Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold
J.
nr. 7100683-12
En fuldmægtig blev afskediget fra sit job i en styrelse.
Klager mente, at han blev afskediget på grund af alder, da en større andel af de ældre medarbejdere blev afskediget end af de yngre, ligesom der blev afskediget seks medarbejdere i hans kontor, hvoraf de fire var de ældste medarbejdere i kontoret.
Indklagede gjorde gældende, at styrelsen på grund af økonomiske forhold var nødsaget til at afskedige 38 ansatte.
Ved udvælgelsen var der foretaget en konkret og individuel vurdering af de ansattes kvalifikationer sammenholdt med styrelsens behov for kompetencer.
Sagen blev afgjort med dissens i nævnet.
To medlemmer udtalte, at afskedigelserne var sket ud fra en vurdering på tværs af kontorer og afdelinger og, at der var stor alderspredning hos de afskedigede medarbejdere.
Klager havde således ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet forskelsbehandlet.
Ét medlem udtalte, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at alder var indgået i grundlaget for beslutningen om at afskedige klager.
Medlemmet lagde vægt på, at de fire ud af de seks afskedigede medarbejdere i klagers kontor var de ældste, og at indklagede ikke havde bevist, at beslutningen om at afskedige klager ikke helt eller delvist var begrundet i klagers alder.
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, og klager fik ikke medhold i klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelse fra indklagede.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra arbejdet som fuldmægtig ved indklagede.
Sagsfremstilling
Klager er jurist og blev ansat som fuldmægtig den 1. september 1989 hos den indklagede styrelse med anciennitet fra den 16. november 1977.
Den 27. januar 2012 blev klager afskediget.
På det tidspunkt var klager 63 år.
Klager havde i de år, han havde været ansat ved indklagede, arbejdet med arbejdsskader i en lang årrække, herefter nogle år med sager indenfor arbejdsmiljøområdet, og senest med sager indenfor serviceloven, hvor klager varetog behandlingen af uddannelsessager, sager om arbejdsgivers pligt til at betale for de første ledighedsdage efter arbejdsophør, ansættelsesbevissager, tolkesager, og - når der var brug for det - feriesager.
Der var mange klagesager på området.
Klager har gennem årene fået flere varige kvalifikationstillæg senest i juni 2011.
Klager gik på grund af helbredsmæssige forhold ned i tid fra 37 til 32 timer om ugen med otte timer for at kunne indpasse en fridag i sit arbejdsliv.
Baggrunden for afskedigelsen var ifølge høringsbrevet af 11. januar 2012 om afskedigelse til klager bevillingsmangel.
Indklagede havde økonomiske udfordringer på såvel stamkontoen som indtægtsdækket virksomhed begrundet i besparelseskrav i den statslige administration og et betydeligt fald i sagsantallet i styrelsen.
Det medførte, at styrelsen ikke havde ressourcer til at aflønne alle medarbejdere, hvis den nødvendige besparelse på 17,5 mio. kr. skulle opnås.
Ved udvælgelsen af medarbejderne, der var påtænkt afskediget, havde ledelsen foretaget en samlet tværgående vurdering.
Der var lagt vægt på, at styrelsen også fremover skal kunne varetage sine opgaver på kvalificeret måde.
I øvrigt anføres i høringsbrevet
"Gennemførelsen af personalereduktionen medfører, at der skal foretages et nødvendigt valg blandt de øvrige kvalificerede medarbejdere.
I den forbindelse vil der lagt vægt på følgende kriterier, som har været drøftet i SU
Faglige kvalifikationer
Fagligt niveau
Faglig fleksibilitet
Uddannelse
Efteruddannelse
Relevant erhvervserfaring
Varetagelse af specialistfunktioner
Opgavevaretagelse
Kvalitet af udført arbejde
Rettigheder
Effektivitet
Den ansattes kapacitet
Personlige kvalifikationer
Engagement og motivation
Personlig fleksibilitet
Omstillingsevne
Samarbejdsevne
Stabilitet
Udvælgelsen af dig er således sket på baggrund af en samlet vurdering af dine faglige og personlige kvalifikationer og din opgavevaretagelse, set i
forhold til de øvrige medarbejdere og i forhold til de opgaver [indklagede] løser i dag og skal løse fremover.
Vi vil gerne understrege, at begrundelsen for, at du påtænkes afskediget, alene er den økonomiske situation."
I et høringssvar til indklagede af 22. januar 2012 klagede klager blandt andet over, at indklagedes begrundelse for at afskedige ham ikke var saglig, og at han var blevet nægtet adgang til de akter, som dannede baggrund for styrelsen beslutning om at opsige ham.
I opsigelsen af 27. januar 2012 oplyste indklagede, at der ved bevillingsmangel skal gøres rede for de generelle kriterier, der er fulgt ved afgørelsen af, hvilke medarbejdere der skal afskediges.
Der kræves ikke herudover en uddybet vurdering af den pågældende medarbejder i forhold til andre medarbejdere.
Det fremgår, at der blev afskediget i alt 38 medarbejdere.
Nedenstående tabel viser afskedigelse i styrelsen fordelt på alder - procent i parentes
Personalefordeling aldersmæssigt i styrelsen angivet i procent - pr. 1. kvartal 2012 var således:.
Klager henvendte sig til sin fagforening, som ved brev af 10. februar 2012 oplyste, at de ikke fandt grundlag for at anfægte afskedigelsens saglighed.
I brev af 20. marts 2012 til Folketingets Ombudsmand klagede klager over, at han ikke havde fået fuld aktindsigt i de beslutninger, der førte til hans afskedigelse, ligesom han fandt begrundelsen for afskedigelsen mangelfuld.
Folketingets Ombudsmand svarede herpå i brev af 1. oktober 2012, at ved afskedigelser på grund af besparelser skal arbejdsgiver alene partshøre over og begrunde de mere overordnede forhold, som har ført til medarbejderens afskedigelse.
Myndigheden skal redegøre for årsagen til nedskæringerne og de kriterier, som er afgørende for, at valget er faldet på netop den ansatte, som påtænkes afskediget.
Den ansatte skal alene høres over den relative vurdering af den pågældende selv på baggrund af de - som oftest - mere generelt udformede udvælgelseskriterier, som arbejdsgiveren har udvalgt.
Der stilles efter forvaltningsloven ikke krav til, at arbejdsgiveren skal begrunde, eller uddybe, den relative vurdering af den enkelte medarbejder, når afskedigelsen sker på grundlag af besparelser.
I øvrigt anfører Ombudsmanden, at medarbejdere med lang anciennitet ikke nyder en særlig beskyttelse ved afskedigelser på grund af besparelser i det offentlige.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hans alder har spillet en afgørende rolle ved opsigelsen, selvom alder ikke umiddelbart er nævnt blandt de udvælgelseskriterier, som styrelsen opregner i opsigelsesbrevet.
De generelle kriterier, som styrelsen har oplistet i afskedigelsesbrevet, har ikke kunnet føre til hans afskedigelse.
Tværtom synes de netop at umuliggøre en afskedigelse af klager.
Klagers arbejdsindsats, kompetencer mv. sammenholdt med styrelsens udvælgelseskriterier burde helt klart have ført til et andet resultat.
Styrelsen oplyste i afskedigelsesbrevet, at ledelsen i de forskellige afdelinger foretog en vurdering og indstilling.
Klager vil meget gerne se den vurdering, idet grundlaget for hans afskedigelse kunne være aldeles forkert.
Klagers lokale chef blev selv kort forinden afskediget, og han havde senest i 2011 indstillet klager til et varigt løntillæg på grund af klagers høje produktion.
Hans chef, som blev ansat i 2009, har overfor klager tilkendegivet, at han ikke har haft kendskab til klagers tidligere arbejde og brede erhvervserfaring.
Det er utilfredsstillende, at styrelsen ikke engang, hans langvarige ansættelse taget i betragtning, finder, at det er ulejligheden værd at konkretisere sin beslutning i forhold til afskedigelsen af klager.
I mangel af brugbare kriterier kan klager således alene nå frem til, at det må være hans alder, der er lagt vægt på.
Klager oplyser, at der i det kontor, hvor han arbejdede, var ansat i alt 20 i kontoret, herunder 17 jurister, hvoraf seks blev afskediget.
De fire var de ældste medarbejdere i kontoret.
Herudover gør klager opmærksom på, at der er langt flere medarbejdere, der har forladt den pågældende styrelse end det, der fremgår af den statistik, styrelsen har fremsendt til sagen, idet de, der frivilligt indgik en fratrædelsesordning, ikke fremgår af opsigelsesstatistikken.
Klager mener ikke, at de tal, der er fremlagt, viser, at styrelsen har anvendt en ligelig retfærdig aldersmæssig fordeling ved afskedigelserne.
Det fremgår således heraf, at aldersgruppen over 60 år har måttet tåle hele ni afskedigelser.
Det vil sige godt og vel det samme antal - nemlig otte - som fandt sted i aldersgruppen 25-39 år.
Antallet af ansatte medarbejdere over 60 år udgjorde alene 13,8 % af styrelsens medarbejderstab, mens styrelsens yngste medarbejdere under 40 år udgjorde 40,8 %.
I forhold til klagers gruppe optrådte de yngre medarbejdere således med 2/3 overvægt.
Et forhold der slet ikke afspejles i antallet af afskedigede medarbejdere i nævnte gruppe, idet der blev afskediget stort set det samme antal på trods af den markante overvægt af yngre medarbejdere.
Klagers fagforening har ligeledes generelt påpeget, at der var en stor overvægt af ældre medarbejdere ved statens fyringsrunder.
Klager er helt uforstående overfor at have fået en så respektløs afslutning på sit lange arbejdsforløb.
Klager har haft et nettotab på ikke mindre end 160.000 kr., idet han har måttet overgå til efterløn og således ikke har haft mulighed for at arbejde til han blev 65 år.
Det bør ikke være til ugunst for klager, at Ligebehandlingsnævnet administrativt henhører under indklagede, der er klagers modpart.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling, ligesom indklagede ikke finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder, da han blev afskediget.
Styrelsen afskedigede 38 medarbejdere på grundlag af styrelsens økonomiske situation.
Ledelsens udvælgelse af medarbejderne skete ud fra en samlet tværgående vurdering på tværs af kontorer og afdelinger i styrelsen.
Styrelsens direktion og ministeriets koncernledelse fandt ikke, at der var mulighed for en omplacering.
Direktionen traf på grundlag af indstillingerne den endelig beslutning om afskedigelser.
Ved udvælgelsen blev der foretaget en konkret individuel vurdering ud fra de ansattes kvalifikationer sammenholdt med institutionens behov for kompetencer.
Med hensyn til klagers ønske om en nærmere forklaring på, hvordan man havde vægtet hans forhold set i relation til andre medarbejdere herunder hvilke faktorer, der var indgået i ledelsens skøn, og med hvilken vægt de var indgået i den samlede vurdering, henviste styrelsen til U 2007.537H.
Ledelsen besluttede på grundlag heraf at redegøre for de generelle kriterier, der blev fulgt ved afgørelsen af, hvilke medarbejdere der skulle afskediges, men man ønskede ikke at give flere oplysninger til den enkelte om baggrunden for afskedigelsen end de oplysninger, der var pligt til.
I øvrigt har ledelsen fået opbakning hertil fra Folketingets Ombudsmand, jf. Ombudsmandens brev af 1. oktober 2012 til klager.
Med hensyn til klagers bemærkninger om, at de fire ældste blev afskediget i hans kontor, bemærker styrelsen, at udvælgelsen af medarbejdere skete ud fra en samlet og tværgående vurdering på tværs af kontorer, hvor der blev foretaget en konkret og individuel vurdering af den ansattes kvalifikationer sammenholdt med styrelsens behov for kompetencer.
Klagers fagforening skriver som svar på klagers indlæg i foreningens fagblad, at foreningen ved afskedigelser vurderer, om der er sket brud på reglerne.
I givet fald rejser foreningen en sag eller søger en forligsmæssig løsning.
Foreningen fandt imidlertid, at der i denne sag var stor spredning i alder på de afskedigede, og at det derfor var umuligt for foreningen at komme igennem med, at alder havde været et afgørende udvælgelseskriterium.
I øvrigt anfører styrelsen, at fratrædelsesordningen blev udbudt i styrelsen på grundlag af Finansministeriets cirkulære om aftaler om Seniorer- og fratrædelsesordninger.
Ordningen blev tilbudt alle medarbejdere og ikke kun seniorer.
Der er ikke sket aldersmæssig forskelsbehandling af klager.
Afskedigelserne skete ud fra en tilstrækkelig hensyntagen til en rimelig aldersspredning, set i forhold til de kriterier for afskedigelse, som styrelsen fastlagde, og set i forhold til aldersspredningen hos alle medarbejdere i styrelsen.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Indledningsvis bemærkes, at Ligebehandlingsnævnet er et uafhængigt administrativt nævn, hvis formandskab er beskikkede af Beskæftigelsesministeren efter indstilling fra vedkommende retspræsident, mens nævnsmedlemmerne er indstillet og udpeget af de tre ministerier, der varetager området.
Nævnets medlemmer skal være uafhængige af den udpegende og indstillende myndighed.
Nævnet finder på denne baggrund ikke habilitetsmæssige betænkeligheder ved at behandle sagen, uanset nævnet administrativt hører under den indklagede styrelse.
En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere på grund af alder i forbindelse med afskedigelse.
Ligebehandlingsnævnet har lagt til grund, at indklagede var pålagt økonomiske besparelser, og at der var behov for at reducere antallet af medarbejdere, hvilket medførte, at indklagede afskedigede 38 ansatte.
2 medlemmer udtaler herefter
Afskedigelserne skete ud fra en samlet tværgående vurdering på tværs af kontorer og afdelinger hos indklagede.
Det fremgår af oplysningerne fra indklagede, at der blev afskediget otte medarbejdere i aldersgruppen 25-39 år, og at denne gruppe på afskedigelsestidspunktet udgjorde 39,6 % af de ansatte.
I aldersgruppen 40-49 år blev der afskediget i alt 10 medarbejdere.
Gruppen udgjorde 22,2 % af det ansatte.
I aldersgruppen 50-59 år blev der afskediget 11 medarbejdere.
Gruppen udgjorde 23,4 procent af medarbejderstaben.
Endelig blev der afskediget ni medarbejdere over 60 år.
Gruppen her udgjorde 13,8 procent af de ansatte.
Nævnet finder ikke, at klager med udgangspunkt i den fremlagte statistik har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder.
Nævnet har lagt vægt på, at der var stor aldersspredning hos de afskedigede medarbejdere, og at der blev afskediget medarbejdere indenfor alle de nævnte aldersgrupper.
Selvom der blev afskediget omtrent ligeså mange medarbejdere mellem 25 og 39 år, som der blev afskediget i aldersgruppen over 60 år, og den første gruppe udgjorde knap 40 % af medarbejderstaben i styrelsen, mens dem over 60 år kun udgjorde knap 14 % heraf, finder nævnet ikke, at dette er tilstrækkeligt til, at der er påvist faktiske omstændighed, der tyder på, at styrelsen har lagt vægt på alder ved udvælgelsen af de afskedigede medarbejdere.
Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at aldersgruppen mellem 40 og 60 år har båret en stor del af afskedigelserne.
1 medlem udtaler
Klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode at alder er indgået i grundlaget for beslutningen om at afskedige klager.
Dette medlem lægger vægt på, at der i klagers kontor skulle afskediges 6 jurister og at de 4 af disse 6 jurister var de ældste i kontoret.
Indklagede har ikke bevist, at beslutningen om at afskedige klager ikke var helt eller delvist begrundet i klagers alder.
Dette medlem finder derfor, at klager bør gives medhold i klagen.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at klager ikke får medhold i klagen.
<7100683-12>
Alder
25-39 år
40-49 år
50-59 år
>60 år
I alt
Antal medarbejdere
8 (21)
10 (26)
11 (29)
9 (24)
(100)
Alder
<25 år
25-39 år
40-49 år
50-59 år
>60 år
I alt
Antal medarbejdere
1,2
39,6
22,2
23,4
13,8
100