Legislator Case Law & Legislation
W20150961925 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - lejeaftale - sprog - ej medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 9619 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - lejeaftale - sprog - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2015 9619 Valid

J.

nr. 2013-6811-17166

En somalisk familie følte sig chikaneret af deres lokale boligkontor i forbindelse med spørgsmålet om hvem, der stod for reparationer i lejligheden.

Boligkontoret mente, der var tale om misligholdelse af lejligheden, og at det derfor var klagers egen opgave, at stå for reparationerne.

Nævnet fandt, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager og hans familie havde været udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse

Klager fik derfor ikke medhold.

KEN#LOKDOK23 2015 9619 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse som følge af et boligselskabs behandling af klager og hans familie i forbindelse med vedligeholdelse af klagers lejlighed.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med loven om etnisk ligebehandling.

Sagsfremstilling

Klager er af somalisk oprindelse.

Sammen med sin familie flyttede han i 1999 ind i det indklagede boligselskab.

Klager oplyste i mail af 22. oktober 2012 til boligselskabet, at han og hans ægtefælle følte sig stødt, da de ved henvendelse til det lokale boligkontor og viceværten var blevet råbt af og afvist på en meget uhøflig måde.

Det fremgik også af mailen, at klager havde bedt om at få repareret forskellige ting i lejligheden.

Da han henvendte sig for at høre, hvorfor tingene ikke kunne laves, blev han råbt af og skældt ud.

Hans ægtefælle havde den samme oplevelse.

Klager rykkede den 21. januar 2013 for svar på mailen af 22. oktober 2012.

Som følge af uoverensstemmelserne mellem klager og boligselskabet om vedligeholdelse af lejligheden blev der holdt møde mellem klager og boligselskabets sociale vicevært.

Den sociale vicevært oplyste herefter i brev af 15. april 2013 til klager, at boligselskabet alene står for vedligeholdelse af fast inventar så som utætte vinduer, el, vandinstallationer med videre, så længe disse er benyttet korrekt.

Boligselskabet står ikke for vedligeholdelse og reparation af andet inventar i boligen.

Reparation af skabe, døre, paneler med videre skulle derfor betales af klager.

Det var boligselskabets vurdering, at en del af de ønsker, som klager havde til reparationer i lejligheden, var begrundet i misvedligeholdelse og forkert brug.

Klager skulle på den baggrund selv erstatte det ødelagte.

Boligselskabet ville se på klagers ønske om at få repareret et utæt vindue i soveværelset.

Der skulle i så fald ryddes i værelset, så der var adgang til vinduet.

Den sociale vicevært ville uddybe indholdet af brevet, når hun kom på besøg hos klager den 29. april 2013.

Hvis aftalen passede klager dårligt, kunne der aftales et nyt tidspunkt.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagedes medarbejdere opfører sig racistisk og nedladende.

De vil ikke hjælpe klager og hans familie, og de udviser stødende adfærd, når han vil i kontakt med dem.

Klager føler, at han og hans familie diskrimineres på grund af deres manglende sprogkundskaber og deres etnicitet.

Klager og hans familie har måske forklaringsproblemer på grund af manglende danskkundskaber, men det berettiger ikke til ejendomskontorets hånende afvisning allerede ved indgangsdøren.

Klager ønsker, at Ligebehandlingsnævnet skal konstatere, at det ikke er i orden at forskelsbehandle, og at man godt kan få en hjælpende hånd, når man udsættes for diskrimination.

Klager og hans familie fik besøg af en mægler fra boligselskabet, men mægleren lyttede ikke til dem.

Det er klagers opfattelse, at beslutningen var taget på forhånd, og de fik ikke lov til at fremlægge deres utilfredshed.

Klager synes, at der er stødende at få at vide, at han og hans familie ikke kan finde ud af at bruge lejligheden ordentligt.

De er en stor familie, men de ved, hvordan tingene skal behandles.

Det er hån og nedgørelse, når boligselskabet forlanger, at klager og hans familie selv skal reparere tingene på grund af misvedligeholdelse og forkert brug.

Indklagede afviser at have diskrimineret klager og hans familie.

Indklagede er uforstående over for klagers beskrivelse af, at han er blevet hånligt afvist med besked om, at han ikke er velkommen på områdekontoret.

Ingen af indklagedes medarbejdere kan genkende klagers beskrivelse.

De sidste gange, hvor klager og hans familie har henvendt sig på områdekontoret, har der været mere end en person til stede, idet medarbejderne har følt sig udsatte og utrygge under samtalerne med klager.

Der har gennem årene været mange henvendelser fra klager omkring håndværksmæssige opgaver i lejemålet.

Indklagede har udført de opgaver, der hører under boligselskabets område, og har også været imødekommende med hensyn til at udføre andre småopgaver i lejligheden, som lejeren normalt selv skal afholde udgiften til.

Det er indklagedes opfattelse, at klager har svært ved at forstå, hvilke opgaver, der hører under boligselskabets område, og hvilke opgaver, lejeren selv skal stå for.

Personalet har forsøgt at oplyse om opgavefordelingen, men klager og hans kone har givet udtryk for vrede og manglende tillid til det, personalet har oplyst.

Klager og hans familie har givet udtryk for, at de føler sig forskelsbehandlet i forhold til andre familier i området.

For så vidt angår indklagedes benævnelser i forbindelse med forkert brug og dermed mislighold af boligen, er der tale om et sædvanligt ordvalg.

Benævnelserne fremgår af lejeloven og benyttes af alle boligselskaber over for alle lejere uanset oprindelse.

Den sociale vicevært har holdt flere møder med familien, hvor de har fået tilbud om, at boligselskabet ville lægge nyt linoleum på køkkengulvet og reparere skabslåger, men familien skulle selv betale, da der var tale om mislighold og forkert brug.

Dette har familien ikke ønsket.

Indklagede har taget meget hensyn til familien og har strakt sig meget langt i forhold til at bruge ressourcer på at lytte og forstå familiens synspunkter og forklare dem deres rettigheder og pligter.

Det er i øvrigt indklagedes opfattelse, at der alene er tale om en tvist om, hvorvidt der er fejl og mangler i boligen, som klager mener, at boligselskabet skal udbedre.

Indklagede gør i den forbindelse gældende, at en tvist om udlejers og lejers forpligtelser i forhold til spørgsmål om vedligeholdelse og istandsættelse ikke hører under Ligebehandlingsnævnet, men skal afgøres af Beboerklagenævnet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse efter loven om etnisk ligebehandling.

Det fremgår af loven om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund vedkommendes eller tredjemands race eller etniske oprindelse.

Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Ligebehandlingsnævnet kan ikke tage stilling til klagers og indklagedes rettigheder og pligter i relation til spørgsmålet om vedligeholdelse af klagers lejlighed.

Dette spørgsmål må i givet fald afklares i Beboerklagenævnet.

Nævnet kan derimod tage stilling til, om indklagedes medarbejdere har udsat klager og hans familie for forskelsbehandling eller chikane i forbindelse med, at klager har henvendt sig for at få udført reparationer og udbedringer med videre i lejligheden.

Det er klager, der skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klager og hans familie for direkte eller indirekte forskelsbehandling eller chikane på grund af deres race og etniske oprindelse.

Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klager ikke har påvist sådanne faktiske omstændigheder.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klager ikke har fremlagt oplysninger, der støtter hans påstand om, at viceværten og de øvrige medarbejdere hos indklagede har opført sig racistisk eller diskriminerende over for klager og hans familie.

Der er heller ikke oplysninger, der tyder på, at indklagedes medarbejdere i forbindelse med spørgsmålet om vedligeholdelse har anvendt ord eller udtryk, som ikke anvendes overfor andre lejere i tilsvarende situationer.

Klagen for derfor ikke medhold i klagen.

<2013-6811-17166>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →