Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sagsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sagsbehandling - ej medhold

J.

nr. 2500198-09

Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle en sag om godkendelse af dansk-udenlandsk par som adoptanter, da en afgørelse af, om Statsforvaltningen/Adoptionssamrådet og Adoptionsnævnet ved behandlingen af deres ansøgning havde udøvet ulovlig forskelsbehandling, ville kræve en egentlig bevisførelse, herunder parts- og vidneforklaring.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at et dansk-udenlandsk ægtepar søgte om at blive godkendt som adoptanter.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle sagen, da en afgørelse af, om Statsforvaltningen/Adoptionssamrådet og Adoptionsnævnet har udøvet ulovlig forskelsbehandling i forbindelse med behandlingen af klagernes ansøgning om godkendelse som adoptanter, vil kræve en egentlig bevisførelse, herunder parts- og vidneforklaring.

Sagsfremstilling

Der er klaget over forskelsbehandling i forbindelse med, at et dansk-tyrkisk ægtepar ansøgte om at blive godkendt som adoptanter.

Det fremgår af sagen, at kvinden (klager 1) er født og opvokset i Danmark.

Manden (klager 2) er født og opvokset i et 3. land.

De ansøgte om godkendelse som adoptanter.

Da klagerne opfyldte de generelle betingelser for godkendelse som adoptanter, gav Statsforvaltningen/Adoptionssamrådet tilladelse til, at undersøgelsesforløbet til adoption kunne fortsætte (fase 3).

I fase 3 indgik samtaler med en socialkonsulent.

Det fremgår af det referat af samtalerne i fase 3 blandt andet, at der deltog tolk i samtalerne, da klager 2 talte dårligt dansk og på den måde fik den fulde forståelse af spørgsmålene og mulighed for at udtrykke sig gennem tolken.

Af afsnittet om religion fremgår blandt andet, at klager 2 er muslim, men at han ikke er så religiøs.

Han tror på, at der er en gud, men går ikke så meget op i at bede og gå i kirke.

Klager 1 har oplyst, at hun er kristen, men ikke specielt troende, og religion ikke har nogen betydning for hende i hverdagen.

Klager 1 gav udtryk for, at hun synes, at barnet skal døbes, hvilket klager 2 ikke har problemer med, da han ikke går så meget op i det.

Det fremgår også af referatet, at sagsbehandleren spurgte klager 2, hvordan han har det med, at adoptere et barn, "da jeg ved, at man som muslim ikke godkender adoption på lige fod med et biologisk barn".

I november 2007 besluttede Statsforvaltningen/Adoptionssamrådet, at sagen skulle udsættes med henblik på indhentelse af en psykologisk undersøgelse af klagerne.

Samrådet lagde vægt på beskrivelsen af klagernes personlige og indbyrdes forhold som fremgik af, referatet af fase 3-samtalerne.

Voksenpsykologisk Kontor udarbejdede herefter en psykologisk undersøgelse af klagerne.

Statsforvaltningen/Adoptionssamrådet traf i 2008 afgørelse om, at klagerne ikke kunne godkendes som adoptanter.

Samrådet begrundede afgørelsen med, at der efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at et adoptionsforløb ville være til barnets bedste.

Adoptionssamrådet lagde ved afgørelsen vægt på, at klagerne ikke sås at være i besiddelse af de nødvendige personlige kompetencer i forhold til at varetage et adopteret barns særlige behov.

Det var indgået i samrådets overvejelser, at klagerne ifølge den psykologiske undersøgelse på nogle områder havde en række ressourcer.

Samrådet fandt dog, at de i psykologundersøgelsen beskrevne forhold om klagernes personlige forhold, kunne være problematisk i forhold til et adopteret barn, der har oplevet svigt tidligt i livet og har brug for megen støtte og forståelse i sin udvikling.

Klagerne indbragte Adoptionssamrådets afgørelse for Adoptionsnævnet.

Det fremgik af klagen blandt andet, at klagerne mente, at de havde været udsat for en meget subjektiv sagsbehandling.

Klagerne henviste i den forbindelse til, at de i fase 3-forløbet havde været igennem otte timers samtaler, heraf fem timer med to sagsbehandlere.

Adoptionssamrådet oplyste i forbindelse med oversendelsen af sagen til Adoptionsnævnet, at oplysningerne i fase 3 bliver tilvejebragt i samarbejde mellem forvaltningen og ansøgerne under det antal samtaler, herunder hjemmebesøg, der i den enkelte sag vurderes at være nødvendige.

Ifølge Vejledning til statsforvaltningerne om adoption vil det normalt være tilstrækkeligt med en fælles samtale med ansøgerne i forvaltningen samt et hjemmebesøg.

Det fremgår også af vejledningen, at den samlede varighed af samtalerne normalt ikke overstiger 4-5 timer.

Hvis sagsbehandleren undtagelsesvist er i tvivl om, hvorvidt ansøgerne bør godkendes, må undersøgelsen dog forventes at blive mere omfattende, herunder med eventuel inddragelse af anden sagsbehandler.

I den foreliggende sag havde socialkonsulenten valgt at inddrage en anden sagsbehandler i undersøgelsen, da det var en stor opgave at gennemføre samtalerne med tolk og at skulle forstå den kulturelle baggrund, samtidig med, at der skulle tages notater til brug for referatet af undersøgelsen.

Der blev derfor medinddraget en socialkonsulent, der med baggrund i sin tidligere beskæftigelse havde stor indsigt i andre kulturer.

Det blev også vurderet, at det var nødvendigt med en tredje samtale, da samtale med tolk tager længere tid.

Adoptionsnævnet behandlede sagen på et møde, hvor et flertal på otte medlemmer besluttede ikke at ændre Adoptionssamrådets afgørelse.

Der blev henvist til, at det er en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgeren sammen med sin ægtefælle kan anses for egnet til at opfostre et adoptivbarn.

Det indgik i flertallets vurdering, at klagerne efter det oplyste havde et stabilt parforhold og gode ressourcer på en række områder, men at det var flertallets opfattelse, at klagerne efter en samlet vurdering ikke kunne antages at være i besiddelse af de tilstrækkelige ressourcer i forhold til at skulle opfostre et adoptivbarn.

Flertallet lagde herved navnlig vægt på klagernes indbyrdes forhold.

Flertallet lagde endvidere vægt på, de psykologiske test.

Det var derfor flertallets opfattelse, at opfostring af et adoptivbarn ville kunne udgøre en stressfaktor, der i for høj grad ville kunne udfordre klager 2´s generelle formåen.

Flertallet fandt på denne baggrund ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at adoption ville være til barnets bedste.

Et mindretal på et medlem voterede for at godkende klagerne som adoptanter, idet dette medlem fandt, at der var beskrevet gode ressourcer, og at den omstændighed, at klager 2 ifølge psykologundersøgelsen havde mere begrænsede ressourcer i forhold til tempo og koncentration, ikke kunne føre til et andet resultat.

Klagerne indbragte i juni 2009 afslaget på godkendelse som adoptanter for Folketingets Ombudsmand, idet de klagede over sagsbehandlingen i forbindelse med adoptionsansøgningen.

Statsforvaltningen har i forbindelse med klagen til ombudsmanden blandt andet oplyst, at ansøgernes religionsopfattelse er et blandt flere emner, der bliver berørt under fase 3-undersøgelsen, og at det er helt uafhængigt af, hvilken religionsopfattelse ansøgeren har.

Folketingets Ombudsmand sendte i efteråret 2009 klagen til Ligebehandlingsnævnet og oplyste, at ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold, der kan indbringes for anden forvaltningsmyndighed, før denne har truffet afgørelse.

Ombudsmanden henviste i den forbindelse til, at Ligebehandlingsnævnet blandt andet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling.

Ombudsmanden oplyste samtidig, at han havde besluttet at forlænge klagefristen i sagen, således at en eventuel ny klage over myndighedernes afgørelser af henholdsvis 17. april og 19. juni 2009 vil være indsendt rettidigt, hvis Ombudsmanden modtager klagen, inden der er gået 8 uger fra datoen på Ligebehandlingsnævnets svar.

Parternes bemærkninger

Klagerne påstår, at de i forbindelse med hele sagsbehandlingen har været udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse hos Statsforvaltningen/Adoptionssamrådet og hos Adoptionsnævnet.

Klagerne henviser til klagen til Folketingets Ombudsmand, hvoraf fremgår, at klagerne mener, at de har fået afslag på forkert grundlag, og at de har været udsat for en meget fordomsfuld og subjektiv sagsbehandling.

Det er klagernes subjektive opfattelse, at sagsbehandleren ikke har ønsket, at de skulle godkendes til adoption.

Sagen har fra begyndelsen været "træls", fordi klagerne ikke bare er et almindeligt etnisk dansk par.

Klagerne henviser til, at sagsbehandleren i hele fase 3-forløbet tydeligt har demonstreret sine fordomme og uvidenhed over for muslimer og andre med anden kulturel baggrund end dansk.

Klagerne henviser i den forbindelse til, at sagsbehandleren, der er leder af adoptionsområdet i Statsforvaltningen, havde udtalt, at "muslimer ikke accepterer adoptivbørn på lige fod med biologiske børn".

Det er klagernes opfattelse, at dette er noget af en påstand fra en sagsbehandler, som skulle have "eksperthjælp" for at forstå klager 2´s muslimske baggrund.

"Eksperthjælpen" bestod i, at en underordnet hovedsagligt borede i klager 2´s rolle i klagernes forhold.

Det er også klagernes opfattelse, at sagsbehandlerens uvidenhed havde fået hende til at sidestille klager 2´s fem års skolegang med manglende intelligens.

Klagerne anfører også, at det er yderst betænkeligt, at Adoptionsnævnet ikke har fundet anledning til at kritisere den fordomsfulde og subjektive sagsbehandling, som efter klagernes mening må anses for at være racistisk.

Det er således klagernes opfattelse, at de fik afslag på grund af klager 2´s race, religion og danske sprog.

Klagerne føler, at deres sag blev syltet fra begyndelsen på grund af klager 2´s race og etniske oprindelse.

De blev i fase 3 påtvunget, at al kommunikation skulle tolkes, da sagsbehandleren overhovedet ikke kunne forstå, hvad klager 2 sagde.

Klager 2 havde selv ønsket, at der deltog en tolk, men kun til brug i tilfælde af, at han havde svært ved at formulere sig korrekt på dansk, eller hvis der var tvivl om de stillede spørgsmål.

Klagerne har i øvrigt udarbejdet to beskrivelser af deres opfattelse af forløbet i fase 3.

Det fremgår af klagernes første beskrivelse af forløbet i fase 3 blandt andet, at klager 2 ønskede, at der skulle deltage tyrkisk tolk i samtalerne, idet han ville sikre sig, at han kunne udtrykke sig korrekt på de mere følelsesmæssige spørgsmål, ligesom han ønskede den fulde forståelse af spørgsmålene.

Under samtalen sagde sagsbehandleren blandt andet, at hun havde hørt, at muslimer ikke accepterer adoptivbørn som deres egne biologiske børn.

Hverken klagerne eller tolken havde hørt, at det skulle være et problem at adoptere som muslim.

Da klager 1 spurgte sagsbehandleren, hvor hun havde det fra, svarede hun noget lignende som, at det var noget hun havde læst, som Nasser Khader vist havde sagt.

Sagsbehandleren var også meget fokuseret på klagernes hjemlige forhold, herunder den praktiske arbejdsfordeling.

Klager 2 oplyste flere gange, at han har det godt i klagernes forhold, og at han har det fint med deres arbejdsfordeling.

Under det efterfølgende hjemmebesøg spurgte den anden sagsbehandler flere gange klager 2, hvordan han kunne affinde sig med at være i et forhold, hvor det var kvinden, der bestemte mest, når han kom fra en kultur, hvor manden bestemte.

Klager 2 svarede hertil, at han havde det godt sammen med klager 1, og at det i hans familie ikke var faderen, der bestemte det hele, idet han spurgte moderen til råds.

Efterfølgende har sagsbehandleren over for klagerne givet udtryk for, at møderne med klagerne havde været noget forvirrende muligvis på grund af tolken, og at det i øvrigt var gået stærkt med referatet, som var noget længere end normalt.

Det er klagernes opfattelse, at referatet af samtalerne i fase 3 er udtryk for en usaglig og subjektiv sagsbehandling fyldt med fordomme.

Referatet er fyldt med faktuelle fejl samt sagsbehandlerens egne påstande og fordomme over for klager 2 på grund af hans race og etniske oprindelse, ligesom det sprogligt er skrevet på en måde, som får klagerne til at fremstå i et negativt lys.

Klagerne henviser i den forbindelse til, at den kvindelige tolk, som deltog i samtalerne, formentlig vil kunne bekræfte påstanden om forskelsbehandling og fordomme over for klager 2 på grund af hans race og etniske oprindelse.

Det fremgår af klagernes anden beskrivelse af forløbet i fase 3, at klagerne under deres personlige fremmøde for Adoptionsnævnet i juni 2008 fik den opfattelse, at flere af medlemmerne havde taget stilling til sagen.

Under fremmødet spurgte formanden, om klagerne havde fået svar på klagen over statsforvaltningens sagsbehandlingstid, hvilket klagerne kunne bekræfte.

Formanden sagde herefter, at "hvis I havde heddet hr.

og fru Hansen, så havde forløbet set anderledes ud".

Indklagede Adoptionsnævnet henviser til, at det i alle nævnets adoptionssager gælder, at der foretages en konkret vurdering af ansøgernes egnethed til adoption.

Det er for alle adoptionsansøgere en betingelse for godkendelse, at man skønnes egnet til adoption.

Begge ansøgere i et parforhold skal opfylde betingelserne for godkendelse og vurderes at være i besiddelse af de nødvendige ressourcer for at kunne varetage omsorgen for et adoptivbarn.

Det er Adoptionsnævnets opfattelse, at Statsforvaltningens sagsbehandling har fulgt Familiestyrelsens vejledning om adoption, hvor religionsforhold og andre forhold, der kan have betydning for den måde, hvorpå man lever i dagligdagen naturligvis indgår i vurderingen af ens personlige ressourcer.

Det er også Adoptionsnævnets opfattelse, at sagsbehandlingen i sagen på alle måder har været objektiv og saglig og bestemt ikke præget af fordomme eller lignende.

Adoptionsnævnet har i øvrigt afvist, at nævnets formand i forbindelse med sagens behandling skulle have udtalt, at "hvis I havde heddet hr.

og fru Hansen, så havde forløbet set anderledes ud".

Indklagede Statsforvaltningen afviser, at der har fundet forskelsbehandling sted.

Statsforvaltningen henviser til, at sagsbehandlingen ikke er tilrettelagt efter ansøgernes etniske oprindelse, og at Statsforvaltningen ikke har interne skrevne eller uskrevne normer for behandling af ansøgere med henvisning til race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Samrådets afgørelse om afslag på godkendelse er hverken udtrykkeligt eller indirekte begrundet med henvisning hertil.

Statsforvaltningen oplyser i øvrigt under henvisning til Familiestyrelsens vejledning om adoption, at ansøgerens religionsopfattelse er ét blandt flere emner, der bliver berørt under fase 3-undersøgelsen, og at det er helt uafhængigt af, hvilken religionsopfattelse ansøgerne har.

Adoptionsansøgerne bliver ikke registreret på baggrund af deres religionsopfattelse.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling efter lov om etnisk ligebehandling.

Det fremgår af loven om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommende eller tredjemands race eller etniske oprindelse.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet offentlig virksomhed, for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, og sociale goder.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, så påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at det forhold, at Statsforvaltningen og Adoptionsnævnet ved behandlingen af afsøgningen om godkendelse som adoptant har inddraget klager 2´s muslimske baggrund og dermed hans etniske oprindelse, kan være udtryk for en forskelsbehandling, der er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse.

Ligebehandlingsnævnet finder også, at der er forhold i sagen, der kan opfattes som, at klagerne muligvis er blevet udsat for forskelsbehandling, herunder modstridende forklaringer om, i hvilket omfang, det har været nødvendigt med tolk af hensyn til, at klager 2 kun har boet i Danmark i en kortere årrække med deraf følgende begrænsninger i forhold til at kunne tale og forstå dansk.

Det fremgår også af referatet vedrørende fase 3-forløbet, at sagsbehandleren klart har givet udtryk for, at det var hendes opfattelse, at en muslim ikke godkender adoption på lige fod med et biologisk barn.

Ligebehandlingsnævnet har også noteret sig klagernes påstand om, at formanden for Adoptionsnævnet skulle have tilkendegivet over for dem, at forløbet ville have været anderledes, hvis de havde heddet "hr.

og fru Hansen".

Ligebehandlingsnævnet vurderer imidlertid, at det på det foreliggende grundlag vil være betænkeligt at statuere, at klagerne har påvist sådanne faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der konkret er udøvet forskelsbehandling i forbindelse med ansøgningen om godkendelse som adoptanter.

Ligebehandlingsnævnet finder, at spørgsmålet om, hvorvidt der er påvist sådanne faktiske omstændigheder, kun kan afklares ved en egentlig bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, herunder forklaringer fra klagerne og de involverede sagsbehandlere med videre.

En sådan egentlig bevisførelse kan ikke foretages for Ligebehandlingsnævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Sagen afvises derfor.

<2500198-09>