Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - afskedigelse - ej medhold - medhold - kommuner
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - afskedigelse - ej medhold - medhold - kommuner
J.nr. 7100388-12
En hørehæmmet lærer, blev afskediget på grund af overtallighed.
For så vidt angår afskedigelsen af klager fandt nævnet, at indklagede havde godtgjort, at denne var objektivt begrundet i et sagligt formål, og at det var hensigtsmæssigt og nødvendigt at afskedige klager.
Nævnet vurderede, at indklagede i fornødent omfang havde overholdt forpligtelsen til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at klager kunne blive i stillingen som lærer.
Afskedigelsen af klager var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, hvorfor klager ikke fik medhold i denne del af klagen.
Nævnet fandt, at indklagede ikke havde godtgjort, at der var saglige grunde til ikke at behandle klager på samme måde som de øvrige overtallige lærere, der blev indstillet til at deltage i proceduren for omplacering.
Nævnet fandt, at indklagedes efterfølgende forsøg på at omplacere klager var utilstrækkelige.
Indklagede havde derfor handlet i strid med forskelsbehandlingsloven ved ikke at inddrage klager i omplaceringspolitikken på lige vilkår med de øvrige overtallige lærere.
Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en hørehæmmet lærer blev afskediget.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke indgik i indklagedes udviklingspolitik vedrørende omplacering på samme vilkår som de øvrige overtallige lærere.
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede den 12. februar 2012 afskedigede klager fra stillingen som lærer.
Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 25.000 kr. med procesrente fra den 26. marts 2012, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Det fremgår af sagen, at klager er hørehæmmet og bruger høreapparat.
Klager er uddannet lærer, og hun har også taget pædagogiske diplomuddannelser i "Sproglige vanskeligheder" og "Individ og specialpædagogik".
Klager blev den 1. august 2001 ansat som lærer ved det kommunale skolevæsen i den indklagede kommune.
Tjenestestedet var indtil videre A skole.
I marts 2011 besluttede indklagede, at der ikke kunne tilbydes klager fortsat ansættelse på A skole, da skolen ikke længere havde børn, der var tegnsprogsafhængige.
Klager indgik herefter i indklagedes udviklingspolitik vedrørende omplacering af overtallige medarbejdere.
Af et oplysningsskema for lærere udpeget til udviklingspolitikken pr. 1. august 2011, som klager udfyldte den 9. april 2011, fremgår blandt andet
"Særlige funktioner, du har varetaget
.
.
.
Undervisning af børn og unge med høretab - både hørehæmmede, døve og CI-opererede - mange med særlige vanskeligheder og behov fx ADHD, Tourettes Syndrom, autisme, gennemgribende udviklingsforstyrrelser det samme gælder børn og unge med anden etnisk baggrund m.v.
Har stor viden og erfaring i at arbejde med sprog, sprogstimulering mv. (og teoretisk viden om ditto jf. Diplommodul sproglige vanskeligheder)
Kan tegnsprog, tegnstøttet kommunikation, tegn til tale.
.
.
.
Personlige betragtninger og forhold du gerne vil gøre opmærksom på
Jeg er hørehæmmet, hvorfor det vil være uhensigtsmæssigt at placere mig i en "normalklasse".
Men mindre hold indenfor specialundervisningen, hvor jeg er har stor erfaring, vil være optimalt både for mig selv, men også eleverne.
Jeg har stor viden og erfaring med problematikker omkring enkeltintegrerede hørehæmmede i folkeskolen - både børn og unge.
I relation til min hørenedsættelse skal jeg gøre opmærksom på, at jeg kommunikerer fuldt ud på verbalt dansk og forstår tale uden problemer.
Jeg kan også fuldt ud gå ind og rette dansk verbalt og skriftligt.
Dansk er mit modersmål og tegnsprog, som jeg også kommunikerer fuldt ud, er andetsprog for mig."
Den 11. april 2011 holdt indklagede et stormøde med skolelederne for kommunens skoler, hvor de overtallige lærere skulle matches med de ledige stillinger.
A skole havde 12 overtallige lærere, men klager og en anden lærer indgik ikke i mødet, da indklagede havde vurderet, at dette forum ikke var egnet til at omplacere disse to lærere, og at der efterfølgende skulle gøres en særlig indsats for at omplacere dem.
Den 23. maj 2011 sendte indklagede en mail til alle kommunens skoler, hvoraf fremgik, at der var to lærere, der skulle søges omplaceret.
Disse to lærere kunne ikke operere indenfor det såkaldte normalklasseområde, da de var hørehæmmede i større eller mindre udstrækning.
De ville derimod kunne gøre endog stor fyldest indenfor specialområdet.
Deres specialkompetencer var inden for døveområdet, idet de begge mestrede tegnsprog og mundaflæsning.
Indklagede modtog ikke nogen positiv tilbagemelding på denne mail.
Indklagede meddelte på møde den 30. juni 2011 klager, at man ville indlede en afskedigelsessag, og klager blev ved brev af 7. juli 2011 varslet om den påtænkte afsked.
Den påtænkte afskedigelse blev forhandlet mellem indklagede og klagers faglige organisation den 25. juli 2011, hvor det blev besluttet, at afskedigelsen ikke skulle gennemføres, men at klagers kompetencer og begrænsninger skulle afklares ved et praktikforløb.
Klager var herefter fra begyndelsen af skoleåret 2011/2012 i et afklaringsforløb på B skole der er en specialskole for elever med behov for en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte.
Klager blev under dette afklaringsforløb afprøvet som ekstra medarbejder/overtallig lærer, men blev ikke afprøvet med enelæreransvar.
B skole overvejede at tilbyde klager et barselvikariat i anden halvdel af skoleåret 2011/12, men dette blev ikke til noget.
I januar 2012 kontaktede indklagede igen forgæves kommunens andre skoler om en eventuel stilling til klager.
Ved brev af 6. februar 2012 modtog klager varsel om påtænkt afsked som følge af arbejdsmangel.
Det fremgik heraf, at indklagede påtænkte at opsige klager fra stillingen som overlærer.
Baggrunden for den påtænkte opsigelse var, at A skole ikke længere havde elever, der var tegnsprogsafhængige, og at skolen heller ikke på specialklasse- eller støttelærerområdet vurderede, at det var muligt at finde anden beskæftigelse på skolen.
Hertil kom, at budgetforliget 2011 og faldende elevtal havde medført, at skolen skulle spare.
A skole var derfor nødt til at lave personalereduktioner.
Indklagede understregede, at den påtænkte opsigelse ikke udsprang af utilfredshed med klagers indsats, men alene var en følge af ændringerne i skolens elevgruppe og økonomi.
Skolen havde ved udvælgelsen af de overtallige medarbejdere lagt vægt på, hvilke medarbejdere, der fremadrettet kunne sikre den bedst mulige varetagelse af skolens samlede opgaver.
Det fremgik videre af varslingsbrevet, at der i august 2011 blev iværksat et afklaringsforløb på B skole med henblik på at afdække klagers kompetencer og mulighederne for en omplacering.
På baggrund af kompetenceafklaringen havde indklagede undersøgt, om der var ledige special- eller støttelærerstillinger, som klager kunne omplaceres til.
Indklagede havde haft skriftlig kontakt til alle byens skoler med mundtlig opfølgning til de skoler, der havde mange specialklasser.
Der var for nuværende tidspunkt ingen ledige stillinger, og der forventedes heller ikke ledige stillinger i nærmeste fremtid.
Da det ikke havde været muligt at genplacere klager, var indklagede nødt til at afskedige hende.
Indklagede ville i opsigelsesperioden fortsat afsøge mulighederne for en genplacering.
Klager modtog ved brev af 28. februar 2012 den endelige afskedigelse til fratræden den 31. august 2012.
Indklagede lagde ved den endelige afskedigelse vægt på de forhold, der var beskrevet i varslingsskrivelsen om den påtænkte afskedigelse.
Indklagede havde således lagt vægt på, at A skole ikke længere havde elever, der var tegnsprogsafhængige, og at skolen heller ikke på specialklasse- eller støttelærerområdet havde ledige stillinger.
Skolen var på den baggrund nødt til at lave personalereduktioner.
Der var tillige lagt vægt på, at der heller ikke på andre af byens skoler var ledige stillinger, der matchede klagers kompetencer.
Det havde således ikke været muligt at genplacere klager i en anden stilling.
Ved brev af 8. juni 2012 meddelte indklagede klager, at det efterfølgende havde vist sig muligt at tilknytte klager til et årsvikariat på C skole, fra den 1. august 2012 til den 31. juli 2013.
Klager var derfor fortsat ansat hos indklagede, selvom hun i skoleåret 2012/2013 skulle arbejde i et årsvikariat.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at afskedigelsen er i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager gør også gældende, at det er i strid med forskelsbehandlingsloven, at hun to år i træk blev udelukket fra indklagedes normale procedure for omplacering af overtallige lærere.
Det er klagers opfattelse, at der er tale om en så grov krænkelse, at hun har krav på godtgørelse svarende til ni måneders løn.
Klager ønsker, at nævnet skal tage stilling til sagen, selvom klager og indklagede efterfølgende er blevet enige om genansættelse af klager.
Klager henviser i den forbindelse til, at hun kun har fået et årsvikariat, og at hun frygter, at forløbet med planlægning og overtallighed fra de foregående år vil gentage sig ved planlægningen af skoleåret 2013/14.
Klager henviser til, at indklagede ifølge aftale mellem Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation har pligt til at omplacere en lærer til en anden skole i kommunen, hvis der ikke længere er beskæftigelse til den pågældende på det hidtidige tjenestested.
En afskedigelse anses ikke for at være rimeligt begrundet, hvis indklagede ikke på afskedigelsestidspunktet med tilstrækkelig sikkerhed kan konstatere, at der er grundlag for den.
Det er i øvrigt klagers opfattelse, at der samlet set ikke var arbejdsmangel ved kommunens skoler, idet planlægningen af skoleåret 2011/2012 viste, at der var på nogle skoler var i alt 61 lærere i overskud, mens der på andre skoler manglede 64 lærere.
Klager bestrider således, at der var arbejdsmangel ved kommunens skoler, og hun henviser i den forbindelse til, at indklagede havde opslået ledige stillinger pr. 1. august 2012.
Klager anfører, at allerede det forhold, at hun ved planlægningen af skoleåret 2011/12 ikke indgik i den almindelige procedure for placering på andre skoler, er udtryk for forskelsbehandling som følge af klagers handicap.
Klager blev ligeledes fravalgt på forhånd i forbindelse med omplaceringen for skoleåret 2012/13.
Klager oplyser, at hun er velfungerende funktionelt hørehæmmet.
Klagers første sprog er dansk, og hendes andet sprog er tegnsprog.
Hun taler udmærket dansk og har på A skole undervist både hørende og handicappede elever.
Undervisningen af hørende elever har været i feature- og emneuger, hvor der har været dannet hold på tværs af center og distrikt.
Ved undervisningen af døve elever har der været tale om både funktionelt døve, kulturelt døve, funktionelt til lettere hørehæmmede og CI-opererede.
Klager har aldrig undervist i rent døve klasser.
Klager har undervist på både tegnsprog og talt dansk i den mundtlige form, som kendes for rent hørende mennesker.
Klager har også undervist med håndmundsystem, hvor den danske tale er bærende, men hvor alle lyde, bortset fra vokaler, repræsenteres af en håndstilling.
Klager oplyser, at hun praktiserer talekorrektion.
Klager henviser til, at hun aldrig har fået kritik fra skolens ledelse.
Det er klagers opfattelse, at hun i samtaler fungerer upåfaldende og uden brug af tolk.
Som underviser bør klager tillægges undervisningsopgaver for mindre hold.
Hun bør ikke tillægges undervisning med hele klasser på op til 28 elever, selvom det på ingen måde er udelukket, at hun også vil kunne løse denne opgave fuldt tilfredsstillende med en tolk som personlig assistent.
Klager oplyser, at det er rigtigt, at hun ved ansættelsen i 2001 tilkendegav speciel interesse for arbejdet med hørehæmede og døve elever, men hun anfører, at der er sket meget i løbet af de sidste 10 år.
Klager har altid tilpasset sig de opgaver, der skulle løses til enhver tid.
Klager henviser i øvrigt, at der to år i træk blev iværksat afskedigelsessag angiveligt på grund af arbejdsmangel.
Klager blev to år i træk udelukket fra at indgå i den normale procedure for overflytning af lærere mellem kommunens skoler.
Det er således klagers opfattelse, at det forlods var besluttet, at hun skulle afskediges, medes de øvrige overtallige lærere indgik i indklagedes omplaceringsprocedure.
Det var således allerede den 28. marts 2011 meddelt, at A skole ikke længere havde arbejde til klager, da skolen ikke længere havde børn, der var tegnsprogsafhængige.
Klager blev udpeget til udviklingspolitikken, det vil sige, at hun ikke længere skulle være på skolen, men omplaceres til en anden skole eller afskediges.
De lærere, som var udpeget til udviklingspolitikken, skulle udfylde et skema til afdækning af kompetencer m.v. Klager fik imidlertid ikke udleveret skemaet, da indklagede på forhånd havde fravalgt at omplacere hende og i stedet ville afskedige hende.
Klager bad selv om skemaet, som hun udfyldte den 9. april 2011.
Selvom klager havde udfyldt skemaet, indgik hun ikke i det fællesmøde, som blev afholdt den 11. april med 2011 med lederne af de skoler, der havde overskud eller underskud af lærere.
Alle de ledige stillinger blev stort set besat ved dette møde.
Klager bestrider, at det var aftalt med hendes faglige organisation, at hun ikke skulle indgå på stormødet, hvor man drøftede omplaceringer.
Det er klagers opfattelse, at det ikke kan undre, at der ikke kom nogen respons på indklagedes mail til kommunens andre skoler, da hun alene var beskrevet ud fra sit handicap og hendes kompetencer ikke var nævnt.
Oplysningsskemaet om kompetencer m.v., som klager havde udfyldt den 9. april 2011, var således ikke medsendt.
For så vidt angår forløbet på B skole var der begrænsede muligheder for, at klager ved denne arbejdsprøvning kunne demonstrere sin klasseledelse, da hun var ekstra lærer i en undervisningssituation, som hovedsagelig var planlagt og gennemført af en anden lærer.
Resultatet af evalueringen var, at B skole ville tilbyde klager et barselvikariat for en lærer, der skulle på barselorlov den 15. januar 2012.
Skolen ville kun forpligte sig frem til sommerferien, da man stadig havde betænkeligheder i forhold til klagers høretab.
Klager er uforstående overfor, at skolen kun ønskede at forpligte sig frem til sommerferien, da man stadig havde betænkeligheder i forhold til klagers høretab.
Klager henviser til, at evalueringen i sin helhed var positiv, og at den afprøvning, som fandt sted under praktikken, ikke havde nået grænserne for klagers formåen.
Det er klagers opfattelse, at det er ulogisk, at B skole kunne bruge klager som lærer i et halvt år, fra januar til sommerferien, men at man havde betænkeligheder ved at lade hende fortsætte efter sommerferien.
Klager henviser videre til, at der ikke som aftalt blev gennemført en arbejdsprøvning af klager, hvor hun havde eneansvar for undervisningen.
Det er klagers opfattelse, at arbejdsprøvningen ikke levede op til de forudsætninger, der var lagt til grund for etableringen af arbejdsprøvningen, og den levede heller ikke op til de aftaler, der var indgået undervejs.
Ledelsen på B skole, hvor klager var i arbejdsprøvning, besluttede at man ikke ville ansætte en barselvikar fra den 15. januar 2011.
Skolelederen på B skole havde imidlertid oplyst i en mail, at der var et vikariat på B skole for en gruppe elever, der var uden talesprog.
Klager ville ikke blive tilbudt vikariatet, da hun ikke kunne aflæse børnene uden sprog.
Det er efter klagers opfattelse grotesk, at hun ikke blev tilbudt vikariatet, "da hun ikke kunne aflæse børnene uden sprog", da hun som hørehandicappet havde ganske særlige forudsætninger for at aflæse non-verbal kommunikation.
Klager henviser i øvrigt til, at det senere viste sig, at der blev ansat en ny medarbejder i barselvikariatet.
I januar 2012 kontaktede indklagede på ny en række skoler om, hvorvidt der var mulighed for beskæftigelse af klager.
I mail af 30. januar 2012 om telefonopringningerne fremgik, at der var tale om en overtallig lærer, der grundet handicap kun kunne gøre tjeneste i specialklasse eller som støttelærer, men til gengæld kunne vedkommende varetage disse funktioner på kvalificeret vis.
Det er klagers opfattelse, at hendes formelle og reelle kompetencer blev fortiet i mailen af 30. januar 2012, ligesom det var helt ved siden af, at bruge formuleringen, "hvis din skole står og mangler".
Klager ville på grund af sit opsigelsesvarsel under alle omstændigheder være ansat ind i det nye skoleår.
Det er klagers opfattelse, at den iværksatte arbejdsprøvning ikke viste grænserne for hendes formåen som lærer.
Indklagede havde ikke på baggrund af arbejdsprøvningen sagligt belæg for at hævde, at der var lærerarbejde, som klager ikke kunne varetage.
Indklagede ignorerede efter klagers opfattelse under hele forløbet hendes kompetencer i form af læreruddannelse, videreuddannelse og undervisningserfaring.
Indklagede handlede efter klagers opfattelse på grundlag af forestillinger om, hvad klager som funktionelt hørehæmmet kunne løse af opgaver.
Klager henviser videre til, at hendes begrænsning er ved undervisning i hold, og at hun ikke kan se sig selv som underviser i store klasser med op til 28 elever.
Klager mener imidlertid, at det er udelukket, at der i et skolevæsen med omkring 2.500 lærere fordelt på 48 skoler ikke skulle være muligt at finde relevante opgaver til hende.
Klager bestrider i øvrigt indklagedes opfattelse af, at der var barrierer for hendes udøvelse af lærerjobbet.
I det omfang indklagede måtte mene at have konstateret barrierer for klager, skulle der indtænkes afbødeforanstaltninger i medfør af forskelsbehandlingslovens § 2 a.
Dette havde indklagede imidlertid ikke gjort.
Klager henviser i den forbindelse til, at den hindring, som hun kan have i forhold til en klasse med mange elever, vil kunne kompenseres ved for eksempel en personlig assistent.
Det er klagers opfattelse, at hun med en personlig assistent vil kunne arbejde i normalområdet.
Klager har ikke behov for tolk i forbindelse med undervisningen, da hun underviser på klart og upåfaldende dansk, og da hun kan mundaflæse.
Klager bestrider i øvrigt, at korrektion af tale hos hørehæmmede kan varetages af enhver hørende lærer, da der er tale om specialistarbejde for særligt uddannede artikulationslærere.
Klager mener, at hun som hørehæmmet har særlige værktøjer, der kan bruges til talekorrektion.
Klager mener, at det er vanetænkning og fordomme, når indklagede anfører, at det ikke kan kræves, at eleverne skal ændre elevadfærd og kun kommunikere verbalt, når de er i lærerens synsfelt.
Det er klagers opfattelse, at en lærer kan stille krav til elevens måde at kommunikere med ham eller hende på.
Klager henviser i øvrigt til en TV-udsendelse vedrørende en døv lærer, som blev fulgt af et TV-hold en dag, hvor hun skulle undervise en almindelig folkeskoleklasse.
Det er klagers opfattelse, at elever har udbytte af at møde lærere med handicap, hvilket er med til at opdrage dem til at omgås og anerkende personer med handicap ud fra disses kompetencer.
Indklagede afviser, at afskedigelsen af klager var i strid med forskelsbehandlingsloven.
Indklagede oplyser, at man uanset beslutningen om at afskedige klager den 28. februar 2012 fortsatte med at forsøge omplacere klager.
Dette resulterede i, at klager er blevet overført til et vikariat på C skole i perioden fra den 1. august 2012 til den 31. juli 2013.
Der er ikke tale om en tidsbegrænset ansættelse.
Indklagede henviser til, at man i skoleåret 2011/12 skulle reducere antallet af lærere på A skole.
En del af reduktionen skyldtes bortfald af elever, der var afhængige af tegnsprog, idet børn uden hørelse eller med væsentligt høretab gennem de senere år har fået indopereret Cochlear Implants (CI).
Disse børn har ikke et primært behov for indlæring af tegnsprog, men har et udtalt behov for talekorrektion.
Der er derfor øget behov for lærere, der kan talekorrigere og mindre behov for lærere, der kan undervise i tegnsprog og undervise i øvrige fag via tegnsprog.
Talekorrektionen af eleverne foregår i alle fag.
Skole A havde derfor ikke længere elever, der var tegnsprogsafhængige, og der var heller ikke ledige stillinger på specialklasse- og støttelærerområdet.
Indklagede anerkender klagers færdigheder i mundaflæsning som kommunikation, men det er indklagedes opfattelse, at talekorrektionen af eleverne skal ske umiddelbart, og at også mindre udtalefejl skal korrigeres.
Læreren skal også straks kunne reagere på elever, der er uden for lærerens synsfelt, og som udtrykker sig verbalt eller gennem urolig adfærd.
Indklagede vurderer, at klager som ikke-hørende lærer vil være arbejdsmæssigt begrænset, idet hun ikke vil kunne opfange mundtlig kommunikation uden for sit synsfelt, ikke vil kunne aflæse mundtlig kommunikation fra elever, der græder, ikke vil kunne aflæse signaler som lyde og tonefald, ikke fuldt ud vil kunne korrigere sprog og ikke vil kunne støtte elevernes forståelse af ord og begreber i overført betydning.
Klager er desuden efter indklagedes opfattelse begrænset i forhold til konfliktløsning, hvor det kan være nødvendigt at gribe ind, uden at der foreligger mundtlig kommunikation.
Klager er også begrænset i forhold til små klasser, hvor det ikke er usædvanligt at børn græder.
Klager vil ligeledes heller ikke kunne udføre almindeligt lærerarbejde i forhold til tosprogede børn, hvor der er behov for korrektion og udvikling af det danske sprog.
Klager opfatter således ikke små signaler fra børnene.
Disse funktioner kan efter indklagedes opfattelse ikke overlades til en personlig assistance.
Indklagede anerkender således, at klager har 16 års erfaring som specialklasselærer for døve og tunghøre elever, hvor hun har udført almindelige undervisningsopgaver og anvendt tegnsprog og mundaflæsning som kommunikation.
Der var tale om døve og tunghøre elever, der var oplært i denne specielle kommunikationsform.
Indklagede henviser til, at klager har selv peget på, at det ikke var hensigtsmæssigt med undervisning i en almindelig klasse med op til 28 elver.
Indklagede forsøgte ikke at omplacere klager på stormødet den 11. april 2011, idet man fandt, at der skulle gøres en særlig indsats for at omplacere klager.
Dette var aftalt med klagers faglige organisation.
Indklagede henviser i øvrigt til, at der på stormødet alene var tre stillinger med speciallæreropgaver, og at disse lå uden for klagers område.
Lederen af B skole, hvor klager var i arbejdsprøvning havde påpeget, at klager ikke kunne reagere på elever, der agerede bag hendes ryg, og at det ikke kunne anses for relevant at omplacere klager til en normalklasse.
Arbejdsprøvningen viste også, at klager havde arbejdsmæssige begrænsninger sammenlignet med hørende lærere.
Det var et problem, at klager ikke kunne registrere, hvad der forgik uden for hendes synsfelt
Skole B kunne derfor ikke tilbyde klager arbejde, hvor hun skulle arbejde med børn uden sprog, idet hun ikke i fornødent omfang kunne aflæse børn, der ikke har et talesprog.
Disse børn er afhængige af, at læreren kan høre lyde/toner, som ikke kan mundaflæses.
Klager havde desuden problemer med elevgrupper, hvor der er adfærdsmæssige udfordringer, da klager ikke har mulighed for at opfange alle elevernes udspil.
De kognitivt bedst fungerende elever fandt i løbet af afprøvningen ud af at kompensere for klagers høretab, idet de talte mere tydeligt og vendte hovedet mod klager, når de talte.
Skole B nåede ikke at afprøve klager i et arbejde, hvor hun skulle stå alene med læreransvaret for en elevgruppe.
Det er i øvrigt indklagedes opfattelse, at det ikke kan kræves, at elever skal ændre den almindelige adfærd for at kunne undervises af klager.
Eleverne skal således ikke begrænses til alene at kommunikere, når de er i lærerens synsfelt og kan mundaflæses af denne.
Indklagede henviser videre til, at man har gjort en særlig indsats for at omplacere klager, og finde en placering, hvor hendes arbejdsmæssige begrænsninger ikke ville medføre et arbejdsmæssigt problem.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven).
Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klagers hørehandicap er omfattet af forskelsbehandlingsloven.
Nævnet har lagt vægt på, at klagers hørenedsættelse medfører, at hun har nogle begrænsninger i forhold til at kunne undervise på lige fod med andre lærere, der ikke har et tilsvarende handicap.
Klager vil ikke kunne undervise i klasser med op til 28 elever.
Nævnet vurderer på denne baggrund, at klager har en fysisk funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov for, at hun vil kunne fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende situation.
Nævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap, da indklagede ved opgørelsen af behovet for lærere for skoleåret 2011-2012 udpegede klager som overtallig og efterfølgende indstillede hende til afskedigelse med den begrundelse, at skole A ikke længere havde elever, der var tegnsprogsafhængige.
Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af sagen, at indklagede blandt andet mener, at klager ikke vil kunne talekorrigere eller undervise i en stor klasse.
Det er på denne baggrund nævnets opfattelse, at klagers hørehandicap indirekte var medvirkede årsag til, at indklagede ikke inddrog hende i udviklingspolitikken på samme måde som de øvrige overtallige lærere, og at hun efterfølgende blev afskediget.
Nævnet finder, at indklagede ikke har godtgjort, at der var saglige grunde til ikke at behandle klager på samme måde som de øvrige overtallige lærere, der blev indstillet til at deltage i udviklingspolitikken (proceduren for omplacering).
Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at indklagedes efterfølgende forsøg på at omplacere klager synes utilstrækkelige.
Klager skulle således i modsætning til de øvrige overtallige lærere selv tage initiativ til at udfylde oplysningsskemaet vedrørende kompetencer, og hun blev ikke inddraget i fællesmødet for skolelederne.
Indklagede har derfor handlet i strid med forskelsbehandlingsloven ved ikke at inddrage klager i omplaceringspolitikken på lige vilkår med de øvrige overtallige lærere.
Klager får derfor medhold i denne del af klagen.
For så vidt angår afskedigelsen i februar 2012 finder nævnet, at indklagede har godtgjort, at denne var objektivt begrundet i et sagligt formål, og at det var hensigtsmæssigt og nødvendigt at afskedige klager.
Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der fremover ville være væsentligt færre elever, som skulle undervises via tegnsprog og håndmundsystem, da størstedelen af de døve/hørehæmmede elever har fået Cochlar Implants med deraf følgende behov for talekorrektion.
Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering, hvorefter det ikke var muligt at finde en ny stilling til klager, som hun kunne varetage med de begrænsninger, der følger af hendes hørehandicap, idet indklagede blandt andet vurderede, at klager ikke på tilfredsstillende vis ville kunne udføre den fornødne talekorrektion af eleverne, og at hun ikke ville kunne varetage normal undervisning i en normalklasse med op til 28 elever.
Det er indgået i nævnets vurdering, at indklagede forsøgte at omplacere klager ved at rette henvendelse til kommunens andre skoler, og ved at arbejdsprøve klager på B skole.
Det er også indgået i nævnets vurdering, at indklagede fremover ville have behov for lærere, der kunne talekorrigere elverne med CI.
Nævnet vurderer, at indklagede i fornødent omfang har overholdt forpligtelsen til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at klager kunne blive i stillingen som lærer, idet indklagede havde undersøgt mulighederne for fortsat beskæftigelse til klager, efter at antallet af døve og tunghøre elever, som var afhængige af tegnsprog, var faldet stærkt.
Klager havde desuden været i et afklaringsforløb.
Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at klagers funktionsnedsættelse i forhold til at kunne talekorrigere eleverne ikke ville kunne afhjælpes ved en personlig assistent.
Afskedigelsen af klager var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, hvorfor klager ikke får medhold i denne del af klagen.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.
Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 26. marts 2012, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
<7100388-12>