Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sundhed - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sundhed - parts- og vidneforklaringer

J.

nr. 2013-6811-50883

En britisk statsborger blev afvist fra at modtage straksbehandling hos en praktiserende læge, fordi der ikke var ledige tider den dag.

Klager mente, at afvisningen skyldtes klagers etniske herkomst.

Da der var uenighed om, hvad der konkret var sket og sagt ved lægebesøget, kunne sagen kun afklares ved hjælp af parts- og vidneforklaringer.

Da dette ikke kunne finde sted for nævnet, kunne klagen ikke behandles.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev afvist fra at modtage straksbehandling hos en praktiserende læge.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af etnisk oprindelse, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager er britisk statsborger og af asiatisk oprindelse.

Klager flyttede i august 2013 til Danmark sammen med sin mand.

Den 20. november 2013 var klager syg, og hun tog derfor hen til det indklagede lægehus.

Klager er ikke registreret som patient hos lægen.

Klager fremviste sit britiske pas og sit europæiske sygesikringsbevis.

Klager ønskede at blive registreret som patient og at blive tilset af en læge.

Indklagede afviste, at klager kunne blive tilset af en læge den pågældende dag, da der ikke var ledige tider.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling/racisme i forbindelse med, at hun forsøgte at blive tilset af en læge i det indklagede lægehus.

Receptionisten hos indklagede afviste at registrere klager som patient, og hun afviste at lade en læge tilse klager.

Hun sagde først, at der ikke var nogen læger til stede.

Efterfølgende sagde hun, at lægerne var optaget af andre patienter.

Der var ingen patienter i venteværelset, og parkeringspladsen var tom.

Receptionisten mente ikke, at det var nødvendigt, at klager blev tilset af en læge, og hun gav klager et stykke papir med en recept på noget medicin, som klager skulle købe.

Af sedlen fremgår "Ipren 200 mg.

Menstruationssmerter." Da klagers mand over for sygeplejersken påpegede, at det var imod loven at afvise klager, smilede sygeplejersken og sagde, at "Det her er Danmark.

Jeg kan simpelthen ikke hjælpe jer.

Hvis I ikke er glade, så rejs hjem".

Klager afviser, at hendes mand optrådte truende som påstået af indklagede.

Han påpegede blot, at det var i strid med loven at afvise at lade klager tilse af en læge, og at de ville foretage retslige skridt imod receptionisten.

Klagers mand er advokat.

Han bad receptionisten om at give klager en skriftlig bekræftelse på, at det ikke var muligt at se en læge.

Klager havde voldsomme smerter men blev ikke tilset af læge, da hun var i lægehuset.

Klagers tilstand blev værre i løbet af dagen, og klagers mand tilkaldte derfor en ambulance.

Klager blev indlagt på hospitalet.

Klager havde svære mavesmerter og blødte fra underlivet.

Der var formentligt tale om en tidlig spontan abort.

Klager bestrider derfor indklagedes påstand om, at klager ikke fremtrådte på en måde, der indikerede, at hun havde brug for lægehjælp.

Da klagers mand ved en tidligere lejlighed tog hen til den praktiserende læge for at blive registreret som patient, blev han også afvist.

Han ønskede at blive tilset af en læge på grund af en infektion på læberne.

Receptionisten sagde, at det ikke var nødvendigt at blive tilset af en læge, og at klagers mand kunne købe en creme.

Der blev ikke foretaget nogen registrering af klagers mand som patient.

Efter et par dage ringede receptionisten til klagers mand og spurgte til hans nationalitet.

Klager oplyste, at han er pakistaner.

Indklagede afviser, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling.

Indklagedes mand henvendte sig i slutningen af oktober/starten af november 2013 i den indklagede praksis, hvor han mødte op for at "registrere sig".

Han fremviste et europæisk sygesikringsbevis fra England, og han fortalte, at han og hans hustru netop var flyttet til området.

Han oplyste desuden, at han ventede på nogle papirer.

Da indklagede måtte gå ud fra, at han indtil videre var turist, blev han informeret om, at han ville blive oprettet i deres system, hvis han fik brug for lægehjælp.

Det blev aftalt, at han skulle komme forbi, når han modtog de papirer, han ventede på.

Klagers mand fremviste en recept fra hospitalet, som han ønskede at få bragt ud til det lokale håndkøb, da det nærmeste apotek er 15 km væk.

Indklagede forsøgte at oprette klager i deres system for at bestille medicinen elektronisk, men det kunne ikke lade sig gøre.

Indklagede faxede i stedet recepten til et andet apotek, hvorfra det kunne blive bragt ud.

Klagers mand bad på intet tidspunkt om at se en læge.

Den 7. november 2013 rettede indklagede henvendelse til folkeregistret for at få hjælp til at oprette klagers mand i systemet.

Folkeregistret havde ikke registreret nogen oplysninger om klagers mand, og de bad derfor indklagede om at oprette ham som turist.

Dette blev forsøgt, uden at det lykkedes, og indklagede afventede derfor et evt.

nyt besøg af klagers mand.

Den 20. november 2013 omkring kl.

12-12.30 mødte klager og hendes mand op i konsultationen.

De ville gerne "registrere sig" og fremviste et stykke papir med nogle oplysninger om en ansøgning om cpr.nr. Klager ville gerne have en konsultation med en læge.

Mens klager og sygeplejersken talte herom, gik klagers mand afsides for at tale i mobiltelefon.

Klager blev tilbudt en konsultation om mandagen kl.

9.30.

Klager kunne ikke på det tidspunkt, og hun fik derfor en tid til kl.

13.00.

Da klagers mand havde afsluttet sin telefonsamtale, forlangte han, at klager straks blev tilset af en læge.

Sygeplejersken spurgte ind til, hvad det drejede sig om.

Klager fremtrådte helt upåvirket, ikke akut medtaget og ikke smertepåvirket.

Hun nævnte noget om blødning og smerter.

Klager blev tilbudt en konsultation dagen efter kl.

9.30 til nærmere undersøgelse, hvilket var den første ledige tid i kalenderen.

Klagers mand blev meget ophidset og vred, og han optrådte højrøstet og truende.

Han forlangte at få sygeplejerskens navn, hvilket hun ikke ønskede at udlevere, da hun følte sig skræmt af klagers mands opførsel.

Det blev forsøgt forklaret klager og hendes mand, at normal praksis i Danmark er, at man aftaler en konsultation med en læge, at der ikke var nogen ledige tider resten af dagen, og at indklagede ikke vurderede, at klager havde et akut behov for lægetilsyn.

Sygeplejersken konfererede med en læge, som skrev ned, hvad klager evt.

kunne købe af smertestillende medicin i håndkøb.

Klager blev iagttaget flere gange af begge tilstedeværende læger, som passerede forbi i deres forehavender.

Da parret måtte anses for at være turister, blev de foreslået at forsøge at kontakte en anden læge i en nærliggende by, hvis denne læge kunne tilbyde en hurtigere konsultation end indklagede.

Inden parret forlod lægehuset i vrede, blev de informeret om, at de kunne ringe 112, hvis der opstod en nødsituation.

En tom parkeringsplads og stilhed i lægehuset blev af klager og hendes mand fejlagtigt opfattet sådan, at der ikke blev arbejdet.

Hvis der havde været ledige lægetider, var klager med sikkerhed blevet tilbudt en sådan tid på trods af, at hendes tilstand ikke virkede som værende akut.

Klager er blevet behandlet ud fra normal standard i lægehuset.

Indklagede afviser, at sygeplejersken har anbefalet klager og hendes mand at forlade landet.

I forhold til journalen fra indlæggelsen bemærker indklagede, at det fremgår af denne, at klager under indlæggelsen blev observeret, og at hun ikke på noget tidspunkt frembød noget akutbehandlingskrævende.

Klager blev behandlet med medicin, der er håndkøbsmidler, og hun blev udskrevet uden yderligere behandling.

Det er ikke sædvanligt at blive indlagt på grund af en tidlig, spontan abort, medmindre der tilstøder komplikationer, hvilket der ikke var indikation for, at klager havde.

Oprettelse af patienter sker ikke hos den enkelte praktiserende læge men via kommunen.

Indklagede kan derfor ikke rent praktisk gøre andet end at oprette klager som turist, idet det ikke er muligt at lave notater i journalen, skrive henvisninger eller recepter uden at en patient er oprettet enten med et cpr.nr. eller et såkaldt turist cpr.nr.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.

Der er for nævnet tvivl om, hvad der konkret er sket og sagt, da klager forsøgte at blive tilset af en læge hos det indklagede lægehus.

Det er derfor nævnets vurdering, at en afklaring af sagens fakta forudsætter bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Da sådanne ikke kan finde sted for nævnet, men i givet fald må ske ved domstolene, kan nævnet ikke behandle klagen.

<2013-6811-50883>