Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - uddannelse - medhold - ej medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - uddannelse - medhold - ej medhold
En "drengelitteraturpris" havde intet med ligebehandling i ligestillingslovens forstand at gøre.
Drengelitteratur er en genre inden for børnelitteratur.
Klager fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Det var derimod i strid med ligestillingsloven, at der i forbindelse med "drengelitteraturprisen" var præmier forbeholdt drenge.
Klager fik derfor medhold i denne del af klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et ministerium udskrev en konkurrence kaldet "Drengelitteraturprisen 2013".
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Konkurrencen ved navn "Drengelitteraturprisen 2013" har intet med ligebehandling i ligestillingslovens forstand at gøre
Det var i strid med ligestillingsloven, at et ministerium i samarbejde med et andet ministerium i forbindelse med "Drengelitteraturprisen 2013" havde præmier forbeholdt drenge.
Sagsfremstilling
En kvinde klagede over, at et ministerium udskrev en konkurrence kaldet "Drengelitteraturprisen 2013".
Formålet med Drengelitteraturprisen var, at den skulle styrke drenges læselyst og få dem til at opfatte læsning som en sjov aktivitet og ikke en sur pligt ved at sætte fokus på ny litteratur målrettet drenges interesser.
Prisen skulle fremhæve litteratur, der kunne stimulere drenges læselyst, gennem præmiering og direkte web-formidling af en ny skønlitterær tekst med en god, fængende historie, der er målrettet netop drengenes læsepræferencer.
Tekstbidrag skulle sendes til indklagede, hvorefter der ville blive udvalgt fem tekster, som alle skulle være målrettet drengenes interesser og læsepræferencer.
Det fremgik af indklagedes hjemmeside, at årets fem nominerede tekster ville blive lagt ud på børnebibliotekernes fælles site tirsdag den 1. oktober 2013.
Herefter kunne drenge og piger på 4. til 7. klassetrin deltage i afstemningen og vinde en præmie.
Præmierne var
15 forfatterbesøg
30 klassesæt af bøger, doneret af forlagene
20 enkelte bogpræmier
1 iPad
Det var kun drenge, der kunne deltage i konkurrencen om en iPad og de 20 enkelte bogpræmier.
Der er lavet en evaluering af Drengelitteraturprisen i form af artiklen "Gode historier til drenge - Drengelitteratur i feltet mellem fritid og skole".
Det fremgår blandt andet heraf, at man er nødt til at turde tale om forskelle på drenge og pigers kompetencer og holdninger, når det gælder læsning.
PISA 2009 viste i forhold til Danmark, at 57 procent af drengene og 34 procent af pigerne kun læser, hvis de skal.
35 procent af drengene og 17 procent af pigerne synes, at læsning er spild af tid, og 61 procent af drengene og 34 procent af pigerne læser kun for at få den information, de har brug for.
En større andel af piger end drenge læser romaner/historier/eventyr.
Omvendt læser drenge i højere grad bøger om særlige emner og tegneserier.
Drengelitteraturprisen har samlet en bred gruppe af fagpersoner, som har arbejdet for at øge drenges læselyst.
Der er kommet flere nuancer på temaet "drenge og læsning".
Prisen er et bevis på, at der findes en masse forfattere, som har lyst til at skrive til denne målgruppe.
Endelig fremgår det af artiklen, at det ikke kan siges med sikkerhed, om prisen har fået flere drenge til at læse, men arbejdet med prisen har givet vigtig og vægtig viden om drenge og læsning.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at drengelitteraturprisen er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn.
Klager henviser til, at der ikke er udskrevet en tilsvarende konkurrence om en "pigelitteraturpris".
Det største problem er det grundlæggende absurde i antagelsen om, at man skal have et bestemt køn for at læse en bog eller bruge et medie, og at der kun fokuseres på drenges tilgang til litteratur.
Derudover er konkurrencen i sig selv direkte kønsdiskriminerende, da det kun er drenge, der kan vinde en iPad og bøger.
Klager ønsker, at der fremadrettet ikke skelnes i køn, når offentlige instanser laver diverse tiltag, for eksempel promovering af kulturprodukter.
Indklagede har i forbindelse med klagen redegjort for baggrunden for "Drengelitteraturprisen" og udlodningen af præmier.
Drengelitteraturprisen blev indstiftet i 2011 og var en opfølgning på regeringens sprogudvalgs anbefalinger i rapporten "Sprog til tiden" fra 2008.
Sprogudvalget skrev: "Der er god grund til at holde øje med de problemer, der gør sig gældende for eleverne mellem 4. og 7. klassetrin.
Særlig drengene mister i denne periode interessen for at læse.
Muligvis mangler der litteratur, som kan fange drengenes interesse i denne fase.
Fænomener som Harry Potter-bøgerne viser, at det med det rette materiale kan lade sig gøre at fange denne gruppe elevers interesse for litteratur og læsning."
"Drengelitteraturprisen" blev etableret med udgangspunkt i disse overvejelser.
Det er indklagede B's faglige vurdering, at det har været og fortsat er relevant at sætte fokus på samt ikke mindst nuancere kønsaspekter i forhold til stimulering af børns læselyst og opbygning af læseridentitet.
Derfor har det også været relevant at gennemføre "Drengelitteraturprisen", ikke mindst fordi den har givet anledning til en engageret debat mellem lærere, bibliotekarer, forfattere, forskere og forældre.
Sprogudvalget hæfter sig også ved de positive erfaringer fra nationale læselystaktiviteter og opfordrer til, at de bliver benyttet og videreformidlet i arbejdet med at fremme børns interesser for læsning.
Indklagede vil fremhæve, at "Drengelitteraturprisen" skal ses som et led i en større indsats for at styrke børns læselyst på tværs af køn, læsepræferencer og initiativer.
Blandt de større initiativer er Orlaprisen, læsekonkurrencen Smart Parat Start og kampagnen Sommerbogen, hvor cirka 17.000 børn i 2013 læste og anmeldte bøger.
Den enkelte iPad og bøger til enkelte drenge udgjorde mindstedelen af den samlede præmiemængde, idet både piger og drenge kunne deltage i lodtrækningen om i alt 15 forfatter-besøg til deres skoler og 30 klassesæt af bøger.
De 15 forfatterbesøg havde en samlet værdi af 150.000 kr. Dette beløb blev bevilliget af indklagede ministerium.
Til sammenligning havde "Drengelitteraturprisen" fra 2011-2013 et samlet budget på 200.000 kr.
Udlodningen af en enkelt iPad og bøger til enkelte drenge var tænkt som et konkret incitament i forhold til at vække den primære målgruppes opmærksomhed for initiativet.
I 2013 var det desuden også muligt for piger at vinde en iPad og enkelte bøger.
2013 var det sidste år for uddeling af "Drengelitteraturprisen".
Initiativet er dermed afsluttet.
En evaluering af prisen i form af en artikel er udarbejdet af X og Y.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Drengelitteratur er en genre inden for børnelitteratur.
Konkurrencen har derfor intet med ligebehandling i ligestillingslovens forstand at gøre.
Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.
I forbindelse med konkurrencen kunne drenge og piger på 4. til 7. klassetrin deltage i konkurrencen om at vinde forskellige præmier.
Indklagede har i forbindelse med høringen oplyst, at det i 2013 også var muligt for piger at vinde en iPad og enkelte bøger.
Ifølge indklagedes hjemmeside var præmien i form af iPad og enkelte bøger imidlertid forbeholdt drenge.
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet enhver myndighed og organisation inden for offentlig forvaltning og almen virksomhed.
Uanset forbuddet mod forskelsbehandling er loven ikke til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Det fremgår af pkt. 16 i Rådets direktiv 2004/113, der er gennemført ved ligestillingsloven, at forskelsbehandling kun kan accepteres, hvis den er begrundet i et legitimt mål, og at et legitimt mål for eksempel kan være hensyn til privatlivets fred og blufærdigheden, fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder eller mænd og kvinders interesser, foreningsfrihed og tilrettelæggelse af sportsaktiviteter.
Det fremgår videre, at enhver begrænsning bør være hensigtsmæssig og nødvendig.
Præmierne kun til drenge må anses for at være udtryk for direkte forskelsbehandling.
Nævnet har lagt til grund, at disse præmier var tænkt som et incitament til at få drengene på banen og til at deltage i konkurrencen.
Ligebehandlingsnævnet finder imidlertid ikke, at præmierne kun til drenge er et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til at opnå det ønskede mål, idet der ikke er noget, der taler for, at drenge i højere grad vil deltage i konkurrencen, hvis disse præmier kun kunne vindes af drenge frem for af både piger og drenge.
Klager får derfor medhold i denne del af klagen.