Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - øvrige - ej medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - øvrige - ej medhold
Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at en flypassager ikke på afrejsedagen kunne beholde det flysæde, han havde fået tildelt ved telefonisk check-in dagen før.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnicitet i forbindelse med en flyrejse.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det er ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager ikke på afrejsedagen kunne beholde det flysæde, han havde fået tildelt ved telefonisk check-in dagen før.
Sagsfremstilling
Klager, en mand med dansk statsborgerskab, skulle i maj 2009 til forretningsmøde i Paris med flyselskabet.
Dagen inden afrejse fik han via sms mulighed for at udføre check-in via sin mobiltelefon.
Dette benyttede klager sig af og fik i den forbindelse anvist sædenummeret 8E.
På afrejsedagen, den 12. maj 2009, printede klager sit boardingkort ud.
Da han ankom til kontrolgaten opdagede han, at hans sædenummer ikke fremgik af boardingkortet.
Han stod forrest i køen og henvendte sig derfor til personalet, som bad ham vente til alle de andre passagerer var blevet kontrolleret.
Han gik derfor væk, men vendte tilbage efter et par minutter, da han var utilfreds med at vente, når han nu stod forrest i køen.
Han fik beskeden, at "dette er procedure".
Klager accepterede ikke dette svar, hvorfor han efter en skrap meningsudveksling fik anvist et andet sæde i flyet, sædenummer 32D.
Hjemrejsen foregik uden problemer.
Parternes bemærkninger
Klager påstår, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af etnicitet og henviser til hans ikke-skandinavisk/britisk-klingende navn.
Klager henviser videre til, at han ikke fik det sædenummer, som han fik tildelt dagen før, da han udførte check-in via sin mobiltelefon.
Klager henviser videre til, at personalet i forbindelse med hans første henvendelse vedrørende boardingkortet på en uhøflig måde sagde, at han skulle vente til alle de andre passagerer var blevet kontrolleret.
Han følte, at de andre passagerer kiggede på ham, som om han havde begået noget kriminelt.
Indklagede påstår, at Ligebehandlingsnævnet afviser sagen på grund af manglende kompetence, subsidiært at der ikke er tale om forskelsbehandling.
Indklagede henviser til, at flyet, som oprindelig var planlagt til at flyve ruten var af typen MD80, men at flyselskabet grundet tekniske problemer var nødt til i sidste øjeblik at indsætte et nyt fly på ruten af typen Airbus 321.
I sådanne situationer vil passagerer, som allerede har fået et sæde, f.eks. via telefon check-in, umiddelbart blive overført til det nye fly.
I det omfang det er muligt at give dem samme sæde på det nye fly, sker dette automatisk, og passageren opdager formentlig ikke, at der sker et flybytte.
Men i tilfælde af at det nye fly er konfigureret anderledes, således at f.eks. sæde 8E, som i klagers tilfælde, ikke findes i samme klasse på det fly, som skiftes ind, vil disse passagerer først få et nyt sæde i gaten.
Når en passagerer således udsættes for sædebytte, er dette ikke udtryk for forskelsbehandling.
Årsagen til at klager skulle bytte sæde skyldes udelukkende, at det ikke var muligt at lade klager beholde sæde 8E på den indsatte flytype, idet klager således var blevet opgraderet til en højere billetklasse end den, som han havde betalt for.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse.
Anser en person sig for krænket, og påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er tilsidesat.
Ligebehandlingsnævnet finder på baggrund af de skriftlige oplysninger i sagen ikke, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af etnicitet.
Vi har lagt vægt på de oplysninger indklagede har fremlagt i sagen, hvoraf det fremgår, at sædebyttet var begrundet i, at flyselskabet grundet en teknisk fejl måtte foretage et flybytte umiddelbart før afgang.