Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - afskedigelse - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - afskedigelse - ej medhold

J.

nr. 7100709-12

Klager, som havde nedsat bevægelighed og smerter i hele bevægeapparatet, blev afskediget fra sin stilling som servicemedarbejder på en campingplads.

Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at klager som følge af sit handicap ikke var egnet til i det fornødne omfang at udføre det pågældende arbejde, som blandt andet betød at klager skulle arbejde fra en stige.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en servicemedarbejder blev afskediget kort efter, at han var begyndt i et fleksjob på en campingplads.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra fleksjobbet som servicemedarbejder hos indklagede.

Sagsfremstilling

Klager blev pr. 6. februar 2012 ansat i fleksjob som servicemedarbejder påindklagedes campingplads.

Klager havde været i virksomhedspraktik på campingpladsen fra den 23. januar 2012 til den 5. februar 2012 med henblik på etablering af fleksjob.

Det fremgår af tilbud om ansættelse i fleksjob, at klager blev aflønnet for fuld tid, og at den ugentlige arbejdstid var 15 timer.

Det fremgår også af tilbudet, at klager havde skånehensyn i form af nedsat tid, ingen tunge løft og ikke kunne gå så langt.

Ved et udateret brev meddelte indklagede klager, at man efter to ugers arbejde havde vurderet, at det arbejde, man kunne tilbyde klager, blev for tungt i forhold til hans sygdom.

Klager havde svært ved at arbejde fra en stige, og generelt blev for meget bevægelse et problem i længden.

Klager havde meldt sig syg den 21. februar 2012, og indklagede havde aftalt med klager, at ansættelsen var ophørt.

Der var herefter en korrespondance mellem klagers faglige organisation og indklagede i anledning af afskedigelsen.

Det fremgår af sagen, at klager er uddannet tømrer og tidligere har arbejdet som selvstændig gulvmand.

Han blev sygemeldt i 2004 og har herefter arbejdet i fleksjob.

Ifølge oplysninger fra speciallæge i anæstesiologi fik klager konstateret osteoporose (knogleskørhed) i 2001.

Han lider af svær osteoporose, generaliserede smerter i bevægeapparatet, kraftig hypersentivisering og neuropatiske smerter.

Klager har desuden fået konstateret diskusprolaps i lænden.

Ifølge fysioterapi-epikrise fra august 2008 er klager hårdt ramt af osteoporose, og han har generaliserede smerter i bevægeapparatet.

Klagers hovedproblem er nedsat mobilitet.

Selv lette bevægelser og belastninger forværrer smerterne, især i lænden.

Klager må højest løfte fem kilo.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede i forbindelse med afskedigelsen har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager nedlægger påstand om godtgørelse på 135.000 kr. svarende til seks måneders løn for brud på forskelsbehandlingsloven.

Klager henviser til, at han lider af knogleskørhed, nervesmerter og eftervirkninger efter flere diskusprolapser i ryggen.

Disse lidelser må betegnes som et handicap, idet der er tale om en fysisk funktionsnedsættelse, som afføder et kompensationsbehov for, at klager kan fungere på lige fod med andre arbejdstagere i lignende stillinger.

Det er klagers opfattelse, at lidelserne må betegnes som langvarige/varige.

Klager henviser videre til, at der før etableringen af fleksjobbet blev holdt et møde mellem klager, indklagede og klagers hjemkommune.

Der blev under mødet drøftet de nødvendige skånehensyn og omfanget af disse.

Indklagede tilkendegav på mødet, at arbejdsopgaverne ville bestå i vedligeholdelse og generelt forfaldende arbejde.

Kommunens bevilling af fleksjobbet dokumenterer efter klagers opfattelse, at han havde et kompensationsbehov i form af skånehensyn, for så vidt angår tunge løft samt begrænset gangdistance.

Klager henviser i øvrigt til, at indklagede via den forudgående virksomhedspraktik var informeret omkring hans handicap og deraf følgende skånehensyn, og at indklagede måtte være bekendt med omfanget af de arbejdsopgaver, som klager fysisk kunne påtage sig.

Indklagede henviser til den forudgående korrespondance med klagers faglige organisation.

Det fremgår heraf blandt andet, at klager selv havde henvendt sig telefonisk til indklagede og spurgt om arbejde.

Klager og indklagede drøftede klagers kvalifikationer, og indklagede fik det indtryk, at klager måske kunne klare et job på pladsen.

Indklagede var i gang med at renovere hytter på campingpladsen, og da klager var tømrer, vurderede indklagede ud fra klagers egne oplysninger, at han kunne klare den opgave, og at han efterfølgende kunne være med til forskelligt vedligeholdelsesarbejde på campingpladsen.

Indklagede sagde derfor ja til en prøveansættelse.

Indklagede havde ikke kontakt med kommunen, før klager havde været der i den såkaldte prøvetid.

Da indklagede ikke ville udnytte personer, der var i ordninger med prøvetid, tog indklagede det ikke så nøje med, at klager kun var der få timer om dagen.

Det så ud til at fungere de første dage, hvor klager var ansat.

Det var aftalt, at klager skulle lave indvendig beklædning, både vægge og lofter, i hytterne.

Da indklagede ville se til arbejdet efter nogle dage, var arbejdet gået i stå.

Det viste sig, at klager ikke kunne udføre det arbejde, som han selv havde sagt ja til, da han ikke kunne holde ud at arbejde fra en stige.

Da den anden håndværker, som indklagede havde beskæftiget, meldte ud, at det var for besværligt for ham at holde klager i gang, mente indklagede, at det var bedre at afskedige klager.

Klager var ikke kommet i gang, før det viste sig, at han ikke kunne udfylde den plads, som han var tiltænkt.

Klager havde selv accepteret det arbejde, som han blev sat til, men som det efterfølgende viste sig, at han ikke kunne klare, fordi han ikke kunne holde ud at stå på en stige.

Hovedparten af arbejdet var stigearbejde, herunder stern på bygninger, der skulle males og repareres, og lofter og vægge, der skulle isoleres og beklædes.

Det er på denne baggrund indklagedes opfattelse, at spørgsmålet er, om klager overhovedet er egnet til at arbejde som bygningshåndværker med de helbredsproblemer, som han har.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven).

Loven indeholder forbud mod direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse.

Det fremgår af lovforarbejderne, at handicap ikke er et entydigt begreb.

I praksis opereres med en forståelse af begrebet, hvorefter der for at være tale om et handicap eller en person med handicap, må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at klager har smerter i hele bevægeapparatet.

Smerterne forværres ved belastning, og klagers mobilitet er ligeledes nedsat.

Ligebehandlingsnævnet finder på denne baggrund, at klagers smerter i bevægeapparatet og nedsatte bevægelighed må anses for at være et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, idet lidelsen medfører et kompensationsbehov for, at klager vil kunne fungere på lige fod med andre i en tilsvarende situation.

Nævnet lægger til grund, at klager reelt blev opsagt, fordi han på grund af sit handicap havde svært ved at udføre arbejde fra stige.

Nævnet finder på denne baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han blev udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Det fremgår af indklagedes oplysninger, at størstedelen af arbejdet, som skulle udføres af klager, var maling og renovering af stern på campinghytter samt isolering og beklædning af lofter og vægge.

En stor del af dette arbejde ville i sagens natur skulle udføre fra en stige.

Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at klager som følge af sit handicap ikke var egnet til i det fornødne omfang at udføre det pågældende arbejde, idet klager ikke kunne klare at arbejde på en stige.

Nævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har tilsidesat sin pligt til at undersøge, om man ved hensigtsmæssige foranstaltninger ville kunne have afhjulpet klagers konkret behov i forhold til at arbejde på stige.

Det er indgået i nævnets vurdering, at der ikke fra klagers side er fremført oplysninger om rimelige og hensigtsmæssige foranstaltninger, der ville kunne have afhjulpet klagers behov.

Indklagede overtrådte derfor ikke forskelsbehandlingsloven, da klager blev afskediget fra stillingen som servicemedarbejder.

Klagen tages derfor ikke til følge.

<7100709-12>