Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - ansættelse - sprog - ej medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - ansættelse - sprog - ej medhold
Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle en klage fra en læge med kinesisk baggrund, over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, i forbindelse med uddannelse til speciallæge, da de administrative klagemuligheder ikke var udtømte.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnicitet i forbindelse med, at en læge af kinesisk oprindelse i januar 2009 søgte ansættelse i en hoveduddannelsesstilling i specialet klinisk mikrobiologi.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.
Sagsfremstilling
Det fremgår af sagen, at en læge, der ønsker et blive speciallæge, skal gennemgå en hoveduddannelse af 4-5 års varighed.
Stillinger til hoveduddannelsen udbydes 1-2 gange årligt, og stillingerne besættes efter en ansættelsesprocedure, der er udarbejdet af Danske Regioner, mens selve ansættelsesproceduren varetages af de regionale videreuddannelsessekretariater.
Ansættelsesproceduren blev ændret med virkning fra 1. januar 2009, således at ansøgerne i modsætning til tidligere skal til en ansættelsessamtale.
Ansættelsesudvalget prioriterer ansøgerne på grundlag af de skriftlige ansøgninger og ansættelsessamtalerne sammenholdt med den faglige profil, der er udarbejdet for specialet.
Ansættelsesudvalget for Klinisk Mikrobiologi holdt ansættelsessamtaler den 21. januar 2009, hvor der deltog 15 medlemmer med stemmeret.
De 15 medlemmer var ledelsesrepræsentanter for de afdelinger, der indgår i uddannelsen, en speciallæge og en læge under uddannelse fra Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi samt en læge fra Yngre Læger.
Desuden deltog en repræsentant for videreuddannelsessekretariatet uden stemmeret.
Én af de 15 medlemmer var leder af den mikrobiologiske afdeling, hvor lægen af kinesisk oprindelse har været ansat som reservelæge gennem knap to år.
Lægen af kinesisk oprindelse blev prioriteret som nummer fem ud af ti ansøgere og var første reserve til et eventuelt ledigt uddannelsesforløb.
Efter mødet klagede lederen af den mikrobiologiske afdeling på vegne af lægen af kinesisk oprindelse over ansættelsesudvalgets beslutning til videreuddannelsessekretariatet, idet han anførte, at der var sket etnisk diskrimination.
Sekretariatet afviste den 28. januar 2009 klagen under henvisning til, at proceduren var gennemført som foreskrevet i retningslinierne.
Sagen har ligeledes været behandlet i Danske Regioner, der den 12. marts 2009 meddelte, at Danske Regioner ikke har mulighed for at forholde sig til, om der ved vurderingen af ansøgerne til hoveduddannelsesforløbet på det pågældende møde blev lagt andre kriterier til grund end de, der fremgår af den fællesregionale procedure.
Danske Regioner meddelte samtidig, at afgørelser truffet i regi af de regionale råd for lægers videreuddannelse kan påklages til Sundhedsstyrelsen.
Sagen blev ikke indbragt for Sundhedsstyrelsen, men lægens hidtidige chef, lederen af den mikrobiologiske afdeling, indgav den 27. marts 2009 efter fuldmagt fra lægen klage til Folketingets Ombudsmand, der den 29. maj 2009 sendte sagen videre til Ligebehandlingsnævnet under henvisning til, at ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold, der kan indgives til anden forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har truffet afgørelse.
Der er klaget over etnisk (sproglig) diskrimination af lægen af kinesisk oprindelse.
Parternes bemærkninger
Klager - lægens hidtidige chef på den mikrobiologiske afdeling - har anført, at videreuddannelsessekretariatet har udsat lægen for etnisk (sproglig) diskrimination, da han i januar søgte ansættelse i hoveduddannelsesstilling inden for specialet klinisk mikrobiologi, idet han blev diskrimineret på grund af sit danske sprog.
Klager har henvist til, at to andre kinesiske læger fra hans afdeling med næsten samme kvalifikationer blev ansat uden problemer, dengang der ikke indgik mundtlige samtaler i ansættelsesproceduren.
Den læge, som klagen vedrører, har klaret sig glimrende, også sprogligt set, som klinisk mikrobiologisk reservelæge på klagerens afdeling.
Det er klagerens opfattelse, at ansættelsesudvalgets vurdering af lægen er baseret på sprog, og at udvalget har set bort fra bedømmelsen fra hans nærmeste lægelige chefer, og at han har bestået de nødvendige danskprøver.
Der er tale om sproglig diskrimination, og dermed etnisk diskrimination, der er i modstrid med disse chefers bedømmelse af lægens daglige arbejde.
Der er i klagen til ombudsmanden oplyst, at sagen har været indbragt for videreuddannelsessekretariatet og Danske Regioner.
Indklagede - videreuddannelsessekretariatet - har afvist, at klageren blev udsat for diskrimination.
Indklagede har henvist til, at lægen af kinesisk oprindelse blev rangordnet som nummer fem på grundlag af hans match med den faglige profil vurderet ud fra det samlede indtryk af såvel den skriftlige ansøgning som samtalen.
Ansættelsesudvalget vurderede, "at lægen manglede kommunikations- og formidlingsevne grundet i vanskeligheder med at forstå og udtrykke sig på dansk, egenskaber som er helt nødvendige for at begå sig over for kliniske kolleger i rådgivningssammenhæng".
Det er indklagedes opfattelse, at der ikke er tale om manglende ordforråd eller accent hos lægen af kinesisk oprindelse, men at ansættelsesudvalget vurderede dennes kommunikations- og formidlingsevner, og at dette ville kunne styrkes ved for eksempel at undervise andre på dansk.
Indklagede har i øvrigt oplyst, at der ikke gælder specifikke sproglige krav til udenlandske læger.
Det afgøres efter to prøveansættelser af tre måneders varighed om den udenlandske læges sproglige niveau er tilstrækkeligt til at opnå autorisation i Danmark.
Herefter er det op til den enkelte ansættelsesmyndighed at vurdere, om lægen vil kunne varetage en konkret ansættelse.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
Det fremgår af loven om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet ikke kan behandle klager, der kan indbringes for anden forvaltningsmyndighed.
Efter § 13 i bekendtgørelsen om de regionale råd for lægers videreuddannelse kan der klages til Sundhedsstyrelsen over rådenes afgørelser.
Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke tage stilling til klagen, da sagen ikke har været behandlet i Sundhedsstyrelsen.