Legislator Case Law & Legislation
W20150980025 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 9800 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - medhold

KEN#LOKDOK23 2015 9800 Valid

J.

nr. 2014-6811-00019

Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager ikke kunne bestille bord på en bar til nytårsaften med henvisning til, at indklagede havde en kvote for antallet af indvandrere.

Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 5.000 kr.

KEN#LOKDOK23 2015 9800 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager henvendte sig til den indklagede bar for at få et bord nytårsaften.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at indklagede havde fastsat en kvote for antallet af indvandrere.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 5.000 kr. med procesrente fra den 31. december 2013, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager har et udenlandsk klingende navn.

Indklagede reklamerede på Facebook for et arrangement, som ville finde sted nytårsaften på indklagedes bar.

Ved skriftlig henvendelse til indklagede var det muligt at booke et bord, således at gæster var garanteret en plads den pågældende aften.

Klager sendte den 30. december 2013 klokken 22:57 en sms til indklagede.

Indklagede oplyste samme aften, at alle borde var optagede til arrangementet.

Klager blev dog spurgt om, hvor mange gæster han ønskede at booke en plads til.

Indklagede spurgte også om klagers navn.

Klager oplyste sit navn, hvorefter indklagede svarede

" Jeg spørg, fordi [indklagede] kun må lukke 10 indvandrere ind nytårsaften.

Efter noget ballade før hen nemlig.

Lidt en lorte regel.

:/ Men den skal vi følge."

Klager oplyste

"Jeg er pære dansk".

Indklagede spurgte, om de øvrige gæster, som klager ønskede at booke et bord til, ligeledes var danskere, hvilket klager svarede bekræftende på.

Indklagede ønskede herefter at vide, hvilken "pakke" klager ønskede, og orienterede klager om, at prisen for bordet var 500 kroner, da det var nytårsaften.

Klager svarende tilbage med et spørgsmålstegn.

Indklagede svarede, at

"Jeg tror du har misforstået hvad jeg har skrevet.

Det har intet med dit navn at gøre.

Overhovedet".

Klager svarede, at han ikke ønskede at deltage i indklagede bars nytårsarrangement, da han var ked af den diskrimination, han var blevet udsat for.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af etnisk oprindelse, da han efter at have oplyst sit navn blev orienteret om, at indklagede havde kvoter for antallet af gæster med indvandrerbaggrund til arrangementet.

Indklagede har ikke svaret på nævnets skriftlige henvendelser.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse.

Det fremgår direkte af indklagedes SMS-besked til klager, at man hos indklagede højst ville have ti indvandrere ind nytårsaften.

Det er udtryk for ulovlig forskelsbehandling, hvorfor klager får medhold.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 5.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 31. december 2013, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

<2014-6811-00019>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →