Legislator Case Law & Legislation
W20150960725 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - kommuner - ej medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 9607 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - kommuner - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2015 9607 Valid

J.

nr. 7100092-13

En mor klagede over, at hendes søn blev udsat for forskelsbehandling i børnehaven/SFO og skolen på grund af sin race og tosprogethed.

Nævnet fandt, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klagers søn, havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sin race.

Klager fik derfor ikke medhold.

KEN#LOKDOK23 2015 9607 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af race i klagers søns børnehave og skole/fritidshjem i den indklagede kommune.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling.

Sagsfremstilling

Klager er en dansk kvinde, der er gift med en amerikansk mand, med hvem hun har to børn.

Klager og hendes familie flyttede fra USA til Danmark i 2009-2010.

Klager mener, at hendes søn er blevet udsat for racediskrimination i sin børnehave og skole/fritidshjem i den indklagede kommune.

Fra november 2009 til maj 2010 gik sønnen i udflytterbørnehaven A.

Fra juni 2010 til juli 2011 gik sønnen i udflytterbørnehaven B.

Siden august 2012 har sønnen gået i skole C og fritidshjem D.

Parternes bemærkninger

Klager er glad for den overordnede gode kvalitet i Danmark inden for institutionsområdet, men er chokeret oven den gennemgående racisme, der rammer børn i for eksempel børnehaver.

Klager mener, at der er en slags konstitueret racisme, som rammer tosprogede børn.

Det er klagers opfattelse, at de danske pædagoger og lærere har en negativ holdning til de tosprogede børn, som i virkeligheden forsinker barnets udvikling sprogmæssigt.

Tosprogethed behandles efter klagers opfattelse som et "handicap", og som om barnet har brug for støtte fra systemet i stedet for at være tilladt som en naturlig udvikling.

Klager har desuden observeret diskrimination og racisme af børn, der som hendes egen søn er af dansk/amerikansk statsborgerskab, har baggrund i en lavere social status eller har dansk/tyrkisk/muslimsk baggrund.

Hertil kommer irritationer og verbale, uretfærdige beskyldninger om, at klager søns havde sygdomme.

Der forekommer desuden en "rakken ned på" eller som minimum afstandtagen til personer i blandede kulturelle ægteskaber eller med baggrund i etniske eller "farvede" familier.

Det er klagers opfattelse, at et barn fra en dansk-udenlandsk familie oftere end andre børn bliver beskyldt for at smitte, at være syg og kriseramt.

Pædagoger, lærere og forældre opfører sig verbalt og til tider fysisk hårdere mod børn med muslimsk eller flerkulturel baggrund.

Det er også klagers opfattelse, at tosprogede børn behandles som for sent udviklede eller handicappede, og at de oftere diskrimineres og afskæres fra andre børn.

Hertil kommer, at pædagogernes negative tale om tosprogede og multikulturelle børn er personligt og socialt skadende for børnene.

Pædagogernes manglende samarbejde skubber desuden problemerne i institutionen over på børnene.

Klager henviser konkret til, at hun i indkøringsperioden i institution A oplevede, at en pædagog tyranniserede en muslimsk dreng verbalt samt talte negativt om en muslimsk pige og hendes familie.

Pædagogen trådte desuden på klagers søn uden at undskylde.

Om vinteren anklagede pædagogen foran andre forældre klagers søn for at have en smitsom sygdom, og hun bebrejdede klager for ikke at have taget sig nok af sønnens tilstand.

Det viste sig, hvilket er bekræftet af børnelæge, at sønnen havde tør hud, og at han derfor havde fået en vane med at slikke sig om sin vintertørre mund.

Efter 1½ måned i børnehaven fik klager af en pædagog en stak gratis bøger med besked om at læse hjemme for sønnen.

Klager erfarede efterfølgende, at andre forældre ikke havde fået gratis bøger, og at sønnen i de første par måneder blev drillet af de andre børn, fordi han talte engelsk.

Han begyndte dog at tale dansk efter et par måneder, og det viste sig, at han ikke behøvede at komme i sprogklasse.

For så vidt angår institution B oplevede klager blandt andet, at en pædagog anklagede sønnen for at starte lus, selvom stedet generelt havde et luseproblem hele året.

Sønnen blev desuden slået, og han blev af andre forældre anklaget for at slå, hvilket pædagogerne ikke informerede klager om.

Sønnen blev desuden drillet med, at han var for langsom, uden at pædagogerne greb ind over for drillerierne.

Tværtimod gav den tidligere nævnte pædagog klager negative kommentarer om sønnen, selvom hun ikke var den tilknyttede pædagog.

Pædagogen sagde for eksempel, at sønnen var dårlig til at tegne, og at hans forældre var dumme.

Den pågældende pædagog var truende over for sønnen, og hun gjorde ham utryg og bange.

Hun optrådte desuden teatralsk og flirtende overfor børnene.

En dag i efteråret 2011 greb pædagogen hårdt fat i flere af børnene og ruskede dem.

Den fysiske vold blev beskrevet i en klage til lederen og forældrebestyrelsen, men der blev ikke fulgt op herpå.

Da klagers søn var begyndt i skole C og det tilhørende fritidshjem D oplevede klager under en julefest, at en mor til en af sønnens klassekammerater uden varsel udsatte sønnen for verbalt overgreb, ligesom hun hev og skubbede i sønnen.

Klassekammeratens mor beskyldte desuden klagers søn for at være kriseramt.

Klager opfatter dette som diskriminerende.

Efterfølgende blokerede klassekammeratens mor for, at klagers søn måtte sidde ved siden af hendes søn.

Klager beskriver, at klasselæreren generelt var noget svingende og mødte alkoholpåvirket op til undervisningen.

Hun var desuden verbalt skrap og hård med børnene, især drengene.

I to tilfælde var klasselæreren direkte racistisk.

I det ene tilfælde blev klagers ægtefælle ikke inviteret med til det første møde i forældrerådet, selvom han ligesom de tre andre forældre i rådet havde meldt sig ved det første forældremøde i klassen.

Klasselærerens begrundelse var, at han ifølge folkeregistret ikke var registreret som sønnens far.

Da klager efterfølgende spurgte om, hvorfor faderen ikke var inviteret til mødet, kom klasselæren med personfølsomme og forkerte oplysninger foran klassen, hvilket var ødelæggende for sønnens forhold til klassen.

I det andet tilfælde irettesatte klasselæreren groft over for sønnen, at han en morgen i klassen havde talt engelsk i en samtale med moderen.

Dette er efter klagers opfattelse aldeles ukorrekt, racistisk og pædagogiske skadende såvel socialt som sprogligt.

Klager ønsker mere oplysning og tolerance hos danske pædagoger og lærere og forældre samt institutionsledere, samt ligestilling og menneskerettigheder, således at flerkulturelle, tosprogede børn kan leve trygt og få en ligeværdig behandling i forhold til deres danske kammerater.

Dette vil efter klagers opfattelse medvirke til, at multikulturelle og tosprogede børn kan blive hurtigere integreret i det danske samfund.

Klager henviser i øvrigt til, at der eksisterer racisme i Danmark, hvilket understøttes af Institut for Menneskerettigheder og Amnesty International.

Det er klagers opfattelse, at de eksempler, som hendes søn og andre børn har været udsat for, skal tages alvorligt, og at mulighederne for at genoprette og forhindre lignende skader bør undersøges.

Ud over de nævnte eksempler oplever klager i hverdagen generel xenofobi og racisme i for eksempel kropssprog og samtaleafvisning.

Det er klagers opfattelse, at indklagedes svar i varierende grad har præg af manglende forståelse af begrebet racisme.

Klager ønsker blandt andet, at der gennemføres en forbedring af menneskerettighedsnormen i pædagoguddannelsen, så ligebehandling fremmes for tosprogede børn, samt at der udvikles nye og benyttes eksisterende værktøjer for at skabe god grobund for børns sproglige udvikling og kulturelle identitet.

Klager ønsker også træning, uddannelse og efteruddannelse af lærere og pædagoger med videre i flerkulturel forståelse, tolerance og respekt.

Indklagede afviser, at klagers søn er blevet udsat for diskrimination eller forskelsbehandling.

Indklagede henviser generelt til, at kommunen har en politik som skal sikre lige behandling af alle børn uanset race, religion og herkomst.

Integration og inklusion af alle børn i skoler og institutioner er et klart politisk mål for kommunen.

Indklagede anser det ikke for et handicap, at et barn har anden etnisk herkomst end dansk eller er tosproget.

For så vidt angår episoderne i institution A, var den nuværende leder ikke ansat på det tidspunkt, hvor klagers søn gik i børnehaven.

Ingen af medarbejderne kan huske episoderne med klagers søn.

Lederen har afvist, at institutionen diskriminerer børn og forældre på grund af deres race og etniske oprindelse.

Institutionen har en del tosprogede børn og har derfor erfaring med at arbejde med tosprogede børn.

Lederen mener ikke, at spørgsmålet om tilegnelse af det danske sprog var problematikken for klagers søn.

Indklagede har ikke modtaget lignende klager over institution A.

Lederen for institution B har været i kontakt med den af klager omtalte pædagog, som ikke kan genkende klagers beskrivelse.

Det er oplyst, at klagers søn ofte var grænsesøgende over for de andre børn, som han også kom i konflikt med.

Børnehaven var i dialog med forældrene herom, ligesom der blev taget hånd om problemerne pædagogisk.

Klagers søn havde også problemer med de ansatte, og han valgte ofte at løse dette ved at løbe væk.

I et enkelt tilfælde tog den pågældende pædagog fast i sønnens arm for at få ham til at lytte.

Indklagede opfatter ikke problemerne i institution B som af diskriminerende karakter, men mere af almenpædagogisk og samarbejdsmæssig karakter.

Indklagede undrer sig i øvrigt over, at de alvorlige anklager om flirtende adfærd fra en pædagogs side aldrig er blevet meldt til lederen eller forvaltningen.

For så vidt angår skolen C har skolen beklaget, at faderen ikke i første omgang blev inviteret til møde med kontaktforældrene, hvilket skyldtes en misforståelse.

Skolelederen afviser påstanden om, at en lærer skulle have mødt alkoholpåvirket til undervisning, og siger, at klager er velkommen til at rette formel henvendelse herom og bekræfte sin påstand.

Det afvises, at der foregår diskriminerende eller forskelsbehandlende pædagogik eller adfærd på skole C.

For så vidt angår fritidshjemmet D har ingen af de ansatte set eller hørt den beskrevne episode.

Det er i øvrigt indklagedes opfattelse, at samarbejde med skolen nu fungerer godt, efter at der har været samtaler med familien.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over konkrete overtrædelser af lov om etnisk ligebehandling.

Lovens formål er at forhindre forskelsbehandling og at fremme ligebehandling af alle uanset race og etnisk oprindelse.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig virksomhed, for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder og uddannelse.

Da loven ikke gælder for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter, har Ligebehandlingsnævnet ikke mulighed for at tage stilling til den forskelsbehandling på grund af race, der eventuelt måtte være udøvet af forældre til klagers søns klassekammerater.

Klager har i forbindelse med, at hendes søn først har gået i børnehave og efterfølgende skole og fritidshjem i den indklagede kommune konkret følt, at sønnen blev udsat for chikane og forskelsbehandling i øvrigt på grund af sin race.

Ligebehandlingsnævnet finder imidlertid ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klagers søn på grund af sin race er blevet behandlet ringere end andre børn i børnehaven, skolen eller fritidshjemmet.

Der er heller ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klagers søn for chikane i relation til hans race med det formål eller den virkning at krænke hans værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for sønnen.

Det ligger uden for nævnets kompetence at foretage en mere generel undersøgelse af, om der er tale forskelsbehandling på grund af race i den indklagede kommunes dagsinstitutioner og skoler.

Nævnet har heller ikke mulighed for at give anbefalinger om uddannelse og videreuddannelse af pædagoger og lærere.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

<7100092-13>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →