Legislator Case Law & Legislation
W20150955525 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 9555 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2015 9555 Valid

J.

nr. 7100659-12

En 28-årig kvinde fik afslag på en ansøgning om et job som juleassistance i en butik, med henvisning til at indklagede ikke søgte flere medarbejdere i klagers aldersgruppe.

Indklagede oplyste, at der på tidspunktet for klagers ansøgning ikke var flere ledige stillinger til medarbejdere over 18 år.

De to medarbejdere, der blev ansat omkring tidspunktet for klagers ansøgning, var begge under 18 år.

Indklagede måtte gerne foretrække at ansætte folk under 18 år, selvom det ikke fremgik af stillingsopslaget.

Klager fik derfor ikke medhold.

KEN#LOKDOK23 2015 9555 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager søgte om en stilling som juleassistance hos indklagede.

Klager fik afslag med henvisning til sin aldersgruppe.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på sin ansøgning om en stilling hos indklagede.

Sagsfremstilling

En 28-årig kvinde søgte den 24. oktober 2012 et job som juleassistance i indklagedes butik i X by.

Stillingsopslagene fremgik af nogle plakater, som blev anvendt i alle indklagedes butikker.

På plakaterne stod der

"Vi søger en frisk juleassistance.

Er det dig?

".

Klager fik den 30. oktober 2012 en mail fra indklagede, hvoraf det fremgik, at

"Vi søger ikke flere juleassistance i den aldersgruppe".

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder.

Hun ønsker en godtgørelse for dette.

Klager henviser til, at indklagede ikke forholdt sig til hendes kvalifikationer.

Hun kan ikke se, hvordan hendes alder har betydning for, hvordan hun er kvalificeret til den ledige stilling, eller hvordan det kan være sagligt at fravælge hendes ansøgning, fordi indklagede allerede have ansatte i hendes aldersgruppe.

Det fremgår af karnov-noten til forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 5, at der er hjemmel til, at en arbejdsgiver lovligt kan annoncere efter unge under 18 år, hvis arbejdsgiveren er omfattet af en kollektiv overenskomst, som giver arbejdsgiver adgang til at aflønne unge under 18 år med en særlig timesats.

Det fremgik ikke af stillingsopslaget, at indklagede søgte personale under 18 år.

Samtidig fremgår det af indklagedes oplysninger, at de ansatte 3, der var over 18 år.

Rekrutteringsbehovet omfattede ikke kun medarbejdere under 18 år.

Det må tillægges vægt, at indklagede ved annonceringen af stillingen, såvel som faktisk også søgte personer over 18 år.

Indklagede har desuden ikke påvist, at afslaget til klager kom, efter at butikken havde ansat de øvrige medarbejdere.

En undtagelse til et forbud mod forskelsbehandling skal fortolkes indskrænkende.

Indklagedes reference til en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet og en Østre Landsretsdom kan ikke anvendes som støtte for deres påstand allerede fordi, der i disse situationer var tale om, at arbejdsgiverne kun søgte/ville have medarbejdere under 18 år.

En ansøger til en ledig stilling har ikke krav på at få en begrundelse for afslag på en ansøgning.

Indklagede kunne derfor blot have skrevet, at stillingen var gået til anden side.

Når en arbejdsgiver vælger at begrunde et afslag, og dette begrundes med en forkert alder, må der stilles skærpede krav, til det bevis indklagede skal løfte.

Der henvises i afslaget til klagers aldersgruppe og ikke blot til hendes alder.

Dette leder ikke klagers tanker hen på en opdeling, der vedrører personer over og under 18 år.

Ved ordet aldersgruppe forstår hun en mere konkretiseret opdeling, såsom en aldersgruppe fra 20-30 år, 30-40 år m.v.

På baggrund af ovenstående har indklagede ikke løftet bevisbyrden og påvist, at der ikke er udøvet ulovlig forskelsbehandling.

Indklagede gør gældende, at de ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af alder.

Indklagede henviser til, at der var tale om et generelt stillingsopslag, og at det derfor ikke fremgik, hvad det konkrete rekrutteringsbehov var i den enkelte butik.

Indklagede ansatte i forbindelse med julen 2012 en række juleassistancer i butikken i X by.

Der var tale om en række tidsbegrænsede ansættelser samt ansættelser som fast tilkaldevikar.

Butikken i X by havde i julen 2012 ud over det faste personale en allerede ansat timelønnet på 20 år, der midlertidigt arbejdede på fuld tid, 2 tilkaldevikarer på henholdsvis 30 år og 65 år samt 3 servicemedarbejdere under 18 år.

Der blev i oktober og november 2012 nyansat 3 medarbejdere.

Den øvrige ekstrakapacitet var allerede tilknyttet indklagede.

Den 1. oktober 2012 overgik en eksisterende medarbejder på 65 år til ansættelse som tilkaldevikar.

Herudover blev der den 1. november 2012 og den 16. november 2012 ansat 2 medarbejdere på under 18 år.

Der er indsendt første side af ansættelseskontakten på disse 3 medarbejdere.

De 2 medarbejdere, der blev ansat omkring tidspunktet for afslaget til klager er begge under 18 år, hvilket er hvad der henvises til i afslaget til klager.

Indklagede er dækket af Landsoverenskomsten for butik mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK Handel.

Der er i denne overenskomst en differentiering af timelønnen for medarbejdere over og under 18 år.

Mindstelønnen for klager, som antages at være ufaglært er 106,11 kr., mens satsen for medarbejdere under 18 år er 60,26 kr. pr. time.

Indklagedes begrundelse for ikke at ansætte klager var en driftsøkonomisk begrundelse, idet man i budgettet ikke havde råd til at ansætte flere end de allerede ansatte medarbejdere over 18 år.

Da klager søgte stillingen hos indklagede i X by, var der ikke flere ledige stillinger for medarbejdere over 18 år, hvilket blev oplyst ved indklagedes mail af 30. oktober 2012.

Det fremgår også af note 38 i karnov at

"Undtagelsen indebærer endvidere, at arbejdsgiveren, uden at overtræde forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder, kan foretrække at ansætte unge under 18 år i de pågældende stillinger frem for andre over 18 år".

I ansættelsessituationen består som udgangspunkt et frit skøn for arbejdsgiver i forhold til, hvem man ønsker at ansætte, herunder kan der lægges vægt på virksomhedens drift og økonomi.

Arbejdsgivers skøn er alene begrænset i forhold til de kriterier, som er beskyttede efter eksempelvis forskelsbehandlingsloven.

Da forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 5, direkte hjemler at lægge vægt på, om medarbejderen er over eller under 18 år, er der i den konkrete sag ikke tale om et skøn i strid med forskelsbehandlingsloven

Indklagede henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelse i j.nr. 7100248-12 samt Østre Landsrets dom af 30. juni 2010.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder på arbejdsmarkedet efter forskelsbehandlingsloven.

Ligebehandlingsnævnet har lagt til grund, at det ikke fremgik af stillingsopslaget, at indklagede også søgte personale under 18 år, og på at de i begrundelsen for at afslå klagers ansøgning alene henviste til hendes aldersgruppe, og ikke til at hun var over 18 år.

Nævnet finder på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af alder.

Nævnet finder imidlertid også, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at der ikke i den konkrete situation var tale om forskelsbehandling på grund af alder.

Indklagede er dækket af Landsoverenskomsten for butik mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK Handel.

Der er efter denne overenskomst særlige regler for aflønning af medarbejdere under 18 år.

Indklagede kan derfor efter bestemmelsen i forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 5, lovligt foretrække at ansætte unge under 18 år frem for andre over 18 år.

Indklagede har fremlagt oplysninger om de personer, der blev ansat omkring tidspunktet for klagers ansøgning.

Det fremgår heraf, at de 2 nye medarbejdere, der blev ansat, var under 18 år.

Selv om det således ikke fremgik af stillingsopslaget eller afslaget til klager, at de i butikken i X by ønskede at ansætte medarbejdere under 18 år, hvilket bevirkede at klager fik opfattelsen af, at afslaget i strid med loven var begrundet i hendes alder, har indklagede i kraft af de ansættelser, de rent faktisk foretog, godtgjort, at de ønskede medarbejdere under 18 år, hvilket i den konkrete situation ikke er udtryk for ulovlig forskelsbehandling.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

<7100659-12>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →