Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - øvrige - ej medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - øvrige - ej medhold
Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at et sikkerhedstjek blev udført af en person af et andet køn end den undersøgte, når der forelå en mulighed for at anmode om, at sikkerhedstjekket blev udført af en person af samme køn som den undersøgte.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med manuelt sikkerhedstjek i lufthavnen.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det er ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at et sikkerhedstjek udføres af en person af et andet køn end den undersøgte, når der foreligger en mulighed for at anmode om at det manuelle sikkerhedstjek udføres af en person af samme køn som den undersøgte.
Sagsfremstilling
Familien består af 2 forældre og 6 børn.
Forældrene stammer fra Libanon, alle børnene er født og opvokset i Danmark.
Klager i sagen er både faderen og den datter, der blev udsat for sikkerhedstjek.
Den 29. juni 2009 skulle hele familien på ferie i Libanon.
I forbindelse med et manuelt sikkerhedstjek i lufthavnen af den kvindelige klager opstod der en uoverensstemmelse mellem en af de mandlige sikkerhedsmedarbejdere og familien, da hun ytrede ønske om at blive visiteret af en kvindelig sikkerhedsmedarbejder.
Der er klaget over den sikkerhedsmedarbejder, der arbejder for indklagede.
Der er desuden klaget over politiet.
Politiet har ved brev af 17. juli 2009 meddelt, at denne klage rettelig skal behandles af statsadvokaterne.
Parternes bemærkninger
Klagerne påstår, at alle kvinder uanset religiøst eller etnisk tilhørsforhold har krav på, at legemsindgreb og visitationer kun foretages af personer af samme køn som den undersøgte.
Sikkerhedskontrollen i lufthavnen har udvist total mangel på kulturel, etnisk og religiøs indføling.
Der bør gælde en ufravigelig regel om, at eftersyn altid skal foretages af personer af samme køn.
Den mandlige klager har oplyst, at hans datter er blevet udsat for diskrimination i forbindelse med et sikkerhedstjek i lufthavnen.
Familien fremsatte et høfligt ønske om, at datteren blev kropsvisiteret af den kvindelige sikkerhedsmedarbejder, der også var tilstede i lufthavnen.
Det fik den mandlige sikkerhedsvagt til at hidse sig op og med sin pegefinger på klagers brystkasse at fremsige en hel del nedsættende bemærkninger om klager.
Klager hidsede sig tilsvarende op og sagde ting som, "du skal ikke råbe af os", "dæmp dig ned" osv. Klager blev efterfølgende afhørt af politiet og fik lov til at gå.
På vej ud til flyveren blev den mandlige klager tilbageholdt igen og fik besked om, at han ikke kunne rejse.
Den øvrige familie ville ikke rejse uden ham, og familien kom derfor ikke afsted.
Klager kan ikke forstå, hvorfor den mandlige sikkerhedsvagt har reageret som han gjorde.
Den kvindelige klager har oplyst, at hun i forbindelse med sikkerhedstjekket i lufthavnen blev bedt om at stille sig op på et lille trin for at blive tjekket.
Hendes forventning var, at hun automatisk ville blive tjekket af en kvinde, som det sker i andre lande.
Da det gik op for hende, at det var den mandlige sikkerheds-medarbejder, der skulle foretage undersøgelsen, trådte hun ned fra trinnet og blev lidt forvirret.
Lillebroderen så forvirringen og anmodede om at tjekket blev foretaget af en kvindelig medarbejder.
Det fik den mandlige sikkerhedsmedarbejder til at overreagere og så skete det hele.
Den mandlige sikkerhedsmedarbejder hidsede sig op og hævede sin stemme.
Den mandlige klager kom over og forsøgte at berolige den mandlige sikkerhedsmedarbejder, dog uden held.
Politiet blev tilkaldt og klager blev stillet ind til væggen.
Den mandlige klager blev sigtet for trusler mod sikkerhedsmedarbejderen, men han blev ikke anmeldt, selvom familien ønskede at anmelde hans racistiske udtalelser mod dem.
Politiet blev tilkaldt, og familien blev stillet ind til væggen, imens den mandlige klager blev ført ind i et lille rum af politiet.
Efter en times tid fik familien besked om, at de godt kunne tage afsted alle sammen.
Ude ved flyet blev den mandlige klager endnu engang tilbageholdt af politiet.
Han bad familien om at rejse uden ham, men det havde de ikke lyst til.
Klagernes advokat har til brug for sagen anmodet indklagede om at fremlægge redegørelser fra personalet samt det materiale, der er til rådighed fra overvågningskameraerne.
Advokaten har efterfølgende telefonisk oplyst, at han har set filmen fra overvågningskameraerne.
Filmen er meget kort, der er ingen lyd, og det fremgår ikke klart, hvad der er sket i den konkrete situation.
Han mener derfor ikke, at det vil gøre nogen forskel.
Det er endvidere klagernes opfattelse, at de beskrevne procedurer for manuelt sikkerhedstjek er udtryk for forskelsbehandling.
Det er almen viden, at det i traditionelle muslimske familier ikke bliver accepteret, at fremmede mænd berører kvinderne.
Dette er tillige en del af dansk kultur som afspejlet i retsplejelovens § 792e, stk. 2, hvoraf fremgår, at det så vidt muligt iagttages, at et indgreb, der ellers kan føles krænkende for blufærdigheden, kun foretages af personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale.
Det er ikke annonceret ved sikkerhedskontrollen, at man kan anmode om at få foretaget eftersynet af en person af samme køn som en selv.
Det forekommer urimeligt, at personen selv skal fremsætte anmodning herom.
Det bør være en integreret del af sikkerhedskontrollen, at kropslig berøring kun foretages af personer af samme køn som en selv.
Klagerne oplyser, at de gjorde sikkerhedsmedarbejderen opmærksom på, at de ønskede en kvindelig medarbejder til at foretage visitationen.
Sikkerhedsmedarbejderen insisterede imidlertid på, at han ville foretage visitationen.
Det gjorde han oven i købet, efter at en kvindelig sikkerhedsmedarbejder havde foretaget en visitation.
Indklagede påstår frifindelse, idet der ikke er handlet i strid med gældende regler og procedurer.
Der er heller ikke noget, der indikerer, at klagerne er blevet udsat for forskelsbehandling i forbindelse med deres sikkerhedstjek i lufthavnen.
Lufthavnen er underlagt en lang række af internationale og nationale regler.
For så vidt angår sikkerhedseftersyn er der også fastlagt en bestemt metodik på grundlag af de gældende bestemmelser.
Eftersyn må blandt andet ikke være mere videregående end de kontrolmæssige foranstaltninger kræver.
Eftersynet gennemføres på alle de passerende, der giver udslag i metaldetektoren eller som stikprøvekontrol.
Eftersynet gennemføres udelukkende ved manuelt eftersyn ved brug af hænderne.
Hvis yderligere eftersyn er påkrævet, foregår det i et specielt visitationsrum, foretaget af samme køn som den undersøgte.
Det vil altid være muligt at få foretaget det "almindelige" eftersyn af en person af samme køn som en selv, hvis man anmoder om det.
Om den konkrete episode, har den pågældende sikkerhedsmedarbejder oplyst, at den kvindelige klager gav udslag på metaldetektoren, hvorfor hun blev bedt om at træde op på skamlen, så hun kunne blive håndsøgt.
Hun nævnte ikke noget om, at hun ønskede håndsøgningen foretaget af en kvinde, og sikkerhedsmedarbejderen begyndte derfor sit eftersyn.
Umiddelbart herefter tog broderen fat i sikkerhedsmedarbejderen og sagde, at han skulle stoppe med det samme.
Sikkerhedsmedarbejderen sagde i en bestemt tone, at broderen ikke skulle tage fat i ham, og viste ham væk fra stedet, hvor håndsøgningen foregik.
Sikkerhedsmedarbejderen gik tilbage til den kvindelige klager, for at spørge, om hun ønskede en kvinde til at gennemføre eftersynet.
Straks herefter kom den mandlige klager og tog fat i ham, og truede ham på livet og udtalte, at hvis sikkerhedsmedarbejderen nogensinde rørte nogen fra hans familie igen, ville han slå ham ihjel.
En anden medarbejder slog alarm, og der kom yderligere personale og politi til stedet.
Politiet overtog herefter sagen.
På baggrund af redegørelsen fra sikkerhedsmedarbejderen og de øvrige implicerede ansatte og materiale fra overvågningskameraerne, er der intet, der tyder på, at indklagede har handlet i strid med gældende regler og procedurer.
Ifølge indklagedes oplysninger blev den mandlige klager ikke nægtet mulighed for at rejse videre af politiet.
Kaptajnen på det pågældende fly havde meddelt, at han ikke ønskede den mandlige klager ombord på flyet.
Indklagede har på klagers opfordring fremlagt kopi af tjenesterapporter fra den mandlige sikkerhedsmedarbejder, der gennemførte eftersynet, og 3 andre sikkerhedsmedarbejdere.
De skriftlige retningslinjer for sikkerhedskontrollen kan af sikkerhedsmæssige årsager ikke udleveres.
Det bemærkes, at det af lufthavnens hjemmeside fremgår, at eftersynet i sikkerhedskontrollen kan foretages af en person af samme køn.
Denne oplysning var også offentliggjort på tidspunktet for klagernes afrejse i juni 2009.
Der er siden opsat skilte herom ved den fremskudte sikkerhedskontrol, hvor pas og boardingkort kontrolleres.
De nævnte restriktioner følger af et nationalt sikkerhedsprogram, jfr.
§ 8 i bekendtgørelse nr. 1339 af 3. december 2007 om forebyggelse af forbrydelser mod luftfartens sikkerhed.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Loven om etnisk ligebehandling har til formål at forhindre forskelsbehandling og fremme ligebehandling af alle uanset race og etnisk oprindelse.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed for så vidt angår adgangen til og levering af varer og tjenesteydelser.
Ingen må således udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, med mindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der føler sig krænket påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.
Det følger af betænkning om gennemførelsen i dansk ret af direktivet om etnisk ligebehandling, at forskelsbehandling på grund af tro/religion er tæt forbundet med forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Forbudet mod forskelsbehandling på grund af race/etnisk oprindelse sikrer derfor også en vis beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af religion.
Ligebehandlingsnævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt den kvindelige klager i forbindelse med det manuelle sikkerhedstjek den 29. juni 2009 var udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling kun kan afgøres efter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.
Nævnet afviser derfor at behandle denne del af klagen.
Nævnets vurdering af sagen afgrænses herefter til at omhandle de eksisterende procedurer for indklagedes manuelle sikkerhedstjek af de personer, der benytter sig af deres faciliteter.
Nævnet har lagt til grund, at en person i forbindelse med et sikkerhedstjek kan blive udsat for et manuelt eftersyn, hvis den pågældende person giver udslag i metaldetektoren.
Hvis et yderligere eftersyn er påkrævet, vil det foregå i et specielt visitationsrum af en medarbejder af samme køn som den person, der skal undersøges.
Det vil altid være muligt at få foretaget det manuelle sikkerhedstjek af en person af samme køn som en selv, såfremt man anmoder om det.
Denne oplysning fremgår både af indklagedes hjemmeside, og indklagede har for nyligt opsat skilte herom ved den indledende sikkerhedskontrol.
På baggrund af den beskrevne procedure finder nævnet ikke, at den beskrevne procedure er i strid med loven.
Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er muligt at anmode om at få foretaget det manuelle sikkerhedstjek af en person af samme køn som den undersøgte.
Nævnet finder endelig ikke, at retsplejelovens § 792e, stk. 2, kan begrunde, at indklagede skal ændre den foreskrevne procedure for sikkerhedstjek, idet retsplejelovens bestemmelser omhandler legemsindgreb som led i efterforskning.