Legislator Case Law & Legislation
W20150960325 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - ej medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 9603 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2015 9603 Valid

J.

nr. 7100007-13

En russisk kvinde blev anholdt, fordi hun var mistænkt for butikstyveri.

Det viste sig dog, at klager ikke var den rette mistænkte, men blot passede på signalementet, der blandt andet beskrev den formodede butikstyvs østeuropæiske herkomst.

Nævnet fandt, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager var blevet anholdt på grund af sin etniske herkomst, men blot at hun var blevet forvekslet med gerningsmanden.

Klager fik derfor ikke medhold.

KEN#LOKDOK23 2015 9603 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at en kvinde af russisk oprindelse blev anholdt for butikstyveri.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling.

Sagsfremstilling

Det fremgår af politiets døgnrapport, at en politipatrulje en lørdag klokken 13.25 havde anholdt klager for butikstyveri på baggrund af anmeldelse fra A, der er indehaver af forretning 1, den indklagede virksomhed.

Anmelderen A og et vidne B, der var butikschef i forretning 2, var fulgt efter klager, som de over for politiet udpegede som gerningskvinde til et tidligere forhold af butikstyveri begået i samarbejde med andre.

B var dog ikke 100 procent sikker på, at hun kunne genkende klager, men oplyste, at forretning 2 havde videoovervågning af gerningspersonerne.

Politipatruljen kørte herefter til forretning 2 for at gennemse videoovervågningen.

Det viste sig, at klager ikke var identisk med gerningskvinden i videoovervågningen.

A oplyste over for politiet, at forretningerne på grund af omfattende tyverier fra både hendes egen forretning og forretning 2 arbejdede tæt sammen for at advare hinanden mod gerningspersoner.

A havde i denne forbindelse set videoovervågningen i forretning 2 af gerningskvinder, som begik omfattende butikstyveri.

Da klager indfandt sig i forretningen, kunne A genkende hende fra video-overvågningen fra den anden forretning.

A forklarede over for politiet, at en person, som hun beskrev som kvinde, østeuropæisk, 50-55 år samt iført pelsponcho og med taske over armen indfandt sig i hendes forretning.

Cirka 30 sekunder efter indfandt klager sig.

Det var A´s klare opfattelse, at kvinderne kendte hinanden, og hun kunne genkende dem fra overvågningen fra forretning 2.

A mistænkte dem for at være i forretningen for at stjæle.

A havde videre forklaret, at de to kvinder gik rundt i forretningen i cirka to minutter, før de forlod stedet.

Kvinderne talte ikke sammen, men A fornemmede, at de kendte hinanden.

Kvinderne tog ikke noget fra forretningen, men på grund af genkendelsen alarmerede A politiet og fulgte efter den ene kvinde, klager, der senere blev anholdt af politiet.

Undervejs fik hun selskab af butikschefen fra forretning 2.

På baggrund af videoovervågningen og den manglende genkendelse fra den ansatte i forretning 2 blev klager løsladt klokken 14.15.

Der er klaget over, at forretning 1 og indehaveren A har udsat klager for forskelsbehandling på grund af hendes etniske oprindelse.

Der er indgivet særskilt klage over forretning 2 og butiksbestyrer B (j.nr. 2013-6811-00531).

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at indklagede har udsat hende for diskriminerende forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse som følge af den falske anmeldelse for butikstyveri og deraf følgende uberettiget anholdelse.

Klager oplyser, at hun er russisk født, men har boet og arbejdet i Danmark siden 1996.

Hun er dansk statsborger.

Klager har ikke problemer med at kommunikere på dansk, men hun har naturligvis en accent, da hun er russisk født.

Den pågældende dag var klager på vej fra stationen til en skobutik, da hun blev anholdt af politiet som mistænkt for flere butikstyverier.

Klager havde undervejs kigget ind i forretning 1, fordi hun havde set et par vinterstøvler i butikken.

Da klager kom ind i butikken, var der allerede en kunde, en kvinde som klager ikke kendte, og som hun aldrig havde set før.

Klager havde ikke set nogen kunder uden for butikken.

Der var ud over ejeren A en anden medarbejder til stede i butikken.

Klager spurgte høfligt på dansk A om farven på støvlerne.

A havde forstået klagers spørgsmål, fordi hun stillede spørgsmålet om støvlernes farve videre til den anden medarbejder.

A svarede imidlertid klager på engelsk, hvilket sårede klager, da hun følte sig ikke respekteret og undertrykt på grund af sin etniske oprindelse.

Da klager spurgte A, hvorfor de ikke kunne tale dansk sammen, sagde A, at hun kunne se, at klager ikke var dansker, og at hun havde stærk østeuropæisk accent.

A var derfor i tvivl om, hvorvidt klager forstod hende.

Dette følte klager meget krænkende, og skuffet over den ubehagelige og diskriminerende oplevelse og A´s racistiske opførsel forlod hun butikken.

Da klager havde forladt butikken, havde A ringet til butikschefen B i forretning 2 og advaret hende om klager som "gerningskvinde med østeuropæisk udseende".

A og B fulgte i bil efter klager, og de udpegede hende som genkendt for omfattende butikstyverier på grund af hendes østeuropæiske udseende, hår og stærke accent.

Klager blev herefter uberettiget anholdt af politiet.

Da klager blev løsladt af politiet og var på vej tilbage til stationen, gik hun forbi forretning 1, der stadig var åben.

Forretningsindehaveren A stod sammen med nogle andre ved døren til butikken.

A kiggede direkte på klager, men i stedet for at undskylde hændelsen over for klager, hviskede hun til de andre og fik dem til at dreje sig om og kigge efter klager, mens hun gik forbi butikken.

Det er klagers opfattelse, at hun blev udsat for den falske anmeldelse samt udpeget af forretningsindehaver A alene på grund af sit udseende, hår og russiske accent.

Klager har hverken fået en personlig undskyldning fra A eller fra de to forretninger, og hun mener sig forskelsbehandlet af især A på grund af sin etniske oprindelse.

Klager ønsker at få oprejsning og en økonomisk kompensation.

Indklagede afviser, at klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse.

Indklagede henviser til, at klager kom ind i butikken samtidig med to andre kunder, som forretningen kendte som tyve fra Østeuropa.

Den ene blev uden for butikken, mens den anden på engelsk fortalte, at hun bare kiggede.

Klager spurgte efterfølgende en af de ansatte, om de havde flere farver på nogle sko.

Den ansatte spurgte herefter A, der svarede "No we have only that colour".

Da klager spurgte, hvorfor A ikke talte dansk til hende, svarede hun, at det var, fordi hun kunne høre, at klager ikke var dansk.

Indklagede synes, at det er god service, at alle medarbejderne kan tale flere sprog, således at alle føler sig velkomne og får den bedste service.

Indklagede henviser i den forbindelse til, at forretningen hver dag har masser af udenlandske kunder, da der kommer mange diplomater og udstationerede fra forskellige lande, så det er helt naturligt for medarbejderne at tale engelsk og forsøge at hjælpe på tysk, fransk og skandinavisk.

Forretningen har også jævnligt kunder fra den russiske ambassade.

Det er derfor naturligt for indklagede at betjene alle nationaliteter, også på engelsk.

Indklagede oplyser, at det er rigtigt, at hun troede, at klager var sammen med de to andre kunder, der var kendt som tyve fra Østeuropa, og at det var dem, der havde stjålet fra forretning 2.

Indklagede ringede til politiet, men ikke til forretning 2.

Indklagede oplyser, at det først var, da hun modtog klagen til Ligebehandlingsnævnet, at hun blev bekendt med klagers nationalitet.

Indklagede afviser, at hun så klager efter løsladelsen, og hun har således heller ikke hvisket om hende eller kigget efter hende.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en optræden i relation til etnisk oprindelse finder sted med det formål eller med den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Klager har både i forbindelse med anholdelsen på grund af mistanke om butikstyveri og under det forudgående og efterfølgende forløb konkret følt sig udsat for chikane på grund af sin etniske oprindelse.

Ligebehandlingsnævnet finder imidlertid, at der ikke er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede i forbindelse med anholdelsen udsatte klager for chikane med det formål eller den virkning at krænke klagers værdighed på grund af hendes etniske oprindelse.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det ikke var klagers etniske oprindelse, der medførte, at indklagede anmeldte klager for butikstyveri, men derimod det forhold, at klager blev forvekslet med en af de formodede butikstyve, der optrådte på videoovervågningen i forretning 2.

Det forhold, at der mellem klager og indklagede er uenighed blandt andet om, hvor mange øvrige kunder, der var i forretningen, og i hvilket omfang indklagede - som oplyst af klager - så klager efter løsladelsen, kan ikke føre til et andet resultat.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

<7100007-13>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →