Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - arbejdsvilkår - kompetence - ej medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - arbejdsvilkår - kompetence - ej medhold
J.
nr. 7100570-12
En sognepræst mente, at manglende oprykning til en lønramme 34 skyldtes hendes alder, og at hun ikke kunne nægtes opnormering, når ancienniteten var fyldestgørende.
Indklagede henviste til, at den manglende opnormering til lønramme 34 skyldtes, at der var indledt en afskedigelsessag.
Nævnet fandt, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager var blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling på grund af sin alder.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en sognepræst søgte om oprykning til lønramme 34.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Indklagede handlede ikke i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med klagers ansøgning om oprykning til lønramme 34.
Sagsfremstilling
Klager, der fyldte 70 år september 2010, var ansat som sognepræst i X Sogn, Y Pastorat, Z Stift.
Klager søgte den 18. juli 2009 om at blive oprykket til lønramme 34 fra den 1. juli 2009.
Det fremgår af mail af 18. september 2009 fra klagers faglige organisation til klager, at formålet med LR34-ordningen er at sikre præster pensionering efter LR 34, hvilket ikke umiddelbart var muligt for klagers vedkommende, da pensionsvirkningen forudsatte to års virke i embedet efter oprykningen, hvilket den obligatoriske pensionsalder på 70 år ville blokere for i hendes tilfælde.
Da der var forventning om, at Folketinget ville vedtage en lov om højere pensionsalder for præster, ville den faglige organisation være indstillet på at se bort fra de nuværende reglers begrænsninger, da der kunne opstå mulighed for, at klager alligevel ville kunne pensioneres fra lønramme 34.
Den 9. oktober 2009 meddelte biskoppen den faglige organisation, at han ikke havde bemærkninger til anmodningen om omklassificering af klager, da forudsætningen for oprykning var opfyldt.
Klager var således rykket op til lønramme 31 pr. 1. juli 2007, og det var en betingelse for oprykning til lønramme 34, at pågældende havde været i lønramme 31 i to år.
Den 14. oktober 2009 meddelte den faglige organisation klager, at der pt.
ikke var mulighed for oprykning fra 1. juli, og at klager heller ikke var berettiget til oprykning fra en given dato.
Den 14. januar 2010 meddelte den faglige organisation klager, at der ikke kunne siges noget præcist om, hvornår hun kunne forvente oprykning, da det afhang af antallet af ledige numre, men det kunne forventes, at der ville blive et ledigt nummer i løbet af 2010, antagelig sidst på foråret/først på sommeren.
Den faglige organisation henviste til, at LR 34-ordningen fungerer på den måde, at der er omkring 200 genanvendelige LR 34-klassificeringer, således at en oprykning vil være afhængig af, at en anden præst i lønramme 34 tager sin afsked.
Stiftet ville blive tildelt den førstkommende ledigblevne LR 34-omklassificering (tildeling efter alder på landsplan).
Biskoppen meddelte i brev af 25. januar 2010 de berørte menighedsråd og sognepræster, at han havde truffet endelig afgørelse om pastoratsstrukturen i et område af stiftet.
Det betød blandt andet, at der skulle oprettes et nyt femsognspastorat, og at X Sogn, hvor klager var sognepræst, skulle nedlægges.
Samtlige pastorats- og stillingsændringer ville have virkning fra det tidspunkt, hvor klager gik på pension senest med udgangen af september måned 2010.
Klager blev den 1. februar 2010 indstillet til afsked fra stillingen som sognepræst med udgangen af september måned 2010.
Indstillingen havde baggrund i de gennemførte ændringer i pastorats- og stillingsstrukturen samt den mellem Kirkeministeriet og biskopperne i 2009 besluttede præstenormeringsmodel, hvorefter Z Stift skulle afgive 4,6 præstestillinger over en periode på 3-6 år.
Biskoppen henviste i indstillingen til, at han havde gennemført en række drøftelser med stiftets provster om den fremtidige pastoratsstruktur i provstierne.
Drøftelserne vedrørte blandt andet fem sogne, der udgjorde tre pastorater med hver sin sognepræst.
På baggrund af drøftelserne havde biskoppen foreslået, at der blev oprettet et nyt fem-sogns pastorat, således at de tre bestående pastorater blev nedlagt.
To af de daværende tre sognepræster skulle herefter varetage betjeningen af fem-sogns pastoratet.
Stillingen som sognepræst i X Sogn blev derfor nedlagt.
Indklagede meddelte i brev af 12. maj 2010 klager, at man ikke på dette tidspunkt kunne tage stilling til spørgsmålet om en eventuel oprykning til lønramme 34, da der verserede en afskedigelsessag.
Kirkeministeriet meddelte den 29. juni 2010 klager, at det var besluttet at afskedige hende med udgangen af oktober 2010.
Oprykningen til lønramme 34 reguleres af "Cirkulærskrivelse om den fremtidige administration med hensyn til genanvendelse af personlige regenerable LR 34 klassificeringer"
Det fremgår heraf, at ordningen administreres af Fyns Stift.
Hver enkelt personlig LR 34 klassificering er tildelt et nummer, som ved fratræden skal meddeles til Fyns Stift.
Det vil sige, at der er et begrænset antal numre.
Ansøgning om oprykning sker fra præsten til pågældendes biskop, og oprykning er betinget af, at præsten har været på slutløn i to år og er fyldt 59 år, samt at præstens "tjenstlige forhold i enhver henseende er tilfredsstillende".
Disse betingelser påses af biskoppen, og hvis han herefter ønsker at fremme oprykningen, beder han Fyns Stift om et ledigt nummer.
Fyns Stift meddeler samtidig, fra hvilken dato oprykningen kan finde sted.
Hvis præsten - som i den foreliggende sag - er fyldt 60 år på omklassi-ficeringstidspunktet, tillægges omklassificeringen først virkning i pensionsmæssig henseende efter to års ansættelse efter aftalens ikrafttrædelsestidspunkt.
I den mellemliggende tid gives der et tillæg svarende til differencen mellem løntrin 31 og løntrin 34.
Parternes bemærkninger
Klager mener, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af sin alder i forbindelse med manglende opkvalificering til lønramme 34.
Klager ønsker udbetaling af manglende løntilgodehavende efter lønramme 34, svarende til omkring 3.000 månedligt + tillæg for 15 måneder vedrørende perioden fra den 1. juli 2009 til den 30. september 2010.
Klager henviser til, at der ikke er hjemmel til at nægte opnormering til lønramme 34, når en persons anciennitet er fyldestgørende.
Klager mener, at biskoppens brev af 12. maj 2010 er en absolut dårlig undskyldning for at undgå klagers ansøgning om oprykning til lønramme 34.
Det er klagers opfattelse, at opnormering til lønramme 34 i Z Stift blev bevilget efter et såkaldt venskabsbegreb med biskoppen.
Klager blev allerede i september 2008 spurgt af biskoppen, om hun kunne tænke sig at gå på pension straks og så få ventepenge, indtil hun fyldte 70 år i september 2010.
Det afslog klager, da hun ønskede at fortsætte, hvis et lovforslag om, at præster kunne fortsætte til de fyldte 75 år, gik igennem.
Lovforslaget bortfaldt efter den første behandling i folketinget i 2009, det vil sige inden biskoppen i februar 2010 indstillede klager til afskedigelse.
Det er derfor udtryk for usandhed, når indklagede begrunder nægtelse af oprykning til lønramme 34 med, at der var en verserende afskedigelsessag.
Klager blev ikke afskediget på grund af negativ embedsførelse.
Da klager ikke pr. 1. juli 2009 fik udbetalt tillæg for oprykning til lønramme 34 kontaktede hun Fyns Stift, hvor hun fik at vide, at hun skulle skynde sig at sende en ansøgning til biskoppen, som suverænt bestemte, hvem der skulle opnormeres.
Klager fik i den forbindelse at vide, at hun på daværende tidspunkt på landsplan stod som den ældste og dermed nummer et til oprykning.
Klager havde efterfølgende telefonisk fået oplyst fra den faglige organisation, at der ikke var hjemmel til at nægte opnormering til lønramme 34, når en ansøger opfyldte kravene til anciennitet.
Klager oplyser, at hun aldrig har modtaget et endeligt skriftligt afslag på ansøgningen om opnormering til lønramme 34.
Indklagede afviser, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder som følge af, at hun ikke blev oprykket til lønramme 34.
Indklagede henviser til, at biskoppen den 25. januar 2010 traf afgørelse om den fremtidige pastoratsstruktur i den del af stiftet, hvor klager var sognepræst.
&Aelig;
ndringen skete efter lokalt ønske og efter høringsrunder, hvor de involverede menighedsråd og sognepræster havde mulighed for at udtale sig.
En yderligere begrundelse for at nedlægge en stilling som sognepræst var, at stiftet ifølge en aftale med Kirkeministeriet og landets biskopper var forpligtet til at afgive 4,6 præstestillinger over seks år.
Klager fyldte 70 år med udgangen af september måned 2010, og gennemførelsen af strukturændringen blev fastsat til det tidspunkt, hvor klager ville gå på pension, dog senest til den 1. oktober 2010, hvor klager efter de gældende regler for sognepræster var forpligtet til at gå på pension.
For så vidt angår oprykningen til lønramme 34 er der en samlet pulje for alle præster, og der er kun et vist antal LR 34-stillinger til rådighed på landsplan.
Der skal således være et vist antal stillinger ledige, før en præst kan indtræde i ordningen.
Indklagede afviser, at der er automatik ved tildelingerne af lønramme 34.
Oprykning til lønramme 34 er således ikke en rettighed for den enkelte præst, men en sag som skal vurderes helt konkret.
På ansøgningstidspunktet opfyldte klager de objektive betingelser for oprykning til lønramme 34, da hun havde været på lønramme 31 i mindst to år, men da der var for mange ansøgere, meddelte det stift, som administrerer ordningen, den 14. januar 2010, at klager var sat på en venteliste.
Den 12. maj 2010 meddelte indklagede klager, at der ikke ville blive taget stilling til spørgsmålet om eventuel oprykning, da der verserede en afskedigelsessag i Kirkeministeriet.
Indklagede henviser i den forbindelse til, at man på ansøgningstidspunktet ikke havde bemærkninger til oprykning af klager.
Indklagede måtte imidlertid for at sikre gennemførelsen af de påtænkte ændringer i pastoratstrukturen indstille klager til afskedigelse ved det fyldte 70. år, da hun havde tilkendegivet, at hun ikke ville forlade sin stilling som sognepræst, hvis der blev gennemført en højere fratrædelsesalder for præster.
Indklagede henviser i øvrigt til, at da der ikke blev gennemført en lovændring om forhøjelse af pensionsalderen for præster, var klager under alle omstændigheder forpligtet til at forlade sit embede med udgangen af september 2010, hvor hun fyldte 70 år, hvorfor der ingen pensionsmæssig virkning havde været for hende, selv om hun i perioden oktober 2009 til februar 2010 var blevet oprykket til en personlig LR 34.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter forskelsbehandlingsloven.
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må lægge vægt en medarbejders alder ved blandt andet ansættelse og afskedigelse og med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Nævnet finder, at der ikke er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager blev udsat for ulovlig forskelsbehandling på grund af alder, da indklagede i maj 2010 meddelte klager, at man ikke på daværende tidspunkt kunne tage stilling til spørgsmålet om en eventuel oprykning til lønramme 34, da der verserede en afskedigelsessag.
Afskedigelsessagen var efter det oplyste iværksat i lyset af lovforslaget om at hæve afgangsalderen til 75 år og for at sikre, at klager fratrådte sin stilling som sognepræst ved udgangen af den måned, hvor hun fyldte 70 år.
Det bemærkes, at indstillingen til afskedigelse på grund af alder ikke i sig selv kan anses for at være i strid med forskelsbehandlingsloven, da forskelsbehandlingsloven ikke er til hinder for bestemmelser om ophør af ansættelsesforholdet, når lønmodtageren fylder 70 år.
Det forhold, at indklagede i forbindelse med spørgsmålet om oprykning til lønramme 34 henviste til den verserende afskedigelsessag, kan således heller ikke anses for at ulovlig forskelsbehandling på grund af alder.
Det ligger uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om den verserende afskedigelsessag var en saglig grund til at afvise ansøgningen om oprykning til lønramme 34.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Det bemærkes, at nævnet ikke ved afgørelsen har taget stilling til, om det er i strid med forskelsbehandlingsloven, at oprykningen til lønramme 34 angiveligt sker efter et alderskriterium.
<7100570-12>