Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - kompetence - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - kompetence - medhold

J.

nr. 2013-6810-58641

En projektleder på 53 år blev afskediget få dage efter, at to andre kollegaer på henholdsvis 59 og 65 år var blevet afskediget.

Afskedigelsen blev begrundet med, at klager ikke udførte sit arbejde tilfredsstillende.

Klager indgik et forlig, hvor han fik en godtgørelse svarende til to måneders løn.

Nævnet fandt, at godtgørelsen var fastsat i henhold til funktionærlovens § 2b, og at dette ikke afskar klager fra at rejse krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Da indklagede afskedigede de tre ældste medarbejdere, fandt nævnet, at der var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager havde været udsat for forskelsbehandling.

Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at klagers alder ikke var tillagt betydning ved beslutningen om at opsige klager.

Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 485.000 kr., svarende til cirka ni måneders løn.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder, idet klager mener, at opsigelsen af ham var begrundet i hans alder og ikke i hans udførelse af arbejdet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven at klager blev opsagt fra sin stilling som projektleder hos indklagede.

Indklagede skal inden 14 dage til klageren betale 485.000 kr. med procesrente fra den 10. december 2013, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev per 1. marts 2012 ansat som projektleder hos indklagede virksomhed.

Klager var på ansættelsestidspunktet 52 år.

Omkring oktober 2012 blev klager orienteret om, at han skulle flyttes til et stort projekt, som han så småt begyndte at arbejde på i januar/februar 2013.

I mellemtiden havde han overdraget to af sine igangværende projekter til andre projektledere.

Den 1. marts 2013 blev klagers afdeling flyttet ud af en eksisterende afdeling, og der blev etableret en selvstændig afdeling, med en ny direktør X.

Klager holdt ferie i perioden 16. til 22. april 2013.

Den 18. april 2013 blev to af klagers kollegaer afskediget.

Den 23. april 2013 blev klager kaldt ind til X, hvor han fik oplyst, at han blev afskediget.

Han afleverede herefter PC og adgangskort og blev bedt om at forlade arbejdspladsen.

Klager var på dette tidspunkt 53 år.

Opsigelsen var ifølge opsigelsesbrevet af 23. april 2013 begrundet med, at klager ikke levede op til de krav og forventninger, som virksomheden stillede til en person i hans stilling.

Samme begrundelse blev givet til klagers to afskedigede kolleger.

Klagers kollega A har med hjælp fra sit fagforbund indgået forlig med indklagede og har fået en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Klagers advokat kontaktede indklagede med krav om godtgørelse efter funktionærlovens § 2b svarende til en måneds løn og efter forskelsbehandlingsloven svarende til ni måneders løn.

Der blev herefter forhandlet mellem klager og indklagede vedrørende en forligsmæssig løsning.

I brev af 23. august 2013 skrev klagers advokat blandt andet til indklagede, at

"Forholdet var dog samtidigt det, at min klient ikke var indstillet på at frafalde sit krav på kompensation efter ligebehandlingsloven, som han mener, er relevant i relation til ham, og min klient var naturligvis klar over, at der i en af de andre opsigelsessager var en verserende retssag.

Min klient er naturligvis nu orienteret om, at denne sag er afsluttet forligsmæssigt.

Uden at gå i detaljer med den sag der nu er forligt, har jeg drøftet sagen med min klient, og vores forligsforslag er herefter en kompensation svarende til 3,5 månedslønning.

Det skal således forstås som en samlet kompensation efter funktionærlovens § 2b og efter ligebehandlingsloven."

Indklagede svarede samme dag hertil, at

"vi finder ikke anledning til at fremsætte et højere forligstilbud end 2 måneders løn, idet vi udelukkende forholder os til en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b."

Den 29. august 2013 skrev klagers advokat til indklagede

"Efter omstændighederne er min klient indstillet på at acceptere Deres forslag om en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b svarende til to måneders løn."

Klager, klagers advokat og indklagede har underskrevet et forlig af 11. september 2013, hvoraf det fremgår

" I forbindelse med fratrædelsen afregner [indklagede] en særlig godtgørelse på kr. 109.574,30.

.

.

.

Nærværende aftale er uden præjudice og til fuld og endelig afgørelse, idet der således ikke henstår flere udeståender parterne imellem i forbindelse med ansættelsesforholdets afslutning."

Indklagede har opfyldt forliget.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet opsagt på grund af sin alder

Da klager mødte på arbejde den 23. april 2013, fandt han ud af, at X den 18. april 2013 havde afskediget to af klagers nærmeste kolleger;

A på 59 år, som havde været ansat i 4-5 år hos indklagede og B på 65 år, som havde været ansat i 4-5 år.

Han blev samme dag selv afskediget.

Hverken klager, A eller B havde fået advarsler eller klager.

De har leveret god projektledelse og afstemt med forventningerne fra styregrupperne.

De har også i overensstemmelse med de interne procedure leveret rapportering og økonomiopfølgning til tiden.

Indklagede har ikke præsenteret klager for noget, som indikerer, at klager ikke skulle leve op til forventningerne.

Tværtimod er han blevet rost for sit arbejde.

Indklagedes projektkontor har sagt om hans arbejde;

"bedste projekt dokument vi har set længe".

Et styregruppemedlem, for et af de projekter klager har kørt, har sagt;

"godt at have en projektleder som tænker selv og tager initiativ".

Den chef, der ansatte klager, og som var hans nærmeste foresatte i de 14 måneder, han var ansat, har ikke udtalt kritik af klagers arbejde.

Denne chef var, så vidt klager er orienteret, ikke enig i afskedigelserne.

Klager, A og B var de ældste af ca. 15 projektledere.

Klager har ingen grund til at tro, at årsagen til opsigelsen skulle være en anden for ham eller B end den var for A.

Det blev i mail fra klagers advokat til indklagede den 23. august 2013 pointeret, at forliget udelukkende dækkede funktionærlovens § 2b, og at klager ville forbeholde sig ret til at rejse krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

I indklagedes mail af 23. august 2013 afviste indklagede kompensation svarende til 3½ måneders løn.

Det fremgik samtidig, at indklagede udelukkende forholdt sig til godtgørelse efter funktionærlovens § 2b.

For at få denne del afsluttet accepterede klager kompensation svarende til to måneders løn i den overbevisning, at det kun omhandlede funktionærlovens § 2b, da det kun var det indklagede forholdt sig til.

Klager kan ikke ved at underskrive en aftale fratage indklagede et ansvar for gældende ret.

Indklagede gør gældende, at der er indgået forlig vedrørende klagers krav i forbindelse med opsigelsen - herunder krav efter forskelsbehandlingsloven.

Ligebehandlingsnævnet har derfor ikke kompetence til at behandle sagen.

Det må påhvile klager ved de ordinære domstole at godtgøre, at det under sagen rejste krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven ikke er indeholdt i det efterfølgende indgåede forlig.

Til afgørelse af denne problemstilling kræves vidneførelse.

Med henvisning til den i mail af 23. august 2013 anførte passus "idet vi udelukkende forholder os til en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b", mener klager sig nu berettiget til at rejse krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Et sådant krav må afvises.

Forligets indhold stemmer godt overens med sagens forhandlingsforløb, hvor klager rejste krav på godtgørelse efter funktionærloven og forskelsbehandlingsloven på henholdsvis en og ni måneders løn.

Efter telefonsamtale parterne imellem nedsatte klager sit samlede krav til godtgørelse svarende til 3½ måneders løn for overtrædelse af de to bestemmelser.

Herefter tilbød indklagede, at man kunne løse sagen ved betaling af to måneders godtgørelse for overtrædelse af funktionærlovens § 2b.

Indklagede var således indstillet på, at betale en måneds godtgørelse mere end krævet, forudsat at man refererede til funktionærlovens § 2b og ikke forskelsbehandlingsloven, som indklagede ikke mente de havde overtrådt.

Herefter indgik parterne forlig, hvor ingen af de to lovbestemmelser blev nævnt specifikt, men hvor man fastslog, at der ikke henstod flere udeståender parterne imellem.

Det er ikke korrekt, at klagers advokat i brev af 23. august 2013 tog forbehold for, at klager ville rejse krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Indklagede mener ikke, at de har udsat klager for aldersdiskrimination i forbindelse med afskedigelsen.

Klager var 52 år ved ansættelsen, og han blev afskediget 14 måneder senere med den begrundelse, at han ikke levede op til de krav og forventninger, som virksomheden stillede til en person i klagers stilling.

Klager blev således afskediget efter en relativ kort ansættelsesperiode, og der er intet i opsigelsen, der har forbindelse til klagers alder.

Det har formodningen mod sig, at en virksomhed, der ansætter en 52-årig medarbejder og afskediger denne efter 14 måneders ansættelse, har lagt vægt på den ansattes alder.

Indklagede deler ikke klagers opfattelse af egen arbejdsindsats, og opsigelsen har ingen sammenhæng med klagers alder.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter forskelsbehandlingsloven.

En arbejdsgiver må således ikke forskelsbehandle en lønmodtager på grund af alder i forbindelse med afskedigelse.

I forbindelse med parternes forlig omkring vilkårene for klagers fratræden i anledning af den skete opsigelse blev godtgørelse på grund af eventuel aldersdiskrimination drøftet.

Det fremgår af korrespondancen, at indklagede udelukkende ville forholde sig til en godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b, der blev fastsat til 2 måneders løn.

Klager accepterede dette tilbud.

I den situation er klager ikke afskåret fra senere at rejse krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Det forhold, at det underskrevne forlig efter sin ordlyd blev indgået til fuld og endelig afgørelse kan ikke i den konkrete situation føre til et andet resultat.

Nævnet kan derfor behandle sagen.

Nævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at han har været udsat for diskrimination på grund af alder.

Der er herved lagt vægt på, at klager og to øvrige ansatte, der blev opsagt få dage før klager, var de tre ældste af de ca. 15 projektledere.

Indklagede har endvidere betalt godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven til en af de to øvrige ansatte.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at man ikke helt eller delvist har lagt vægt på klagers alder i forbindelse med beslutningen om at opsige ham.

Denne bevisbyrde har indklagede efter nævnets opfattelse ikke løftet.

Der er herved lagt vægt på, at indklagede ikke er fremkommet med nærmere oplysninger om, hvorfor klager ikke levede op til de krav og forventninger, som indklagede stillede til ham.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 485.000 kr. svarende til ca. 9 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 485.000 kr. til klager med procesrente fra den 10. december 2013, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

<2013-6810-58641>