Pressenævnets kendelser i sag nr. 15-70-00784

Pressenævnets kendelser i sag nr. 15-70-00784

Resumé

Ikke grundlag for høring

Politiken bragte debatindlægget ”Forbudt for børn”.

På politiken.dk var overskriften en anden.

En forening, som blev nævnt i indlægget, mener, at den skulle have været hørt.

Pressenævnet udtaler ikke kritik af Politiken.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Inger Bach, Janni Pedersen og Marianne Druedahl.

God presseskik

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.1 og A.3.

Det er Pressenævnets opfattelse, at debatindlæg og den debat, der opstår som følge heraf, må have vide rammer, og debatindlæg indeholder – efter sagens natur – ofte mere vurderende og kommenterende bemærkninger end redaktionelle artikler.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at indlægget efter nævnets opfattelse må karakteriseres som et almindeligt debatindlæg.

Foreningen Far er kun nævnt én gang i debatindlægget, nemlig i citatet

”Det er ellers nu, at en flok politikere puster sig op og puster i en prøveballon i et forsøg på at skabe mere ligestilling.

Altså mellem mænd og kvinder ved skilsmisse.

’Vi skal tage et opgør med kvindernes dominans’, runger det på tværs af partiskel og med et brag af et ekko fra Foreningen Far (de taler ikke her om drabsmænds rettigheder.

Det er bare en sidebemærkning, der kommer fra mit eget fortvivlede dyb).”

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet kun behandler den del af klagen, der handler om dette citat.

Den del af den påklagede sætning, som står i parentes, fremstår ikke, som om den henviser til Foreningen Far, men nærmere til de politikere, som efter debattørens opfattelse forsøger at skabe mere ligestilling mellem mænd og kvinder ved skilsmisse.

Det er herefter Pressenævnets opfattelse, at Foreningen Far ikke med det citerede sættes i sammenhæng med en kriminel, der aktuelt har fået forældremyndighed over sine børn efter at have erkendt drabet på sin ekskone.

Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik af Politiken for at have bragt debatindlægget og bemærker, at debatindlægget er udtryk for klummeskribentens personlige holdninger og ikke kan karakteriseres som faktiske oplysninger.

Foreningen Far har ved formanden Jesper Lohse klaget over debatindlægget ”Forbudt for børn” , som blev bragt i Politiken den 21. marts 2015 og på politiken.dk den 22. marts 2015 under overskriften ”Forældrenes interesse skal ikke varetages på bekostning af børnenes ”, idet foreningen mener, at god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Politiken bragte den 21. marts 2015 debatindlægget ”Forbudt for børn” .

Indlægget var skrevet af journalist og forfatter Mette Fugl.

Af underrubrikken fremgår følgende

”Vi står altså helt stille dér, hvor fædrenes rettigheder til børnene efter skilsmissen bliver vigtigere end deres pligt til at tage sig af dem før skilsmissen.”

Af artiklen fremgår følgende

”På vej med stor hastighed på tasterne for at kommentere manglen på politisk indsigt i børns rettigheder dukker et par hajtænder op.

Jeg bremser og læser, at en mand, der har dræbt sin kone, har fået tilkendt forældremyndigheden over deres fælles børn.

Jeg finder ud af, at den er god nok.

For som der står i loven

»Det forhold, at den efterlevende frihedsberøves i forbindelse med drabet og i længere tid ikke vil være i stand til at varetage den daglige omsorg for barnet, er ikke i sig selv tilstrækkelig grund til, at forældremyndigheden tillægges en anden.

Udgangspunktet er således, at den efterlevende bevarer forældremyndigheden, så barnet ikke samtidig mister begge forældre«.

Lige nu er der kortere til 1. april, end hvis vi tæller dagene baglæns til kampdagen 8. marts.

En sær iagttagelse, kan man tænke.

Men den dukker op som et resultat af min fornemmelse af, at der på kvindernes internationale kampdag var mere narreværk end egentlige resultater at fejre.

Det er ellers nu, at en flok politikere puster sig op og puster i en prøveballon i et forsøg på at skabe mere ligestilling.

Altså mellem mænd og kvinder ved skilsmisse.

’Vi skal tage et opgør med kvindernes dominans’, runger det på tværs af partiskel og med et brag af et ekko fra Foreningen Far (de taler ikke her om drabsmænds rettigheder.

Det er bare en sidebemærkning, der kommer fra mit eget fortvivlede dyb).

Væk med begreberne ’bopælsforældre’ og ’samværsforældre’.

»Det er jo fuldstændig urimeligt, at man giver den ene part lov til at træffe alle beslutninger for barnet«, understreger en politisk ordfører.

Her kan hun så for eksempel læne sig op ad den seneste populære infotainment-forvirrings-manipulations-journalistik

DR’s udsendelse ’Fædre under anklage’, hvor skingre mødre optræder som psykopater med hjælp fra skræmmende advokater, mens mænd er ofre.

Ensidigt, men ikke alenestående.

Mange medier vil p.t. lokke os med på en lurer og en lytter til skilsmissedramaer.

Perspektivet forsvinder i tragiske enkelthistorier, der sjældent får modspil.

Det mest urimelige i den sammenhæng er desværre, at barnets tarv bliver overset.

Det er nemlig forældrenes interesse, der skal varetages på bekostning af børnenes.

Egentlig havde jeg aldrig troet, at man kunne fare vild med ligestillingsinitiativer.

Men Børns Vilkår bekræfter min uro.

Herfra lyder det, at mere ligestilling i skilsmissesager skaber grobund for flere konflikter.

Det forekommer logisk.

Jo flere beslutninger, der skal træffes i et fællesskab, der allerede er knækket, jo flere vanskelige situationer.

Eller som ph.d.-studerende og journalist Signe Løntoft har skrevet om ligestillingsminister Manu Sareen

»Han vil videreføre intentionerne fra forældreansvarsloven fra 2007, som stadfæstede den fælles forældremyndighed for at give flere rettigheder til fædrene.

Det lykkedes, og der blev tilkendt mange 7-7-ordninger, men konfliktniveauet steg i Statsforvaltningen, og antallet af fogedretsudleveringer eksploderede«.

Jeg har naturligvis ikke adgang til Børnetelefonen.

Det ville også være et tillidsbrud.

Men jeg kan på et forholdsvis sikkert grundlag referere opkaldet fra den 7-årige, der står på stationen på vej til samværsugen uden penge, fordi forældrene ikke har kunnet enes om, hvem der skulle betale billetten.

Eller den 10-årige, der helst vil bo fast hos moderen, men ikke tør sige det til nogen, ’fordi de alle sammen er så kede af det.’

Sådan er det i dag.

Hvordan bliver det mon så, hvis dagens prøveballon ender som lovgivning?

Det er symbolpolitik og derfor uden sans og samling, fornuft, indsigt og eftertanke.

Der er så rigeligt at tage fat på i den lovgivning, der gælder i dag (jeg gentager lige, at faderen, der har taget moderens liv, har ret til at bestemme over børnenes liv).

Og så er det, jeg skal skrive, at der findes fremragende fædre.

Det gør jeg så.

Og det mener jeg.

Men der kommer ikke et basta og et punktum.

For hvis vi vender tilbage til kampdagen, hvor statsministeren blev hyldet i fine læderbukser, tror jeg, at klapsalverne i anledning af den store fest overdøvede et par af politikernes skændselsgerninger.

Løftebruddet om øremærket barsel til mænd.

Vi står altså helt stille dér, hvor fædrenes rettigheder til børnene efter skilsmissen bliver vigtigere end deres pligt til at tage sig af dem før skilsmissen.”

Den 22. marts 2015 bragte Politiken en identisk artikel på politiken.dk under overskriften ”Forældrenes interesse skal ikke varetages på bekostning af børnenes ”.

2 Parternes synspunkter

2.1 Foreningen Fars synspunkter

Formanden for foreningen, Jesper Lohse, har blandt andet anført, at foreningen i et journalistisk debatindlæg er sat i sammenhæng med en kriminel, der aktuelt har fået forældremyndighed over sine børn efter at have erkendt drabet på sin ekskone.

Han bemærker i den forbindelse, at indlægget er skrevet af en freelance journalist, som har været ansat hos Politiken, ligesom hun udgiver bøger hos Politiken.

Indlægget kan derfor ikke karakteriseres som et almindeligt debatindlæg.

Politiken har ikke kontaktet Foreningen Far for at få en kommentar.

Politiken havde derved haft mulighed for at få en berigtigelse fra Foreningen Far.

Politiken har på ingen måde kontrolleret sagligheden, og artiklen indeholder faktuelle fejl og afspejler simpel uvidenhed.

Politiken har forsøgt at få Foreningen Far til at besvare indlægget efterfølgende og herved skabe en debat.

Foreningen Far ønsker imidlertid ikke at deltage i en sådan usaglig og ukorrekt debat i Politiken, hvor Foreningen Far bliver sammenlignet med en morder.

Foreningen Far ser derimod gerne, at Politiken bringer et dementi.

2.2 Politikens synspunkter

Politiken har afvist, at kommentaren ”Forbudt for børn” er krænkende for klager.

Det savner enhver baggrund, at den påklagede tekst skulle sætte klager ”i sammenhæng med en kriminel morder”, eller at ”Politiken sammenligner Foreningen Far med en morder”.

Heller ikke på anden måde er kommentaren agtelsesforringende for klager.

I den påklagede passage refereres der til en bred kreds af politikere, der har udtalt sig i den aktuelle debat om tildelingen af forældremyndighed ved skilsmisse, men det er tydeligvis ikke klager, der henvises til, når det hedder, at ”de taler ikke her om drabsmænds rettigheder”.

Heller ikke semantisk er der tale om en henvisning til Foreningen Far.

Teksten skulle i givet fald have lydt: ”den taler ikke her om drabsmænds rettigheder” [foreningen Far].

Under alle omstændigheder udgør passagen ”de taler ikke her om drabsmænds rettigheder” på ingen måde en krænkelse, idet der udtrykkeligt gøres opmærksom på, at emnet netop ikke er drabsmænds rettigheder.

Og skulle det endeligt have været tilfældet, kan man på ingen måde tale om, at man bifalder drab ved at tale for, at en gerningsmand har rettigheder.

Selv hvis Foreningen Far skulle være blevet angrebet, ville reglerne om, at et medie skal indhente en kommentar, som beskrevet i punkt A.3 i de vejledende regler for god presseskik efter Politikens opfattelse ikke være aktuelle, eftersom der tydeligvis er tale om en klumme/kommentar og ikke en tilstræbt objektiv journalistisk artikel.

Der gælder meget vide rammer for den frie debat om vigtige samfundsemner, og de rammer er på ingen måde overtrådt i den aktuelle sag.

Politiken har opfordret klager til at tage til genmæle i spalterne, hvor foreningen også ville have haft lejlighed til at påpege de fejlfortolkninger og unøjagtigheder, der efter dens opfattelse var i klummen, men avisen har med beklagelse måttet konstatere, at klager ikke har ønsket at deltage i debatten.

Afslutningsvis har Politiken bemærket overfor klager, at indlægget blev skrevet af en journalist, som ikke har været ansat på Politiken siden praktiktiden.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Inger Bach, Janni Pedersen og Marianne Druedahl.

God presseskik

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.1 og A.3.

Det er Pressenævnets opfattelse, at debatindlæg og den debat, der opstår som følge heraf, må have vide rammer, og debatindlæg indeholder – efter sagens natur – ofte mere vurderende og kommenterende bemærkninger end redaktionelle artikler.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at indlægget efter nævnets opfattelse må karakteriseres som et almindeligt debatindlæg.

Foreningen Far er kun nævnt én gang i debatindlægget, nemlig i citatet

”Det er ellers nu, at en flok politikere puster sig op og puster i en prøveballon i et forsøg på at skabe mere ligestilling.

Altså mellem mænd og kvinder ved skilsmisse.

’Vi skal tage et opgør med kvindernes dominans’, runger det på tværs af partiskel og med et brag af et ekko fra Foreningen Far (de taler ikke her om drabsmænds rettigheder.

Det er bare en sidebemærkning, der kommer fra mit eget fortvivlede dyb).”

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet kun behandler den del af klagen, der handler om dette citat.

Den del af den påklagede sætning, som står i parentes, fremstår ikke, som om den henviser til Foreningen Far, men nærmere til de politikere, som efter debattørens opfattelse forsøger at skabe mere ligestilling mellem mænd og kvinder ved skilsmisse.

Det er herefter Pressenævnets opfattelse, at Foreningen Far ikke med det citerede sættes i sammenhæng med en kriminel, der aktuelt har fået forældremyndighed over sine børn efter at have erkendt drabet på sin ekskone.

Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik af Politiken for at have bragt debatindlægget og bemærker, at debatindlægget er udtryk for klummeskribentens personlige holdninger og ikke kan karakteriseres som faktiske oplysninger.