Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 7100369-12

En kvinde født i 1963 klagede over, at hendes arbejdsgiver ikke ville imødekomme hendes ønske om at gå ned i tid.

Klager gjorde gældende, at dette skyldtes hendes alder.

Nævnet vurderede, at klager ikke havde fremført omstændigheder, der tydede på, at hendes alder var årsagen til, at hendes ønske om at gå ned i tid ikke blev imødekommet.

Nævnet lagde blandt andet vægt på klagers egen oplysning om, at der var andre medarbejdere på hendes alder, der arbejdede på deltid, selvom de ikke havde små børn eller var tæt på pensionsalderen.

Det forhold, at der siden januar 2010 var to medarbejdere med små børn, samt en medarbejder tæt på pensionsalderen, der havde fået lov til at arbejde på deltid, var ikke en omstændighed, der i sig selv gav en formodning for, at indklagede ved at nægte klager at gå ned i tid har lagt vægt på hendes alder.

Nævnet kunne alene forholde sig til påstanden om aldersdiskrimination, og nævnet kunne derfor ikke tage stilling til, hvorvidt indklagedes begrundelse for afslaget på nedsat tid i øvrigt var rimeligt og sagligt .

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at indklagede afslog klagers ønske om at gå ned i arbejdstid fra en fuldtidsstilling til en deltidsstilling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Den indklagede virksomhed har ikke handlet i strid med ligebehandlingsloven i forbindelse med klagers ønske om at gå ned i arbejdstid.

Sagsfremstilling

Sagen drejer sig om, hvorvidt den indklagede virksomhed har forskelsbehandlet klager på grund af alder i forbindelse med, at indklagede i januar 2012 afslog klagers ønske om at gå ned i arbejdstid.

Den indklagede virksomhed er et forsyningsselskab med 110 medarbejdere.

Det blev oprettet i 2010, hvor der skete en virksomhedsoverdragelse fra en kommune til den indklagede virksomhed.

Klager blev ansat i den pågældende kommune i 1989 og blev i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen overført til indklagede.

Klager er født i 1963.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder.

Klager har siden 2007 haft et ønske om at gå ned i arbejdstid.

Hun fremlagde ønsket for sin daværende chef, men var også indstillet på, at det kunne vente til senere.

I december 2009/januar 2010 hvor klager havde sit første møde med den chef, hun fik hos indklagede, gjorde klager chefen bekendt med hendes ønske om at gå ned i arbejdstid.

Chefen var ikke afvisende overfor, at det kunne komme på tale på et senere tidspunkt på grund af den forestående selskabsdannelse og nyt økonomisystem.

Klager indvilligede i at vente til senere.

Fra sommeren 2011 lagde klager pres på sin chef for at få nedsat sin arbejdstid, især efter at klager blev opereret.

Som dokumentation har klager fremlagt kopi af en lønseddel, hvor det i hånden er blevet skrevet på, at klager havde ønske om at gå ned i tid.

Påtegningen er skrevet af hendes daværende chef i forbindelse med en MUS-samtale i 2007.

Lønsedlen har klager selv lagt på sin personalesag.

Klager har til flere samtaler med sin chef fremsat sit ønske om at gå ned i arbejdstid.

Der blev lavet referat af disse samtaler, men klager er ikke i besiddelse af referaterne.

Klager blev hver gang holdt hen af chefen med forskellige undskyldninger.

I januar 2012 sagde klager til sin chef, at hun blev nødt til at gå ned i tid pr. 1. februar 2012, da klager ikke kunne klare et fuldtidsarbejde længere.

Klager har arbejdet med tunge personalesager og lønadministration.

Hun har været alene om arbejdet og har ikke på noget tidspunkt gennem de sidste to år haft mulighed for afløsning ved ferie eller sygdom.

I sommeren 2011 fik klager fjernet livmoderen, og hun genoptog arbejdet på nedsat tid allerede to uger efter operationen.

Klager mener, at hun nok genoptog arbejdet for hurtigt, fordi hun lige siden havde svært ved at klare sine arbejdsopgaver.

Klager fik i januar 2012 afslag på at gå ned i tid.

Begrundelsen var, at hun hverken havde små børn eller var i pensionsalderen.

Klager skulle i hendes job ikke forvente nogensinde at kunne være deltidsansat.

Klager har tidligere foreslået, at hun kunne varetage andre jobfunktioner i virksomheden, men det blev afslået.

Derudover har klager foreslået, at en del af hendes opgaver kunne fordeles til andre eller til en fast afløser, så klager kunne gå ned i tid, men dette blev også afslået.

I forbindelse med drøftelsen med indklagede om muligheden for at gå ned i tid foreslog klager blandt andet en fast hjemmearbejdsdag om ugen, som kunne være medvirkende til at gøre reduktionen af arbejdstiden muligt.

Dette blev afslået, da indklagede ikke ville give medarbejderne lov til at have faste hjemmearbejdsdage.

Dette var der dog en af medarbejderne i debitorafdelingen, som havde.

Det er ikke korrekt, at klager ikke ville gå med til, at lønnen blev reduceret svarende til arbejdstidsnedsættelsen.

Også dette spørgsmål blev forhandlet under drøftelsen.

Der er i indklagedes virksomhed andre deltidsansatte, herunder på klagers alder, og inden for det sidste år har tre andre medarbejdere, to af dem med små børn og én i pensionsalderen, fået lov til at gå ned i tid.

Det var ikke en del af aftalen, at de to medarbejdere med små børn skulle gå op i tid igen efter en periode.

Den ene af de tre medarbejdere beholdt ligeledes sin løn på trods af reduktionen i arbejdstid.

Indklagede har gjort gældende, at en nedsættelse af arbejdstiden ikke var foreneligt med klagers opgaver, blandt andet på grund af implementeringen af et nyt økonomisystem.

Klager påpeger, at hendes ønske om at gå ned i tid blev fremsat længe inden, at der var tale om, at indklagede skulle have et nyt økonomisystem.

Efter klagers ophør i arbejdet er der blevet ansat to medarbejdere i stedet for klager.

Det har således været muligt at fordele klagers arbejdsopgaver på flere medarbejdere.

Klager har flere gange påpeget overfor indklagede, at det var nødvendigt med aflastning af klager i forhold til hendes arbejdsopgaver.

Forløbet omkring klagers sygemelding er irrelevant for denne sag.

Ligeledes er forholdene omkring klagers nye arbejde også irrelevant for sagen.

Klager måtte sige sit arbejde hos indklagede op af helbredsmæssige årsager, idet hun har fået stress af at være overbelastet i så lang tid.

Klager har nu et andet arbejde til en lavere løn.

Klagers læge har støttet klager i hendes beslutning, idet risikoen for at udvikle depression ville være stor, hvis klager fortsatte i sit hidtidige arbejde på fuld tid.

Klager var nødt til at fratræde sin stilling hos indklagede, fordi indklagede ikke var interesseret i at tilbyde klager en deltidsansættelse.

Klager ønsker at få erstatning for det løntab, som hun har haft i forbindelse med jobskiftet og for de tre måneders fratrædelsesgodtgørelse, som klager ville have fået, hvis hun var blevet sagt op af indklagede.

Indklagede afviser, at klagers alder direkte eller indirekte skulle have indgået i beslutningsgrundlaget om, hvorvidt klager kunne overgå fra ansættelse på fuldtid til deltid.

Indklagede er ikke bekendt med, at klager gennem de sidste to år har skulle have ønsket at gå ned i tid.

Der er ikke notater herom i klagers personalesag, heller ikke fra MUS-samtaler.

Indklagede er ikke bekendt med den fremlagte lønseddel med håndskrevne noter fra klagers daværende chef.

Notatet er fra 2007, altså før indklagedes virksomhed blev oprettet.

Indklagede påpeger, at klager har angivet forskellige årsager til ønsket om at gå ned i tid, og forskellige tidspunkter for, hvor længe hun skulle have haft dette ønske.

Indklagede blev dog ikke bekendt med klagers ønske om nedsat arbejdstid før i januar 2012.

Den 30. januar og den 1. februar 2012 blev der efter klagers ønske holdt møder mellem hende og indklagede vedrørende muligheden for deltidsansættelse.

Ved mødet den 30. januar 2012 udtrykte klager ønske om at overgå til deltidsansættelse og mente, at dette måtte være en mulighed siden tre af hendes kolleger var overgået til deltid.

Derudover stillede klager to krav til en eventuel deltidsansættelse

Klager tilkendegav på mødet, at hvis hendes ønske om nedsat arbejdstid ikke blev imødekommet, havde hun et andet arbejde på hånden, som hun ville kunne tiltræde.

Det er hos indklagede en grundlæggende forudsætning for ansættelse på deltid, at den pågældende medarbejders jobfunktioner vil være forenelige med reduceret arbejdstid.

Klager var ansat som lønbogholder, hvor de primære arbejdsopgaver er

Siden januar 2012 har på der på lønområdet været et behov for en forøget ressourceindsats til implementering af et nyt lønbehandlingssystem.

Indklagede har fra maj 2012 selv skullet være i stand til at gennemføre lønafregninger for eget personale.

Dette var en opgave, som hidtil har været løst i samarbejde med kommunen.

Implementeringen har i en længere periode stillet krav om en ekstraordinær arbejdsindsats fra klager, der beskæftigede sig med dette område.

Klager arbejdede ikke i team, og havde derfor ikke nogen, som hun kunne dele arbejdsopgaverne med.

Under implementeringen arbejdede klager i en projektgruppe bestående af eksterne rådgivere og medarbejdere fra indklagedes økonomi- og it-afdeling.

Indklagede var opsat på at imødekomme seks ud af de otte arbejdsopgaver, som klager ønskede at blive fritaget fra.

Indklagede var dog ikke af den opfattelse, at det kunne frigøre nok arbejdstid til, at klager kunne gå ned i tid, på grund af implementeringen af det nye system.

Frigørelsen fra arbejdsopgaverne ville dog kunne afstresse klager.

Det var derfor ikke muligt for indklagede på daværende tidspunkt at lade klager gå ned i tid.

Der ville være brug for al arbejdskraft på området, og det ville ikke umiddelbart være muligt at ansætte kvalificeret arbejdskraft i en stilling på syv timer om ugen, så klager kunne gå ned på 30 timer.

Klager har haft en hjemmearbejdsplads, som hun kunne bruge efter aftale med hendes chef.

Indklagede kunne ikke tilbyde klager en fast hjemmearbejdsdag på grund af implementeringen af det nye system.

Der er ingen medarbejdere hos indklagede, der har faste hjemmearbejdsdage.

Klager havde eget kontor og kunne lukke døren, hvis hun havde brug for ekstra arbejdsro.

Der er siden januar 2010 tre medarbejdere hos indklagede, der har fået lov til at gå ned i tid.

Den ene medarbejder, der gik permanent ned i tid, var 64 år og på vej på pension.

De to andre medarbejdere var henholdsvis 33 og 40 år.

De ønskede begge at arbejde på nedsat tid i en overgangsperiode efter barsel, hvorefter de gradvist ville trappe op til fuld tid.

Forskellen mellem disse tre medarbejdere og klager var, at det var foreneligt med deres jobfunktioner at overgå til deltidsansættelse.

Indklagede tog endvidere udgangspunkt i rammeaftalen om deltidsarbejde, som er indgået specielt med henblik på forberedelse til pensionering og til at lette foreningen af arbejds- og familieliv.

Hverken deltidsloven eller rammeaftalen om deltid giver en medarbejder krav på at overgå til ansættelse på deltid, men giver blot mulighed herfor, hvis parterne kan blive enige om det.

Alle tre medarbejdere var desuden indforstået med, at deres løn ville blive reduceret tilsvarende med arbejdstiden.

Den ene medarbejder har skiftet stilling, til en stilling med højere løn, men der er ikke tale om, at denne medarbejder har beholdt sin løn på trods af nedsættelsen i arbejdstid.

Derudover er en række andre medarbejdere ansat på deltid.

Dette var dog aftalt med kommunen som var den tidligere arbejdsgiver, inden oprettelsen af den indklagede virksomhed i 2010.

Da der var tale om en virksomhedsoverdragelse mellem kommunen og indklagede, indtrådte indklagede i de rettigheder og forpligtelser, som forelå på overdragelsestidspunktet.

Klager sygemeldte sig den 2. februar 2012 på grund af stress.

Den 14. februar 2012 oplyste klager, at hun langtidssygemeldte sig i mindst seks måneder efter hendes læges bedømmelse, fordi lægen var af den opfattelse, at klager ikke måtte arbejde.

Klager fremlagde ikke en lægeerklæring.

Indklagede bad flere gange klager om at udfylde en mulighedserklæring og bringe den videre til egen læge, så klager og indklagede sammen kunne finde ud af, hvordan klager kunne komme tilbage i arbejde.

Klager udfyldte aldrig mulighedserklæringen, men sendte den 2. marts 2012 en mail til indklagede, hvori hun oplyste, at hendes læge ikke ville udfylde mulighedserklæringen, da han ikke mente, at hun kunne vende tilbage til arbejdet, når indklagede ikke kunne imødekomme de skånehensyn, som ville være nødvendige for, at hun kunne genoptage arbejdet.

Allerede den 14. februar 2012, hvor klager langtidssygemeldte sig, oplyste hun, at hendes fagforening ville rette henvendelse til indklagede.

Dette tyder på, at klager ikke havde intention om at ville løse sagen sammen med indklagede.

Klagers fagforening kontaktede indklagede den 28. februar 2012 med henblik på at indgå en fratrædelsesaftale for klager.

Dette var indklagede ikke villig til, af flere grunde

Den 1. marts 2012 kontaktede klager indklagede for at høre, hvad der skulle til, for at de ville tiltræde fratrædelsesaftalen.

Klager opsagde sin stilling den 7. marts 2012, da hun havde tiltrådt et nyt arbejde den 1. marts 2012.

Klager påbegyndte således nyt arbejde inden, at hun sagde sin stilling hos indklagede op.

Opsigelsesvarslet fra klagers side var på én måned.

Indklagede lod dog klager opsige sin stilling med øjeblikkelig virkning og med tilbagevirkende kraft fra den 1. marts.

Efter klagers fratræden ansatte indklagede en ny lønbogholder i en stilling på 37 timer til at varetage de opgaver, som klager havde udført.

Indklagede har siden flyttet lønbehandlingen organisatorisk ud af økonomiafdelingen og lagt den ind under HR-afdelingen.

Dette har dog ikke haft konsekvenser for varetagelsen af opgaverne, som stadig er de samme.

Der er desuden pr. 1. juni 2012 ansat en ny medarbejder i HR-afdelingen, som varetager telefonbetjening og HR-opgaver.

Medarbejderen skal aflaste receptionisten samt HR- og kvalitetschefen.

Der er ikke tale om, at der nu er to personer, der udfører de arbejdsopgaver, som klager havde.

Indklagede gør gældende, at de har foretaget en objektiv, saglig vurdering af, om det ville være muligt for klager at overgå fra fuldtid til deltid, og at klagers alder ikke er indgået som et kriterium i denne vurdering.

Indklagede fandt på baggrund af klagers arbejdsopgaver, herunder opgaven med implementering af det nye system, at det ikke var foreneligt med klagers arbejde, at hun kunne gå ned i tid.

Klager var desuden ikke indforstået med, at en nedsættelse af arbejdstiden ville betyde en tilsvarende reduktion i lønnen.

Indklagede afviser, at de overfor klager skulle have udtalt, at hun aldrig nogensinde skulle forvente at kunne blive deltidsansat.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler sager om forskelsbehandling på grund af blandt andet alder og har lagt til grund, at klagers synspunkt er, at hendes ønske om at gå ned i tid ikke er blevet imødekommet på grund af hendes alder, idet hun ikke var i en alder, hvor hun havde små børn, eller var tæt på pensionsalderen.

Det er klager, der i første omgang skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

Nævnet vurderer, at klager ikke har fremført omstændigheder, der tyder på, at hendes alder var årsagen til, at hendes ønske om at gå ned i tid ikke blev imødekommet.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på klagers egen oplysning om, at der var andre medarbejdere på hendes alder, der arbejdede på deltid, selvom de ikke havde små børn eller var tæt på pensionsalderen.

Det forhold, at der siden januar 2010 var to medarbejdere med små børn, samt en medarbejder tæt på pensionsalderen, der havde fået lov til at arbejde på deltid, er ikke en omstændighed, der i sig selv giver en formodning for, at indklagede ved at nægte klager at gå ned i tid har lagt vægt på hendes alder.

Nævnet kan alene forholde sig til påstanden om aldersdiskrimination, og nævnet kan derfor ikke tage stilling til, hvorvidt indklagedes begrundelse for afslaget på nedsat tid i øvrigt var rimelig og saglig.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

<7100369-12>

-

At en eventuel nedsættelse af arbejdstiden ikke måtte medføre en tilsvarende reduktion i lønnen.

-

At hun blev frigjort fra otte specifikke arbejdsopgaver, hvorved klager mente, at hun ville kunne gå 5-7 timer ned i arbejdstid om ugen.

-

administration af løn, herunder pension, ferie, tillæg

-

generering af rapporter via lønsystemet

-

anmodninger om refusion i forbindelse med barsel, sygdom m.v.

-

opfølgning på medarbejdernes tidsregistrering

-

assistance i forbindelse med udarbejdelse af kontrakter og generering af HR-nøgletal

-

Indklagede var ikke utilfreds med klagers arbejdsindsats og ønskede, at hun skulle komme tilbage til arbejdet.

-

Klager havde ikke været sygemeldt længe og indklagede ønskede at udfylde en mulighedserklæring for at finde ud af, hvad de skulle gøre, for at klager kunne genoptage arbejdet.

-

Hvis klager ikke var indstillet på at finde en løsning med indklagede, så hun kunne vende tilbage til arbejdet, måtte det være op til klager at sige sin stilling op.

Indklagede ønskede derfor ikke at betale klager hendes opsigelsesvarsel samt at fritstille hende i opsigelsesperioden.