende, at hun er blevet diskrimineret som følge af hendes handicap.

Hun henviser til, at hun i umiddelbar tilknytning til overgangen til fleksjob blev frataget en årlig minimumsregulering af sin løn med baggrund i hendes særlige situation.

Når indklagede begrundede den manglende lønregulering med klagers "særlige ansættelsesvilkår", er det reelt begrundet i klagers handicap, da handicappet er årsagen til de særlige ansættelsesvilkår.

Den manglende lønregulering er dermed i strid med forskelsbehandlingslovens regler om direkte og indirekte diskrimination.

Hun fik tillige ændret sin stilling uden forudgående varsel, og blev nægtet adgang til en pensionsordning.

Hun henviser videre til, at der er påvist faktiske omstændigheder, da der er nær tidsmæssig sammenhæng mellem overgangen til fleksjob og den manglende årlige regulering af hendes løn.

Klager gør gældende, at det forhold at den manglende lønregulering blev truffet på bestyrelsesniveau, udgør en skærpende omstændighed, og at hun er berettiget til lønforskellen og en godtgørelse.

I relation til hendes gener henviser klager til statusattest, som kommunen har modtaget den 19. november 2003, og gør gældende, at der utvivlsomt er tale om et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

I relation til den årlige lønregulering henviser klager til, at samtlige medarbejdere hos indklagede hvert år modtager en minimumsregulering af lønnen på to til tre procent.

Klager har derfor beregnet, at lønforskellen på den løn som hun modtog, og den løn som hun burde have modtaget er 214.806 kr. Forskellen er beregnet ud fra en lønstigning på 3 procent.

Klager var ked af og skuffet over, at hun år efter år ikke fik del i de lønstigninger, som det fremgik af firmaets intranet, at de øvrige medarbejdere fik.

Hun har ret til de samme lønstigninger, som kollegerne i den samme medarbejdergruppe modtog.

Hun henviser i den forbindelse til, at en handicappet medarbejder kan sidestilles med en person på barselsorlov, der diskrimineres lønmæssigt.

Klager henviser til dommen U2012/2627H.

Indklagede beskriver, at klager i forbindelsen med omlægning af hendes opgaver alene skulle have mindre sekretæropgaver.

Indklagede anerkender derved, at klager fortsatte med sekretæropgaver, og man anerkendte hendes faglige kompetencer og ønskede at fastholde disse.

Referaterne fra de årlige medarbejdersamtaler viser en generelt stor tilfreds med klager.

Klager henviser til en fremlagt lønstatistik fra DA og anfører, at den mindsteløn, som kommunen ydede refusion i forhold til, er langt lavere end det gennemsnitlige lønniveau for en advokatsekretær.

Dette understøtter, at der ved tildelingen af klagers fleksjob var taget højde for, at hun kun i mindre omfang udførte advokatsekretæropgaver.

Der burde således have været givet årlige lønstigninger, alene fordi lønnen var meget lavere end lønnen for en advokatsekretær med 30 års anciennitet.

Det fremgår i øvrigt af kommunens oplysninger i klagers fleksjobsag, at mindstelønnen på det område, som klager var ansat under, i juni 2005 var steget i forhold til mindstelønnen, da fleksjobbet blev bevilliget.

Mindstelønnen var steget fra 22.000 kr. til 23.850 kr. Indklagede fik refusion i forhold til den nye mindsteløn, hvilket vil sige, at indklagedes tilskud steg med 2/3 af 1.850 kr. fra 2004 til 2005.

Indklagede har således hvert år modtaget 2/3 refusion i forhold til en stigende mindsteløn, hvilket ikke har udmøntet sig i en lønregulering til klager.

Det fremgår af kommunens afgørelse om løntilskud af 19. maj 2010, at indklagede var berettiget til et tilskud på 15.608 kr. pr. måned.

Af oplysninger fra kommunen om størrelsen af det tilskud, som indklagede igennem årene har modtaget til klagers løn, fremgår det, at indklagede i hele 2007 har modtaget et tilskud på 19.474,33 kr. Det vil sige 3.866,33 kr. mere pr. måned, uden at klager har modtaget mere i løn.

Også i hele 2008 og 2009 har indklagede modtaget et tilskud på mere end 15.608 kr.

Når indklagede argumenterer for, at den manglende lønregulering af klager er begrundet i, at hendes løn i forvejen var højere end det sædvanlige for administrative medarbejdere, skal det holdes for øje, at indklagede i hele perioden modtog et løntilskud på 2/3.

Indklagedes reelle udgift til klagers løn var således langt mindre end for en tilsvarende medarbejder.

Lønniveauet for studentermedhjælpere er i øvrigt sagen uvedkommende, da klager ikke var ansat som dette, men som advokatsekretær.

Klager opfordrer indklagede til at fremlægge dokumentation for, hvilke lønstigninger der har været tale om i den medarbejdergruppe, som klager tilhørte.

Klager anfører, at det skal tillægges processuel skadevirkning, at indklagede ikke efterkommer opfordringen.

I relation til klagers overflytning til indklagedes bibliotek beskriver klager, at hun opfattede denne forflytning som et forhold, der ikke kunne ændres ved, såfremt hun ønskede at beholde sit job hos indklagede.

Hun forsøgte derfor at være positiv og få det bedste ud af situationen.

Klager henviser desuden til, at væsentlige ændringer i stillingsindholdet skal aftales med kommunen, hvilket ikke er sket.

Klager fastholder, at der ikke blev indgået en aftale om overgang til andre opgaver.

Hun opdagede først, at hendes titel var blevet ændret, da det fremgik af hendes lønseddel.

Det er ikke korrekt, når indklagede hævder, at arbejdet i biblioteket normalt udføres af studerende.

Klager henviser til, at det af indklagedes hjemmeside fremgår, at de øvrige medarbejdere i biblioteket er bibliotekarer.

Der var flere utilfredsstillende forhold omkring arbejdet i biblioteket.

Hun var blevet stillet i udsigt, at hun kunne få sin egen kontorstol, hvilket dog aldrig skete.

Hun var tvunget til at dele stol med sine kolleger, hvilket indebar, at hun trods sit betydelige handicap var tvunget til at indstille stolen hver gang, hun mødte på arbejde.

Klager bemærker i tilknytning hertil, at en arbejdsgiver har pligt til at træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige for at give en person med et handicap adgang til at udøve beskæftigelse.

I relation til advarslen som indklagede henviser til, bemærker klager, at den er uden betydning for sagen, og at der var tale om en helt særlig situation, som ikke berørte hendes ansættelsesforhold i øvrigt.

Advarslen var forældet og kan ikke bruges som begrundelse for en manglende lønregulering mange år senere.

Indklagede påstår frifindelse.

Indklagede gør gældende, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der har været tale om diskrimination i strid med loven, og at indklagede har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Henset til at indklagede utvivlsomt har opfyldt sin forpligtelse i henhold til forskelsbehandlingslovens § 2, kan der i det højeste foreligge indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Selv hvis nævnet måtte fastslå, at der foreligger indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, er det indklagedes opfattelse, at det er godtgjort, at indklagede har forfulgt et sagligt formål, der må anses for at være objektivt begrundet, og at midlerne har været hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis Ligebehandlingsnævnet kommer frem til, at der er sket overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, gør indklagede gældende, at der alene bør ske efterbetaling af løn, som skal fastsættes til et mindre beløb end det af klager beregnede.

Indklagede henviser til, at årsagen til den manglende regulering af klagers løn er, at hendes arbejdsopgaver ændrede sig i forbindelse med hendes overgang til fleksjob.

Det fremgår af de årlige meddelelser til klager omkring lønregulering, at der er henvist til klagers "særlige ansættelsesforhold".

Den manglende regulering er således ikke begrundet i klagers funktionsnedsættelse.

Der er ved lønreguleringen alene blevet set på indholdet af de arbejdsopgaver, som klager varetog.

Der er tillige tale om, at klagers løn under hele ansættelsesperioden i fleksjobbet har ligget væsentligt over det niveau, der kan forventes for en medarbejder, der er beskæftiget med den type opgaver, som klager varetog.

Indklagede præciserer i den forbindelse, at klagers arbejdsopgaver i fleksjobbet var væsentligt ændrede i forhold til de opgaver hun havde varetaget forud for ansættelsen i fleksjob.

Trods dette forhold valgte indklagede ikke at regulere klagers løn, så den svarede til lønnen for en administrativ medarbejder i biblioteket.

Klager bevarede således ved overgangen til fleksjob sin hidtidige løn på 29.157 kr. om måneden.

Kommunen ydede et løntilskud på 14.766,07 kr. om måneden, som svarede til 2/3 af den mindste overenskomstmæssige løn, som var 22.000 kr.

Den medarbejder, der har overtaget klagers arbejdsopgaver, er jurastuderende.

Kandidatstuderende har hos indklagede en timeløn på 160 kr. og en fuldtidsløn udgør derfor 25.652,80 kr.

Klagers krav baserer sig i realiteten på, at hun skal behandles bedre end en sammenlignelig medarbejder.

Et sådant krav kan ikke udledes af forskelsbehandlingsloven eller det bagvedliggende direktiv, hvilket også fremgår af dom af 11. april 2013 fra EU-Domstolen.

Indklagede bemærker, at klagers løn og løntilskuddet skal sammenholdes med, at der var tale om en ugentlig arbejdstid på 15 timer.

Hvis der tages højde for tilskuddet, må det konstateres, at indklagedes nettoudgift til klagers løn oversteg den løn, indklagede i dag betaler til studentermedhjælperen, som udfører de samme opgaver, og ligeledes arbejder 15 timer om ugen.

Med en timeløn på 160 kr. har studentermedhjælperen en månedsløn på ca. 10.400 kr. Det er således ikke korrekt, at den reelle lønudgift til klager har været ganske beskeden.

Hertil kommer, at indklagede ikke har været ubetinget tilfreds med klagers arbejde/adfærd.

Indklagede henviser til, at klager umiddelbart efter overgangen til fleksjob blev tildelt en advarsel for et særdeles alvorligt forhold, som under normale omstændigheder ville have ført til bortvisning.

Indklagede valgte imidlertid at undlade bortvisning ud fra et ekstraordinært hensyn til klagers helbredsmæssige situation.

Der var i øvrigt ikke tale om, at alle medarbejdere hos indklagede har modtaget en årlig regulering af deres løn.

Der var ikke tale om en automatisk regulering, men derimod en konkret vurdering af, om der var grundlag for at regulere den enkelte medarbejders løn.

Det er korrekt, at udmelding omkring lønreguleringerne blev gjort over indklagedes intranet, men kommunikationen i relation til disse udmeldinger har varieret betydeligt igennem årene.

Indklagede henviser til, at udmeldingen i 2005 lød: "Lønninger for alle personalegrupper for 2005 blev fastsat.

For de medarbejdere, der får en procentvis regulering, vil den i år være 2 % på linje med den almindelige lønudvikling i branchen.

Dertil kommer individuelle reguleringer.

Alle medarbejdere vil tirsdag den 21. december modtage et brev, der bekræfter deres løn for det kommende år." I forbindelse med lønreguleringen i 2010 lød udmeldingen: "Interessentmødet omhandlede det kommende års lønreguleringer.

De trufne beslutninger meldes ud af lederne i faggrupper og administration inden jul."

Der har på intet tidspunkt i forbindelse med kommunikationen på intranettet været givet indtryk af, at alle medarbejdere ville opnå en lønregulering af en bestemt størrelse.

Som det fremgår de refererede udmeldinger, var der heller ikke tale om, at lønstigningen altid var på 3 procent.

Der har løbende været gennemført medarbejderudviklingssamtaler med klager, og der har ligeledes løbende været taget stilling til, om der var grundlag for at regulere klagers løn.

Indklagede bestrider ikke, at hovedparten af medarbejderne årligt har modtaget en regulering af lønnen.

Baggrunden for at klagers løn ikke blev reguleret var, at hun var overgået til en stilling med et andet indhold og der havde en løn, der væsentligt oversteg det sædvanlige niveau for denne type medarbejdere.

Indklagede bestrider, at klager skulle være blevet overflyttet til en anden stilling uden forudgående varsel.

Indklagede henviser til, at klager og indklagede i løbet af de første måneder af fleksjobansættelsen i fællesskab fastlagde de arbejdsopgaver, som klager kunne varetage, og at der blev udarbejdet en opgavebeskrivelse.

Klager fik dog i stigende grad problemer med at varetage disse opgaver, og det blev derfor aftalt mellem parterne, at hun skulle fokusere mindre på sekretæropgaver og mere på administrative opgaver og fungere som medhjælper i biblioteket.

Dette er dokumenteret ved referat af medarbejdersamtale den 27. oktober 2005.

Der var således tale om en gensidig aftale om overgang til andet arbejde.

Indklagede henviser i øvrigt til, at klager ifølge referater af medarbejdersamtaler igennem årene har udtrykt meget stor tilfredshed med sit arbejde.

Heller ikke i forbindelse med opfølgningssamtaler med kommunen har hun givet udtryk for utilfredshed med hverken løn- eller ansættelsesvilkår hos indklagede.

Karakteren af klagers arbejdsopgaver har været drøftet på de årlige opfølgningssamtaler, som har været afholdt med kommunen.

Kommunen har således været klar over, hvilke arbejdsopgaver klager har haft under fleksjobansættelsen hos indklagede.

Indklagede bestrider ikke, at man generelt har været tilfreds med den arbejdsindsats, klager ydede i forbindelse med sit arbejde i indklagedes bibliotek.

Den generelle tilfredshed ændrer imidlertid ikke ved, at klagers lønniveau lå på et så højt niveau, at der ikke var grundlag for at foretage regulering af lønnen i perioden fra 2004 til 2011.

Indklagede bekræfter også, at den overenskomstmæssige mindsteløn på ansættelsesområdet steg i perioden 2004 til 2011, og at indklagede derfor har opnået en mindre stigning i det tilskud, som blev udbetalt af kommunen.

At tilskuddet i 2007 var højere end de øvrige år beroede dog på en fejl, som efterfølgende blev korrigeret.

Tilskuddet er i øvrigt uden betydning for sagen.

Det væsentlige er, at indklagedes nettoudgift til klagers løn overstiger den løn, der i dag udbetales til den medarbejder, der har overtaget klagers opgaver.

I relation til Højesteretsdommen af 14. maj 2012, som klager henviser til, bemærker indklagede, at de faktiske omstændigheder, der gjorde sig gældende i henhold til dommen, er væsentligt forskellige fra de omstændigheder, der gør sig gældende i klagers sag.

Det er ikke korrekt, at klager ikke fik sin egen kontorstol i forbindelse med hendes arbejde i biblioteket.

Frem til foråret 2010 havde klager sin egen faste arbejdsplads i biblioteket og dermed også sin egen kontorstol.

I april 2010 tiltrådte der yderligere en medarbejder på deltid i biblioteket.

Dette indebar, at de tre medarbejdere i biblioteket herefter delte de to faste arbejdspladser.

Indklagede har derfor utvivlsomt levet op til forpligtelsen til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for en handicappet medarbejder.

Indklagede bestrider desuden, at der skulle være tale om, at klager ikke blev tilbudt at indtræde i den pensionsordning som indklagede etablerede i 2005.

Klager blev tilbudt denne ordning på lige fod med de øvrige medarbejdere, men valgte at afstå fra tilbuddet.

Dette fremgår af en underskrevet erklæring fra klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over diskrimination på grund af handicap i henhold til forskelsbehandlingsloven.

Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-377/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb.

Nævnet har lagt vægt på, at de gener, som klager har fået i forbindelse med whiplashlæsionerne, betød, at hun fik en funktionsnedsættelse, som affødte et kompensationsbehov.

Hun kunne ikke længere varetage sit arbejde som tidligere, og hun blev som følge af generne tilkendt et fleksjob med reduceret arbejdstid på 15 timer ugentligt.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Nævnet vurderer, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sit handicap.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at indklagede overfor klager begrundede den manglende lønregulering med hendes særlige ansættelsesforhold.

Henvisningen til klagers særlige ansættelsesforhold indebærer en henvisning til klagers handicap, da handicappet er årsagen til ansættelsesforholdet i fleksjobordningen.

Klager bevarede i årene efter overgangen til fleksjob den løn, hun havde haft forud for ansættelsen i fleksjobbet, og uanset de ændringer i jobindholdet, der fandt sted over årene, herunder overgangen til arbejdet i biblioteket.

Denne løn lå væsentligt over den løn som indklagedes løntilskud på 2/3 blev beregnet ud fra.

Efter det af indklagede oplyste lå lønnen også over lønniveauet for de medarbejdere, som hos indklagede nu varetager den type opgaver, som klager har udført.

Nævnet finder det på den baggrund godtgjort, at den manglende regulering af klagers løn under hendes ansættelse i fleksjob er objektivt begrundet i et sagligt formål, og det er nævnets vurdering, at midlerne til at opnå dette mål har været hensigtsmæssige og nødvendige.

Den beskrevne praksis kan derfor ikke anses for at være i strid med forskelsbehandlingsloven.

Det forhold, at klager blevet flyttet fra arbejde med sekretæropgaver til arbejde i indklagedes bibliotek, må efter de foreliggende oplysninger anses for at være sket efter en gensidig aftale som følge af, at klager ikke længere kunne klare de opgaver, som var forbundet med sekretærfunktionen.

Efter de foreliggende oplysninger må det tillige anses for dokumenteret, at klager selv fravalgte at indtræde i den pensionsordning, som indklagede tilbød medarbejderne i 2006.

Klager får herefter ikke medhold i sin klage.

<7100592-12>

-

løbende ajourføring af kontorcirkulæremapperne

-

løbende ajourføring af kvalitetshåndbogen

-

løbende indskrivning af responsumsamlingen, herunder

-

o tjekke tidspunkt for afregning

-

o antal dage fra modtagelse til responsum er afgivet

-

o 1. juli hvert år - udfærdige ½-årlige statistikker for ovennævnte til Adm.chefen/HS

-

o Efter koordinering med Adm.chefen rykke jurister for afregning

-

o 1. januar hver år udfærdige 1/1 årlige statistikker (til Adm.chefen/HS's brug for Finansstyrelsen

-

Tjekke juristers tidsregistrering hver onsdag, herunder

-

o rykke jurister, der ikke har tidsregistreret

-

o indberetning til Adm.chefen

-

Assistere journalen i spidsbelastningsperioder, dog ikke telefonpasning.

-

Sekretær på kommuneprojektet for KB

-

Sekretærassistance - generelt v/ferie/sygdom "