Legislator Case Law & Legislation
W20150950025 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - lejeaftale - medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 9500 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - lejeaftale - medhold

KEN#LOKDOK23 2015 9500 Valid

J.nr. 2500234-09

Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at en klager fik afslag på at leje en lejlighed, fordi udlejer ikke ville udleje til ikke-danskere.

KEN#LOKDOK23 2015 9500 Valid

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med leje af en lejlighed.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager fik afslag på at leje en lejlighed med den begrundelse, at indklagede ikke ville udleje til ikke-danskere.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 10. december 2009, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Der er klaget over, at klager fik afslag på at leje en lejlighed, fordi indklagede ikke ville udleje til ikke-danskere.

Klager, der er af mellemøstlig oprindelse, er dansk statsborger og søgte sammen med en ven en lejlighed i Århus.

Vennen har et danskklingende navn.

Klager kontaktede på baggrund af en annonce indklagede telefonisk, for at forhøre sig om lejligheden.

Han kontaktede efterfølgende indklagede på mail, hvor han oplyste sit og sin vens fulde navn.

Han oplyste, at han skulle begynde på universitet til februar 2010, og at hans ven skulle begynde til september 2010.

Han oplyste også, at han på daværende tidspunkt gik på højskole, og at hans ven arbejdede som pædagogmedhjælper.

Indklagede skrev herefter tilbage, at hun kun ville udleje til danskere, og at hun havde troet, at klager var fra Færøerne.

Indklagede anførte videre, at alle lejlighederne i ejendommen var ejerlejligheder, og at hun derfor ikke overfor de andre ejere kunne udleje til ikke-danskere, da hun ikke ville risikere ubehageligheder.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at det er i strid med lov om etnisk ligebehandling, at indklagede afviste ham som lejer på baggrund af hans etniske oprindelse.

Klager har anført, at det for ham at se netop var hensigten at forskelsbehandle, når indklagede svarede, at hun kun ville udleje til danskere, og at hun ikke overfor de andre ejere kunne udleje til ikke-danskere.

Indklagede har anført, at det ikke har været hensigten at forskelsbehandle klager.

Hun beklager, hvis klager har fået det indtryk.

Indklagede oplyser, at hun ikke driver egentlig udlejningsvirksomhed med udlejning af en eller flere lejligheder.

Der er tale om en enkeltstående lejlighed, som klager kun ville udleje for en midlertidig periode, da hendes datter skulle overtage og bebo lejligheden.

Indklagede overtog lejligheden 1. februar 2008.

Lejligheden var efterfølgende udlejet i to måneder, hvorefter lejemålet ophørte.

Efterfølgende blev boligen lejet ud til et par, som opsagde lejemålet på grund af jobskifte til København.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet har lagt til grund, at indklagede annoncerede på Internettet med udlejning af en beboelseslejlighed.

Lejligheden var ikke hendes egen bolig.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagedes udlejning af lejligheden var omfattet af lov om etnisk ligebehandling.

Loven forpligter også private ikke-erhvervsdrivende, når de udlejer fast ejendom i form af en lejlighed gennem offentlig annoncering.

Efter lov om etnisk ligebehandling må ingen udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Nævnet vurderer, at klager har været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af hans etniske oprindelse, idet indklagede afviste at udleje en lejlighed til ham, alene fordi hun på baggrund af hans navn antog, at han ikke var etnisk dansker, og fordi hun ikke ønskede at leje ud til "ikke-danskere".

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse på 5.000 kr. Beløbet betales inden 14 dage med procesrente fra den 10. december 2009, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

<2500234-09>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →