Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kommuner - sagsbehandling - ansættelse - medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kommuner - sagsbehandling - ansættelse - medhold
J.
nr. 2013-6810-24558
En kvinde kunne ikke få del i en løntilskudspulje, fordi hun var berettiget til løntilskud efter integrationsloven og ikke efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Den indklagede kommunes praksis, ramte en gruppe mennesker, hvoraf en stor del måtte antages at være af anden etnisk oprindelse end dansk.
Indklagede havde ikke godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Klager fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 25.000 kroner.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager ikke kunne få del i indklagedes løntilskudspulje, fordi hun var berettiget til løntilskud efter integrationsloven og ikke efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager ikke var omfattet af løntilskudspuljen.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 25.000 kr. med procesrente fra den 29. juli 2013, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Løntilskuddet til offentlige arbejdsgivere skal blandt andet dække omkostninger til løn, feriepenge, pension mv. Tilskuddet vil typisk ikke dække arbejdsgivers omkostninger fuldt ud.
Der er i gennemsnit en omkostning ud over tilskuddet på cirka 2.000 - 3.000 kr. per måned for den offentlige arbejdsgiver afhængigt af den løntilskudsberettigedes uddannelse, erhvervserfaring m.v.
Indklagede har besluttet, at denne meromkostning skal dækkes af Beskæftigelsesforvaltningens budget for så vidt angår kommunale institutioner/virksomheder, der ansætter blandt andet kontanthjælpsmodtagere og forsikrede ledige i et løntilskudsjob.
For andre målgrupper, herunder personer omfattet af integrationsloven, dækker indklagede ikke differencen mellem tilskuddet og de reelle omkostninger ved en kommunal løntilskudsansættelse.
Klager, der er af anden etnisk oprindelse end dansk, klager over sin bopælskommunes praksis for tildeling af løntilskudsmidler til offentlige arbejdsgivere.
Klager var berettiget til løntilskud efter integrationslovens regler.
Klager har oplyst, at hun i 2013 var til møde med jobkonsulent (A) på jobcentret i den indklagede kommune.
Hun fik her at vide, at hun var berettiget til løntilskud.
Den 2. maj 2013 kontaktede klager via mail leder (B) for vuggestuen (X), med henblik på mulig ansættelse.
Klager oplyste i den forbindelse, at hun var løntilskudsberettiget.
Den 3. maj 2013 svarer B via mail, at hun gerne ville se klager til en samtale den følgende tirsdag.
Den 7. maj 2013 var klager til samtale og fik efterfølgende at vide, at B gerne vil ansætte hende i en nærmere fastlagt periode.
Det blev aftalt, at klager skulle kontakte jobcentret og informere om ansættelsen, så formalia vedrørende løntilskuddet kunne ordnes, og klager kunne begynde at arbejde i X den efterfølgende mandag.
Den 8. maj 2013 blev klager kontaktet af sagsbehandler (C) fra jobcenteret, der meddelte klager, at B ikke havde mulighed for at ansætte klager, fordi hun ikke kunne få alle omkostninger forbundet med ansættelsen dækket af indklagede.
Klager blev samme dag kontaktet af B, der bekræftede, at hun ikke kunne ansætte klager, idet hun ikke havde budget til at bære de ekstra omkostninger, der var forbundet med at ansætte en, der var løntilskudsberettiget efter integrationsloven.
Den indklagede kommune har ikke bestridt klagers oplysninger.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagedes praksis er udtryk for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Klager ønsker, at indklagede skal ændre sin praksis.
Hun ønsker desuden tabt arbejdsfortjeneste for perioden maj 2013 til august 2013 samt økonomisk kompensation for manglende barseldagpenge samt kompensation for svie og smerte.
Integrationslovgivningen bør sikre, at familiesammenførte personer er sikret samme rettigheder, som etniske danskere i henhold til reglerne om aktiv beskæftigelsesindsats.
Indklagedes praksis gælder alle løntilskudsberettigede undtagen dem, der er berettiget i henhold til integrationslovens § 23.
Løntilskudspuljen tilgodeser enkelte grupper, så disse kan ansættes omkostningsneutralt, hvorimod andre grupper vil medføre en omkostning for en arbejdsgiver.
Denne skævvridning stiller personer, der ikke er omfattet af løntilskudspuljen ringere i ansættelsessituationer.
Dette bakkes op af udtalelser fra jobcentret i indklagede kommune, som understreger, at denne sag ikke er enestående.
Det er korrekt, at ikke alle kommuner benytter sig af løntilskudspuljer, men i flere af de kommuner der har disse puljer, er personer, der er omfattet af integrationsloven med i målgruppen.
Klager stiller sig uforstående overfor indklagedes udsagn om, at personer omfattet af flygtninge- eller integrationslovgivningen skulle have andre behov end forsikrede ledige og kontanthjælpsmodtagere.
Følgerne af hændelsesforløbet er, at klager ikke fandt ansættelse inden hun skulle på barselorlov i september 2013.
Dette betød, at hun ikke havde en indtjening i perioden maj 2013 til august 2013, og at hun ikke havde mulighed for at opfylde beskæftigelseskravet i henhold til barselloven § 27, stk. 1 og dermed ikke har haft adgang til barseldagpenge.
Begrundelsen for, at klagen er rettet mod den indklagede kommune, er, at B har valgt ikke at ansætte klager, fordi der er uligevægt i de forhold B vil kunne ansætte klager under.
Denne forskel er skabt af indklagedes praksis.
Klager har gentagne gange fået oplyst, at dette ikke er et enestående tilfælde.
Problemet skyldes derfor i højere grad indklagedes praksis end den enkelte arbejdsgivers handling.
Indklagede gør gældende, at deres praksis for løntilskudspuljen ikke er udtryk for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, men alene beror på kommunens egne beskæftigelsesstrategiske overvejelser.
Løntilskudsansættelser er for visse målgrupper omkostningsneutrale for kommunale virksomheder i kommuner, der har afsat midler hertil i en løntilskudspulje.
Det er dog langt fra alle kommuner, der tilbyder medfinansiering via en løntilskudspulje.
I kommuner, der ikke har en løntilskudspulje, samt ved løntilskudsansættelser i en statslig eller regional institution/virksomhed, vil der derfor for alle målgrupper være en udgift for den offentlige arbejdsgiver i forbindelse med en løntilskudsansættelse.
Indklagede kan frit ud fra strategiske overvejelser beslutte, hvilke målgrupper der skal omfattes af en eventuel løntilskudspulje.
Forsikrede ledige, start- og kontanthjælpsmodtagere, selvforsørgende uden beskæftigelse og personer omfattet af integrationsloven har forskellige behov, og beskæftigelsesindsatsen for disse målgrupper er derfor ikke i ethvert tilfælde ensartede.
Løntilskudspuljen i den indklagede kommune omfattede tidligere alene de forsikrede.
Indklagede besluttede efterfølgende at udvide løntilskudspuljen, således at den nu også omfatter start- og kontanthjælpsmodtagere.
Statssatsen for løntilskud ved offentlig løntilskudsansættelse har heller ikke altid haft det samme niveau for alle målgrupper.
Kommunens praksis beror alene på kommunens egne beskæftigelsesstrategiske overvejelser og er ikke udtryk for forskelsbehandling.
Det er indklagedes opfattelse, at de ikke er rette indklagede i sagen, idet klagen i stedet bør rettes mod X, som besluttede ikke at ville ansætte klager på det foreliggende.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse.
Det er oplyst, at indklagedes løntilskudspulje blandt andet omfatter start- og kontanthjælpsmodtagere og forsikrede ledige.
Løntilskudspuljen gælder derimod ikke for personer, der er omfattet af integrationsloven.
Det er også oplyst, at klager er berettiget til løntilskud efter integrationslovens § 23.
Integrationsloven omfatter udlændinge, og har ifølge lovens § 1, stk. 1 til formål at sikre, at nyankomne udlændinge får mulighed for at udnytte deres evner og ressourcer med henblik på at blive deltagende, selverhvervende og ydende medborgere på lige fod med samfundets øvrige borgere i overensstemmelse med grundlæggende værdier og normer i det danske samfund.
Indklagedes praksis med at udelukke de personer fra løntilskudspuljen, der er berettiget til løntilskud efter integrationsloven, rammer en gruppe af mennesker, hvoraf en stor del må antages, at være af anden etnisk oprindelse end dansk, herunder klager.
Ligebehandlingsnævnet finder på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse.
Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Indklagede har oplyst, at deres praksis beror på deres egne overvejelser om, hvorvidt de vil have en løntilskudspulje, at de ud fra strategiske overvejelser frit kan beslutte, hvilke målgrupper der skal være omfattet, at der er forskellige behov for forskellige målgrupper, hvorfor indsatsen for disse målgrupper ikke i ethvert tilfælde er ensartet, og at indklagedes praksis alene beror på kommunens beskæftigelsesstrategiske overvejelser.
Indklagede har ikke i øvrigt uddybet, hvilke strategiske overvejelser, der er tale om i forhold til, hvilke målgrupper der er omfattet.
De har heller ikke forklaret, hvilke forskellige behov der er tale om for forskellige målgrupper, eller på hvilken måde disse forskellige behov afspejles i kommunens praksis.
Den indklagede kommune kan selv beslutte, hvilke målgrupper der skal være omfattet af den særlige løntilskudspulje, men er ved denne beslutning forpligtet til at respektere gældende ret og herunder forbuddet mod direkte og indirekte diskrimination på grund af etnicitet.
Den indklagede kommune har ikke ved sin generelle henvisning til, at forskellige målgrupper har forskellige behov, godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket.
Den har således ikke angivet, hvilke saglige grunde der måtte være til at behandle den gruppe, der modtager løntilskud efter integrationsloven, anderledes end de øvrige løntilskudsmodtagere.
Klager får derfor medhold i klagen.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder at klager angiveligt mistede muligheden for et job, fordi hun ikke var omfattet af kommunens særlige løntilskudsordning.
Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 29. juli 2013, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
<2013-6810-24558>