Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sagsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sagsbehandling - ej medhold

J.nr. 2500264-10

En mand, der var blevet døv på det ene øre og havde tinnitus på samme øre, blev i et kursusforløb flyttet fra et hold til et individuelt forløb.

Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager i et kursusforløb overgik til et individuelt forløb, i stedet for at følge det hold han var begyndt med.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager overgik til et individuelt forløb hos indklagede.

Sagsfremstilling

Klager er for cirka 11 år siden blevet døv på det ene øre.

Han har desuden tinnitus på dette øre.

Han måtte derfor ophøre med sit erhverv som lærer.

Han fik af et jobcenter tildelt et 4-måneders kursusforløb hos indklagede, der varetager X kommunes kursusforløb for sygedagpengemodtagere, ledige fleksjobbere og pensionister, der gerne vil have et løntilskudsjob.

Forløbet begyndte den 14. juni 2010 og havde til formål at skaffe ledige fleksjobbere et fleksjob.

I en afrapportering fra indklagede til jobcentret fremgik, at klager efter tre ugers holdforløb overgik til et individuelt forløb.

Indklagede vurderede, at det var vigtigt for klager, at tingene var i struktur, at aftaler blev overholdt, og at han reagerede lidt voldsomt, hvis han følte sig svigtet eller misforstået og blev ked af det og kunne virke vred og trække sig fra situationen.

Det vurderes videre, at klager var social med sine medkursister og havde en god rummelighed overfor de andre, når han havde overskud.

Derudover vurderede indklagede, at det var svært for klager at være sammen med sine medkursister på holdet, måske grundet hans tinnitus.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at indklagede har udsat ham for forskelsbehandling på grund af handicap, idet de har udelukket ham fra deltagelse i et undervisningsforløb under henvisning til hans tinnitus.

Han ønsker at få tildelt et nyt kursusforløb til erstatning for det forløb, indklagede ødelagde for ham.

Klager oplyser, at han efter en uge blev udelukket fra undervisningen uden at få en begrundelse herfor.

Han fik trods sine anmodninger herom ingen oplysninger om kursusforløbet.

Først efter at kurset var afsluttet, fik han efter 13 henvendelser delvis indsigt i akterne.

Det gik først på dette tidspunkt op for ham, at indklagede havde udelukket ham, fordi de mente, hans handicap forhindrede ham i at indgå i undervisningen sammen med de andre kursister.

Han oplyser, at indklagede lyver, når de påstår, at han selv har meldt sig fra undervisningen.

Han mener, at instruktøren på holdet af egen kraft har udelukket ham fra deltagelse i kursusforløbene i strid med hans ønsker.

Såfremt de to kursusansvarlige mente, at han var overgået til et individuelt forløb, burde det i så fald være klart, hvad dette forløb gik ud på, men de har på intet tidspunkt diskuteret dette med ham.

Indklagede har heller ikke udarbejdet en jobplan med aktivitetsplaner, ansvarsfordeling og opfølgningsdatoer.

Han oplyser, at han vil betegne sig selv som en ressourcestærk person, for hvem fællesskaber er en af hans helt grundlæggende livsværdier.

Han har imidlertid et handicap, der gør, at han nogle gange kan virke som om, han "melder sig ud".

Han havde i tillid til indklagedes ansatte talt åbent om det og troede, at han netop i sådan en virksomhed ville kunne finde forståelse herfor, og at de ville respektere hans handicap.

Klager henviser til, at indklagede enten burde havde tilkendegivet, at han ikke kunne deltage i kurset, eller have indkaldt jobcentrets jobkonsulent eller sagsbehandler og givet dem besked om, at der var et problem, hvis tinnitus bevirkede, at en kursist ikke kunne deltage i fællesskabet.

Han har bedt om dokumentation for, at det var afstemt med jobcentret, at han overgik til et individuelt forløb, men det har indklagede ikke formået at fremsende, hvilket bekræfter, at der er tale om ren fiktion fra indklagedes side.

Via et tilsendt evalueringsskema fra indklagede, kan han ud fra spørgsmålene se aktiviteter, som et individuelt forløb typisk indeholder.

Ingen af disse aktiviteter har han deltaget i, endsige fået tilbud om.

Indklagede kan ikke dokumentere, at han er overgået til et individuelt forløb.

Der foreligger ikke et eneste dokument, der kan påvise eller blot indikere, at han har deltaget i et sådant, eller at han og indklagede har truffet aftale om det.

Klager oplyser, at han ikke i tilstrækkeligt omfang blev inddraget i forsøget på at finde en praktikplads eller et fleksjob.

Der er ifølge indklagede taget kontakt til mere end 30 virksomheder, men al kontakt fra indklagede til ham ophørte den 12. august 2010.

Dette på trods af talrige forespørgsler og rykkere.

Klager havde nogle ganske korte løsrevne samtaler med en jobkonsulent om en enkelt praktikplads i løbet af de tre måneder, han var under denne konsulents tovholderskab.

Det er anført i indklagedes afrapportering til jobcentret, at det i forhold til klagers arbejdsmæssige muligheder vurderedes at være en barriere, at klager har tinnitus og ikke kan undervise grupper af mennesker, og at han ikke ønskede job uden for sit primære jobområde, og at klagers indstilling til ikke at ville i praktik, med mindre der var jobgaranti, kunne være en hindring for et match.

Klager bestrider, at han ikke var fleksibel i forhold til at se ud over sit fagområde.

Han fremhæver også, at han aldrig har stillet krav om jobgaranti for at tage imod en praktikplads.

Klager savner enhver forståelse for, at han blev ekskluderet fra indklagedes kurser.

På ham virker det som en kriminel handling.

Indklagede fik penge fra det offentlige for at give ham kursusindhold, men udelukkede ham fra undervisningen.

Klager oplyser, at han aldrig har brugt udtryk som "fnidder i øret" om sin tinnitus, og at han på intet tidspunkt har fremført, at tinnitus handicappede hans tilstedeværelse i undervisningen.

Det fremgår af indklagedes afrapportering til kommunen, at de i starten af forløbet lovede klager en kursusplan.

Han fik ikke planen, da han stort set fra dagen for forespørgslen overgik til et individuelt forløb.

Instruktøren på holdet oplyser, at hun ikke har informeret om ændringer.

Dette vurderedes at være unødvendigt, da klager overgik til et individuelt forløb.

Han anfører, at han allerede den første dag bad om en detaljeret kursusplan, så han på et sagligt grundlag kunne tage stilling til, hvad han ønskede, men han fik ikke svar.

Ugen efter gentog han dette.

I den 3. uge fremsatte han igen ønsket og blev lovet en kursusplan, men fik den ikke.

I forbindelse med indklagedes konstatering af, at klager ikke spurgte efter kursusplaner efter den 8. juli 2010 oplyser klager, at han kan forstå, at indklagede ikke har empati nok til at kunne forstå, hvor dybt ydmygende og deprimerende, det er at blive udelukket fra undervisningen uden angivet årsag eller forklaring.

Det er helt utroligt modbydeligt at stå i den situation, at man uden logisk forklaring sættes ud på et sidespor.

At stå i et lokale med ens medkursister og måtte opleve, at hans såkaldte tillidspersoner højt og flot "sked" på hans forespørgsel, er ikke en oplevelse, han vil ønske, at andre udsættes for.

Han oplyser også, at indklagede inviterede kursisterne på en barbecue, men at de forsømte at informere ham om dette.

Klager henviser også til, at indklagede mener at have imødekommet hensyn i forhold til tinnitus, og han finder det grotesk, at indklagedes ansatte stadig 5 måneder efter kursusstart ikke ved, hvad hans handicap er.

Klager oplyser, at han er stokdøv på det øre, hvor han har tinnitus, hvilket nærmest kan sammenlignes med en slags fantomsmerter.

Hans hovedhandicap er, at han er døvbleven på det ene øre for 11 år siden.

Han skal derfor helst ikke deltage i samtaler, hvor der samtidig er andre lydkilder.

Dette handicap, der er væsentligt, har det været fuldstændigt umuligt for indklagedes ansatte at respektere, idet de lod personlige samtaler foregå i et åbent køkkenområde, hvor folk render ind og ud både samtalende og råbende, hvor kaffemaskinen bryggede og opvaskemaskinen summede.

Klagers henstillinger, om at samtaler ikke skulle foregå der, blev tilsidesat.

Dette var imidlertid først i løbet af juli og august måned, så indklagede kan ikke bruge disse situationer som belæg for, at han ikke kunne klare undervisningen i juni.

Indklagede burde undersøge, hvilke konkrete handicap folk har, og hvordan det påvirker eller ikke påvirker deres tilstedeværelse på kursusstedet i stedet for helt uden respekt for kursisten at umyndiggøre ham ved at træffe en vidtrækkende beslutning henover hovedet på dem.

Indklagede har hverken udvist vilje eller evne til at tage hensyn til klagers reelle handicap, som er, at han er døvbleven på det ene øre.

Indklagede har med fuldt overlæg diskrimineret på grund af handicap.

Klager opfatter det ikke blot som diskriminerende men direkte tåbeligt, at indklagede forsøgte at gøre ham mere handicappet, end han i virkeligheden er.

Han har for længst lært at leve med handicappet, og det har ikke forhindret ham i at arbejde efter revalideringsprocessen eller deltage i kursusvirksomhed, som i øvrigt har været omfattende, i forbindelse med de arbejdspladser han har været på igennem mere end 10 år efter høretabet på det ene øre.

Høretab og tinnitus er ikke synonymer.

Klager anfører, at indklagede lyver om, at der skulle være afholdt et møde den 5. juli 2010.

Han var ikke til stede hos indklagede denne dag.

Han har heller aldrig mødt op til holdundervisning, hvor andre kursister end dem fra hans hold var til stede.

Klager mener, at indklagede allerede før hans henvendelser den 21. og 30. juni 2010 om at få udleveret kursusplanen havde besluttet sig for, at det ville være bedst for ham ikke at deltage i holdundervisningen eller måske bedst for indklagede, da de ansatte stod for at skulle rejse på ferie, hvorfor det var meget ubekvemt, at ikke alle kursister også tog ferie på dette tidspunkt.

Klager beder udelukkende Ligebehandlingsnævnet om at tage stilling til udtalelsen om, at indklagede vurderer, at det kan være svært for klager at være sammen med sine medkursister på holdet, måske grundet hans tinnitus.

Indklagede påstår at aftalen om at give klager et individuelt forløb alene blev truffet på baggrund af motivation, og et forsøg på at give klager den vejledning han efterspurgte og helt klart ikke på grund af handicap.

Indklagede oplyser, at klager mødte op sammen med 12 andre kursister.

Han fulgte forløbet stabilt i de første tre uger, som primært bestod af undervisning indenfor forskellige motivations og jobsøgningstemaer.

Klager havde et par gange i disse uger givet udtryk for, at han havde lidt svært ved at følge med i undervisningen på grund af "fnidder" i øret som følge af tinnitus, men han virkede i øvrigt glad og motiveret for at deltage i forløbet.

Efter 3 ugers temaundervisning overgik klagers hold til "Holdet", hvor de blev slået sammen med andre kursister.

Der var herefter tale om mere målrettet og konkret praktik- og jobsøgning på indklagedes jobkontor.

Efter første dag på "Holdet" gav klager udtryk for, at han ikke rigtig synes, at der skete noget.

Han havde derfor en snak med en projektleder og en jobkonsulent, hvor de som følge af klagers oplevelse foreslog at flytte ham over på et individuelt forløb.

Klager blev meget glad for dette forslag.

Det individuelle forløb blev aftalt og påbegyndt den 5. juli 2010.

Jobkonsulenten fulgte forløbet frem til kursets ophør den 1. oktober 2010.

Indklagede er vant til, at nogle kursister trives bedst på hold, mens andre trives bedst med individuel vejledning.

Cirka 20 procent af indklagedes kursister i X kommune har ønsket og fået individuel sparring i forhold til konkret jobsøgning.

En beslutning der altid træffes i samråd med kursisten og den kommunale kontaktperson.

Aftale om individuelle forløb indgås med indklagede på foranledning af et ønske fra kursisten for at tilgodese specifikke behov og individuelle ønsker, uagtet om dette er i forhold til sygdom, uddannelse eller andre individuelle behov.

Klager var hele tiden meget velkommen til at deltage i temaundervisningen for hold, men har ikke ønsket det.

Klager fik ved kursusstart udleveret et kursusprogram gældende for resten af juni måned.

Klager efterspurgte kursusplaner, indtil det i samråd med klager den 2. juli 2010 blev besluttet, at han skulle deltage på et individuelt tilrettelagt forløb.

Han mødte frem til samtale med indklagedes kontaktperson den 8. juli 2010.

Herefter har klager ikke efterspurgt (skriftlige) kursusplaner.

Når en kursist ønsker individuelle planer for det videre forløb, aftales dette efter individuelle hensyn.

Indklagedes fremgangsmåde har indtil videre været at aftale dette fra gang til gang, fordi de individuelle forløb på den måde fleksibelt kan justeres hen af vejen, såfremt kursisten ønsker dette.

Det er kun på holdforløbene, at kursusplaner er nedfældet.

Indklagede varetager X kommunes kursusforløb for sygedagpengemodtagere, ledige fleksjobbere og pensionister, som gerne vil have et løntilskudsjob.

De samarbejder hver eneste dag med mennesker som har et større eller mindre handicap og har aldrig udelukket nogen fra noget.

Tværtimod er deres livssyn, at hjælpe mennesker, som kan have det svært.

Indklagede differentierer kun ud fra handicap etc. i undervisningen, hvis individuelle foranstaltninger aftales med den enkelte.

Indklagede tager derfor først affære, når en kursist ønsker eller giver samtykke til det.

De stigmatiserer ikke den enkelte kursist fra start, selvom de kender forhistorien, og altid har sat sig ind i kursisternes situation.

Efter indklagedes overbevisning gav klager udtryk for at rum med støj, kaffemaskiner etc. gjorde, at han ikke kunne opholde sig der.

Han gav udtryk for, at han ikke kunne deltage i samtaler, hvor der samtidig var andre lydkilder eksempelvis mange andre stemmer.

Derfor var indklagede enig med klager i at iværksætte et individuelt forløb, som tilgodeså klagers behov for ro omkring sig.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer ringere end andre personer på grund af handicap, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Det fremgår af lovforarbejderne, at handicap ikke er et entydigt begreb.

I praksis opereres med en forståelse af begrebet, hvorefter der for at være tale om et handicap eller en person med handicap, må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation.

Det fremgår også af forarbejderne, at det ikke er afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager er døvbleven på det ene øre, og har tinnitus på samme øre.

Han kunne på grund af dette ikke længere arbejde som lærer.

Han har således en funktionsnedsættelse, som har medført et kompensationsbehov i forhold til arbejdet som lærer.

Ligebehandlingsnævnet vurderer på den baggrund, at der foreligger et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Nævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap.

Selve den omstændighed, at indklagede vurderede, at et individuelt forløb passede bedst til klagers behov, er ikke udtryk for forskelsbehandling.

Det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om beslutningen herom kunne og burde være sket på en anden måde, jævnfør herved at indklagede tilsyneladende alene har lagt vægt på den tinnitus, der er på det døvblevne øre, men ikke på selve døvheden.

Det samme gælder spørgsmålet om, i hvilket omfang og på hvilken måde indklagede har arbejdet med praktikpladssøgning for klager.

Klager får herefter ikke medhold i sin klage til Ligebehandlingsnævnet.

<2500264-10>