Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kommuner - sagsbehandling - ej medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kommuner - sagsbehandling - ej medhold
En mand klagede over, at det kun var hans kone, der kunne udmelde deres barn af den kommunale dagpleje via nettet.
Under sagens behandling ændrede indklagede proceduren sådan, at man nu ikke længere behøvede NemID for at logge ind.
Indklagede godtgjorde, at det var den forælder, der i første omgang lavede ansøgningen, der også kunne udmelde barnet.
Dette kunne både være faderen og moderen.
Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med proceduren for elektronisk udmelding af barn af den kommunale dagpleje.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Indklagede har ikke handlet i strid med ligestillingsloven.
Sagsfremstilling
Klager er mand og gift med en kvinde.
Sammen har de et barn.
Klager forsøgte at udmelde barnet af den kommunale dagpleje via det elektroniske selvbetjeningssystem.
Det er imidlertid kun moderen, der kan gøre dette.
Klager har fremlagt et udskrift fra indklagedes hjemmeside, hvor der står "I pladsanvisningssystemet er børn knyttet til deres mor.
Det er derfor moderen, der skal logge på systemet med sit NemID .
Hvis et barn ikke har en mor, så kan faderen godt logge på."
Under sagens behandling har indklagede oplyst, at der ved nye ansøgninger ikke er krav om brug af NemID.
Ansøgningen kan derfor laves af begge forældre.
Den af forældrene, der påføres som ansøger, får automatisk tildelt en konto, der gør, at der efterfølgende kan logges ind med ansøgers NemID.
Den anden forældre kan efter anmodning oprettes som medansøger og har se-adgang.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at det er udtryk for kønsdiskrimination, at det kun er moderen, der kan udmelde barnet af dagplejen via det elektroniske selvbetjeningssystem.
Klager er gift med barnets mor og ser ingen fornuftig årsag til denne form for kønsdiskrimination.
Indklagede bør ændre deres selvbetjeningssystem, så begge forældre har lige adgang til at foretage denne form for ændringer.
Efter indgivelsen af klagen til Ligebehandlingsnævnet, er der ændret i systemet.
Der kan nu også ansøges om en medansøger konto.
Det fremgår dog tydeligt af den af klager fremlagte dokumentation, at der ikke var en sådan mulighed, da klagen blev indgivet.
Det er principielt uden betydning, om det er den ene eller den anden forælder, der ikke har adgang på lige vilkår.
Udgangspunktet for en familie er to forældre og et antal børn.
Klager savner en saglig begrundelse for, at der skal indføres begrænsninger i rettighederne for de mange, fordi nogle enkelte forældre er ugifte, fraskilte eller på anden måde ikke har normale forældrerettigheder.
Der er en bevægelse i gang, der overfører mere og mere borgerbetjening til digitale systemer, da det kan medføre ganske betydelige effektiviseringer.
Det kan vise sig uhensigtsmæssigt, når det medfører rettighedstab for borgerne.
Der er som sagt sket forbedringer i systemet, siden klagen blev sendt til Ligebehandlingsnævnet.
Der savnes dog en saglig begrundelse for forskelsbehandlingen mellem ansøger og medansøger.
Indklagede gør gældende, at der ikke sker forskelsbehandling.
Ved nye ansøgninger er der ikke krav om brug af NemID, og ansøgningen kan derfor laves af begge forældre.
Den af forældrene, der påføres som ansøger, får automatisk tildelt en konto, der gør, at der efterfølgende kan logges ind med ansøgers NemID.
Ansøgeren får adgang til at se barnets opskrivninger, rette/ændre ansøgningen og takke ja/nej til et tilbud.
De kan herudover blandt andet se pladstilbud og udmelde.
Kontoen til en medansøger, der er den af forældrene, der ikke har lavet selve ansøgningen, oprettes ikke automatisk men efter anmodning, hvorefter medansøgeren kan tilgå systemet med NemID.
Teknisk set er systemet bygget på, at den ene af forældrene - ansøgeren - har handleadgang og den anden forældre - medansøgeren - efter anmodning har se-adgang.
Denne tekniske begrænsning er lavet for at sikre at den af forældrene, der har bopælsretten, også har handleretten i de tilfælde, hvor forældrene ikke er samboende.
Ansøger bliver automatisk foreslået som betaler ved indmeldelse.
I familier med flere børn skal alle indmeldte børn have samme betaler for at der udløses søskenderabat.
Pladsanvisningssystemet er tilrettelagt efter at sikre handleretten til den forælder, der har bopælsretten.
Det er i overensstemmelse med forældreansvarsloven og kompetencefordelingen i forhold til, hvad bopælsforælderen kan beslutte uden accept fra den anden forældremyndighedsindehaver.
Det tjener samtidig hensynet til børnene, idet der ikke gives mulighed for, at en fraflyttet forældre med forældremyndighed kan ændre ønsker og udskrive barnet fra pladsen.
Endelig er der et praktisk hensyn i forhold til at sikre korrekt tilskud til søskenderabatter.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Efter ligestillingsloven må indklagede, der er en offentlig myndighed, ikke udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Det følger af oplysningerne fra indklagede, at det er forældrene, der bestemmer, hvem der skal angives som ansøger i selvbetjeningssystemet og dermed være den forælder, der får adgang til udmelde barnet af pasningstilbuddet.
Den anden forælder kan efter anmodning oprettes som medansøger og kan dermed tilgå systemet med NemID og har se-adgang.
Denne tekniske begrænsning er lavet for at sikre, at den af forældrene, der har bopælsretten også har handleretten i de tilfælde, hvor forældrene ikke er samboende.
Selvom denne ordning, hvor kommunikationen fra indklagede alene rettes til en af forældrene (ansøger), giver visse praktiske problemer for den forælder, der kun har se-adgang, er ordningen ikke udtryk for kønsdiskrimination, idet forældrene sammen selv bestemmer, hvilken forælder der registreres som ansøger, og hvilken forælder, der registreres som medansøger.
Klager får derfor ikke medhold i sin klage.