Legislator Case Law & Legislation
W20150962525 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 9625 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer

KEN#LOKDOK23 2015 9625 Valid

J.

nr. 2013-6811-24553

En mand af anden etnisk oprindelse end dansk blev afvist ved indgangen til en bar.

Klager mente, at afvisningen skyldtes hans hudfarve og etniske oprindelse.

Indklagede afviste, at de afviser kunder på grund af deres hudfarve og etniske oprindelse.

Der var tvivl om det egentlige motiv til at afvise klager.

Da dette spørgsmål kun kan afklares ved hjælp af parts- og vidneforklaringer, kunne nævnet ikke behandle klagen.

KEN#LOKDOK23 2015 9625 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager ikke blev lukket ind på en bar.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af etnisk oprindelse, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager, der er af anden etnisk herkomst end dansk, blev afvist ved indgangen til en bar.

Det fremgår af indklagedes adgangskrav, at

"Alle er velkommen på [indklagede]- så længe de opfylder diskotekets og sikkerhedspersonale krav.

Disse krav er sikkerhedsfirmaet sat til at regulerer, da det er dem der er ansat til at sikre tryghed på diskoteket.

Kravene er til for på bedst mulig måde at sikre en positiv stemning for vores alle vores gæster.

- Gæster skal være fyldt 18 år.

- Medbringe gyldigt billede ID.

- Ikke være påvirket at stoffer.

- Ikke være voldsomt påvirket af alkohol - så man er til gene for andre gæster eller til fare for sig selv.

(sikkerhedspersonalets vurdering)

- Ikke iklædt bandelignende tøj, smykker eller i øvrigt signalere at man sympatiserer med en sådan gruppe.

(sikkerhedspersonalets vurdering)

- Ikke have en negativ attitude, der skaber utryghed blandt personalet og de øvrige gæster.

(dørmændenes og bestyrerens vurdering)

- Ikke have været involveret i ballade eller gjort omgivelserne utrygge før - eller været indirekte medvirkende hertil.

(sikkerhedspersonalets og bestyrerens vurdering)

- Alle gæster skal såfremt de opfylder ovenstående krav lade sig registrerer i vores adgangssystem.

Herunder: elektronisk aflæsning af sygesikringsbevis, afgive fingeraftryk, lade sig fotografere samt forevise gyldigt billede ID."

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han blev afvist ved indgangen til indklagede på grund af sin hudfarve og etniske oprindelse.

Klager stod i kø ved indgangen, med omkring syv personer foran sig, som alle var danske.

De fik lov at komme ind, men da det blev klagers tur, kom den ene dørmand hen til ham og sagde, "du kan ikke komme ind, du er for gammel" uden at han havde spurgt klager, hvor gammelhan var eller bedt ham om at vise billed-id, som han stod klar med i hånden.

Klager spurgte dørmanden, hvor gammel man skulle være for at komme ind.

Hertil svarede han tøvende "under 18".

Dørmanden spurgte efterfølgende om han var registreret, hvorefter han skulle lægge sin pegefinger i et apparat til fingeraftryk for at få tjekket, om han var registeret.

Derefter sagde dørmanden "desværre", og så begyndte han, at skubbe til klager.

Klager bad ham lade være, da han selv kunne gå.

Klager læste efterfølgende på indklagedes hjemmeside om indgangskravene, hvori det stod, at man skal være over 18 år.

Man kunne lade sig registrere ved indgangen, hvis man havde billed-id og sygesikringsbevis.

Klager blev ikke anmodet om at blive registeret.

Han mener, at han den pågældende aften opfyldte alle adgangskrav.

Det var heller ikke på grund af klagers ageren eller attitude, at han blev afvist, som indklagede anfører.

Klager er en stille og rolig person, som altid respekterer andre mennesker.

Han er velintegreret i det danske samfund.

Klager blev forskelsbehandlet og ydmyget over for alle de andre gæster i baren, og det var meget tydeligt for ham, at han blev afvist på grund af sin hudfarve og etniske baggrund.

Klager ringede til politiet, hvor han fik at vide, at de ikke kunne gøre noget.

Han fik også fat i en patruljevogn, som heller ikke kunne hjælpe.

Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har udsat klager for forskelsbehandling.

Indklagede afviser således, at klager blev nægtet adgang på grund af hudfarve og etnisk oprindelse.

Det afvises også, at klager blev afvist på grund af alder.

Klager er født i 1974, og opfylder derfor adgangskravet om, at gæsterne skal være minimum 18 år for at få adgang til baren.

Indklagede har forelagt klagen for det personale, herunder dørmændene, der var på arbejde den pågældende aften/nat, og der er hos personalet ingen konkret erindring om det af klager beskrevne hændelsesforløb.

Det er en betingelse for at få adgang til baren, at hver gæst fremviser gyldigt billed-id.

Indklagede giver aldrig adgang til baren til personer under 18 år.

Der bliver ved indgangen foretaget kontrol af hver enkelt gæst.

For at få adgang skal hver gæst lade sig registrere i indklagedes adgangssystem, herunder ved elektronisk aflæsning af sygesikringsbevis, afgive fingeraftryk, lade sig fotografere samt forevise gyldigt billed-id.

Indklagedes adgangskontrollerende personale foretager altid en konkret vurdering af hver enkelt gæst, baseret på gæstens ageren og attitude på det tidspunkt, hvor gæsten ønsker adgang.

Der bliver også foretaget løbende kontrol med de gæster, som har fået adgang til stedet, idet gæsternes opførsel og relationer til de øvrige gæster vurderes.

Der forekommer jævnligt situationer, hvor en gæst bliver meddelt, at pågældende ikke kan få adgang til baren, hvis indklagedes personale skønner, at gæsten udviser en attitude og en adfærd, som kan skabe utryghed hos de øvrige gæster.

Det kan ud fra en generel betragtning lægges til grund, at klager på grund af sin ageren og attitude er blevet meddelt, at han ikke kunne få adgang til baren.

Denne betragtning er alene ment som en mulig forklaring på, hvad der kan være sket i situationen vurderet ud fra klagers egen beskrivelse af hændelsesforløbet.

For at undgå at der opstår konflikter, i forbindelse med at en gæst ikke får adgang til baren, anvender personalet ofte generelle formuleringer som: "Desværre, det bliver ikke i aften".

Derved undgås, at der opstår diskussion med gæsten om, hvorvidt eksempelvis gæstens attitude er til hinder for at få adgang.

Erfaringsmæssigt fører det ofte til, at situationen eskalerer, hvis det adgangskontrollerende personale indgår i en diskussion med gæsten om dennes ageren og attitude.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse.

Det er udtryk for direkte forskelsbehandling, at nægte en person adgang til en bar på grund af personens etniske oprindelse, herunder hudfarve.

Det er udtryk for indirekte forskelsbehandling, hvis personen bliver afvist med en anden begrundelse, men årsagen til afvisningen i virkeligheden er pågældendes etniske oprindelse, herunder hudfarve.

Klager oplyser, at han blev afvist af indklagede med henvisning til sin alder.

Indklagede kan ikke erindre den konkrete situation, men henviser til at klagers ageren og attitude i køen kan være årsag til afvisningen.

Klager mener selv, at det skyldtes hans etniske oprindelse.

Der er ikke enighed om årsagen til, at klager ikke blev lukket ind på baren, idet indklagede afviser, at klagers etniske oprindelse eller hudfarve havde noget med sagen at gøre.

Der er derfor for nævnet tvivl om, hvad indklagedes egentlige motiv for at afvise klager var.

En afklaring af dette spørgsmål kan kun ske ved bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.

Da en sådan bevisførelse ikke kan ske ved nævnet, men må ske ved domstolene, kan Ligebehandlingsnævnet ikke behandle sagen.

<2013-6811-24553>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →