Legislator Case Law & Legislation
W20150977825 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 9778 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2015 9778 Valid

J.

nr. 2013-6810-37643

En 56-årig efterskolelærer blev afskediget på grund af faldende elevtal.

To andre lærere på henholdsvis 49 og 59 år blev afskediget samtidig med klager.

Klagen angik ikke skolens økonomiske udfordringer, men i stedet de kriterier som afskedigelsen skete ud fra.

Nævnet fandt, at der ikke var oplysninger i sagen, der tydede på, at afskedigelsen af klager var begrundet i aldersdiskrimination.

Klager fik derfor ikke medhold.

KEN#LOKDOK23 2015 9778 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som lærer ved indklagede efterskole.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som lærer ved indklagede efterskole.

Sagsfremstilling

Klager blev uddannet lærer i 1979 med linjefag i matematik og fysik/kemi og blev den 1. august 1980 ansat ved indklagede, som er en fri- og efterskole.

Klager har overvejende undervist på efterskolen.

Den 24. januar 2013 blev lærerpersonalet på et møde orienteret om, at der på grund af skolens situation med væsentligt færre elever end forgående år skulle foretages en mindre tilpasning af personalet gennem nedsættelse af arbejdstid og afskedigelser.

Alle afdelinger på skolen var i spil.

Vurderingen af, hvem der skulle opsiges, ville blive foretaget på baggrund af uddannelsesmæssig baggrund, fagkombination og faglig fleksibilitet samt skolens samlede undervisningstilbud og virksomhed.

Lærerne blev opfordret til inden den 5. februar 2013 at give skriftlig besked om eventuelle ønsker om orlov eller efterløn, eller om de ønskede at søge andet arbejde for derved at undgå eventuelle opsigelser.

Orienteringen blev også fremsendt skriftligt.

Indklagede indgik efterfølgende frivillig fratrædelsesaftale med to lærere på henholdsvis 62 og 63 år.

Den 7. februar 2013 modtog klager samt to andre lærere (lærer A og lærer B) høringsskrivelse om påtænkt opsigelse med frist den 21. februar 2013 for bemærkninger.

Det fremgik af høringsskrivelsen til klager, at beslutningen om opsigelsen var taget ud fra en vurdering af, hvilken medarbejdersammensætning, der bedst kunne tilgodese skolens arbejdsområder.

Opsigelsen af klager var begrundet med, at klagers stilling ville blive nedlagt, idet hans IT-opgaver ville blive varetaget af en anden lærer i samarbejde med afdelingslederen, og da der ville blive foretaget nedskæring og omstrukturering af området.

Desuden ville efterskolens matematikundervisning fremadrettet blive varetaget af to matematiklærere, og den samlede fysikundervisning på fri- og efterskolen ville blive varetaget af en fysiklærer.

Klagers stilling ville derfor blive nedlagt.

Klager indgav den 19. februar 2013 indsigelse mod den påtænkte opsigelse.

Ved brev af 26. februar 2013 blev klager endeligt opsagt med 12 måneders varsel.

Ved opsigelsen henviste indklagede til begrundelsen i høringsskrivelsen af 7. februar 2013.

Lærer A og lærer B blev opsagt samme dag.

Skolen havde i forbindelse med opsigelserne lavet et vurderingsskema i forhold til, hvem der bedst kunne undværes på efterskolen og friskolen.

Af skemaet fremgik anciennitet, fagkombination og andet, herunder tillidserhverv samt bemærkninger til blandt andet funktioner, som skolen vurderede, den enkelte lærer ikke kunne undværes til.

Der var ingen bemærkninger herom ud for klager, lærer A og lærer B.

I "Dokumentation for de valgte afskedigelser på fri- og efterskole" har forstanderen ved indklagede oplyst, at valget i forhold til efterskolen alene kunne falde på klager og lærer B, da de begge underviste i fysik, og da fysiktimerne ville blive overtaget af friskolens fysiklærer, som havde plads i skemaet til at varetage efterskolens fysiktimer.

I forhold til friskolen kunne valget kun falde på lærer A, da friskolen havde fire dansklærere i overbygningen, og da lærer A det sidste år havde haft svært ved at fylde sit skema op.

Forud for opsigelsen havde klager været langtidssygemeldt på grund af stresssymptomer og depression.

Klager havde 33 års anciennitet og var 56 år på opsigelsestidspunktet.

På opsigelsestidspunktet var lærer A 59 år og lærer B 49 år.

Der kunne på møde den 9. april 2013 mellem klagers faglige organisation, indklagedes ledelse samt konsulenter fra Friskoleforeningen og Efterskoleforeningen ikke opnås enighed om opsigelserne.

Der blev afholdt en nyt møde den 14. maj 2013 hos indklagedes advokat.

Der blev indgået fratrædelsesaftaler med de to øvrige opsagte, mens der ikke blev opnået enighed om opsigelsen af klager.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder.

Klager ønsker godtgørelse svarende til 12 måneders løn, subsidiært en mindre godtgørelse.

Klager har ikke anfægtet skolens økonomiske grundlag for at foretage en personalereduktion, men alene de udvælgelseskriterier, som skolen har lagt til grund, samt berettigelsen af antallet af afskedigede.

Klager mener, at sagens forløb er grundigt dokumenteret ved det fremlagte materiale, og at nævnet derfor ikke bør afvise at behandle sagen med henvisning til mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Klager gør gældende, at der foreligger faktiske omstændigheder, der skaber en formodning for, at hans alder har spillet en rolle ved beslutningen om at opsige ham, og at der derfor gælder den omvendte bevisbyrde.

Klager henviser til, at de opsagte og de frivilligt fratrådte var 63, 62, 59, 56 og 49 år og, at indklagede dermed har afskediget fra den aldersmæssigt høje ende.

De to lærere, som ønskede frivilligt at fratræde, var de ældste på skolen.

Det er klagers opfattelse, at de to frivilligt fratrådtes alder bør indgå i vurderingen af, om der er påvist faktiske omstændigheder, da især ældre medarbejdere ofte føler sig pressede til at indgå fratrædelsesaftaler.

Klager henviser til Østre Landsrets dom af 16. juni 2011, hvor Københavns Byrets dom af 4. december 2009 blev stadfæstet.

I sagen blev der indgået frivillige fratrædelsesordninger med fire medarbejdere og en blev opsagt.

Byretten lagde til grund, at alle fem medarbejdere, hvis ansættelsesforhold blev bragt til ophør i forbindelse med en afskedigelsesrunde, var 55 år eller ældre.

Der blev dermed lagt vægt på aldersfordelingen af både opsagte medarbejdere og frivilligt fratrådte.

På opsigelsestidspunktet var der på den samlede skole en fastansat lærerstab på 26 personer.

Af disse bestred fem et tillidshverv, som beskyttede dem mod opsigelse.

Derudover må to andre på grund af ledelseshverv formodes at være holdt uden for overvejelserne om opsigelser.

På efterskolen var to ud af de tre ældste lærere opsagt, det vil sige en forholdsvis stor andel af den samlede lærerstab.

Samtlige tre opsagte lærere havde et upåtalt virke og meget lang anciennitet på skolen.

Når de frivilligt fratrådte lærere medregnes i antallet af lærere, som ikke var mulige at afskedige, kan afskedigelsesprocenten opgøres således

Såfremt de frivilligt fratrådte indgår som "mulige", ser skemaet ud som følger

Såfremt nævnet finder, at de frivilligt fratrådte læreres alder er uden betydning for vurderingen af sagen, bør disse også udgå af det af indklagede fremsendte skema som "mulige" emner til afskedigelse.

Det var klart for indklagede på tidspunktet for afskedigelsen af klager og lærer A og lærer B, at to lærere ønskede at fratræde frivilligt.

På trods af de frivillige fratrædelser blev klager, lærer A og lærer B opsagt.

Ved at afskedige tre udover de to frivilligt fratrådte lærere har indklagede foretaget en større reduktion af medarbejderne end skolen lagde op til, og flere afskedigelser end skolen økonomisk havde behov for.

På orienteringsmødet angav indklagede, at der alene ville blive tale om en mindre tilpasning af personalegruppen.

I en avisartikel fra den 13. marts 2013 udtalte skolens bestyrelsesformand, at der endnu ikke på udtalelsens tidspunkt var sat antal på de kommende afskedigelser men, at der ville blive tale om få stillinger.

Fristen for at indmelde eleverne er rykket, så det i stigende omfang sker i foråret.

Afskedigelserne skete dermed på et tidspunkt, hvor det kommende års elevtal ikke var afklaret, og nødvendigheden af afskedigelser var derfor på dette tidspunkt heller ikke afklaret.

Klagers faglige organisation afholdt den 9. april 2013 møde med skolens ledelse samt konsulenter fra Friskoleforeningen og Efterskoleforeningen.

På mødet gjorde skolen rede for den økonomiske situation, og at der var behov for en reduktion af lærerstaben svarende til 1-1½ lærerstilling.

Den endelige tilpasning er således blevet mere end tre gange større end det på mødet oplyste behov.

Dette understøttes af, at skolen kort efter måtte opslå en stilling som matematiklærer.

Ved opslag den 5. juni 2013 søgte indklagede pr. 5. august 2013 en matematik- og klasselærer til de yngste elever i friskolen.

Det var tale om et årsvikariat.

Skolen har opsagt to ud af tre fysiklærere.

Den tilbageværende fysiklærer underviser også i matematik og fysik i friskolen, natur og teknik samt har en klasselærerfunktion og tillidsmandserhverv på friskolen.

Ifølge vurderingsskemaet kan hun ikke undværes i matematikundervisningen på friskolen.

Klager tvivler på, at det er realistisk, at pågældende lærer kan varetage al fysikundervisningen.

Friskolen har således ved opslaget af 5. juni 2013 måtte søge endnu en matematiklærer, og en nyansat timelærer varetager fysiktimerne i 10. klasse på efterskolen.

I et nyhedsbrev til forældrene for juni 2013 præsenterede indklagedes daværende skoleleder det som om, at der på baggrund af de frivillige fratrædelser var behov for at ansætte en ny lærer.

Det fremgår af nyhedsbrevet, at: "[Lærer A] og [lærer B] har begge valgt at gå på efterløn.

[Lærer B] stopper nu til sommerferien (.

.

.).

[Lærer A] stopper efter sommerferien, (.

.

.).

Skolen står derfor i den situation, at vi har behov for at ansætte en årsvikar til friskolen til næste skoleår(.

.

.)."

Indklagedes vurdering af, at skolen fremover har begrænset behov for matematik- og fysiklærere, stemmer desuden ikke overens med, at skolen pr. 1. august 2013 har ansat fire yngre lærere, hvoraf flere underviser i matematik.

Derudover har skolen ansat en lærer, der underviser i fysik.

Klager er blevet bekendt med, at der er ansat yderligere en lærer.

Efter hvad klager har fået oplyst, har der ikke været en større stigning i elevtallet fra januar 2013 til januar 2014.

Ifølge skolens hjemmeside var der 34 lærere ansat på skolen i marts 2013.

Ifølge hjemmesiden var der 33 lærere ansat pr. januar 2014, hvis der ses bort fra klager og lærer A.

Det vil sige, at der stort set er samme antal lærere på skolen nu, som der var på tidspunktet for klagers opsigelse.

Indklagede har dermed ansat yngre lærere til at undervise i de fag, som skolen ifølge begrundelsen for at afskedige de ældre lærere ikke længere havde brug for.

Det er klagers opfattelse, at skolen dermed har benyttet lejligheden til at opnå en foryngelse af lærerkorpset, da matematik netop er et af de fag, klager underviser i.

Skolen har således ikke reelt reduceret lærerstaben svarende til personalereduktionen.

Klager undrer sig også over, at indklagede valgte at afskedige en medarbejder med 12 måneders opsigelsesvarsel, da dette ikke stemmer overens med skolens behov for en umiddelbar besparelse.

Klager gør også gældende, at han ikke på baggrund af sin uddannelse, faglige fleksibilitet eller fagkombination er mindre egnet end de ikke-opsagte lærere til at indgå i skolens fremtidige drift.

Klager og de øvrige lærere blev ikke forud for opsigelserne indkaldt til samtale, så deres fagkombination, faglige fleksibilitet og uddannelse kunne belyses.

Hvis indklagede havde foretaget en grundig og uddybende vurdering af hver enkelt lærer, ville de ikke have afskediget klager.

Klager har en bred faglig fundering og underviser i matematik, fysik og IT.

Han har i løbet af sin ansættelse undervist i engelsk, IT, historie, orientering, miljøfag samt idræt, herunder badminton, løb og boldspil.

Klager har derudover haft ansvaret for at udvikle efterskolens IT-profil og har etableret, vedligeholdt, udbygget og rådgivet om skolens IT-systemer, herunder skolens trådløse netværk, personale-intra og skolens hjemmeside.

I den forbindelse har han taget forskellige efteruddannelser for at imødekomme skolens behov, og han har undervist kollegaer, administrativt personale og elever i skolens programmer og IT-udstyr.

Klager har også fungeret som kontaktlærer for grupper på 5-8 elever, og har en god forståelse for den enkelte elevs behov, også på det menneskelige plan.

Han har deltaget aktivt i udvikling af skolen og har taget mange initiativer til gavn for skolen.

Klager har ikke i løbet af sin 33-årige ansættelse modtaget påtaler, og han har kompetencer, der ligger inden for de rammer, som skolen fremover har behov for.

Det giver ingen mening at tale om, at klagers stilling nedlægges, da han er bredt fagligt funderet og kan undervise i en lang række fag.

Hvilke fag de enkelte lærere skal undervise i de enkelte år, afhænger af den årlige fagfordeling, og der er således ikke tale om, at de opgaver, som klager hidtil har løst, ikke længere skal løses.

Klagers stilling er således fortsat på skolen.

Indklagedes oplysning om, at beslutningen om at outsource IT-opgaven allerede blev truffet i januar 2013, stemmer ikke overens med, at IT-opgaverne ifølge brevet af 7. februar 2013 fremover vil blive varetaget af en anden lærer i samarbejde med afdelingsleder.

Der var således ikke inden opsigelsen af klager taget stilling til, at IT-området skulle løses uden for skolen, og da skolen efterfølgende har fundet det nødvendigt, er der dermed ikke opnået den fulde tilsigtede besparelse ved at opsige klager.

Det er korrekt som anført af indklagede, at klager ikke har undervist i matematik i indskolingen de sidste 10-15 år.

Imidlertid har klager linjefag i matematik og har 33 års erfaring som matematiklærer.

På grundlag af sin baggrund og erfaring er klager derfor fuldt ud kompetent til at varetage denne undervisning.

Indklagede har flere gange specifikt angivet, at klager ikke var kvalificeret til at undervise i matematik i indskolingen og har henvist til de store krav, der i dag stilles til specialisering.

Det er utroværdigt og useriøst, at indklagede efterfølgende er fremkommet med en anden forklaring om baggrunden for klagers opsigelse, nemlig hans personlige helbredsmæssige situation.

Det er klagers opfattelse, at det er aldersdiskrimination i sig selv, når indklagede oplyser, at klager ikke er kompetent til at undervise en bestemt aldersgruppe i matematik, fordi han har gået på seminariet på et tidspunkt, hvor der ikke var matematikundervisning særligt målrettet yngre henholdsvis ældre elever.

Indklagede diskvalificerer dermed alle lærere, der har taget uddannelsen efter et ældre regelsæt, hvilket er indirekte aldersdiskrimination.

Lærere, som er uddannet før den nuværende opdeling, er ikke generelt uegnet til at undervise i matematik for bestemte aldersgrupper.

Det er ikke korrekt som anført af indklagede, at klager helbredsmæssigt ikke fremover kan fungere som kontaktlærer.

Indklagede og klager indgik i forbindelse med opstart efter sygeperioden aftale om, at han i et enkelt år ikke skulle fungere som kontaktlærer.

Ifølge klagers aktivitetsplan for 2013/2014 var han igen sat på som kontaktlærer med 50 timer.

Klager var alene fritaget det ene år, og han glædede sig til igen at skulle være kontaktlærer.

For så vidt angår klagers sygeperiode forud for opsigelsen, så genoptog han arbejdet delvist fra den 1. august 2012 og var fuldt raskmeldt fra den 1. oktober 2012, ligesom han på opsigelsestidspunktet arbejdede fuld tid.

Det er korrekt, at en afdelingsleder var mentor for ham i perioden, men de holdt kun ét møde.

Dette blev afholdt få dage før opsigelsen, og afdelingslederen havde ingen bemærkninger til klagers indsats i de fire måneder, hvor han havde været raskmeldt.

Dette sammenholdt med den lange ansættelsestid forstærkede chokket over opsigelsen, hvorfor klager igen blev syg.

Det af indklagede udarbejdede vurderingsskema er ikke fyldestgørende.

Den enkelte lærers faglige fleksibilitet og uddannelsesmæssige baggrund fremgår således ikke at skemaet.

Det er klagers opfattelse, at der ved udarbejdelsen af skemaet på forhånd er taget en beslutning om at afskedige klager, da der lige så godt ud fra klager og lærer B kunne være anført, at de ikke kunne undværes i efterskolen.

Ifølge vurderingsskemaet underviste klager alene i matematik, fysik og IT, men han har tidligere og vil fortsat kunne undervise i andre fag.

Klager har tidligere undervist på friskolen.

Desuden har indklagede ikke oplyst, hvornår skemaet blev udfærdiget.

Skemaet er fremlagt som grundlag for beslutningen om afskedigelserne, og det er derfor ikke som anført af indklagede underordnet, hvornår skemaet blev udfærdiget.

Indklagede påstår afvisning, subsidiært frifindelse.

Indklagede gør vedrørende afvisning gældende, at sagen er uegnet til behandling i Ligebehandlingsnævnet, da sagen kræver bevisførelse i form af mundtlige vidneforklaringer, herunder i form af afhøring af skolens daværende ledelse og klagers kollegaer.

En sådan bevisførelse kan ikke finde sted for nævnet.

Indklagede gør i forhold til frifindelse gældende, at afskedigelsen af klager hverken helt eller delvist, direkte eller indirekte har været begrundet i klagers alder.

Indklagede bestrider, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at alder har spillet en rolle ved opsigelsen af ham.

Alderen på de to lærere, som selv ønskede at fratræde, kan ikke tillægges betydning, da indklagede blot accepterede deres ønske/tilbud om fratrædelse.

Det er da også naturligt, at det er to fra den ældre del af medarbejdergruppen, som tilbød at fratræde, da de havde mulighed for at overgå til efterløn.

Havde yngre medarbejdere ønsket en frivillig fratrædelse, ville indklagede også have været indstillet på dette.

Den dom, som klager henviser til, kan ikke føre til et andet resultat.

I sagen var også de "frivilligt" fratrådte medarbejdere blevet udvalgt af ledelsen og ville være opsagt under alle omstændigheder.

Der er således tale om en anden situation end i aktuelle sag, da skolen ikke havde til hensigt at opsige de to lærere, der frivilligt fratrådte.

De to læreres kompetencer indgik i overvejelserne om skolens fremtidige behov for fagfordeling og det samlede arbejdsområde, men deres alder er ikke tillagt betydning.

Der var størst antal ansatte mellem 55 og 64 år og næststørst antal ansatte i aldersgruppen mellem 45-54 år, når der alene ses på dem, det var mulige af afskedige.

De tre afskedigede er fra disse to grupper.

Når den generelle aldersmæssige fordeling af afskedigelserne ses i forhold til medarbejdernes aldersfordeling i øvrigt, er der intet der tyder på, at der foreligger forskelsbehandling.

Der var på afskedigelsestidspunktet alene 25 fastansatte lærere.

Ikke-fastansatte lærere indgik ikke i indklagedes overvejelser i forhold til afskedigelserne.

Ud af de 25 fastansatte lærere var syv beskyttet mod afskedigelser på grund af tillidshverv eller ledelsesmæssige poster.

Når der ses bort fra disse syv, var der reelt 18 lærere tilbage at vælge imellem.

Disse 18 lærere kan fordeles således

Klager og lærer A er de to opsagte i aldersgruppen 55-64.

Lærer B er den opsagte medarbejder i aldersgruppe 45-54.

Hvis de to lærere, som selv valgte at fratræde, ikke indgår under "antal mulige", ser skemaet således ud

Begge skemaer viser, at opsigelserne på ingen måde rammer skævt i de enkelte aldersgrupper.

Ud af den samlede lærergruppe var der på opsigelsestidspunktet otte ansatte, som var ældre end klager.

Indklagede mener derfor, at klager har bevisbyrden for, at hans alder er indgået i vurderingen af, hvem der skulle afskediges.

Indklagedes økonomiske situation var igennem længere tid presset.

I 2010 var der et resultat på -1.438.000 kr., i 2011 var der et resultat på

-255.000 kr. og i 2012 et resultat på -1.344.689 kr. Ved årsskiftet 2012/2013 var det derfor tvingende nødvendigt at gennemføre besparelser.

Derudover var elevtallet for skoleåret 2013-2014 kun 27 elever i efterskolen, hvilket er langt færre tilmeldte end de tidligere år på samme tidspunkt.

I budgettet for 2013 var der et forventet elevtal på 55 i efterskolen.

Med de daværende lærerlønninger var der budgetteret med et underskud på godt 3,8 millioner kroner.

Resultatet blev negativt med cirka 3.118.000 kr.

Indklagede havde igennem længere tid flere lærere ansat end forsvarligt i forhold til det aktuelle og forventede elevtal, og en nedskæring i personalet ville kunne medføre de væsentligste besparelser.

Efter revisors vurdering skulle man forsøge at nå et elevtal på cirka 13 pr. lærer i friskolen og cirka syv pr. lærer i efterskolen.

På afskedigelsestidspunktet var der 180 elever i friskolen svarende til cirka 13 lærere og 48 i efterskolen svarende til cirka 6,5 lærere.

Skolen havde derfor alene råd til og behov for cirka 19,5 lærere.

Indklagede havde svarende til 24,5 lærere ansat samt skoleleder i friskolen og en halv lederstillig til efterskolen.

Det var derfor nødvendigt efter revisors anbefaling at reducere med cirka fem lærerstillinger.

Det vil sige det antal, lærerstaben faktisk blev reduceret med.

Det er korrekt som anført af klager, at det kommende elevtal var ukendt på afskedigelsestidspunktet.

En vurdering af tidligere års elevtal og tendenser i forhold til aktuelle indmeldinger viste dog, at et betydeligt underskud var forventeligt, og at det var nødvendigt med besparelser.

Dette kunne en ansvarlig ledelse ikke undlade at reagere på.

Det blev ikke ved orienteringsmødet den 24. januar 2013 meldt ud, hvor mange afskedigelser, der ville blive tale om, da der ikke endeligt var taget stilling til dette.

Der skulle dog ske en mærkbar besparelse, og der var en forventning om flere afskedigelser kombineret med personer, der skulle gå ned i arbejdstid.

Formuleringerne ved orienteringen den 24. januar 2013 og i nyhedsbrevet fra bestyrelsen var vage, da det ikke med sikkerhed kunne fastslås, hvor mange afskedigelser skolen forventede.

Processen var i den indledende fase, og skolen havde ikke en endelig vurdering af, hvordan besparelserne skulle gennemføres, og hvor mange afskedigelser, der ville blive nødvendige.

Medarbejderens kontraktsretlige rettigheder, herunder i forhold til opsigelsesvarsler, havde ingen selvstændig rolle ved vurderingen af afskedigelserne, idet behovet for besparelser var gennemgribende og ikke et midlertidigt behov.

Indklagede var nødsaget til at vurdere skolens basale behov i forhold til medarbejdernes kompetencer og arbejdsopgaver, således at skolens overlevelse kunne sikres.

Dette har ikke været en nem proces.

Alle de fem lærerstillinger blev sparet væk, og alle stillinger er nedlagt og er ikke på skolen længere.

Selvom andre lærere har overtaget nogle af klagers opgaver, er der ikke tale om, at disse medarbejdere er ansat i klagers stilling.

Der er derimod tale om en ændret fagfordeling kombineret med færre elever, færre hold og flere elever på hvert hold mv.

Det er ikke korrekt, at indklagede har ansat nyt personale til at dække den fysik- og matematikundervisning, som klager varetog.

Fysikundervisningen på fri- og efterskolen vil fremover blive varetaget af lærer C, som er tillidsrepræsentant på friskolen og er beskyttet mod afskedigelse.

Lærer C havde dog ikke mulighed for at følge det pågældende skema, da både fri- og efterskolens ledere helt uventet og efter afskedigelserne rejste fra skolen.

Lærer C overtog derfor midlertidigt mere administrative og koordinerende funktioner på skolen, indtil den nye ledelse var faldet på plads.

Den nye skoleleder blev ansat pr. 1. februar 2014, og lærer C's administrative opgaver er her udfaset.

Behovet for at ansætte en ny matematiklærer i indskolingen i et årsvikariat opstod, fordi den tidligere matematiklærer valgte at fratræde, og da ingen af de tilbageværende lærere var kvalificerede til at varetage denne undervisning.

Det gjaldt tilsvarende for klager.

Årsvikaren er ansat i friskolen, primært til varetagelse af natur og teknik samt matematik for indskolingen.

Denne lærer har overtaget lærer C's fysikundervisning, da lærer C måtte overtage administrative opgaver på friskolen.

Yderligere en lærer er blevet ansat på statsstøttede midler, som først er bevilliget sent i skoleåret.

Det er heller ikke korrekt, at der er ansat en lærer til at undervise i fysik.

Pågældende lærer er ansat som timelærer i musik og deltager derudover med tildelte støttetimer i engelskundervisning på efterskolen.

Matematiktimerne i efterskolen vil fremover varetages af lærer D, der pr. 1. januar 2014 ikke længere skal fungere som afdelingsleder på efterskolen samt af lærer E, der i forvejen underviser på efterskolen.

Indklagede har vurderet, at lærer E ikke kunne undværes, da hun til forskel fra klager kan fungere som kontaktlærer i efterskolen.

I forhold til nyansatte lærere, som klager har henvist til, anfører indklagede, at der enten er tale om tidsbegrænsede stillinger, praktikant eller ansættelser med statsstøttede midler.

I forhold til de lærere som er ansat med statsstøtte ved skolen først ved skoleårets begyndelse, om skolen har elever med særlige behov.

Midlerne tildeles for et skoleår af gangen, og der er derfor tale om tidsbegrænsede ansættelser.

Disse ansættelser kører helt uden om skolens økonomi, og skolen opnår ingen besparelser ved at afskedige de tidsbegrænsede ansatte.

Klager fratrådte først ved udgangen af februar 2014, og der har også i skoleåret 2013/2014 været planlagt efter hans arbejdsindsats.

Klager har dog grundet sygdom ikke kunnet arbejde i opsigelsesperioden.

På baggrund af hans sygemelding og de uventede ændringer i personalegruppen var det nødvendigt med supplerende lærerkræfter i form af blandt andet vikardækning.

Indklagede er ikke enig med klager i, at der stort set er det samme antal ansatte i 2014 som på opsigelsestidspunktet.

Der er tale om en blanding af fastansatte lærere, tidsbegrænset ansatte, faste tilkaldevikarer, praktikanter, ansatte på støttemidler med videre.

Der er nu 18 fastansatte lærere mod tidligere 25.

Der har således været en markant nedgang i antallet af fastansatte lærere, hvilket fint afspejler de gennemførte besparelser.

Indklagede har ved udvælgelsen af de afskedigede medarbejdere alene ud fra saglige kriterier foretaget en vurdering af, hvem der bedst kunne undværes.

Der er intet i udvælgelseskriterierne der indikerer, at alder har haft indflydelse på beslutningen om at afskedige de tre lærere.

Indklagede henviser til de kriterier, der fremgår af orienteringsbrevet i forlængelse af orienteringsmødet den 24. januar 2013, høringsbrevet af 7. februar 2013 til klager og opsigelsen af 26. februar 2013.

Indklagede foretog en grundig og uddybende vurdering af hver enkelt lærer.

Det forhold, at lærerene ikke blev indkaldt til forudgående samtale, betyder ikke, at opsigelserne var usaglige eller i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager havde i forbindelse med brevet af 7. februar 2013 om påtænkt opsigelse mulighed for at orientere ledelsen om sine faglige kompetencer.

Den mulighed benyttede han sig af, og klagers høringssvar indgik ved den endelige vurdering og beslutning.

Klagers fagmæssige fleksibilitet og kompetencer var således fuldt belyst, da indklagede traf beslutningen om at afskedige ham.

Til brug for beslutningsgrundlaget udarbejdede indklagede et vurderingsskema for de ansatte lærere.

Der er heri oplistet særlige forhold hos den enkelte lærer ved fagfordeling set i forhold til skolens fremtidige undervisningstilbud og arbejdsområder.

Der er også anført bemærkninger vedrørende blandt andet tillidshverv.

Det er uden betydning for sagligheden af udvælgelsen, hvornår skemaet blev udarbejdet, da indklagede utvivlsomt forud for beslutningen foretog en grundig og velovervejet vurdering.

De matematiklærere, for hvem der var en bemærkning om, at de ikke kunne undværes, var alene lærere i friskolen.

Indklagede henviser desuden til, at klagers stilling ville blive nedlagt, idet der skulle gennemføres en nedskæring og omstrukturering af IT-området, ligesom der fremover vil være et begrænset behov for matematik- og fysiklærere.

Klager havde 200 timer til IT pr. år, hvoraf de 40 timer udgjorde løbende opdatering af skolens intranetsystem.

Det har hele tiden været meningen, at skolens intranet skulle være en opgave for skolens sekretær, hvilket det også er i dag.

Sekretæren har dermed fået en ekstraopgave, men er ikke varslet op i tid.

De resterende IT-opgaver er overgået til et eksternt firma.

Allerede i januar 2013 i forbindelse med den nye struktur havde indklagede besluttet at IT ikke længere skulle være en læreropgave.

Skolen valgte derfor at outsource IT-opgaverne.

Ingen lærere har i dag timer inden for IT.

Indklagede bestrider ikke, at klager tidligere også har undervist i friskolen.

Dette ligger dog mere end 10-15 år tilbage, og klager underviste dengang ikke i matematik i indskolingen.

Der stilles i friskolen i dag store krav til lærernes specialisering i indskolingen, mellemskolen og udskolingen, og det er derfor skolens vurdering, at klager ikke kan drage nytte af sin tidligere erfaring med friskolen Det er således i forhold til de øgede krav til specialisering og test af eleverne ikke forsvarligt at lade klager overtage matematikundervisningen i indskolingen.

Der er derfor netop ved stillingsopslaget af 5. juni 2013 søgt en medarbejder til varetagelse af matematikundervisningen i indskolingen.

I forhold til specialisering anfører indklagede, at man ifølge University Collage Lillebælt kan vælge matematik for 1.-6. klasse eller matematik for 4.-10. klasse.

Det indgik også i ledelsens vurdering, om klager personligt ville være i stand til at varetage de tilbageværende opgaver på tilfredsstillende vis, herunder indgik det i skolens overvejelser, at klager af helbredsmæssige grunde ikke fremadrettet kunne fungere som kontaktlærer, hvilket efter indklagedes vurdering er en stor del af det at være efterskolelærer.

Det er en fejl i aktivitetsplanen for 2013/2014, at klager var tildelt kontaktlærertimer.

Det var han ikke af helbredsmæssige årsager.

Klager var sygemeldt fra 3. oktober 2011 til 30. september 2012 på grund af stressrelaterede symptomer, hvilket betød, at han reagerede med fysisk og psykisk ubehag, når han blev stillet over for opgaver, der pressede ham.

Efter at have genoptaget arbejdet, arbejdede han på nedsat tid 10 timer om ugen og optrappede timeantallet gradvist.

Da han blev opsagt arbejdede han 25-30 timer om ugen.

Der blev taget hensyn til, at klager skulle have en blød opstart på arbejdet efter sygeperioden med mindre opgaver uden selvstændigt undervisningsansvar.

Han skulle eksempelvis ikke føre elever til eksamen.

En afdelingsleder fungerede som mentor.

På opsigelsestidspunktet skulle han fortsat hjælpes i sit arbejde.

Skolens ledelse vurderede derfor, at klager ikke skulle udfordres yderligere, herunder pålægges at gå fra at undervise store klasser i efterskolen til at undervise de mindste klasser i indskolingen.

Det er korrekt, at klager på papiret var fuldt raskmeldt pr. 1. oktober 2012, men der blev fortsat taget mange hensyn til ham, og der var mange læreropgaver, som han ikke magtede, og som han således ikke deltog i.

Klager blev sygemeldt på fuld tid samme dag, han modtog høring om påtænkt opsigelse, og han var ikke i stand til at genoptage arbejdet i opsigelsesperioden.

Da det blev aktuelt at ansætte en årsvikar, havde klager således været sygemeldt i fire måneder og havde forud herfor alene været tilbage på arbejde på nedsat tid tilsvarende i fire måneder.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter forskelsbehandlingsloven.

Det fremgår heraf, at en arbejdsgiver ikke må lægge vægt på en medarbejders alder i forbindelse med blandt andet afskedigelse.

Det er klager, der i første omgang skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder.

Nævnet finder, at klager ikke har påvist sådanne faktiske omstændigheder.

Nævnet har herved lagt til grund, at faldende elevtal og dermed negative budgettal nødvendiggjorde en personalemæssig reduktion på tidspunktet for opsigelsen af klager.

Alderen på de opsagte lærere i forhold til aldersfordelingen i den samlede lærergruppe giver ikke i sig selv en formodning for, at alder helt eller delvist har haft betydning for indklagedes beslutning om, at klager var en af de lærere, som man fremadrettet bedst kunne undvære.

Der er heller ikke i øvrigt oplysninger, der tyder på, at indklagede ved beslutningen om, hvilke lærere, der skulle afskediges, har lagt vægt på alder.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

<2013-6810-37643>

KEN#LOKDOK23 2015 9778 Valid

Aldersgruppe

Antal

Mulige

Opsagte

Andel i %

18-24

0

0

0

0 %

25-34

4

3

0

0 %

35-44

8

3

0

0 %

45-54

5

5

1

20 %

55-64

9

6

2

33,33 %

I alt

26

17

3

17,65 %

KEN#LOKDOK23 2015 9778 Valid

Aldersgruppe

Antal

Mulige

Opsagte

Andel i %

18-24

0

0

0

0 %

25-34

4

3

0

0 %

35-44

8

3

0

0 %

45-54

5

5

1

20 %

55-64

9

8

2

50 % %

I alt

26

19

5

26,32 %

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →