Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - uddannelse - repressalier - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - uddannelse - repressalier - ej medhold

J.nr. 2500037-11

Klagers datter følte sig chikaneret og mobbet på sin skole.

Endvidere påstod klager, at forbuddet mod repressalier var blevet overtrådt i forbindelse med anmeldelse af chikanen og den efterfølgende dialog med indklagede.

På baggrund af sagens oplysninger fandt Ligebehandlingsnævnet det ikke godtgjort, at klagerens datter havde været udsat for repressalier.

Klager fik derfor ikke medhold i sagen.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med anmeldelse af chikane på en skole (repressalier).

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede 1 og indklagede 2 har ikke handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling.

Sagsfremstilling

Klager er mor til en 14-årig pige.

Moderen er dansk, og faderen er af afrikansk oprindelse.

Indklagede 1 er den skole, hvor klagers datter er indskrevet.

Skolen er en 2-sporet skole med cirka 400 elever.

Skolen har cirka 20 % elever af anden etnisk herkomst end dansk.

Indklagede 2 er den ansvarlige enhed i den lokale kommune.

Klagers datter har været udsat for flere tilfælde af chikane og mobberi på skolen.

Efter datterens opfattelse er hun blevet mobbet af en dreng fra sin klasse og af en anden dreng fra parallelklassen.

På baggrund af datterens hudfarve tildelte drengene hende blandt andet øgenavnet "solformørkelse".

Klager kontaktede derfor skolens ledelse.

Man skrev indledningsvis sammen via mail for at finde en løsning på situationen.

Den 10. november 2010 blev der holdt et møde mellem skolelederen, klager og klagers datter.

Den 11. november 2010 skrev klager en mail til indklagede, hvor hun beklagede skolens manglende sanktionering af chikanen.

Indklagede 1 besvarede samme dag denne henvendelse og skrev blandt andet, at skolen ikke accepterede nogen form for racisme, og at de var kede af, at klager ikke mente, at skolen levede op til hendes forventninger med hensyn til dette.

Den 12. november 2010 rettede center A henvendelse til indklagede 1 med anmodning om aktindsigt i sagen, idet klager havde kontaktet centeret.

Indklagede 1 skrev samme dag en redegørelse til center A.

Det fremgår blandt andet af redegørelsen, at udfaldet af mødet den 10. november 2010 ikke var tilfredsstillende for nogen af parterne.

Klager afsluttede mødet med at rejse sig og sige til sin datter: "nu går vi".

Henvendt til skolelederen oplyste klager, at det hele var hans ansvar, og at når han havde fået styr på skolen, ville hun overveje at lade hendes datter starte igen.

Endelig fremgår det af redegørelsen, at det senere blev aftalt, at klagers datter den efterfølgende mandag ville vende tilbage til skolen.

I en mail af 13. november 2010 skrev indklagede 1 til klager, at "Jeg har modtaget fax fra center A vedr.

diskrimination og mobning i skolen.

Det er dit valg, ligesom du forlod mit kontor forleden.

Jeg opfatter denne henvendelse som dit ultimative nej tak til samarbejde.

Jeg har sendt samtlige mails og en beskrivelse af det du kalder en sag, til den adresse der var opgivet på faxen.

Jeg sender også en kopi af denne mail samt den mail du sendte mig i aftes, hvor du igen vil fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal.

Jeg har orienteret skolechef xx om ovennævnte.

Du skal ikke henvende dig på skolen mere.

Jeg vil gerne, for at hjælpe klagers datter, være behjælpelig med at finde et andet skoletilbud til hende.

Hvis du vil klage over min afgørelse, er du velkommen til at henvende dig til skolechef xx".

Den 22. december 2010 skrev center A til indklagede 1, at det var uacceptabelt at håndtere en chikanesituation ved at bortvise offeret.

I brev af 24. januar 2011 skrev en ledende medarbejder fra indklagede 2 blandt andet, at "kommunikationen mellem klager og skolelederen ikke har været konstruktiv", og at indklagede 1 tilbagekalder bemærkningen til klager i mail af 13. november 2010, "idet det er formodningen, at klager ønsker at deltage i et konstruktivt skole-hjemsamarbejde".

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at forbuddet mod repressalier er blevet overtrådt i forbindelse med anmeldelse af chikane og den efterfølgende dialog med indklagede 1 og 2.

Klagen til skolen over disse forhold førte til bortvisning af klager, og klagers datter fik også den opfattelse, at hun var bortvist.

Det forhold, at klagers datter nu igen deltager i skolens aktiviteter er glædeligt, men ændrer ikke på, at loven er blevet overtrådt, og at det skal udløse en reaktion i form af tildeling af tort.

Vedrørende bortvisningen af klagers datter har klager sandsynliggjort hendes opfattelse af, at datteren er blevet bortvist, idet indklagede erkender, at der i forlængelse heraf er givet et tilbud om hjælp til at finde en anden skole.

Klager og hendes datter er berettiget til en godtgørelse på hver 25.000 kr., i alt 50.000 kr. Bortvisningsdispositionerne var i begge tilfælde en overtrædelse af forbuddet mod repressalier, ligesom dispositionerne savnede det fornødne forvaltningsretlige hjemmelsgrundlag.

På baggrund af datterens hudfarve blev hun blandt andet tildelt øgenavnet "solformørkelse".

Både klager og klagerens datter har forsøgt at komme chikanen til livs ved at søge hjælp hos skolens lærere og ledelse, herunder ved korrespondance og møder med skolelederen.

Efter det oplyste er chikanen på forskellig vis forsøgt påtalt over for drengene, hvilket dog kun har ført til en intensivering af omfanget.

Det fremgår af mail af 13. november 2010 fra indklagede 1 til klager, at henvendelsen til klager havde sin umiddelbare baggrund i det forhold, at center A havde rettet henvendelse til skolen;

"Jeg har modtaget fax fra center A vedr.

diskrimination og mobning i skolen.

Det er dit valg, ligesom du forlod mit kontor forleden.

Jeg opfatter denne henvendelse som dit ultimative nej tak til samarbejde".

Konsekvensen heraf fra indklagede 1's side var klar: "du skal ikke henvende dig på skolen mere".

Denne tilkendegivelse kan kun forstås derhen, at klager fremadrettet ikke længere var velkommen på skolen.

Indklagede 1 skrev også, "jeg vil gerne, for at hjælpe klagers datter, være behjælpelig med at finde et andet skoletilbud til hende".

Denne tilkendegivelse må forstås således, at bortvisningen fra skolen også omfattede klagers datter.

Indklagede 2 har om denne udtalelse anført, at det var "tænkt som en konstruktiv hjælp, idet det er hans opfattelse, at klager havde et ønske om at få et andet skoletilbud til klagers datter".

Indklagede 2 gør med andre ord gældende, at mailen af 13. november 2010 ikke skulle forstås som en udelukkelse af klagers datter, men alene af klageren.

Henvisningen til at finde en anden skole kom i umiddelbar forlængelse af indklagede 1's henvisning til moderen om ikke at henvende sig igen.

Det var derfor kun naturligt at antage, at der heri implicit lå, at datteren heller ikke skulle vise sig på skolen mere.

Det forekommer derfor tvivlsomt, at der skulle være tale om tiltænkt "konstruktiv hjælp".

Det ville i øvrigt være uhensigtsmæssigt, at klagers datter skulle gå på en skole, hvor klageren var forment adgang.

Det taler også for, at bortvisningen må forstås som omfattende både klager og hendes datter.

Efter lovens forarbejder omfatter udtrykket "ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger" enhver form for behandling eller følge, hvorved den pågældende stilles ringere, end hvis klagen ikke var blevet indgivet.

Bortvisning af både klager og klagers datter kan kun betragtes som en foranstaltning, der stiller dem begge ringere.

Der foreligger alene ulovlige repressalier, når den ufordelagtige behandling sker som reaktion på en klage mv., der er fremsat med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.

Det fremgår både af mails mellem klager og indklagede 1 og af center A's henvendelse af 12. november 2010 til indklagede 1, at sagen drejer sig om chikane af klagers datter på grund af hendes hudfarve.

Som det fremgår af center A's henvendelse af 22. december 2010 drejede den bagvedliggende sag sig ikke om at anklage skolen eller medarbejderne for at være racistiske, fremmedfjendske eller lignende.

Det var alene spørgsmålet om, hvordan skolen burde håndtere konfliktsituationer, der går på ofrets hudfarve eller nationale/etniske oprindelse.

Skolen har efter praksis pligt til at sikre elever et "chikanefrit" miljø

Der ses ikke at foreligge det fornødne hjemmelsgrundlag for bortvisningen af hverken klager eller klagers datter.

Det må betragtes som en skærpende omstændighed, at bortvisningen tilsyneladende savner hjemmel og i øvrigt må betegnes som usaglig på grænsen til magtfordrejning.

Det må betragtes som en skærpelse af repressaliernes alvor, at afgørelsen om bortvisning var behæftet med retlige mangler, herunder manglende hjemmel og begrundelse med hjemmelsangivelse.

Da klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling, skal indklagede herefter bevise, at klagers datter ikke er blevet bortvist, og det gør de via synspunktet om, at man fra skolens side havde opfattet, at "hun selv ønskede at forlade skolen".

Den 12. november 2010 skrev klager en mail, hvoraf det blandt andet fremgik, at skolelederen havde tilbudt, at han kunne følge klagers datter ind i klassen.

Dette tilbud blev afslået af klager med følgende formulering;

"hun har mistet tilliden til dig".

I redegørelsen fra indklagede 1 af 12. november 2010 blev det omtalt som "klager og klagers datter har ikke tillid til skolen.

Jeg kontakter derefter skolechef xx, hvor jeg beder ham kontakte klager, da hun ikke længere har tillid til skolen".

Det afgørende her var, at det kun var klagers datter, der udtrykte mistillid og kun i forhold til at skulle følges over i klassen af skolelederen.

Ikke desto mindre blev det brugt til helt misvisende at påstå, at klager og hendes datter selv havde afbrudt samarbejdet med skolen og derfor skulle bortvises.

Klageren har på ingen måde givet skolen grund til at tro, at klager havde mistet tilliden til skolen.

Selv hvis det var tilfældet, kan dette under ingen omstændigheder bruges som en bortvisningsgrund.

Derudover har klager ikke givet skolen grund til at tro, at klagers datter ønskede at gå på en anden skole.

Det eneste hun gav udtryk for var, at hun ikke ønskede at skulle gå "hånd i hånd med skolelederen hen i klasseværelset", hvilket efter omstændighederne må synes ganske forståeligt.

Det må derfor afvises, at indklagede 1 havde grund til at tro, at klagers datter ønskede at gå på en anden skole.

Indklagede 1 og indklagede 2 påstår frifindelse.

Der er ikke sket en overtrædelse af loven i den konkrete sag, og der kan derfor ikke udbetales godtgørelse til klager og hendes datter.

Klagers datter har ikke været udsat for racediskrimination fra skolens side, og indklagede 1 har ikke på noget tidspunkt bortvist klagers datter.

Af mailkorrespondancen mellem indklagede 1 og center A fremgår, at indklagede 1 den 15. november 2010 skrev, at skolelederen på ingen måde havde bortvist klagers datter fra skolen.

Center A skrev samme dag tilbage, at "det lyder rigtig godt - så er klagers datter tilbage i skole i morgen".

Der henvises også til notat fra indklagede 1, hvoraf fremgik, at der den 1. november 2010 havde været en episode, hvor klagers datter have fået en "træls" kommentar.

Hun mente dog ikke, at det var noget, der skulle gøres noget ved på daværende tidspunkt.

Det erkendes, at indklagede 1 skrev til klager, at hun ikke skulle henvende sig på skolen mere.

Denne bemærkning blev fremsat umiddelbart efter, at klager havde henvendt sig til center A.

Indklagede 2 har senere i brev af 24. januar 2011 til center A skrevet, at indklagede 1 tilbagekaldte sin bemærkning til klager, da det formodedes, at klager ønskede at deltage i et konstruktivt skole-hjem samarbejde til fordel for datteren.

Klager har da også efterfølgende deltaget i et forældremøde i datterens klasse.

Klagers datter har også givet udtryk for, at hun er glad for at gå på skolen.

Det er vigtigt at understrege, at klagers datter ikke på noget tidspunkt har været bortvist fra skolen.

Alle de kommunale skoler er bekendt med "bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen", og indklagede 1 har slet ikke anset bekendtgørelsen relevant i forhold til klagers datter.

Indklagede 1 har tilbudt at medvirke til at finde et andet skoletilbud til klagers datter i den forståelse, at klager havde et ønske om dette, da hun blandt andet holdt sin datter hjemme fra skole.

Den ene af de omtalte drenge blev efter aftale med sine forældre og andre involverede parter overført til et andet undervisningstilbud.

Han blev således ikke bortvist.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.

Det fremgår også af loven, at ingen må udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger (repressalier) som reaktion på en klage eller nogen form for retsforfølgning, der iværksættes med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.

Nævnet finder, at bestemmelsen om forbud mod repressalier ikke forudsætter indgivelsen af en formel klage over forskelsbehandling.

Det er tilstrækkeligt, at klager har rettet henvendelse til indklagede 1 i en mail.

Bestemmelsen forudsætter heller ikke, at klageren får medhold i, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse er overtrådt.

På baggrund af sagens oplysninger finder nævnet det ikke godtgjort, at klagerens datter har været udsat for repressalier.

Nævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at indklagede 1 i mail af 13. november 2010 havde truffet beslutning om at bortvise klager og/eller hendes datter som en reaktion på center A's henvendelse til indklagede 1 om diskrimination og mobning.

Det er indgået i nævnets vurdering, at indklagede 1 løbende fulgte op på klagers henvendelser omkring mobning og chikane af hendes datter på baggrund af datterens etniske oprindelse.

Parternes uenighed synes at være begrundet i klagerens utilfredshed med, hvordan indklagede 1 håndterede mobningen af hendes datter.

Nævnet har således lagt vægt på, at klager allerede forud for den 13. november 2010 havde givet udtryk for, at hun ikke havde tillid til skolen, ligesom hun valgte at holde sin datter hjemme fra skole.

Nævnet finder dog ordvalget i indklagede 1's mail af 13. november 2010 uheldigt.

Klager får derfor ikke medhold i sagen.

<2500037-11>