Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold
J.
nr. 2014-6811-35805
Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at mænd ikke havde adgang til et fitnesscenter.
Forskelsbehandling på dette område, er begrundet i et legitimt mål, der har til formål, at fremme ligestilling.
Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en fitnesskæde kun tillader kvinder adgang til deres motionscentre.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det er i ikke i strid med ligestillingsloven, at det kun er kvinder der har adgang til indklagedes motionscentre.
Sagsfremstilling
Indklagedes virksomhed består af i alt 17 motionscentre, som er beliggende i Jylland og på Fyn.
Det er i samtlige af indklagedes motionscentre kun muligt for kvinder at opnå medlemskab og få adgang til at dyrke motion.
Parternes bemærkninger
Klager mener, at det er problematisk, at det kun er kvinder, der kan blive medlem af indklagedes motionscentre.
Klager ønsker, at konceptet, motionscentre kun for kvinder skal kendes ulovligt.
Indklagede henviser til, at deres motionscentre hvor der kun gives adgang til kvinder er en positiv foranstaltning, der skal fremme ligestilling.
Indklagede oplyser, at deres motionscentre er relativt små, da mange kvinder føler sig utilpasse og utrygge i store åbne centre, hvor mænd ser dem, mens de træner.
Flere kvinder med anden etnisk baggrund end dansk må ikke træne i samme lokale som mænd, hvilket afholder dem fra at træne.
Indklagede henviser til bekendtgørelse nr. 340 af 10. april 2007 om initiativer til fremme af ligestilling.
Ordningen med centre kun for kvinder falder desuden under bekendtgørelsens § 6, hvorefter det er tilladt at etablere idrætshold -og undervisning udelukkende for det ene køn.
Bekendtgørelsens § 6 er efter dens ordlyd ikke udtømmende, hvorfor den ikke skal fortolkes til kun at omfatte hold og undervisning.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Ligestillingsloven er ikke til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hensynet til blufærdigheden er et legitimt mål.
Etablering af et fitnesscenter kun med adgang for kvinder går ikke ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt for at opnå disse mål.
Det er endvidere tilladt at etablere hold og undervisning mv. for det ene køn inden for idræt.
Nævnet finder herefter, at indklagede ikke har handlet i strid med ligestillingsloven ved kun at tilbyde medlemskab og fitnesstræning til kvinder.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
<2014-6811-35805>